Gelex

Bekendtgørelse om Nørskov Vig Vildtreservat

GældendeVersion 2016-06-30
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2016/942@2016-06-30/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Formål
    1. § 1.
  3. Afgrænsning
    1. § 2.
  4. Færdsel
    1. § 3.
  5. Dispensation og tilsyn
    1. § 4.
    2. § 5.
  6. Straf og ikrafttrædelse
    1. § 6.
    2. § 7.
  7. Bilag 1

Bekendtgørelse om Nørskov Vig Vildtreservat 1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som senest ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013 nr. L 158, side 193, og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som senest ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013 nr. L 158, side 193.

I medfør af § 33, stk. 1 og 2, § 49, stk. 1 og 3, og § 54, stk. 3, i lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1617 af 8. december 2015, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 350 af 26. marts 2016 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen:

Formål

§ 1.

Stk. 1. Bekendtgørelsen har til formål at sikre Nørskov Vig som yngle- og fourageringsområde for vandfugle.

Afgrænsning

§ 2.

Stk. 1. Nørskov Vig Vildtreservat omfatter, som angivet på kortbilag: 1) Nørskov Vig på Venø. 2) Den del af matr. nr. 3 f Venø By, Venø, der er beliggende nordøst for en ældre pumpekanal med betonfundament, der danner afløb fra Møllesøen samt den del af matr. nr. 3 g Venø By, Venø, der er beliggende 170 meter nordøst for det nordligste knækpunkt i skellet mellem matr. nr. 3 e og 3 g smst. 3) Tilvækstarealer til de under nr. 2 nævnte områder. 4) Søterritoriet vest, nord og øst for de under nr. 2 nævnte områder i en bredde af 50 meter fra højeste, daglige vandstandslinje.

Færdsel

§ 3.

Stk. 1. Færdsel og sejlads er forbudt fra 1. april til 15. juli.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 gælder ikke for: 1) Færdsel af ejere og brugere samt disses husstand og personale på de i § 2, nr. 2 og 3, nævnte områder. Det er dog forbudt at medbringe hunde. 2) Sejlads i Nørskov Vig samt gennemsejling af det i § 2, nr. 4, nævnte område for lodsejere, hvis arealer grænser op til Nørskov Vig. Motordrevet sejlads med højere hastighed end 5 knob er dog forbudt. 3) Sejlads i forbindelse med erhvervsfiskeri på de i § 2, nr. 1 og 4, nævnte områder. Motordrevet sejlads med højere hastighed end 5 knob er dog forbudt.

Dispensation og tilsyn

§ 4.

Stk. 1. Naturstyrelsen kan, når særlige forhold taler derfor, dispensere fra bestemmelserne i § 3.

Stk. 2. Naturstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i § 3 kan Søfartsstyrelsen, Forsvarsministeriet eller andre (f.eks. havne) udføre arbejder i forbindelse med redningsopgaver og den for sejladsen nødvendige afmærkning m.v.

§ 5.

Stk. 1. Naturstyrelsen fører tilsyn med, at reservatbestemmelserne overholdes.

Straf og ikrafttrædelse

§ 6.

Stk. 1. Overtrædelse af bestemmelsen i § 3 eller tilsidesættelse af vilkår, der er fastsat i en dispensation i medfør af § 4, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 7.

Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 14001 af 17. april 1997 om Nørskov Vig Vildtreservat ophæves.

Bilag 1

Kortbilag Kortbilag over Nørskov Vig Vildtreservat

Versioner

  1. 2016-06-30