Bekendtgørelse om ansvarsforsikring og indberetningspligt i forbindelse med manipulationsbehandling af rygsøjlen
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2017/889@2017-06-30/da
Bekendtgørelse om ansvarsforsikring og indberetningspligt i forbindelse med manipulationsbehandling af rygsøjlen
I medfør af § 3 b, stk. 4, i lov nr. 351 af 19. maj 2004 om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere som ændret ved § 1 i lov nr. 692 af 8. juni 2017, fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Ved registrerede alternative behandlere i denne bekendtgørelse forstås registrerede alternative behandlere, der ikke tillige er autoriserede sundhedspersoner omfattet af § 19 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, og som udfører manipulationsbehandling af rygsøjlen efter § 3 a, stk. 1, i lov om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere.
§ 2.
Stk. 1. Ansvarsforsikring i denne bekendtgørelse er ansvarsforsikring med behandlingsdækning, som den registrerede alternative behandler er forpligtet til at tegne efter § 3 a, stk. 1, nr. 2, i lov om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere m.v. med henblik på at opnå ret til at udføre manipulationsbehandling af rygsøjlen.
Stk. 2. Ved forsikringspligtig forstås i denne bekendtgørelse den enkelte registrerede alternative behandler.
Dækningssummer
§ 3.
Stk. 1. For den forsikringspligtige er dækningssummen minimum 10 mio. kr. pr. år for skader anmeldt i forsikringstiden.
Registrerede alternative behandleres indberetningspligt
§ 4.
Stk. 1. Den registrerede alternative behandler skal hvert år senest den 31. januar foretage indberetning efter § 3 b, stk. 2, i lov om en brancheadministreret reguleringsordning for alternative behandlere, til Styrelsen for Patientsikkerhed. Indberetningen skal vedrøre skader anmeldt i det foregående år.
Stk. 2. Indberetningen efter stk. 1 skal indeholde oplysning om antallet af anmeldte skader samt sags- eller skadesnumre.
Forsikringsselskabers indberetningspligt
§ 5.
Stk. 1. Det forsikringsselskab, hvori den registrerede alternative behandler har sin ansvarsforsikring, skal hvert år senest den 31. januar foretage indberetning efter § 3 b, stk. 1, i lov om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere, til Styrelsen for Patientsikkerhed. Indberetningen skal vedrøre skader anmeldt i det foregående år.
Stk. 2. Indberetningen efter stk. 1 skal indeholde oplysning om antallet af anmeldte skader samt sags- eller skadesnumre.
Ikrafttræden
§ 6.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2017, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. §§ 4 og 5 gælder for skader, der er anmeldt den 1. juli 2017 eller senere.