Bekendtgørelse om registrering af oplysninger om publikum i forbindelse med afvikling af større udendørs arrangementer
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2021/1557@2021-07-05/da
Indhold
Bekendtgørelse om registrering af oplysninger om publikum i forbindelse med afvikling af større udendørs arrangementer
I medfør af § 49, stk. 3, og § 66, stk. 3, i epidemiloven, lov nr. 285 af 27. februar 2021, og efter forelæggelse for Epidemiudvalget i henhold til § 9, stk. 1, i epidemiloven fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Den fysiske eller juridiske person, herunder offentlige myndighed, der er ansvarlig for udendørs arrangementer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om afvikling af større arrangementer på Kulturministeriets område i forbindelse med håndtering af covid-19 eller § 1, nr. 2, i bekendtgørelse om afvikling af større menighedsarrangementer i folkekirken og trossamfund uden for folkekirken i forbindelse med håndtering af covid-19, skal registrere følgende kontaktoplysninger om publikum eller tilskuere: 1) Navn. 2) Telefonnummer. 3) Pladsoplysninger.
Stk. 2. Den fysiske eller juridiske person, herunder offentlige myndighed, som registrerer oplysninger efter stk. 1, skal i overensstemmelse med epidemilovens § 49, stk. 2, videregive oplysningerne efter anmodning fra Styrelsen for Patientsikkerhed til brug for styrelsens smitteopsporing i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (covid-19).
Stk. 3. Oplysninger, som registreres i medfør af stk. 1, skal opbevares i 30 dage efter det tidspunkt, hvor det udendørs arrangement, som oplysningerne er registreret til brug for, er afviklet, hvorefter oplysningerne skal slettes. Oplysninger, som registreres i medfør af stk. 1, må alene anvendes til brug for videregivelse til Styrelsen for Patientsikkerhed efter epidemilovens § 49, stk. 2.
§ 2.
Stk. 1. Med bøde straffes den, der overtræder § 1.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.
§ 3.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2021.
Stk. 2. Bekendtgørelsen ophæves den 1. september 2021.