Bekendtgørelse om værdighedspolitikker for ældreplejen
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2019/70@2019-01-29/da
Bekendtgørelse om værdighedspolitikker for ældreplejen
I medfør af § 81 a, stk. 2, i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1114 af 30. august 2018, fastsættes:
Værdighedspolitikker
§ 1.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal inden for det første år i den kommunale valgperiode vedtage en værdighedspolitik for den kommunale ældrepleje.
Stk. 2. Værdighedspolitikken skal indeholde de overordnede pejlemærker og principper for en værdig ældrepleje i den enkelte kommune med udgangspunkt i den personlige hjælp, omsorg og pleje m.v., som ydes efter lov om social service til personer over folkepensionsalderen.
§ 2.
Stk. 1. I værdighedspolitikken skal kommunalbestyrelsen som minimum beskrive, hvordan kommunens ældrepleje kan understøtte følgende områder i forhold til plejen og omsorgen af den enkelte ældre: 1) Livskvalitet. 2) Selvbestemmelse. 3) Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen. 4) Mad og ernæring. 5) En værdig død. 6) Pårørende. 7) Bekæmpelse af ensomhed.
§ 3.
Stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal sørge for at inddrage ældrerådet, jf. § 30 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, samt øvrige relevante parter i forbindelse med udarbejdelsen af værdighedspolitikken for ældreplejen.
Stk. 2. Når værdighedspolitikken er vedtaget, skal den offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Ikrafttrædelse
§ 4.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2019.
Stk. 2. Forpligtelsen efter § 2, nr. 7, jf. § 3, skal første gang være opfyldt senest den 31. december 2019, og derefter inden for det første år i den kommunale valgperiode, jf. § 1, stk. 1.
Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 80 af 29. januar 2018 om værdighedspolitikker for ældreplejen ophæves.