Bekendtgørelse om gratis influenzavaccination til visse persongrupper
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2017/1029@2017-09-05/da
Indhold
Bekendtgørelse om gratis influenzavaccination til visse persongrupper
I medfør af § 158, stk. 2, i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016, fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Regionsrådet yder gratis vaccination mod influenza til følgende personer med bopæl her i landet eller med ret til vaccinationsydelser under ophold i Danmark i medfør af EU-retten eller internationale aftaler: 1) Personer, der på vaccinationstidspunktet er fyldt 65 år. 2) Førtidspensionister. 3) Kronisk syge, som nævnt i litra a-g, efter en lægelig vurdering: a) Personer med kroniske lungesygdomme. b) Personer med hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk). c) Personer med diabetes 1 eller 2 (sukkersyge). d) Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt. e) Personer med påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft. f) Personer med kronisk lever- og nyresvigt. g) Personer med andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko. 4) Personer med svær overvægt (vejledende BMI>40) efter en lægelig vurdering. 5) Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko. 6) Gravide i 2. eller 3. trimester. 7) Husstandskontakter til svært immunsupprimerede patienter, jf. nr. 3, litra d, efter en lægelig vurdering.
§ 2.
Stk. 1. Vaccination efter § 1 skal foretages af en læge, som i henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed har tilladelse til selvstændigt virke som læge, eller en anden person på dennes ansvar.
§ 3.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2017.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse for vaccinationer foretaget fra dette tidspunkt og senest den 31. december 2017, dog for gravide, jf. § 1, nr. 6, og for personer med immundefekt og deres husstandskontakter, jf. § 1, nr. 3, litra d, og § 1, nr. 7, senest den 28. februar 2018.