Gelex

Cirkulære om ændring af loven om særlig indkomstskat m.v.

OphævetVersion 1968-03-29fra 1968-03-29 til 1995-12-19
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1968/35@1968-03-29/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

(Til de skattelignende myndigheder).

Hermed følger eksemplarer af bekendtgørelse nr. 40 af 22. februar 1968 af lov om særlig indkomstskat m.v.

Til vejledning for skattemyndighederne omtales i dette cirkulære de ændringer og tilføjelser, der er gennemført ved lov nr. 32 af 19. februar 1968.

1. I forhold til lovbekendtgørelse nr. 122 af 6. april 1967 er der sket ændringer i og tilføjelser til følgende paragraffer:

1) § 2, nr. 17, om inddragelse under særlig indkomstbeskatning af visse hædersgaver.

2) §§ 7B, stk. 7,7C, stk.7, og 17, stk. 3, om bemyndigelse for finansministeren til at delegere sine dispensationsbeføjelser i henhold til de nævnte bestemmelser til andre myndigheder.

3) § 17, stk. 2, om bemyndigelse for finansministeren til efter ansøgning at tillade visse dusører og belønninger beskattet som særlig indkomst.

4) Endelig er der foretaget en rent redaktionel ændring i § 19, stk. 2.

2. Bestemmelsen i § 2, nr. 17, finder anvendelse på gave- og legatbeløb, der er ydet 1. januar 1968 eller senere, medens bestemmelsen i § 17, stk. 2, har virkning fra og med skatteæret 1968-69.

Om de enkelte ændringer og tilføjelser bemærkes følgende:

3. Ad § 2, nr. 17.

Efter de hidtil gældende regler i ligningslovens § 7, litra a, var hædersgaver, som var udredet een gang for alle af offentlige midler, legater, kulturelle fonds o.lign., helt skattefri. Ved lov nr. 452 af 8. december 1967 om ændring af ligningsloven blev den nævnte bestemmelse fra 1. januar 1968 at regne begrænset til kun at omfatte hædersgaver, der hidrører fra indsamlede midler, jfr.skattedepartementets cirkulære nr. 267 af 22. december 1967 ad 2).

Ændringen havde til forudsætning, at hædersgaver, der nævnte dato eller senere udredes som eengangsbeløb af offentlige midler, legater, kulturelle fonds o.lign. her i landet eller i udlandet, skulle beskattes som særlig indkomst, og der er ved bestemmelsen i § 2, nr. 17, tilvejebragt hjemmel hertil.

4. Ad §§ 7B, stk. 7, 7C, stk. 7, og 17, stk. 3.

Ved ændringerne er der tilvejebragt hjemmel til, at de dispensationsbeføjelser, der er tillagt finansministeren i de nævnte bestemmelser kan overdrages til en anden instans.

5. Ad § 17, stk. 2.

Efter de hidtil gældende regler beskattedes dusører og belønninger for fortjenstfulde handlinger i alle tilfælde som skattepligtig almindelig indkomst.

Efter den nye bestemmelse i § 17, stk. 2, kan finansministeren tillade, at dusører og belønninger for foretagelse af visse fortjenstfulde handlinger, som det ligger uden for modtagerens erhverv at udføre, efter ansøgning beskattes som særlig indkomst. Der tænkes f.eks. på dusører og belønninger for indsats for at redde menneskeliv eller medvirken til opklaring af forbrydelser. Ansøgning om beskatning i henhold til § 17, stk. 2, må stiles til skattedepartementet, Christiansborg Slotsplads 1, 1218 København K., og kan indsendes til vedkommende lokale ligningsmyndighed, som med sin udtalelse fremsender andragendet gennem skatterådet og statens ligningsdirektorat.

Visse belønninger af den omhandlede art, f.eks. Carnegiefondets belønninger for heltemodige handlinger, må dog anses for at være omfattet af den foran under nr. 3 omtalte bestemmelse i § 2, nr. 17, og skal i henhold til denne bestemmelse beskattes som særlig indkomst, således at indgivelse af andragende i disse tilfælde ikke er nødvendigt.

Underskrift 1

Skattedepartementet, den 23. februar 1968. Hans P. Gøtrik. / E. Møller.

Versioner

  1. 1968-03-29 · til 1995-12-19