Bekendtgørelse om hjemsendelse og fornyet indkaldelse af værnepligtige i Forsvaret, redningsberedskabet og under militærnægterordningen
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2017/65@2017-01-18/da
Bekendtgørelse om hjemsendelse og fornyet indkaldelse af værnepligtige i Forsvaret, redningsberedskabet og under militærnægterordningen
I medfør af § 4, stk. 1, 2 og 4, i lov om forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 667 af 20. juni 2006, § 61, stk. 1, i beredskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 660 af 10. juni 2009, og § 7, stk. 1, i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde, jf. lovbekendtgørelse nr. 226 af 13. marts 2006, fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Den personeladministrerende myndighed kan hjemsende en værnepligtig, der møder senere end 2 dage efter det fastsatte mødetidspunkt.
Stk. 2. Ved den personeladministrerende myndighed forstås den myndighed, der foretager den daglige administration og uddannelse af den værnepligtige.
§ 2.
Stk. 1. En værnepligtig, der er hjemsendt i henhold til § 1, indkaldes igen senest 1 år efter hjemsendelsestidspunktet med mindst 4 ugers varsel.
§ 3.
Stk. 1. Den personeladministrerende myndighed kan hjemsende en værnepligtig, der under tjenesten: 1) ulovligt har været fraværende i tilsammen mere end 10 tjenestedage, 2) har været varetægtsfængslet i mere end 10 tjenestedage eller 3) skal afsone frihedsstraf i mere end 10 tjenestedage.
Stk. 2. Hjemsendelse i henhold til stk. 1 kan kun ske én gang.
§ 4.
Stk. 1. En værnepligtig, der er hjemsendt i henhold til § 3, indkaldes igen senest 1 år efter hjemsendelsestidspunktet med mindst 4 ugers varsel. Har den værnepligtige før hjemsendelsen aftjent værnepligt i mindst 30 dage efter fradrag for ulovligt fravær, fraregnes den aftjente værnepligt i den resterende tjenestetid. Værnepligtens længde kan dog ikke overstige i alt 12 måneder.
Stk. 2. En værnepligtig under militærnægterordningen, der er hjemsendt i henhold til § 3, og som tidligere er hjemsendt efter ulovligt fravær i forbindelse med værnepligtstjeneste i Forsvaret eller redningsberedskabet, kan ikke indkaldes igen.
§ 5.
Stk. 1. Forsvarsministeriets Personalestyrelse foretager den overordnede forvaltning af den værnepligtige og kan fritage en værnepligtig for fornyet indkaldelse.
§ 6.
Stk. 1. En værnepligtig, der af en session er erklæret uegnet eller for tiden uegnet til værnepligtstjeneste, hjemsendes af Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
Stk. 2. En værnepligtig, der er erklæret uegnet eller for tiden uegnet i henhold til stk. 1, og som ved en senere, ansøgt sessionsbehandling erklæres egnet eller begrænset egnet til værnepligtstjeneste, indkaldes ikke uansøgt til ny tjeneste.
Stk. 3. En værnepligtig i Forsvaret eller redningsberedskabet, der er hjemsendt i henhold til stk. 1, placeres ikke i Værnsfælles Forsvarskommandos totalforsvarsregister eller Beredskabsstyrelsens personelreserve.
Stk. 4. En værnepligtig ved redningsberedskabet, der er erklæret uegnet eller for tiden uegnet i henhold til stk. 1, og som ved en senere, ansøgt sessionsbehandling erklæres egnet eller begrænset egnet til værnepligtstjeneste, overføres til Beredskabsstyrelsens personelreserve.
§ 7.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. januar 2017.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 328 af 30. marts 2016 om hjemsendelse og fornyet indkaldelse af værnepligtige i det militære forsvar, redningsberedskabet og under militærnægterordningen.