Bekendtgørelse om lægers indberetning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i stofmisbrugsbehandling
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2016/1678@2016-12-21/da
Bekendtgørelse om lægers indberetning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i stofmisbrugsbehandling
I medfør af § 195, stk. 1, og § 273 a i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016, og § 19 og § 82 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1356 af 23. oktober 2016, fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. De læger, der efter lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomheds § 41, stk. 1, ordinerer afhængighedsskabende lægemidler som led i stofmisbrugsbehandling (substitutionsbehandling), jf. sundhedslovens § 142, stk. 3, skal sørge for, at der afgives månedlige indberetninger herom til Sundhedsdatastyrelsen via Stofmisbrugsdatabasen efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Pligten til at sørge for indberetning til Sundhedsdatastyrelsen via Stofmisbrugsdatabasen påhviler de i stk. 1 nævnte læger, uanset om ordinationsretten er overladt til anden læge i henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomheds § 41, stk. 2.
§ 2.
Stk. 1. Indberetning i henhold til § 1 skal afgives senest den 20. i en måned og omfatter oplysninger om de personer, som i den foregående måned har fået ordineret afhængighedsskabende lægemidler som led i stofmisbrugsbehandling.
Stk. 2. Indberetningen skal indeholde oplysninger om: 1) personnummer, 2) det ordinerede præparat og 3) den ordinerende læges autorisationsID.
Stk. 3. Indberetningen skal afgives uanset indberetning eller anmeldelse til andre centrale registre.
§ 3.
Stk. 1. Indberetning i henhold til § 1 skal afgives elektronisk i overensstemmelse med det til enhver tid gældende vejledningsmateriale om Stofmisbrugsdatabasen, som er tilgængeligt på Stofmisbrugsdatabasens hjemmeside (www.stofmisbrugsdatabasen.dk).
§ 4.
Stk. 1. Med bøde straffes den læge, der overtræder § 1, stk. 1.
§ 5.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 540 af 19. maj 2014 om lægers anmeldelse af stofmisbrugere i behandling ophæves.