Gelex

Cirkulære om undersøgelse af militære motorkøretøjer. (Til rigspolitichefen, politidirektøren og politimestrene). (* 1)

OphævetVersion 1961-01-30fra 1961-01-30 til 1997-06-26
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1960/256@1961-01-30/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Efter forhandling med forsvarsministeriet fastsættes herved følgende bestemmelser angående politiets adgang til indskriden overfor militærpersoner, der som førere af militære motorkøretøjer overtræder færdselslovgivningen eller er impliceret i færdselsuheld udenfor militært område:

Politiet er beføjet til at standse militære motorkøretøjer, som overtræder færdselslovgivningen. For så vidt angår køretøjer, som indgår i en militær kolonne under kommando, må henvendelse om standsning ske til føreren af kolonnen eller til den befalingsmand, der slutter kolonnen. Standsning af kolonner bør sædvanligvis kun ske i tilfælde af færdselsuheld eller ved grovere forseelser, herunder overtrædelser, der kan medføre fare også under den fortsatte kørsel. I øvrigt bør indskriden som hovedregel ske ved, at der af vedkommende polititjenestemand udfærdiges en notits om forseelsen, der tilstilles vedkommende militære motorforvaltende myndighed, i tvivlstilfælde forsvarsministeriet, til videre foranstaltning.

Der kan i alle tilfælde, hvor et militært motorkøretøj standses af politiet eller findes impliceret i et færdselsuheld, kræves forevist militært førerbevis for føreren af motorkøretøjet.

Politiet er i tilfælde af større færdselsuheld, eller hvor grovere mangler ved køretøjet med føje kan antages at foreligge, berettiget til at tilbageholde køretøjet med henblik på nærmere undersøgelse af dette. Såfremt føreren kan sandsynliggøre, at tjenstlige grunde nødvendiggør uopholdelig fortsættelse af kørselen - hvilket efter omstændighederne vil kunne søges bekræftet ved telefonisk henvendelse til det af føreren opgivne tjenestested - og viderekørsel ikke under hensyn til køretøjets eller førerens tilstand skønnes uforsvarlig, kan tilbageholdelse ikke ske, dog at der ved færdselsuheld kan anvendes den absolut nødvendige tid til konstatering af de nærmere omstændigheder ved ulykken. Vedkommende militære myndighed bør så vidt muligt omgående underrettes om tilbageholdelsen.

Til undersøgelse af militære motorkøretøjer bør der, hvis garnison eller militært etablissement findes i nærheden, eller hvis det i øvrigt kan ske uden unødvendig forsinkelse, ved henvendelse til vedkommende motorforvaltende myndighed eventuelt nærmeste mlilitære afdeling, tilkaldes en af de i henhold til færdselslovens § 75, stk. 12, beskikkede militære motorsagkyndige. Kan en militær motorsagkyndig ikke give møde inden for rimelig tid, kan udnersøgelse foretages af justitsministriets motorsagkyndige.

I tilfælde af færdselsuheld, hvori også civile mtorkøretøjer er indblandet, og hvor tilkaldelse af justitsministeriets motorsagkyndige finder sted, foretager denne også den til at fastslå uheldets årsager og de opståede skader nødvendige undersøgelse af det militære motorkøretøj, såfremt dette er en almindelig personmotorvogn, motorcykel eller lastmotorvogn. Vedkommende motorforvaltende myndighed eller nærmeste militære afdeling skal dog så vidt muligt omgående underrettes om, at undersøgelse vil finde sted, og såfremt en militær motorsagkyndig giver møde ved undersøgelsen, er han berettiget til at overvære denne.

Genpart af de af politiet optagne rapporter vedrørende militære motorkøretøjer og af de erklæringer, der i medfør af foranstående bestemmelser måtte være afgivet af justitsministeriets motorsagkyndige vedrørende militære motorkøretøjer, skal snarest tilstilles pågældende mtorforvaltende myndighed.

Såfremt der, for eksempel ved førerens fravær, er tvivl om, under hvilken motorforvaltende myndighed et militært motorkøretøj henhører, vil der for så vidt angår hærens og flyvevåbnets motorkøretøjer kunne rettes henvendelse til den motortekniske afdeling, forsvarets krigsmaterielforvaltning, Amager Boulevard 6, København S, telf. Sundby 9620, og for så vidt angår søværnets motorkøretøjer til flådestation København eller Holmens meldecentral, Holmen, København S., telf. Central 16 155, under opgivelse af det pågældende køretøjs militære registreringsnummer. Der henvises i øvrigt til justitsministeriets cirkulære om numre for forsvarets køretøjer, for tiden cirkulære nr. 157 af 18. september 1956.

Den af politiet i medfør af færdselslovens § 13 foretagne almindelige kontrol med motorkøretøjer til konstatering af eventuelle mangler ved disse bør ikke omfatte militære motorkøretøjer.

I tilfælde, hvor der hos førere af militære motorkøretøjer konstateres spirituspåvirkning eller uegnethed i øvrigt til at føre motorkøretøj, vil pågældende være at aflevere til vedkommende militære myndighed. Politiet vil forinden kunne lade foretage sædvanlig lægeundersøgelse.

Nærværende cirkulære træder i stedet for justitsministeriets cirkulære nr. 119 af 3. maj 1949 angående undersøgelse af militære motorkøretøjer.

Underskrift 1

Justitsministeriet, den 6. december 1960. P.M.V. Vilhelm Boas. /Robert Dam.

Versioner

  1. 1961-01-30 · til 1997-06-26