Bekendtgørelse om Forsvarets Efterretningstjenestes adgang til passageroplysninger
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2017/1004@2017-08-30/da
Indhold
Bekendtgørelse om Forsvarets Efterretningstjenestes adgang til passageroplysninger
I medfør af § 3, stk. 5, i lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), jf. lovbekendtgørelse nr. 1 af 4. januar 2016, som ændret ved § 1 i lov nr. 462 af 15. maj 2017, og efter forhandling med skatteministeren fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Forsvarets Efterretningstjeneste kan via terminaladgang til de it-systemer, hvor Told- og skatteforvaltningen (SKAT) lagrer oplysninger om passagerer og besætningsmedlemmer, som SKAT modtager fra luftfartselskaber mv. i medfør af toldlovens § 17, stk. 4, tilgå og derefter tilvejebringe oplysninger om personer, der ikke er danske statsborgere, når oplysningerne kan have betydning for varetagelsen af tjenestens virksomhed rettet mod forhold i udlandet.
Stk. 2. Forsvarets Efterretningstjenestes tilvejebringelse af oplysninger efter stk. 1 kan tillige ske via dataoverførsel fra SKAT.
§ 2.
Stk. 1. Forsvarets Efterretningstjeneste fastsætter nærmere kriterier med henblik på, at der forud for, at oplysninger kan tilgås og tilvejebringes efter § 1, sker frasortering af oplysninger om danske statsborgere, således at de oplysninger, der tilgås og tilvejebringes, i videst muligt omfang kun omfatter oplysninger om udenlandske statsborgere.
Stk. 2. Konstaterer Forsvarets Efterretningstjeneste i forbindelse med sine aktiviteter, at oplysninger, der er tilvejebragt efter § 1, vedrører danske statsborgere, sletter efterretningstjenesten uden unødigt ophold disse oplysninger.
§ 3.
Stk. 1. Oplysninger efter § 1, stk. 1, må kun tilgås af de medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste, der som led i varetagelsen af deres arbejdsopgaver har behov for adgang til oplysningerne.
§ 4.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. september 2017.