Gelex

Cirkulære om ændring af lov om investeringsfonds og lov om indskud på etableringskonto.

OphævetVersion 1968-09-13fra 1968-09-13 til 1989-03-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1968/168@1968-09-13/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

(Til de skattelignende myndigheder).

Hermed følger eksemplarer af lovbekendtgørelse nr. 261 af 26. juni 1968 om investeringsfonds (investeringsfondsloven).

I lovbekendtgørelsen har man indarbejdet de ændringer i investeringsfondsloven, der er gennemført ved lov nr. 188 af 31. maj 1968. Det drejer sig om følgende ændringer, som må ses i sammenhæng med de ændringer i afskrivningsloven, der er gennemført ved lov nr. 183 af 31. maj 1968:

1. Redaktionelle ændringer i lovens § 3, stk. 1 og 4, § 4, stk. 2, § 7, stk. 1 og 3, samt § 12, stk. 1.

Disse ændringer er en følge af, at betegnelsen "skattefri afskrivninger" ved ændringen af afskrivningsloven er ændret til: "skattemæssige afskrivninger".

2. I lovens § 3, stk. 2, er beløbsgrænsen 800 kr. ændret til 1.200 kr.

Det bemærkes, at investeringsfondslovens § 3, stk. 2, også gælder, selv om det drejer sig om aktiver, hvis anskaffelsessum den skattepligtige efter afskrivningslovens § 3, stk. 6, er afskåret fra at fradrage i den skattepligtige indkomst på een gang.

3. En ny regel i lovens § 3, stk. 5, bestemmer, at henlæggelser til investeringsfonds ikke kan benyttes til forlods afskrivning på bygninger eller særlige installationer, hvorpå skattemæssig afskrivning ikke har kunnet foretages ved indkomstopgørelsen for skatteår forud for skatteåret 1969-70, og som den skattepligtige har anskaffet før den 15. marts 1968.

Bestemmelsen må ses i sammenhæng med den udvidelse af de afskrivningsberettigede bygningers kreds, som er gennemført ved ændringen af afskrivningsloven. Denne udvidelse medfører, at en række bygningsejere første gang kan foretage skattemæssig afskrivning på bygningen ved indkomstopgørelsen for skatteåret 1969-70. Hvor det drejer sig om en bygning, som den skattepligtige har anskaffet før 15. marts 1968, er det imidlertid ikke anset for velbegrundet, om reglen i investeringsfondslovens § 7, stk. 1, skulle føre til, at investeringsfondshenlæggelser kunne afskrives forlods på en sådan bygning. § 3, stk. 5, afskærer derfor den skattepligtige herfra.

Eksempel:

Den skattepligtige har anskaffet en butiksbygning før den 15. marts 1968. Da butiksbygninger ikke har været afskrivningsberettigede efter de hidtigede afskrivningsregler, kan den skattepligtige første gang foretage skattemæssig afskrivning på bygningen ved indkomstopgørelsen for skatteåret 1969-70, jfr. § 2, stk. 1, i lov nr. 183 af 31. maj 1968 om ændring af afskrivningsloven. Investeringsfondshenlæggelser kan derfor ikke anvendes til forlods afskrivning på bygningen.

4. I § 6, stk. 2, § 9, stk. 2, samt § 10, stk. 3 og 4, er indsat regler, hvorefter finansministeren kan overdrage de der nævnte dispensationsbeføjelser til en anden myndighed.

5. Investeringsfondslovens § 12, stk. 2, er ophævet. Det skyldes, at reglen henviste til afskrivningslovens bestemmelser om ekstraafskrivning, der er ophævet ved ændringen af afskrivningsloven.

6. Ifølge § 2 i ændringsloven af 31. maj 1968 finder de omtalte ændringer i investeringsfondsloven anvendelse fra og med skatteåret 1969-70.

7. I lov om indskud på etableringskonto er der foretaget ændringer i § 7, stk. 2 og stk. 4, og der er indsat en ny § 7 A. Disse ændringer svarer til de ændringer i investeringsfondsloven, der er omtalt foran i punkt 2, 3 og 5. Der er endvidere foretaget nogle redaktionelle ændringer i etableringskontoloven.

Underskrift 1

Skattedepartementet, den 9. juli 1968. Hans P. Gøtrik. / Per Glahder.

Versioner

  1. 1968-09-13 · til 1989-03-08