Cirkulære om beskatningen af medlemmer af investeringsforeninger (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1963/6@1963-12-31/da
Indhold
Hermed følger eksemplarer af lov nr. 166 af 16. maj 1962 om beskatningen af medlemmer af investeringsforeninger. For tiden findes to foreninger, der er omfattet af lovens bestemmelser. Det er Almindelig Investeringsforening, Goldschmidtsvej 23, København F., og F.L.S.-funktionærernes Investeringsforening, Vigerslev Alle 77, København, Valby.
I. Beskatningen af medlemmernes andel i renter og udbytter af foreningens værdipapirer.
Efter lovens § 2 skal medlemmerne til deres almindelige indkomst medregne de beløb, der er tilskrevet deres konto som andel af renter og udbytter. De for et givet regnskabsår for foreningen tilskrevne beløb af den nævnte art skal medregnes hos de medlemmer, hvis indkomstår falder sammen med eller udløber i regnskabsåret. De foran nævnte eksisterende foreninger har kalenderåret som regnskabsår, og andele af renter og udbytter for regnskabsåret 1962 skal således medregnes for skatteåret 1963-64 af de medlemmer, der har kalenderåret som indkomstår. Har et medlem f.eks. indkomstår 1. august-31. juli, skal medlemmet først medregne den for regnskabsåret 1962 tilskrevne andel for skatteåret 1964-65.
II. Beskatningen af medlemmernes andel i fortjeneste eller tab på foreningens værdipapirer.
Af lovens § 3 fremgår det, at medlemmerne er skattepligtige af fortjeneste og kan fradrage tab, der tilskrives eller fraskrives på deres konto i foreningen. Dette gælder, selv om fortjenesten eller tabet ikke er realiseret ved salg, men alene konstateret ved en kursændring. Reglen omfatter ikke alene fortjeneste eller tab på aktier, men også på andre værdipapirer såsom obligationer og pantebreve. Fortjeneste eller tab skal først tages i betragtning ved indkomstopgørelsen, når medlemmet hæver af sit indestående. Hæves kun en del af indeståendet, skal kun den del af fortjeneste eller tab medregnes, som vedrører den hævede del. Foreningens afståelse af værdipapirer medfører således ikke i sig selv beskatning af fortjeneste hos medlemmet eller fradragsret for tab.
Hvis et medlem hæver en del af sit indestående, betragtes de først indskudte beløb med tilskrivning eller fradrag for fortjeneste eller tab som hævet først. Fortjeneste eller tab tages fuldt ud i betragtning ved opgørelsen af den almindelige indkomst, hvis der hæves inden to år fra indskuddets foretagelse. Er der hengået længere tid, medregnes fortjeneste eller tab ved opgørelsen af den særlige indkomst og kun for så vidt angår to tredjedele.
I henhold til lovens § 4 har finansministeren for Almindelig Investeringsforening og F.L.S.-funktionærernes Investeringsforening godkendt særlige regler for den foran omhandlede opgørelse af fortjeneste eller tab, således at opgørelsen foretages på grundlag af indekstal for de årligt tilskrevne fortjenester eller tab på foreningens værdipapirer. De to foreninger har udarbejdet og tilsendt medlemmerne skemaer til beregning af fortjeneste eller tab. Medlemmer, der har hævet af deres indestående, er af foreningerne anmodet om at udfylde et sådant skema og lægge det ved selvangivelsen som forklaring på selvangiven fortjeneste eller tab. Det er aftalt med foreningerne, at de lignende myndigheder, hvis de finder det fornødent, kan indsende det af et medlem udfyldte skema til vedkommende forening med anmodning om at attestere beregningens rigtighed, eller opfordre skatteyderen til at foranledige skemaet forsynet med en sådan attest.
Underskrift 1
Skattedepartementet, den 31. januar 1963. Hans P. Gøtrik.