Cirkulære om behandlingen af hittegods.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1952/116@1952-07-19/da
Indhold
I medfør af § 8 i lov nr. 146 af 23. april 1952 om hittegods fastsætter justitsministeriet herved følgende regler for politiets behandling af hittegods. § 1.
Hittegods skal modtages på politistationerne i stationernes åbningstid uden hensyn til, om findestedet ligger inden for vedkommende politistations område eller ikke.
Mindre effekter, der kan haves i en lomme, f.eks. smykker, ure, punge, tegnebøger og lignende samt kontante pengebeløb, skal modtages af uniformeret politipersonale under patrulje. § 2.
Uanset bestemmelsen i lovens § 1 bør politiet ikke skride ind imod, at genstande, som er fundet i offentlige institutioner, forlystelsesetablissementer, forretninger, offentlige befordringsmidler og lignende steder, afleveres til og opbevares hos den pågældende institution, forretning m.v. i indtil 8 dage. Er genstandene ikke udleveret til ejeren inden 8 dages forløb, skal de omgående afleveres til politiet.
Hvor der findes særlig grund dertil, kan politiet tillade, at de pågældende institutioner m.v. opbevarer fundne genstande i længere tid, dog ikke udover 3 måneder, såfremt institutionen opbevarer hittegodset på betryggende måde og fører en fortegnelse over det med oplysning om, hvor, hvornår og af hvem det er fundet. § 3.
Politiet bør være opmærksom på, om der af private foretages fremlysning af hittegods i dagspressen. I så fald bør genstandene straks afkræves finderen, og der bør ikke ydes ham findeløn eller dækning af udgifterne til annoncering eller til eventuel transport af genstandene. § 4.
Ved modtagelsen af hittegods bør det søges oplyst, hvem finderen er, og hvor, hvornår og under hvilke omstændigheder fundet er sket. Endvidere spørges finderen, om han ønsker findeløn, medmindre det efter bestemmelserne i § 15 må anses for udelukket, at findeløn vil blive fastsat.
Den, der afleverer hittegods, skal altid have udleveret kvittering for de afleverede genstande. Til patruljerende politi kan der udleveres særlige blanketter til brug ved afgivelsen af sådanne kvitteringer. § 5.
Modtager en politistation genstande, som er fundet uden for politikredsens område, skal genstandene straks oversendes til findestedets politi med oplysning om finderens navn og adresse og omstændighederne ved fundet, jfr. § 4. § 6.
Modtaget hittegods skal straks indføres i hittegodsjournalen.
Ved indførelsen bør de fundne genstande beskrives så omhyggeligt, at de senere kan identificeres. Det er således ikke nok, at indførelsen lyder på »et ur«, »en herrecykel« eller lignende; men der bør, hvis genstandens værdi ikke er ganske ringe, gives en kortfattet beskrivelse eller anføres nummer, mærke eller andet særligt kendetegn. Særlig med hensyn til cykler bør tillige anføres, om de er forsynet med gummi, lygte eller andet tilbehør. § 7.
Det undersøges straks efter modtagelsen af hittegods, om genstandene er efterlyst; i bekræftende fald sendes meddelelse om modtagelsen til vedkommende politimyndighed.
Er der iøvrigt grund til at tro, at modtaget hittegods kan hidrøre fra et tyveri eller på anden måde have forbindelse med en strafbar handling, underrettes kriminalpolitiet snarest. § 8.
Er modtaget hittegods forsynet med navn eller mærke, hvorved ejeren umiddelbart eller ved henvendelse til trediemand kan identificeres, skal ejerens identitet og adresse søges udfundet, og han underrettes derefter om fundet og opfordres til at afhente hittegodset. § 9.
Såfremt der som hittegods indleveres pas, førerbeviser, andre legitimationspapirer, nummerplader til motorkøretøjer, lånesedler, lotterisedler, sparekasse- eller bankbøger eller værdipapirer, underrettes udstederen om fundet, såfremt det fundne ikke straks kan udleveres til ejeren. § 10.
Opbevaring af hittegods bør ske på så betryggende måde som muligt.
Meget værdifulde genstande som kostbare smykker og guld- og sølvsager bør opbevares i aflåset pengeskab. Iøvrigt bør mindre genstande af økonomisk værdi såvidt muligt opbevares i afslåset skab eller skuffe i et lokale, der altid holdes aflåset, når personalet ikke er til stede. Større genstande, navnlig cykler og cykledele, bør i almindelighed opbevares under tag i lukket rum, der holdes forsvarligt aflåset i den tid af døgnet, i hvilket det ikke kan holdes under umiddelbart tilsyn fra politikontor eller politistation. § 11.
Er hittegods udsat for hurtig fordærvelse, bortsælges det snarest på bedst mulig måde. Det samme gælder, hvis opbevaring iøvrigt må antages at ville medføre en væsentlig værdiforringelse, eller hvis en opbevaring er forbundet med uforholdsmæssigt store omkostninger. Ved afgørelsen af, om hittegodset skal sælges straks eller opbevares, skal der lægges vægt på, hvad der efter et fornuftigt skøn tjener ejerens interesse bedst.
Salg af hittegods efter denne bestemmelse skal såvidt muligt ske til handlende på stedet, der forhandler varer af den pågældende art. Salg må ikke ske til personer, der er ansat i politiet, eller til disses hustand. § 12.
Med passende mellemrum, dog mindst een gang hver tredie måned, indrykkes der i de stedlige dagblade en bekendtgørelse om modtaget hittegods. Særprægede genstande af større værdi bør i bekendtgørelsen beskrives nøje, medens genstande som punge, tasker, mapper, briller, stokke, paraplyer, handsker, hatte og lignende kan anføres uden specifikation af de enkelte genstande. § 13.
Når en person henvender sig til politiet og angiver at have tabt eller glemt en nærmere beskrevet ting, gives der ham adgang til at efterse det indleverede hittegods af den pågældende art; mener han, at noget af det foreviste tilhører ham, udspørges han om tid og sted for tabet, og hans oplysninger herom sammenholdes med finderens oplysninger. Såfremt der ikke herved fremkommer noget, der taler imod den pågældendes anbringende om, at tingen er hans, kan den udleveres til ham mod kvittering, og efter at han har legitimeret sig på behørig måde. Er der uoverensstemmelse mellem oplysningerne, f.eks. hvis genstanden er fundet før det tidspunkt, hvor den angives at være tabt, opfordres han til nærmere at dokumentere sin ejendomsret, og genstanden må ikke udleveres, før han har præsteret et efter politiets skøn tilstrækkeligt bevis for sin ret til genstanden.
Godtgør en person at være berettiget til hittegods, som er bortsolgt i medfør af reglen i § 11, har han krav på at få udbetalt salgssummen med fradrag af omkostninger og findeløn, jfr. §§ 14 og 15, såfremt han har henvendt sig til politiet inden 3 måneder efter hittegodsets indlevering til politiet. § 14.
Forinden hittegodset udleveres til ejeren, må han betale eventuelle i anledning af fundet påløbne omkostninger.
Ejeren må således refundere udgifter til transport af hittegods til politistationen, som finderen med rimelighed har afholdt. Har politiet på grund af det fundnes art eller størrelse afholdt særlige udgifter til transport eller opbevaring, må disse ligeledes refunderes. § 15.
Ejeren må inden udleveringen betale en findeløn, der fastsættes af politiet efter nedenstående retningslinier, medmindre finderen har givet afkald på findeløn.
Findeløn fastsættes i reglen til 10 pct. af det fundnes værdi, idet der dog ved fastsættelsen bør tages hensyn til findestedet og de nærmere omstændigheder ved fundet, herunder om finderen har udvist særlig påskønnelsesværdigt forhold, eller om afleveringen har påført ham særlig ulejlighed.
Drejer det sig om større kontantbeløb eller genstande af betydelig værdi, vil det ofte være rimeligt at fastsætte findelønnen lavere end til 10 pct. af værdien. Selv om det fundne ikke har omsætningsværdi, kan der fastsættes en efter ejerens interesse i at få genstanden tilbage afpasset findeløn.
I følgende tilfælde bør der i almindelighed ikke fastsættes findeløn:
Når det fundne alene har økonomisk værdi, der ikke overstiger 2 kr.
Når det drejer sig om motorkøretøjer, cykler eller trækvogne, der er indbragt fra offentlig gade, vej eller plads.
Når det indleverede hittegods er fundet i boliger, på trappegange, i kældre, på gårdspladser, i forretninger, offentlige kontorer, forlystelsesetablissementer, beværtninger, offentlige befordringsmidler eller lignende steder.
Når hittegods først er indleveret til politiet urimelig lang tid efter, at finderen har taget det i sin besiddelse.
Når finderen selv har foretaget fremlysning af de fundne genstande, jfr. § 3.
Når hittegods er fundet af personer, der er ansat i politiets tjeneste.
Ønsker ejeren at yde et beløb i findeløn, uanset at han ikke er forpligtet dertil, bør politiet modtage beløbet og udbetale det til finderen.
Såfremt finderen af hittegods har afleveret det direkte til ejeren, og der derefter opstår uenighed mellem dem om betalingen af findeløn eller dennes størrelse, bør politiet, såfremt en af parterne begærer det, udtale sig om, hvorvidt det ville have fastsat findeløn og da hvor meget, men bør ivørigt ikke yde parterne bistand. § 16.
Hittegods, som ikke forinden er udleveret til ejeren, bortsælges ved den først afholdte hittegodsauktion efter opbevaringsfristens udløb. Uanset bestemmelsen i lovens § 4 er der intet til hinder for, at hittegodsauktioner kun afholdes een eller to gange om året, såfremt politiet har tilstrækkelig plads til at opbevare hittegodset så længe.
Såfremt nogen har gjort krav på hittegodseffekter, men endnu ikke godtgjort retten til at få dem udleveret, må genstandene ikke bortsælges, før der er givet den pågældende en passende frist til at godtgøre sin ret til genstandene, eventuelt til at anlægge retssag om genstandenes udlevering.
Forinden hittegodset sælges, frasorteres de genstande, der er værdiløse eller af så ringe værdi, at de ikke kan bære omkostningerne ved salget, og disse genstande destrueres.
Inden hittegodset går til auktion, skal genstandene påny gennemgås med henblik på, om de måtte være blevet efterlyst.
Når hittegods er blevet bortsolgt ved auktion, har finderen kråv på en trediedel af det ved salget indkomne beløb med fradrag af omkostningerne, uanset om der efter reglerne i § 15 ikke ville være blevet fastsat findeløn.
Det samme gælder for det i § 11 omhandlede hittegods, når der er forløbet 3 måneder efter hittegodsets indlevering til politiet, uden at ejeren har meldt sig. § 17.
Med hensyn til regnskabsføringen vedrørende hittegods og findeløn henvises der uden for København til reglerne i § 60 i justitsministeriets cirkulære nr. 24 af 18. februar 1938 om politimesterembedernes kasse- og regnskabsvæsen m.v. og for Københavns vedkommende til de hidtil gældende regler herom.
Underskrift 1
Justitsministeriet, den 6. juni 1952. Helga Pedersen / Bilfeldt. (Til politidirektøren i København og politimestrene.)