Gelex

Cirkulære om anvendelsen af den i bekendtgørelse nr. 32 af 4. februar 1963 omhandlede karakterskala

OphævetVersion 1963-12-31fra 1963-12-31 til 1989-06-09
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1963/13@1963-12-31/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Som anført i bekendtgørelsens § 1, stk. 2 skal karakterskalaen anvendes på følgende måde:

13: Gives for den usædvanlige selvstændige og udmærkede præstation. 11: Gives for den udmærkede og selvstændige præstation. 10: Gives for den udmærkede, men noget rutineprægede præstation. 9: Gives for den gode præstation, der ligger lidt over middel. 8: Gives for den middelgode præstation. 7: Gives for den ret jævne præstation, der ligger lidt under middel . 6: Gives for den noget usikre, men nogenlunde tilfredsstillende præstation. 5: Gives for den usikre og ikke tilfredsstillende præstation. 3: Gives for den meget usikre, meget mangelfulde og utilfredsstillende præstation. 0: Gives for den helt uantagelige præstation.

Af karakterdefinitionerne fremgår tydeligt skalaens hovedinddeling i 3 trin. De karakteristiske hovedord er »udmærkede«, »middel« og »usikker«.

Ved enhver bedømmelse vil man stå sig ved først at placere standpunktet eller præstationen inden for en af de 3 hovedgrupper og derefter afgøre, om den endelige vurdering skal resultere i øverste, midterste eller nederste trin inden for den pågældende hovedgruppe.

I fremlæggelsesfag kan man opdele de fremlagte arbejder i de 3 hovedgrupper og derpå differentiere ud derfra. På lignende måde kan man forholde sig ved karaktergivning i skrivning og orden.

Til den midterste af hovedgrupperne må henføres præstationer eller standpunkter, der viser, at eleven er så godt hjemme i sit stof, at der kan siges stort set at være tilegnet.

For at blive placeret i den øverste gruppe må eleven derudover vise overblik over stoffet og i større eller mindre grad kunne tage selvstændig stilling til forelagte problemer inden for det pågældende stof.

Til den nederste af hovedgrupperne henføres elever, der viser usikkerhed i den forstand, at de ikke har tilegnet sig det krævede stof og viser mangel på kundskaber eller færdigheder inden for stoffet.

Det forudsættes, at yderkaraktererne 13 og 0 kun undtagelsesvis benyttes, de resterende 8 trin bør anvendes således, at elever i løbet af skoleåret forholdsvis let kan rykke et trin op eller ned.

Når karakterskalaen fremtræder som en ren talskala, sker det for så klart som muligt ved selve vurderingen at fastholde, at det netop kun er en skala. Ord eller symboler vil let i tidens løb påvirkes af en praksis ved anvendelsen, medens det ved en skala er lettere at fastholde begreber som: antallet af trin, skalaens midtpunkt osv. Kan disse begreber fastholdes klart, vil en devaluering kunne undgås.

Som det fremgår af bekendtgørelsens § 2 skal følgende to betingelser være opfyldt for at realeksamen eller studentereksamen er bestået:

1) Summen af samtlige karakterer skal være mindst 5,5 gange karakterernes antal.

2) Summen af de to laveste karakterer plus gennemsnittet af de resterende karakterer skal være mindst 13.

For de fleste elevers vedkommende vil man kunne afgøre, om han har bestået, alene ved beregning af samtlige karakterers sum eller gennemsnit. For enkelte elever, blandt hvis karakterer der forekommer nogle meget dårlige, vil det dog blive nødvendigt at undersøge udførligt, om betingelse 2 er opfyldt.

For at fritage skolerne for ekstra regnearbejde anføres nedenstående tabel, i hvis vandrette indgang man finder angivet summen af de to laveste karakterer, og i hvis lodrette indgang står anført antallet af karakterer. Inde i tabellen finder man den laveste sum af samtlige karakterer, med hvilken eleven kan bestå.

--------------------------------------------------------------------- Antal Summen af de to laveste karakterer karak- 0 3 5 6 7 8 og terer derover --------------------------------------------------------------------- 6..... 52 43 37 34 33 33 --------------------------------------------------------------------- 7..... 65 53 45 41 38,5 38,5 8..... 78 63 53 48 44 44 9..... 91 73 61 55 49,5 49,5 --------------------------------------------------------------------- 10..... 104 83 69 62 55 55 --------------------------------------------------------------------- 11..... 117 93 77 69 61 60,5 12..... 130 103 85 76 67 66 13..... 143 113 93 83 73 71,5 --------------------------------------------------------------------- 14..... 156 123 101 90 79 77 15..... 169 133 109 97 85 82,5 16..... 182 143 117 104 91 88 --------------------------------------------------------------------- 17..... 195 153 125 111 97 93,5 18..... 208 163 133 118 103 99 19..... 221 173 141 125 109 104,5 --------------------------------------------------------------------- 20..... 234 183 149 132 115 110 ---------------------------------------------------------------------

Eks. 1:

En elev har følgende 12 karakterer: 10, 6, 3, 9, 0, 11, 13, 9, 10, 9, 8 og 10. Summen af de to laveste karakterer er 3, og summen af samtlige 12 karaktere er 98. Når summen af de to laveste karakterer er 3, viser tabellen, at summen af samtlige 12 karakterer skal være mindst 103, for at eleven skal bestå. Eleven har altså ikke bestået.

Eks. 2:

En elev har følgende 12 karakterer: 8, 5, 8, 6, 3, 8, 6, 7, 8, 3, 7 og 9. Summen af de to laveste karakterer er 6, og summen af samtlige 12 karakterer er 78. Når summen af de to laveste karaktere er 6, viser tabellen, at summen af samtlige 12 karakterer skal være mindst 76, for at eleven skal bestå. Eleven har altså bestået.

Eks. 3:

En elev har følgende 9 karakterer: 8, 10, 6, 9, 8, 11, 3, 5 og 6. Summen af de to laveste karakterer er 8, og summen af samtlige 9 karakterer er 66. Når summen af de to laveste karakterer er 8, viser tabellen, at summen af samtlige 9 karakterer skal være mindst 49,5, for at eleven kan bestå. Eleven har altså bestået.

Eks. 4:

En elev har følgende 9 karakterer: 8, 6, 3, 9, 5, 5, 3, 7 og 8. Summen af de to laveste karakterer er 6, og summen af samtlige 9 karakterer er 54. Når summen af de to laveste karakterer er 6, viser tabellen, at summen af samtlige 9 karakterer skal være mindst 55, for at eleven skal bestå. Eleven har altså ikke bestået.

Til vejledning for bedømmelserne fremsættes nedenstående bemærkninger om brugen af den nye skala, hvor man for nogle af trinenes vedkommende giver en kort karakteristik af de tilsvarende standpunkter og præstationer. Brugen af de ikke beskrevne trin vil med fornøden sikkerhed fremgå som mellemværdier mellem de beskrevne. Da skalaen skal anvendes i skoleformer af forskellige niveauer, må det fremhæves, at de anførte karakterdefinitioner i hvert enkelt skoleform selvsagt må anvendes i relation til de krav, som stilles der.

Karakteren 6 er placeret lige over bestågrænsen; den svarer derfor til et standpunkt eller en præstation, hvor eleven har vist det mindste mål af forståelse, kundskaber og færdigheder, hvormed man kunne bestå, hvis man tænkte sig, at undervisningen eller prøven kun omfattede eet fag. Med hensyn til den viste forståelse og fremstilling samt de viste kundskaber og færdigheder må standpunktets plusser og minusser stå nogenlunde lige. I præstationer (skriftlige og mundtlig), hvor man med rimelig nøjagtighed kan angive, hvor stor en brøkdel af den stillede opgave eller det forelagte emne eleven har magtet, skal denne brøkdel være 1/2.

Bedømmerens opmærksomhed henledes på, at standpunkter og præstationer, der som ovenfor beskrevet svarer til brøkdelen 1/2, ikke som hidtil skal vurderes til den højeste af skalaens to midterste trin (hidtil g), men skal vurderes til en karakter (6), under hvilken der kun findes tre trin, medens der findes hele seks trin over.

Karakteren 0 gives til den elev, der med hensyn til den pågældende skoleforms undervisningsstof har vist fuldstændig mangel på forståelse og svigtende evne eller svigtende vilje til at tilegne sig det, og den gives for en præstation, hvor eleven under prøven ikke har vist kundskaber eller færdigheder inden for det stof, der kræves tilegnet ved den pågældende prøve. Den omstændighed, at eleven har vist kundskaber og færdigheder, der alene svarer til kravene i en underliggende skoleform, kan således ikke i sig selv berettige til anvendelse af en højere karakter end 0.

Karakteren 0 må blive ret sjælden. Det kan ikke påregnes, at der i enhver klasse findes elever, der gør sig fortjent til denne karakter.

Karakteren 11 er den normale topkarakter. Den kan opnås af en elev, der kan behandle stof med godt overblik og viser en hurtig opfattelse, forståelse og selvstændig stillingtagen til mindre problemer i tilknytning til det forelagte emne. Det er eksaminators pligt under prøven at give eleven lejlighed til at vise dette.

Karakteren 11 kan ikke opnås bare ved en fejlfri gengivelse af bogen med evt. tilhørende dikterede og nedskrevne noter. Karakteren skal gives for den fejlfri eller så godt som fejlfri skriftlige besvarelse, medmindre denne røber en sådan overlegenhed over emnet eller en sådan ganske særlig god forståelse, at den gør sig fortjent til karakteren 13.

Karakteren 13 er en undtagelseskarakter; den er forbeholdt den helt usædvanlige præstation eller det suveræne standpunkt, hvis forudsætning er hurtig opfattelse og fuld forståelse af et problem eller et emne, og som viser selvstændig stillingtagen og overblik over større dele af stoffet og disses indbyrdes sammenhæng. Skriftlige besvarelser skal for at svare til denne karakter ikke blot være fejlfri; for de danske stiles vedkommende må kræves en ganske særlig tænksomhed, dispositionsevne og sprogbehandling, for de fremmedsproglige stiles vedkommende ikke bare den forsvarlige udtryksform, men den helt dækkende, som rammer det pågældende sprogs tone bedst, og for regningen og matematikkens vedkommende en særlig udtømmende og hensigtsmæssig behandling af emnet.

Karakteren 13 må blive ret sjælden. Det kan ikke påregnes, at der i enhver klasse findes elever, der gør sig fortjent til denne karakter.

Hvor opgaven er af en sådan art, at eleverne ikke har lejlighed til at vise kundskaber eller færdigheder ud over det normalt dygtige, fremgår det af ovenstående redegørelse, at eleverne for disse fejlfri besvarelser kun kan opnå karakteren 11. Denne betragtning vil gælde opgaver i diktat og maskinskrivning.

Karakteren 10 gives til den elev, der har vist god forståelse og evne til at tilegne sig bogen med evt. tilhørende noter, givet af læreren, og som derudover har vist et ikke ringe overblik og nogen evne til selvstændig stillingtagen til forelagte mindre problemer.

Karakteren 8 kan betegnes som den karakter, omkring hvilken gennemsnittet bør ligge, når der er tale om et stort antal beståede elever. I den enkelte klasse kan gennemsnittet for samtlige beståede elever meget vel afvige ret væsentligt fra 8.

Karakteren 3 gives til den elev, som røber en svigtende forståelse og et meget ringe kendskab til stoffet i det prøvede område, og som ydermere i væsentlig grad mangler orientering i stoffet som helhed. Samme karakter meddeles den elev, der under prøven har åbenbaret en sådan usikkerhed, at det derigennem er klarlagt, at elevens kundskaber inden for hele området er særdeles mangelfulde, og at forståelse eller overblik stort set mangler.

Ifølge § 4 i bekendtgørelse af 4. februar 1963 om karakterskala skal denne skala straks tages i brug i 8., 9. og 10. klasse, medens den i realafdelingen indføres gradvis, således at den i første omgang tages i brug i de 1. realklasser, som oprettes pr. 1. august 1963. Det vil sige, at den nye skala først vil finde officiel anvendelse ved oprykningsprøven fra 2. realklasse til 3. realklasse/I gymnasieklasse i 1965 og ved realeksamen i 1966. Indtil da anvendes reglerne om karakterskala og kravene for at bestå eksamen i §§ 2 og 8 i kgl. anordning nr. 55 af 10. marts 1938 om karaktergivningen ved de højere almenskoler og censuren ved disse skolers afsluttende eksaminer som ændret ved kgl. anordning nr. 46 af 6. februar 1943, jfr. bekendtgørelse af 4. februar 1963 om ændring af § 29 i bekendtgørelse nr. 238 af 28. juni 1961 om eksamensordningen og karaktergivningen ved realeksamen og oprykningsprøverne i realafdelingen.

I gymnasiet skal skalaen tages i brug straks for så vidt angår I og II gymnasieklasse. Det vil sige, at skalaen første gang vil finde officiel anvendelse ved de prøver, som afholdes ved udgangen af II gymnasieklasse i 1963 og ved den afsluttende eksamen ved udgangen af III gymnasieklasse i 1964. Til og med studentereksamen 1965 vil kgl. anordning nr. 55 af 10. marts 1938 om karaktergivningen ved de højere almenskoler og censuren ved disse skolers afsluttende eksaminer, med senere ændringer og bekendtgørelse nr. 378 af 6. september 1947 om eksamensordningen ved de højere almenskolers offentlig kontrollerede eksaminer finde anvendelse i gymnasiet med de modifikationer som følger af den nye karakterskalas anvendelse.

Om de prøver, som afholdes tidligst ved udgangen af II gymnasieklasse i 1965 og ved den afsluttende eksamen ved udgangen af III gymnasieklasse i 1966 vil der senere blive truffet nærmere bestemmelse.

Underskrift 1

Undervisningsministeriet, den 6. februar 1963. K. Helveg Petersen. /V. Martensen-Larsen

Versioner

  1. 1963-12-31, til 1989-06-09