Gelex

Cirkulære om præstegårdenes opretholdelse som selvstændige brug m.v.\n(Til stiftsøvrighederne)

OphævetVersion 1968-03-09fra 1968-03-09 til 2006-05-17
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1968/13@1968-03-09/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

(Til stiftsøvrighederne)

Man skal herved henlede opmærksomheden på, at der ved lov nr. 114 af 4. april 1967 om landbrugsejendomme er sket en del ændringer i de hidtil gældende regler om landbrugsejendomme.

Uanset at præstegårdene efter lovens § 2 fremdeles ikke henregnes til landbrugsejendomme i lovens forstand, vil en del af de nye regler også have betydning for præstegårde på grund af henvisningen i præstelønningsloven § 65, stk. 3, til den hidtil gældende landbrugslov og som følge af, at lov nr. 127 af 16. april 1957 om sammenslutningers og institutioners landbrugsjord nu er optaget i landbrugsloven og i forbindelse hermed undergået nogle ændringer. Man skal kort omtale de bestemmelser, der særlig vil have betydning for folkekirkens landbrugsmæssigt drevne jorde:

1. Præstegårdens opretholdelsespligt

I præstelønningsloven af 1958 blev der § 65 optaget en bestemmelse om, at reglerne i § 2 i lov nr. 291 af 31. marts 1949 om landbrugsejendomme kommer til anvendelse på de præstegårde, der efter at der er truffet bestemmelse om udstykning i henhold til lov nr. 537 af 4. oktober 1919, jfr. lov nr. 283 af 30. juni 1922 § 2, stk.2, egner sig til landbrugsmæssigt drift. Dispensation kan dog meddeles af kirkeministeren.

Ifølge indholdet af de nævnte bestemmelser skulle sådanne præstegårde opretholdes som selvstændige brug og i lighed med landbrugsejendomme være forsynet med beboelses- og avlsbygninger, hvorfra jordtilliggendet blev drevet af ejendommens beboere, og hvortil indavling skulle ske. Endvidere skulle ejendommene holdes forsynet med inventar og avl, eventuel besætning i det omfang, som var nødvendigt for at opretholde ejendommens selvstændige drift.

Disse krav er nu delvis forladt i landbrugsloven. De nye bestemmelser om landbrugsejendommenes opretholdelse og drift m.v. indeholdes i §§ 7 og 8 i loven af 4. april 1967. Herefter skal jorderne til en landbrugsejendom udnyttes jordbrugsmæssigt i det omfang, de er egnede dertil, og ingen del af jorderne må tages til brug i anden anvendelse. En landbrugsejendom skal endvidere opretholdes som selvstændigt brug og holdes forsynet med beboelsesbygning, hvorfra jorden drives af beboerne. Derimod stiller loven ikke krav om opretholdelse af avlsbygninger til jordernes drift.

Ministeriet anser det for en naturlig følge af de ændrede regler om landbrugsejendomme, at bestemmelsen i præstelønningslovens § 65, stk. 3, om præstegårdens opretholdelsespligt fremtidig praktiseres på tilsvarende måde . Herefter er præstegårde undergivet opretholdelsespligt, såfremt de er forsynet med beboelsesbygninger (hvortil tjenesteboliger for præster ikke henregnes), hvorfra jorderne drives. Endvidere er præstegårde, hvis jorde midlertidigt er bortforpagtet uden beboelsesbygninger, undergivet opretholdelsespligt, såfremt sådan beboelsesbygning forefindes.

Som det vil fremgå af foranstående er indholdet af opretholdelsespligten herefter:

a) Præstegårdsjorderne skal udnyttes jordbrugsmæssigt. Ingen del af jorderne må tages i brug til anden anvendelse uden kirkeministeriets tilladelse. Ej heller må eventuelle forekomster af tørv, grus, kalk o.lign. udnyttes, uden af særlig tilladelse hertil er givet af kirkeministeriet.

b) Præstegårdene skal holdes forsynet med beboelsesbygninger, hvorfra jorderne drives af beboerne. Det påhviler menighedsrådene at påse, at sådanne beboelsesbygninger til præstegårdsjorder-nes drift holdes forsvarligt vedlige, og at de, såfremt de helt eller delvist ødelægges, genopføres eller istandsættes inden 2 år. I tilfælde af frastykning af det areal, hvorpå beboelsesbygningen ligger, skal der inden 2 år efter opføres en beboelsesbygning på restejendommen. Opmærksomheden henledes særligt op, at beboelsesbygningen skal opretholdes og vedligeholdes også i tilfælde af, at præstegårdsjorderne udlejes uden bygninger til samdrift med en anden landbrugsejendom, jfr. afsnit 2.

Fra foranstående bestemmelser kan kirkeministeriet gøre undtagelse, når særlige grunde taler derfor.

Som nævnt indeholder opretholdelsespligten ikke længere krav om avlsbygninger til jordernes drift. Det følger heraf, at det må stå menighedsrådene frit for, hvor det skønnes ønskeligt, at udleje præstegårdenes avlsbygninger uden forbindelse med jorderne i øvrigt. Derimod vil avlsbygningerne ikke kunne nedrives uden kirkeministeriets godkendelse, og bygningerne må holdes forsvarligt vedlige.

Det bemærkes, at forpagtnings- og lejekontrakter vil være at godkende af provstiudvalgene i samme omfang som hidtil.

2. Samdrift af præstegårde, som er undergivet opretholdelsespligt, med én eller flere landbrugsejendomme

Uanset foranstående regler vil præstegårdsjord, som er underkastet opretholdelsespligt, kunne bortforpagtes med eller uden beboelsesbygning for et tidsrum af indtil 10 år til ejeren eller forpagteren af en landbrugsejendom til samdrift med denne landbrugsejendom. Endvidere vil præstegårdsjorder – med eller uden beboelsesbygning – kunne bortforpagtes til samdrift med to eller flere landbrugsejendomme eller dele af sådanne for et tidsrum af indtil 10 år, såfremt de samdrevne jorder ikke overstiger tilsammen 100 ha.

Tilladelse herfra til bortforpagtning af præstegårdsjorder uden bygninger i overensstemmelse med disse regler er ikke fornøden. Såfremt en præstegårds jorder kontinuerligt har været drevet sammen med én eller flere landbrugsejendomme i sammenlagt 10 år, må samdriftsforholdet ophøre, og præstegården på ny drives som et selvstændigt brug. Der vil dog af kirkeministeriet kunne meddeles tilladelse til, at samdriften forlænges ud over 10-årsperioden, såfremt omstændighederne taler derfor.

Man henleder opmærksomheden på, at bestemmelsen i § 10 i regulativ af 14. oktober 1924 for driften af præstegårdenes jorder, tilsynet med dem m.m. fortsat er gældende, og at forpagtningskontrakter ej heller i de heromhandlende tilfælde bør oprettes eller godkendes for et længere tidsrum end 8 år.

I overensstemmelse med det i afsnit 1 anførte bemærkes, at beboelsesbygningerne vil være at vedligeholde forsvarligt, uanset om de for tiden anvendes til ejendommenes drift eller ej.

Såfremt en præstegårds forpagterbolig ikke for tiden er nødvendig for ejendommens selvstændige drift, vil den kunne udlejes særskilt. Kontrakt herom må udfærdiges skriftligt og skal ligesom forpagtningskontrakten vedrørende jorderne forelægges vedkommende provstiudvalg til godkendelse. Man beder imidlertid menighedsrådene og provstiudvalgene have opmærksomheden henvendt på, at lejelovgivningen - herunder lejelovgivningens regler om opsigelighed - finder anvendelse på sådanne lejemål, hvorfor lejemålene må indgås tidsbegrænset for samme periode, for hvilken jorderne er bortforpagtet, således at beboelsesbygningen kan være til disposition til det tidspunkt, da aftalen om forpagtningsforholdet udløber.

3. Nedlæggelse af præstegårdsbrug som selvstændige landbrugsbedrifter

Der vil formentlig også i fremtiden forekomme tilfælde, hvor der er behov for dispensation fra opretholdelsespligten for præstegårde. Sager herom må som hidtil forelægges ministeriet. Det vil kunne forventes, at der, hvor endelig dispensation meddeles, samtidig vil blive foretaget regulering at tilsvaret af præstegårdsjorderne til fællesfonden. I tilfælde, hvor det skønnes rimeligt for en kortere årrække at meddele dispensation fra opretholdelsespligten, men hvor denne skønnes at burde opretholdes på længere sigt, vil det sædvanligvis blive betinget, at overskuddet ved bortforpagtningen i perioden oplægges til brug ved senere opførelse af beboelsesbygning og eventuel avlsbygninger til ejendommens drift. I øvrigt skal man henstille, at menighedsrådene, når præstegårdenes tilliggende er for lille til at udgøre en passende driftsenhed, tager under overvejelse at søge tilliggendet bortsolgt til supplering af andre landbrugsbedrifter, jfr. nedenfor afsnit 4.

I forbindelse med de af ministeriet i de senere år meddelte midlertidige fritagelser for præstegårdes opretholdelsespligt er der i almindelighed optaget en betingelse om oplæggelse af overskuddet i overensstemmelse med det foran bemærkede. Det kan i visse tilfælde - nemlig hvor opretholdelsen af præstegården som selvstændig bedrift varigt må skønnes udelukket – være mindre betimeligt at opretholde disse fonds. Menighedsrådenes opmærksomhed henledes derfor på, at de, om de ønsker det, i sådanne tilfælde kan begære spørgsmålet om disse fondsoplæg optaget til fornyet overvejelse. Det kan forventes, at spørgsmålet om størrelsen af tilsvaret til fællesfonden af præstegårdsjorder samtidig vil blive taget op til overvejelse. Andragender må være ledsaget af oplysning om fondens størrelse ved andragendets indgivelse og forslag om, hvortil fonden bør anvendes.

4. Supplering af præstegårde ved tilkøb af landbrugsjord samt salg af præstegårdsjorder

Som indledningsvis nævnt er lov af 16. april 1957 om sammenslutningers og institutioners landbrugsjord ophævet og erstattet af nye regler i landbrugslovens kapitel V, afsnit B. Ved disse regler er forbundet mod folkekirkens erhvervelse af landbrugsjord opretholdt, men i lovens § 20, stk. 2, er der optaget en bestemmelse om, at kirkeministeren kan dispensere herfra.

I overensstemmelse med de mellem landbrugsministeriet og kirkeministeriet forinden formuleringen af denne bestemmelse førte forhandlinger skal man bemærke, at den nu for kirkeministeriet hjemlede dispensationsadgang ikke vil medføre nogen ændring af den hidtidige dispensationspraksis.

Det er således ikke tilsigtet at åbne mulighed for en forøgelse af folkekirkens samlede jordbesiddelser, men alene at søge disse besiddelser samlet på færre landbrugsejendomme af en sådan størrelse og beskaffenhed, at de også på længere sigt vil kunne opretholdes som selvstændigt drevne og rentable landbrugsbedrifter.

For at opnå dette formål vil det være nødvendigt, at der ved nedlæggelse af for små eller i øvrigt utidssvarende præstegårdsbrug som led i den almindelige rationalisering inden for landbruget afgives jord til supplering af bestående mindre landbrug.

Endvidere bemærkes, at det af landbrugsministeriet under de før omtalte forhandlinger er fremhævet, at det ved tilrettelæggelsen af kirkeministeriets dispensationspraksis bør tilstræbes, at der sker afhændelse af folkekirkens jordbesiddelse, når der er naturligt behov for, at jorderne indtages til samfundsmæssige formål eller indgår i en hensigtsmæssig byudvikling, Nærværende ministerium kan ganske tilslutte sig dette synspunkt, der også svarer til forudsætningerne for landbrugloven i øvrigt, hvorefter bevarelse af en ejendom som landbrugsejendom i almindelighed må vige for udviklingen, hvad enten der er tale om indtagelse af jorder til byggeformål, til oprettelse eller udvidelse af industrielle virksomheder eller til anvendelse til undervisnings-, forsorgs- eller idrætsformål o.lign. eller til rekreativ anvendelse overalt, hvor denne indtagelse sker som led i en ordnet udvikling og ikke går ud over det, der må anses som en forsvarlig anvendelse af landbrugsjorden på det pågældende sted.

Under forudsætning af, at afhændelsen af præstegårdsjorder finder sted i et rimeligt omfang, vil ministeriet kunne godkende en tilsvarende supplering af egnede præstegårdsbrug med tillægsjord. Følgende betingelser herfor vil i almindelighed blive stillet:

a) Præstegårdens driftsforhold - herunder bygningernes egnethed - må kunne begrunde ønsket om en supplering.

b) De jorder, hvormed præstegården foreslås suppleret, må være velbeliggende i forhold til præstegårdsjorden.

c) Præstegårdens tilliggende må i forening med de jorder, der foreslås erhvervet, ikke overstige 35 ha. Ministeriet vil dog undtagelsesvis - herunder under hensynstagen til jordens bonitet - kunne godkende, at et præstegårdsbrug forøges herudover.

Derimod vil der ikke kunne forventes meddelt tilladelse til køb at erstatningsjord eller til mageskifte, hvor præstegårdsjorden indgår i en byudvikling, eller indtages til andet samfundsmæssigt formål, såfremt præstegården ikke i forvejen egnede sig til at drives som selvstændigt brug.

Man skal henstille, at menighedsrådene i forbindelse med overvejelse angående supplering af præstegårdsbrug har opmærksomheden henledt på de omliggende landbrugsejendommes suppleringsbehov. Såfremt erhvervelsen af et landbrugspligtigt areal til supplering af et præstegårdsbrug afskærer en landbrugsejendom fra en efter forholdene rimelig udvidelse, fordi arealet er den pågældende ejendoms eneste udvidelsesmulighed, vil menighedsrådets overvejelse af det ønskelige i arealets erhvervelse for præsteembedet i særlig graf være nødvendig. Hvor sådanne omstændigheder foreligger, bedes oplysning herom givet i menighedsrådets andragende om tilladelse til køb af arealet. Spørgsmålet vil derefter blive gjort til genstand for forhandling imellem landbrugsministeriet (Statens Jordlovsudvalg) og kirkeministeriet.

Kirkeministeriet tilladelse til salg af præstegårdsjord og køb af jord til supplering af en præstegård udkræves i alle tilfælde.

Til sammenlægning af en landbrugsejendom eller dele af en sådan med et præstegårdsbrug udkræves endvidere landbrugsministeriet medvirken i overensstemmelse med bestemmelser i landbrugsloven kapitel IV om omlægning af jord mellem landbrugsejendomme. Landbrugsministeriets afgørelse i sådanne sager vil blive truffet i forbindelse med behandlingen af udstykningssagen, der først bør indgives, når kirkeministeriets godkendelse af dispositionen foreligger.

Man henleder opmærksomheden på bestemmelsen i § 5, stk. 1, nr. 2 i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 120 af 10. april 1967 om dokumentation ved tinglysning af dokumenter vedrørende landbrugsejendomme m.v., hvorefter begæring om tinglysning af adkomsterhvervelse for folkekirken til landbrugspligtige arealer skal være ledsaget af den originale skrivelse, hvori kirkeministeriets tilladelse til erhvervelsen er meddelt. Ministeriets originale approbationsskrivelser må derfor i disse sager videresendes til menighedsrådene med bemærkning om, at skrivelsen skal vedlægge adkomstdokument ved dettes fremsendelse til tinglysning.

5. Opgørelse af folkekirkens jordtilliggende

Som et nyt udgangspunkt for ministeriets praksis med hensyn til supplering af utilstrækkelige præstegårdsbrug vil det være nødvendigt at tilvejebringe en oversigt over udviklingen i folkekirkens - altså såvel præsteembedernes og degnembedernes som kirkernes og andre folkekirkelige institutioners (herunder f.eks. bispeembederne, enkesæder o.lign.) - samlede jordtilliggender fra 1. januar 1964 til 1. april 1968, idet bemærkes, at der med landbrugsministeriet er truffet aftale om, at førstnævnte dato skal være skæringsdag ved opgørelsen af forholdet mellem solgte og købte kirkelige ejendomme.

Men skal derfor anmode stiftsøvrigheden om at foranledige, at der foretages en så vidt muligt nøjagtig opgørelse at folkekirkens køb og salg af jorder i stiftet i tidsrummet fra 1. januar 1964 til 1. april 1968, idet det ved udfærdigelsen af denne opgørelse må oplyses, hvilken kirke eller hvilket embede m.m. der har erhvervet adkomst på eller afstået jorden, hvorledes arealet er matrikuleret, arealets geometriske størrelse, og hvortil arealet tidligere blev anvendt og nu udnyttes. Ved opgørelsen medtages samtlige dispositioner, som er approberet af kirkeministeriet, uanset om endelig berigtigelse og opmåling har fundet sted. I tilfælde, hvor nøjagtig opmåling af de pågældende arealer og berigtigelse af handlerne ikke har fundet sted ved opgørelsens afslutning, bedes dette anført. Man vedlægger et antal blanketter til brug ved denne opgørelse.

Ministeriet skal henstille, at denne opgørelse afsluttes og indsendes til ministeriet senest 1. maj 1968.

Man skal yderligere anmode stiftsøvrigheden om at ville foranledige, at der når, forholdene muliggør det, foretages en opgørelse over folkekirkens jordtilliggender i stiftet af en hvilken som helst art, det være sig byggegrunde, landbrugsmæssigt drevne jorder, plantager eller jorder, der udnyttes på en anden måde, idet dog de under kirkegårde, inddragne arealer samt kirker med dertil hørende grund eller plads undtages.

Af opgørelsen må følgende forhold fremgå:

a) ejerforhold,

b) de enkelte jorders matrikulære betegnelse,

c) jordernes geometriske størrelse,

d) ejendomsværdien og grundværdien ved den senest foretagne offentlige vurdering

e) ejendommens brug,

f) oplysning om eventuelle bygninger og deres art.

g) oplysning om forpagtningsforhold, forpagtningsaftaler og tilsvar til fællesfonden.

Det fornødne antal eksemplarer af nærværende cirkulære vedlægges til omdeling bland menighedsråd og provstiudvalg i stiftet.

Underskrift 1

Kirkeministeriet, den 15. januar 1968 Orla Møller /P. Felbo

Versioner

  1. 1968-03-09, til 2006-05-17