Gelex

Cirkulære om ny lov om valgmenigheder. (* 1) (Til biskopperne og bestyrelserne for valgmenighederne).

OphævetVersion 1972-08-05fra 1972-08-05 til 2012-05-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1972/136@1972-08-05/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Ved lov nr. 204 af 24. maj 1972 om valgmenigheder, der træder i kraft den 1. juli 1903, ophæves lov nr. 88 af 15. maj 1903 om valgmenigheder.

Ved den således stedfundne revision af valgmenighedsloven er der bl.a. foretaget ændring af bestemmelserne om anerkendelse af valgmenigheder og stadfæstelse af valgmenighedspræster samt om tilbagekaldelse af valgmenigheders anerkendelse. Endvidere er en række forældede bestemmelser ophævet eller ajourført.

Idet man vedlægger særtryk (* 1) af den nye valgmenighedslov, skal man for så vidt angår ændringerne i forhold til den hidtidige lov særlig fremhæve følgende:

1. Anerkendelse af valgmenigheder og stadfæstelse af valgmenighedspræster meddeles fremtidig af kirkeministeren i stedet for som hidtil ved kongelig resolution.

Den hidtidige lovs bestemmelse om, at anerkendelse af en valgmenighed som regel ikke bør finde sted i det første år, efter at en ny sognepræst er blevet ansat, er ophævet.

2. Betingelserne for anerkendelse af valgmenigheder er ændret på et par punkter. Ansøgning om anerkendelse af en valgmenighed skal således fremtidig underskrives af 50 personer, der har stemmeret ved valg til menighedsråd. Derimod kræves det ikke længere, at underskriverne har egen husstand.

Det er som hidtil en betingelse, at valgmenigheden enten har egen kirke (kirkesal) eller har opnået adgang til at benytte en kirke, men der er ved den stedfundne ændring af loven tilvejebragt hjemmel for, at anerkendelse kan meddeles ikke blot som hidtil i tilfælde, hvor valgmenigheden efter de derom gældende regler har opnået adgang til at benytte en af folkekirkens kirker, men - når forholdene taler derfor - også i tilfælde, hvor valgmenigheden i henhold til en af biskoppen godkendt overenskomst med et trossamfund uden for folkekirken har opnået adgang til at benytte dettes kirke, f.eks. en frimenighedskirke. Det er dog en forudsætning for biskoppens godkendelse af en sådan overenskomst, at kirken ved en på biskoppens foranledning foretaget besigtigelse findes egnet til folkekirkelig brug.

3. Den hidtil gældende bestemmelse om, at ingen kan få stadfæstelse som præst for mere end een valgmenighed, er ophævet. En præst vil herefter fremtidig kunne være stadfæstet som præst for flere valgmenigheder samtidig.

Der er som hidtil ikke adgang til at stadfæste 2 sideordnede præster for samme menighed. Derimod er adgangen til at meddele en hos en valgmenighedspræst ansat præsteviet medhjælper stadfæstelse som sådan opretholdt. Bestemmelsen i lovens § 17, stk. 3, om, at medhjælperen udfører kirkelige handlinger på valgmenighedspræstens ansvar, er ny, men stemmer med, hvad der hidtil har været antaget i praksis. Det er anset for ufornødent at opretholde den hidtidige bestemmelse om adgang for biskoppen til at fastsætte et regulativ for embedsforholdet mellem valgmenighedspræsten og den præsteviede medhjælper.

4. Som følge af den under pkt. 3. stk. 1, omtalte ændring er de hidtil gældende regler om adgangen til at oprette filialmenigheder til bestående valgmenigheder ophævet. De ved lovens ikrafttræden eksisterende filialmenigheder vedbliver at bestå som sådanne, indtil de eventuelt måtte blive omdannet til selvstændige menigheder.

5. Indtræder der ledighed i en valgmenigheds præstestilling, skal menighedens bestyrelse som hidtil gennem provsten og biskoppen afgive indberetning herom til ministeriet. Derimod er den hidtidige bestemmelse om, at en valgmenigheds anerkendelse skal tilbagekaldes, såfremt der ikke inden 6 måneder efter ledighedens indtræden foreligger indstilling om genbesættelse af en ledigbleven præstestilling, ophævet og afløst af en bestemmelse om, at valgmenighedens bestyrelse snarest muligt skal tage skridt til, at den ledige præstestilling besættes påny. Denne bestemmelse tjener ifølge lovens motiver til at understrege bestyrelsens forpligtelse til at drage omsorg for, at varigheden af en indtrådt ledighed begrænses mest muligt. Opmærksomheden henledes i denne sammenhæng på den neden for under pkt. 14 omtalte nye bestemmelse i lovens § 21, stk. 3.

Forslag om en midlertidig ordning af den kirkelige betjening af valgmenigheden under ledighed i præstestillingen skal som hidtil godkendes af biskoppen.

6. Den hidtidige bestemmelse om, at provsten og biskoppen skal have underretning om, hvem der udgør valgmenighedens bestyrelse, er afløst af en bestemmelse om, at der skal gives provsten og biskoppen meddelelse om, hvem der er formand og næstformand for valgmenighedens bestyrelse.

7. Meddelelse om medlemmers ind- og udtrædelse af valgmenigheden afgives i overensstemmelse med de hidtil gældende regler, indtil der som led i en under forberedelse værende nyordning gives ændrede regler herom.

8. Ved en i loven indsat ny bestemmelse er det pålagt valgmenighedens bestyrelse at ammelde til kirkeministeriet, hvor menigheden har sit hjemsted. Bestemmelsen tjener til at forebygge tvivl, f.eks. i forbindelse med valgmenigheders deltagelse i bispevalg.

9. En til den hidtidige lovs § 15, stk. 2, svarende bestemmelse angående de tilfælde, hvor en valgmenighed, der ikke har egen kirke, men benytter sogne- eller distriktskirken, også benytter de ved denne ansatte kirkebetjente, er ikke optaget i loven. Nærmere regler om kirkebetjentenes virksomhed i forbindelse med en valgmenigheds brug af sogne- eller distriktskirken må fremtidig fastsættes inden for de rammer for ordningen af kirkebetjeningens forhold, som fastlægges i henhold til bestemmelserne i kapitel 9 i lov om folkekirkens lønningsvæsen m.m. (lovbekendtgørelse af 26. juni 1970).

10. De hidtidige bestemmelser om indsamling i valgmenighedskirker er afløst af en bestemmelse om, at der ved valgmenighedens gudstjenester kan indsamles til samme formål, hvortil indsamling er tilladt ved folkekirkens andre gudstjenester. I valgmenighedskirker kan der således ligesom i folkekirkens øvrige kirker uden særlig tilladelse indsamles til alle kirkelige formål og med særlig tilladelse (kgl. resolution eller anden særlig hjemmel) til andre formål.

Bestemmelsen i menighedsrådslovens § 27, stk. 3, hvorefter en valgmenighed ved sine gudstjenester i sognekirken kan have anbragt bøsser til sit eget menighedsarbejde og sin egen frivillige menighedspleje, er fortsat gældende.

11. I modsætning til den hidtidige lov indeholder den nye lov ingen regler om syn over valgmenighedskirker, idet bestemmelser herom nu findes i § 45, stk. 2, i lov om vedligeholdelse af kirker og kirkegårde m.v., hvorefter valgmenighedskirker er undergivet forskrifterne i nævnte lov, herunder med hensyn til afholdelse af kirkesyn, med de lempelser, som efter andragende fra valgmenighedens bestyrelse måtte blive tiltrådt af kirkeministeriet, jfr. herved også § 41 i kgl. anordning af 11. april 1953 angående vedligeholdelse af og tilsyn med kirkebygninger m.v.

Den valgmenigheder tidligere påhvilende pligt til at betale et årligt beløb til hjælp til dækning af provsternes lønning er bortfaldet pr. 1. juli 1969.

12. Der er som hidtil adgang for kirkeministeriet til at meddele en valgmenighed tilladelse til at anlægge en kirkegård til brug for valgmenighedens medlemmer, og denne adgang er ikke som tidligere betinget af, at menigheden har sin egen kirkebygning. Derimod er det foreskrevet, at en sådan tilladelse fremtidig skal gøres betinget af, at der af valgmenigheden stilles en af kirkeministeriet godkendt sikkerhed for kirkegårdens fortsatte vedligeholdelse i tilfælde af menighedens opløsning, idet der har vist sig behov for tilvejebringelse af økonomisk sikkerhed for vedligeholdelsen af en opløst menigheds kirkegård i tiden indtil denne - efter udløbet af de eksisterende gravstedsrettigheder - lovligt kan nedlægges.

Den hidtidige bestemmelse om tinglysning af en deklaration på kirkegården til sikring af dennes fred og vedligeholdelse er bortfaldet.

Da en valgmenighedskirkegård ifølge § 38 i kgl. anordning af 20. april 1953 om kirkegårde er undergivet forskrifterne i nævnte anordning med de lempelser, som efter andragende fra menighedens bestyrelse måtte blive tiltrådt af kirkeministeriet, er bestemmelser om indretning og vedligeholdelse af valgmenighedskirkegårde samt om tilsynet hermed udeladt af loven.

13. Ved en i loven indsat ny bestemmelse er kirkeministeren bemyndiget til at fastsætte regler om valgmenighedspræsters pligt til at afgive meddelelser m.v. i forbindelse med kirkebogsføringen. Indtil nye regler herom måtte blive fastsat, vil der være at forholde i overensstemmelse ned de hidtil gældende bestemmelser.

Attester efter valgmenighedernes kirkebøger udstedes ligesom attester efter folkekirkens øvrige ministerialbøger uden gebyr.

Med hensyn til den i loven indsatte nye bestemmelse om aflevering af udskrevne kirkebøger til landsarkiverne henvises til den af ministeriet for kulturelle anliggender udfærdigede bekendtgørelse af 21. juni 1967, der er aftrykt som bilag til kirkeministeriets cirkulære af 24. juli 1967, og hvorefter hovedministerialbøger skal afleveres til landsarkiverne, når der er gået 100 år, efter at de er udskrevet, medens kontraministerialbøgerne på landet og i byerne skal afleveres henholdsvis 10 og 30 år efter, at de er udskrevet.

14. De hidtidige bestemmelser om tilbagekaldelse af valgmenigheders anerkendelse er suppleret med en ny bestemmelse, hvorefter biskoppen i tilfælde, hvor den kirkelige betjening af valgmenighedens medlemmer efter hans skøn ikke varetages på forsvarlig måde, over for kirkeministeren kan stille forslag om, at menighedens anerkendelse tilbagekaldes, efter at spørgsmålet herom forinden har været gjort til genstand for forhandling med valgmenighedens bestyrelse. Bestemmelsen vil kunne bringes i anvendelse såvel under ledighed i valgmenighedens præstestilling som i andre tilfælde.

Da det har ligget uden for formålet med den stedfundne revision af loven at ændre valgmenighedernes økonomiske vilkår, er den hidtidige bestemmelse om, at valgmenighedernes udgifter afholdes af medlemmerne selv, opretholdt. Bestemmelsen udelukker, at der ydes driftstilskud til valgmenigheder, men er ikke til hinder for, at der i overensstemmelse med hidtidig praksis ydes statstilskud og lån af stiftsmidlerne til hjælp til dækning af udgifterne ved hovedistandsættelse af valgmenighedskirker samt lån af stiftsmidlerne til bestridelse af udgifterne ved større istandsættelser af de valgmenighederne tilhørende præsteboliger i tilfælde, hvor udgifterne vil gennemførelse af sådanne arbejder ville virke særlig tyngende på menighedens økonomi.

Underskrift 1

Kirkeministeriet, den 21. juni 1972. P.M.V. E.B. Arne Truelsen.

Versioner

  1. 1972-08-05 · til 2012-05-16