Bekendtgørelse om særlige foranstaltninger vedrørende forsyningen af mundbind i forbindelse med håndteringen af covid-19
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/lta/2021/645@2021-04-14/da
Bekendtgørelse om særlige foranstaltninger vedrørende forsyningen af mundbind i forbindelse med håndteringen af covid-19
I medfør af § 58 og § 66, stk. 3, i epidemiloven, lov nr. 285 af 27. februar 2021, og efter forelæggelse for Epidemiudvalget i henhold til § 9, stk. 1, i epidemiloven fastsættes:
§ 1.
Stk. 1. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse omfatter særlige foranstaltninger, der kan iværksættes, med henblik på at sikre forsyningen af mundbind, der er medicinsk udstyr, i forbindelse med håndtering af covid-19.
§ 2.
Stk. 1. Lægemiddelstyrelsen kan efter ansøgning tillade, at en fysisk eller juridisk person må sælge mundbind, der er medicinsk udstyr, i mindre enheder fra større pakninger til borgerne.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte vilkår for en tilladelse omfattet af stk. 1.
§ 3.
Stk. 1. En juridisk person må kun vederlagsfrit udlevere mundbind, der er medicinsk udstyr, i mindre enheder fra større pakninger til borgerne, hvis den pågældende overholder Lægemiddelstyrelsens retningslinjer for udlevering af mundbind.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen offentliggør retningslinjer for udlevering af mundbind på styrelsens hjemmeside.
§ 4.
Stk. 1. Med bøde straffes den, der 1) overtræder § 3, stk. 1, eller 2) undlader at efterkomme vilkår efter § 2, stk. 2.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 5.
Stk. 1. Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. april 2021.
Stk. 2. Bekendtgørelsen ophæves den 14. maj 2021.