Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1972/208@1972-11-29/da

Indhold

1. Indledning
2. 1. § 46, stk.
   2. § 47 a, stk.
3. Underskrift 1

1. Ved lov nr. 284 af 7. juni 1972 er gennemført en række ændringer i lov nr. 314 af 18. juni 1969 om naturfredning. Disse ændringer nødvendiggør på en række punkter ændringer i eller supplementer til ministeriets cirkulære nr. 245 af 22. november 1969 om naturfredningsloven, der i mellemtiden er suppleret ved cirkulæreskrivelse nr. 107 af 9. juni 1971 om behandling af sager om dispensation fra naturfredningslovens beskyttelse- og byggelinier m.m., cirkulæreskrivelse af 6. januar 1972 om den nærmere behandling af sager om el-anlæg i medfør af bekendtgørelse nr. 344 af 14. juli 1971 og cirkulæreskrivelse nr. 202 af 29. maj 1972 om behandlingen af sager i medfør af naturfredningslovens § 48, stk. 1.

Ændringer i loven er sket inden for:

Kap. I: Lovens formål. Kap. II: Fredningskredse og fredningsmyndigheder. Kap. III: Fredning. Kap. IV: Planlægning. Kap. V: Anlæg i det åbne land. Kap. VI: Byggelinier m.v. Kap. IX: Friluftsreklamer. Kap. XIII: Straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

ad kap. I: Lovens formål.

2. Formålsbestemmelsen, § 1, er ændret ved tilføjelsen som nr. 4 i stk. 2 af sætningen »at bidrage til, at det menneskelige miljø ikke forringes gennem forurening«.

Allerede i 1969-cirkulærets s. 1-2 var i overensstemmelse med det under lovforslagets behandling af folketingsudvalget fremførte anført, at alle hensyn med tilknytning til naturfredningsbegrebet kan varetages ved fredningsnævnenes eller andre fredningsmyndigheders afgørelser, og at det blandt de elementer, der således kan indgå i vurderingen også er hensynet til forureningsbekæmpelsen.

Efter ministeriets opfattelse må begrebet »det menneskelige miljø«, forstås vidt og hjemlende en beføjelse for fredningsmyndighederne til ved deres afgørelser at tage forureningsbegrænsende hensyn og eventuelt at lade disse hensyn være eneafgørende.

I folketingsudvalgets betænkning er som et eksempel på en sådan anvendelse anført, at der i forbindelse med meddelelse af dispensation fra bestemmelsen om vejbyggelinien i § 47 vil kunne stilles betingelser, det tilsigter at afværge eller begrænse støjgener.

ad kap. II: Fredningskredse og fredningsmyndigheder.

3. I § 7 om naturfredningsrådet er foretaget to ændringer i stk. 1. Dels er antallet af rådets medlemmer udvidet fra 7 til 10, dels er rådet blevet omdannet til et rent naturvidenskabeligt ekspertorgan, idet det om samtlige medlemmer, der beskikkes efter indstilling fra de naturvidenskabelige falkuteter, er bestemt, at de skal have naturvidenskabelig indsigt.

Ændringen af § 7 må ses på baggrund af det stadigt voksende behov for et rent naturvidenskabeligt ekspertorgan ikke alene i henseende til administration efter naturfredningsloven, men også som led i en rådgivning med hensyn til økologiske problemer (problemerne om samspillet mellem alt levende og det omgivende miljø) overfor andre myndigheder, specielt i relation til forureningsbekæmpelsen og f.eks. som bistand for eventuelle grønlandske fredningsmyndigheder.

Det følger af denne omdannelse af naturfredningsrådet, at en æstetisk og arkitektonisk rådgivning i forbindelse med naturfredningsarbejdet må indhentes andetsteds fra. Akademirådet vil blive søgt inddraget i dette arbejde.

I øvrigt sker der ikke ændringer i naturfredningsrådets arbejdsopgaver. Det må dog bemærkes, at ministeriet finder, at den i 1969-cirkulæret s. 15 nævnte forudsætning om indhentning af en udtalelse fra naturfredningsrådet i sager om dispensation fra § 46 om strandbeskyttelseslinien ikke længere bør opretholdes. Fremtidig forudsættes rådet kun hørt i sager, hvor der foreligger spørgsmål af naturvidenskabelig art, herunder om udgangspunktet for strandbeskyttelsesliniens beregning, jfr. også punkt IV i cirkulæreskrivelse nr. 107 af 9. juli 1971.

I § 7, stk. 3 er den hidtidige bestemmelse om, at naturfredningsrådet selv vælger sin formand, blevet afløst af en bestemmmelse om, at rådets formand beskikkes af ministeren blandt medlemmerne.

ad kap. III: Fredning.

4. Ændringerne i dette kapitel indskrænker sig til, at i § 31 om underretning om og gennemførelse af overfredningsnævnets afgørelse er henvisningen til § 22, stk. 4 ændret til § 22, stk. 5. Ændringen er af redaktionel karakter.

ad kap. IV: Planlægning.

5. Ved ændringen af undtagelsesbestemmelsen i § 37, stk. 2, 2. pkt. er det bestemt, at sædvanlige dyrkningsmæssige ændringer inden for landbrugs- eller skovbrugdrift kan gennemføres uden tilladelse fra fredningsplanudvalget.

Ændringen af formuleringen fra 1969-loven »forandringer, det skyldes dyrkningsmæssige ændringer« til »sædvanlig dyrkningsmæssige ændringer« tilsigter at give fredningsplanudvalget kontrol med opdyrknings- og skovtilplantningsprojekter inden for de af fredningsplanerne omfattende arealer.

Sædvanlige dyrkningsmæssige ændringer må i almindelighed forstås som ændringer, der ikke væsentlig ændrer områdets hidtidige karakter, men indgår i sædvanlig landbrugsmæssig omdrift. Opdyrkning af hidtil udyrkede arealer eller en mere omfattende tilplantning vil derfor som regel kræve fredningsplanudvalgets tilladelse. For så vidt angår landbrugsbygninger, bør der i almindelighed i fredningsplanerne være særlige bestemmelser, hvorefter der ikke kræves godkendelse af det nødvendige byggeri.

6. Ved tilføjelsen at et nyt stk. 2 til § 38 har ministeriet for kulturelle anliggender fået kompetence til at fastsætte regler om, at ejeren først kan kræve fredningssag efter stk. 1 rejst den 1. september 1975, eller når der er forløbet 3 år fra en fredningsplans bekendtgørelse.

Anvendelsen af reglen i § 38, stk. 2 forudsætter, at der kommer til at foreligge et klart samfundsmæssigt behov for ordningen. Det er derfor den fremtidige udvikling, der bliver afgørende for, om der vil blive fastsat regler ifølge § 38, stk. 2.

7. Ved tilføjelse af et nyt stk. 2 til § 40 er det bestemt, at ministeren kan fastsætte regler om, at forbud efter stk. 1 skal gælde for 2 år, og at det kan forlænges for yderligere 2 år.

Om bestemmelsens forudsætninger og eventuelle fremtidige anvendelse henvises til det under punkt 6 om § 38, stk. 2 anførte.

ad kap. V: Anlæg i det åbne land.

8. Ændringerne i § 43 er dels af redaktionel, dels af materiel art.

I stedet for den hidtidige formulering »motor- og andre væddeløbsbaner«, er i § 43, stk. 1, nr. 1 anvendt benævnelsen væddeløbs- og motorbaner for at præcisere, at også motorbaner, hvor der ikke konkurreres på hastighed, kræver godkendelse af fredningsplanudvalget.

Ved omtalen af oplagspladser i § 43, stk. 1, nr. 3, jfr. 1969-cirkulæret kap. V, er eftersætningen » og lignende« udeladt, således at dette punkt i bestemmelsen harmonerer med de øvrige, der klart angiver de anlæg, der er omfattet af reglen.

9. Bestemmelsen omfatter følgende nye grupper af anlæg:

A. Skydebaner, § 43, stk. 1, nr. 1.

Det fremgår af folketingsudvalgets betænkning, at formuleringen tilsigter, at også statslige militære skydeanlæg skal være omfattet af bestemmelsen.

Visse civile skydebaner skal efter § 7 i våbenloven (lovbekendtgørelse nr. 16 af 20. januar 1965), jfr. nærmere bekendtgørelse nr. 203 af 20. maj 1950 om indretning og anlæggelse af skydebaner og feltskydningsterræner, godkendes af den stedlige politimyndighed. Fredningsplanudvalget bør derfor i sager, hvor tilladelse kan komme på tale, indhente en udtalelse fra den stedlige politimyndighed. Se også punkt 10.

B. Pelsdyrfarme, § 43, stk. 1, nr. 4.

Bestemmelsen omfatter ikke eksisterende anlæg eller etablering af begrænsede anlæg til pelsdyravl i forbindelse med eksisterende landbrug. Afgørende for, om en godkendelse er nødvendig, er ikke, om anlægget til pelsdyravl optager en større eller mindre andel af en ejendom, men anlæggets størrelse og placering og dermed dets virkning i landskabet.

Efter § 19, stk. 4 i normalsundhedsvedtægten for landkommuner (1960) må pelsdyrfarme kun indrettes efter sundhedskommissionens forud indhentede tilladelse. Efter § 5 i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 172 af 10. maj 1944, jfr. landbrugsministeriets cirkulære nr. 174 af 20. september 1963, skal anlæg til pelsdyrfarme godkendes af den stedlige politimester. Fredningsplanudvalget bør derfor i sager, hvor tilladelse kan komme på tale, indhente udtalelse fra såvel sundhedskommissionen som politimesteren. Se også punkt 10.

C. Dambrug, § 43, stk. 1, nr. 4.

Efter reglerne i vandløbsloven (lovbekendtgørelse nr. 132 af 6. marts 1970) skal projekter til dambrug forelægges vandløbsretten. En rationel sagsbehandling må efter ministeriets opfattelse indebære, at projekter til dambrug forelægges fredningsplanudvalget til afgørelse, således at denne afgørelse træffes, forinden projektet forelægges - og sagen eventuelt afgøres af - vandløbsretten. Man skal derfor henstille, at fredningsplanudvalget ved administrationen i videst muligt omfang medvirker til en sådan sagsbehandling. Dette vil som oftest indebære bl.a., at fredningsplanudvalget undersøger, hvorvidt et projekt er forelagt vandløbsretten og i bekræftende fald gør vandløbsretten bekendt med, at sagen verserer for fredningsplanudvalget.

Såfremt økologiske spørgsmål er af betydning for sagens afgørelse, bør der indhentes en udtalelse fra naturfredningsrådet, jfr. i øvrigt punkt 2 og 3.

Til en forelæggelse af en dambrugsansøgning for fredningsplanudvalget vil det efter ministeriets opfattelse som regel være tilstrækkeligt at oplyse ejendommens matrikelnummer ledsaget af en skitse, der viser anlæggets beliggenhed og afgrænsning. Fredningsplanudvalget kan imidlertid - hvis man skønner det nødvendigt - indhente oplysninger om anlæggets nærmere karakter, produktionens art og omfang m.v. Fredningsplanudvalget bør normalt indhente oplysninger fra de i § 13 i lov nr. 66 af 23. marts 1965 om ferskvandsfiskeri nævnte organisationer, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark og Danmarks Sportsfiskerforbund.

Som regel vil etablering af et dambrug ikke kunne ske uden at det medfører ændring af vandløbets åbne forløb, men om dette er tilfældet, eller om det pågældende vandløb er offentligt (se om ændring af offentlige vandløbs åbne forløb nedenfor under D og om søbeskyttelseslinien i § 47 a punkt 15) er efter § 43, stk. 1 uden betydning.

D. Ændringer i offentlige vandløbs åbne forløb og naturlige søers tilstand, § 43, stk. 2.

Ifølge § 43, stk. 2 må ændringer af offentlige vandløbs åbne forløb samt naturlige søers tilstand kun ske med fredningsplanudvalgets tilladelse. Arbejder i henhold til gældende vandløbsregulativer kan dog foretages uden forelæggelse for fredningsplanudvalget.

Bestemmelsen, der er motiveret af det stigende behov for at opretholde og beskytte vore ferske vande, giver fredningsplanudvalget indseende med afvandinger, opstemninger og andre reguleringer. Bestemmelsen, der skal ses i sammenhæng med § 43, stk. 1, nr. 4 om dambrug, jfr. ovenfor under C og med § 47 a, hvorved beskyttelsen af de ferske vandes omgivelser er skærpet, se punkt 15, omfatter ikke ændringer, der udelukkende består i f.eks. tilledning af spildevand.

Ikke enhver regulering af offentlige vandløb er omfattet af bestemmelsen, idet det følger af begrebet åbne forløb, at en regulering af f.eks. et rørlagt vandløb ikke kræver fredningsplanudvalgets tilladelse. Derimod vil en rørlægning af et vandløb kræve tilladelse, uanset at selve forløbet ikke ændres.

I ordet naturlig ligger, at bestemmelsen ikke omfatter f.eks. sødannnelser i forbindelse med igangværende råstofindvindinger.

Projekter til vandløbs- eller søreguleringer m.v., herunder opstemninger, vandings- og udpumpningsanlæg, tørlægning, rørlægning o.s.v., skal efter vandløbsloven (lovbekendtgørelse nr. 132 af 6. marts 1970) som hovedregel forelægges en vandløbsret til godkendelse. Vandløbsreguleringer - i praksis dog kun større reguleringer - kan dog, hvor der søges om statslån til fællesarbejder, i henhold til § 7 i lov nr. 126 af 25. marts 1970 om financiering af grundforbedring og vandløbsregulering efter landbrugsministerens bestemmelse gennemføres uden sådan forudgående godkendelse. I tilfælde, hvor reguleringen agtes foretaget med lån og tilskud fra staten, foretages den forberedende behandling af det efter grundforbedringslovens § 3 nedsatte afvandingsudvalg, der jfr. § 6 stk. 1, litra b afgiver indstilling til landbrugsministeren.

For så vidt angår fredningsplanudvalgets behandling af sager om reguleringer m.v. af søer samt i de tilfælde, hvor vandløbsreguleringen m.v. skal behandles af en vandløbsret, gælder det ovenfor under C, 1. afsnit vedrørende vandløbsrettens godkendelse af projekter til dambrug anførte. Projekter til vandløbsreguleringer, der efter det ovennævnte behandles af afvandingsudvalget, forelægges statens naturfrednings- og landskabskonsulent på det forberedende stadium i afvandingsudvalget, og ministeriet vil i denne forbindelse drage omsorg for, at sådanne projekter forelægges fredningsplanudvalget efter den nye bestemmmelse i § 43.

Hvor det er vandforsyningsformål, der medfører ændringen, gælder i almindelighed (se om undtagelser herfra vandløbslovens §§ 3, stk. 3, og 38-49) lov nr. 169 af 18. april 1969 om vandforsyning, hvorefter der skal indhentes tilladelse til vandindvinding fra landvæsensretter med en særlig sammensætning. Om fredningsplanudvalgets sagsbehandling i disse tilfælde gælder, hvad der er nævnt under C, 1. afsnit i forbindelse med dambrugssager.

I de ovennævnte love om vandløb og vandforsyning, se herved § 34 i vandløbsloven og §§ 16 og 17 jfr. § 8 i vandforsyningsloven samt i lov om landvæsensretter (landbrugsministeriets lovbekendtgørelse nr. 133 af 6. marts 1970), se §§ 18, 19 og 38, findes forskellige bestemmelser om underretning af naturfredningsmyndighederne, indkaldelse af disse til møder, ankebeføjelser m.v. Den praktiske betydning af disse bestemmelser vil i fremtiden næppe stor i de tilfælde, hvor fredningsplanudvalget har fået tillagt en selvstændig kompetence efter § 43, stk. 2 (og stk. 1 nr. 4), idet de fredningsmæssige interesser her så vidt muligt bør være endeligt afklarede, før der sker en realitetsbehandling for vandløbsretten m.v. Selvstændig praktisk betydning har reglerne derimod fortsat i de sager, hvor fredningsplanudvalget ikke har kompetence til at træffe afgørelse som f.eks. i spildevandssager, jfr. ovenfor. I sådanne tilfælde gælder endvidere reglerne i vandløbslovens § 73, stk. 2, jfr. i øvrigt også §§ 72, stk. 1, 74, stk. 1 og 74 c, stk. 1, nr. 1.

Om høring af naturfredningsrådet, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark og Danmarks Sportsfiskerforbund gælder, hvad der er nævnt ovenfor under C.

En forelæggelse for fredningsplanudvalget af de nævnte sager vil efter ministeriets opfattelse i almindelighed ikke kræve, at der foreligger et fuldt udarbejdet projekt, men alene oplysninger om de berørte ejendomme (matrikelnumre) med en skitsemæssig angivelse af de ændringer i vandløbets forløb eller søens tilstand, anlægsarbejdet vil medføre. Fredningsplanudvalget kan imidlertid - hvis man skønner det nødvendigt - indhente nærmere oplysninger om anlægsarbejdet, og - afhængigt af den nærmere karakter af dette - om de ændringer, som det vil medføre.

E. Beboelsesbygninger for landbrugs-, skovbrugs- eller fiskerierhverv, § 43, stk. 4.

Efter den nye bestemmelse i stk. 4 må beboelsesbygninger for landbrugs-, skovbrugs- eller fiskerierhvervet kan opføres med fredningsplanudvalgets godkendelse af bygningers beliggenhed og udforming, medmindre bygningerne opføres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.

Beboelsesbygninger omfatter ikke alene bygninger til ejerens eller brugerens beboelse, men også funktionær-, medhjælperboliger o.lign., såfremt disse kan betragtes som beboelsesbygninger for det pågældende erhverv, som f.eks. en fodermesterbolig.

De af bestemmelsen omfattede bebyggelser kan opføres i landzone uden tilladelse fra zonelovsmyndighederne, hvor de er erhvervsmæssigt nødvendige for vedkommende ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelse af fiskerierhvervet, jfr. by- og landzonelovens § 7 (jfr. lovbekendtgørelse nr. 340 af 13. juli 1972) og boligministeriets cirkulære nr. 273 af 27. december 1969 om lov om by- og landzoner punkt 31 og 32. Sådanne bebyggelser kræver heller ikke byggetilladelse fra bygningsmyndigheden, medmindre bygningsmyndigheden i henhold til byggelovens § 19 (jfr. lovbekendtgørelse nr. 361 af 17. juli 1972) har truffet anden bestemmelse. Se herved det nævnte cirkulære punkt 41. Om zoneloven i relation til lov om arbejderboliger på landet (jfr. lovbekendtgørelse nr. 238 af 27. maj 1971) henvises til boligministeriets cirkulæreskrivelse nr. 119 af 30. juni 1971, hvorefter arbejderboliger som anden bebyggelse i landzone kræver tilladelse fra zonelovsmyndigheden. Også aftægtsboliger vil kræve tilladelse fra zonelovsmyndigheden.

Hensigten med bestemmelsen har været at opnå indseende med placering og udformning af disse bygninger, hvis forhold ikke tidligere generelt har været omfattet af planlægningslovgivningen. For at undgå dobbeltadministration skal man derfor henstille, at fredningsplanudvalgene i de særlige tilfælde, hvor også zonelovsmyndigheden skal meddele tilladelse, henholder sig til denne.

Udformningen af undtagelsesbestemmelsen tilsigter i øvrigt en præcisering af, at en opførelse af beboelsesbygninger ikke er bundet til at skulle finde sted på tomten for de senest anvendte beboelsesbygninger, når opførelsen blot sker i en vis forbindelse med den øvrige bebyggelse, f.eks. på ejendommens haveareal.

I sager f.eks. om genopførsel af nedbrændte bygninger eller om samlede udflytninger bør ekspeditionen ske omgående.

10. De under 1-5 nævnte anlæg m.v. er omfattet af de nye regler i det omfang, de ikke må anses for at være etableret den 1. september 1972, jfr. nedenfor punkt 17 om kap. XIII om ikrafttrædelse m.v.

Også arealmæssige udvidelser af og væsentlige ændringer i bestående anlæg vil normalt - på samme måde som udvidelse af anlæg, der hidtil har været omfattet af kap. V - kræve tilladelse fra fredningsplanudvalget.

De nye bestemmelser i § 43, stk. 1 og 2 giver på samme måde som de hidtidige fredningsplanudvalgene en selvstændig beføjelse ved siden af de beføjelser, som er tillagt andre offentlige myndigheder i henhold til anden lovgivning.

Eksempelvis kræves der i henhold til § 9, jfr. § 8, stk. 1 i lov om by- og landzoner en tilladelse fra amtsrådet - i byudviklingsområder dog fra byudviklingsudvalget - til etablering af skydebaner i landzone. Se endvidere ovenfor under omtalen af de enkelte anlæg.

I de tilfælde, hvor der skal indhentes tilladelse også fra andre myndigheder, bør der, jfr. 1969-cirkulæret s. 12, etableres et samarbejde mellem de pågældende myndigheder. Om retningslinierne for dette samarbejde henvises til 1969-cirkulæret s. 12, punkt 1 og 2.

Den hidtidige regel i § 43, stk. 2 opretholdes uændret som § 43, stk. 3, hvorom henvises til 1969-cirkulæret s. 12. Reglerne om påbud om etablering af hegn, beplantning eller andet finder imidlertid ikke anvendelse på de i stk. 2 (se punkt 9, D) og stk. 4 (se punkt 9, E) nævnte anlægsarbejder m.v., men kan på den anden side - uden hensyn til tidspunktet for anlæggets etablering - anvendes for så vidt angår også de nye anlæg m.v. i § 43, stk. 1( se punkt 9, A-C).

11. § 43, stk. 5 indeholder en ny bestemmelse, hvorefter ministeren for kulturelle anliggender i konkrete sager af mere vidtrækkende betydning kan bestemme, at afgørelser efter stk. 1-4 træffes af ministeren i stedet for af fredningsplanudvalget. Formålet hermed er, at sådanne sager, typiske sager af særlig principel betydning eller sager, der vedrører større områder, som f.eks. motorbaner, i visse tilfælde kan finde deres afgørelse på centralt niveau, uden at dette skal være afhængigt af, om en af de efter loven klageberettigede indbringer fredningsplanudvalgets afgørelse for ministeren.

Bestemmelsen svarer til den samtidig gennemførte bestemmelse i § 9, stk. 2 i by- og landzoneloven, hvorefter boligministeren kan indkalde sager, som ellers den stedlige zonelovsmyndighed skulle afgøre.

I konsekvens af bestemmelsen påhviler det fredningsplanudvalget at orientere ministeriet om sager, hvor bestemmelsen kan tænkes bragt i anvendelse.

12. Bestemmelserne i § 44, stk. 2 og 3 samt § 45, stk. 2 ophæves ved ikrafttrædelsesbestemmelserne i § 13, stk. 2 i lov nr. 284 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden og på søterritoriet, der ifølge ministeriet for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 406 af 13. september 1972 træder i kraft den 1. oktober 1972.

Råstoflovens ikrafttrædelsesbestemmelser suppleres af reglerne i lovens § 5, hvorefter datoen for lovforslagets fremsættelse, den 9. februar 1972, er afgørende for, om visse dispositioner over en ejendom kan medføre, at en råstofindvinding kun kræver en anmeldelse efter § 5, stk. 2, eller om der kræves tilladelse efter § 4.

Ministeriet for kulturelle anliggenders bekendtgørelse nr. 425 af 30. august 1971 om godkendelse af udnyttelse af særlige forekomster i jorden på ikke-landbrugspligtige ejendomme uden for byer og bymæssige bebyggelser er ved bekendtgørelse nr. 430 af 21. september 1972 ophævet pr. 1. oktober 1972. Fredningsplanudvalgene kan derfor - hvad enten ansøgning er indgivet til fredningsplanudvalget før eller efter 9 februar 1972 - ikke efter råstoflovens ikrafttrædelse træffe afgørelse i henhold til bekendtgørelsen. Eventuelle betingelser knyttet til godkendelser, der er meddelt før råstoflovens ikrafttrædelse, bevarer principielt deres gyldighed i det omfang, de ikke senere måtte blive ændret i medfør af råstofloven. Fredningsplanudvalgene vil efter råstoflovens ikrafttrædelse ikke kunne ændre tidligere fastsatte betingelser, herunder forlænge tidligere meddelte tidsbegrænsede godkendelser.

Ansøgninger indgivet til fredningsplanudvalget efter grusbekendtgørelsen før 9. februar 1972 er omfattet af reglen i råstoflovens § 5, stk. 1, nr. 2.

ad kap. VI: Byggelinier m.v.

13. Overskriften til § 46 »Strandbyggelinien« og overskriften til § 47 »Byggelinier ved skove, ferske vande og veje« er udgået. Ændringerne, der er af redaktionel art, fjerner den hidtidige uoverensstemmelse mellem overskriften til § 46 og den terminologi, der efter 1969-loven er blevet almindelig, og hvorefter der sondres mellem på den ene side lovens »beskyttelseslinier« (strandbeskyttelseslinien, jfr. også 1969-cirkulæret, s. 13, beskyttelseslinien ved de jordfaste fortidsminder og - nu - langs offentlige vandløb og omkring søer) og på den anden side »byggelinier« (ved skove og veje).

14. Som et nyt nummer 3 til § 46, stk. 1 er indført en bestemmelse, hvorefter der inden for strandbeskyttelseslinien ikke må foretages udstykning, hvorved der fastlægges skel.

Bestemmelsen tilsigter at give fredningsnævnet indseende med udstykning i strandbeskyttelseszonen. Dens placering som forbudsbestemmelse på linie med de øvrige forbudsbestemmelser medfører umiddelbart at den for en udstykning i strandbeskyttelseszonen nødvendige dispensation i overensstemmelse med § 46, stk. 6, kun må gives, når der foreligger ganske særlige forhold og alle medlemmer af nævnet stemmer herfor, jfr. også 1969-cirkulæret s. 15, hvorefter dispensation kun kan gives, når der foreligger ganske særlige forhold, som ikke kan ventes at komme frem i en række andre sager. Af bestemmelsen følger ikke blot, at fredningsnævnet som hidtil allerede på udstykningsstadiet kan behandle spørgsmål om, hvorvidt en bebyggelse eller anden foranstaltning som nævnt i bestemmelsen bør tillades - såfremt dette ikke kan tillades, vil en udstykning som følge af § 2 i udstykningsloven (landbrugsministeriets lovbek. nr. 256 af 8. juni 1971) ikke blive tilladt af landbrugsministeriet - men også at fredningsnævnet må tage i betragtning, hvorvidt udstykningen i sig selv eventuelt vil kunne medføre forhold, der er i strid med de hensyn, der skal varetages af strandbeskyttelseslinien og gennem lovens andre bestemmelser, jfr. i øvrigt den lignende regel i § 48, stk. 1.

Som eksempel på udstykninger, hvor den nye regel vil få selvstændig betydning, kan nævnes sådanne, hvor formålet er angivet som naturgrund eller lignende, selvom sådanne formål ikke vil medføre foranstaltninger som de i § 46, stk. 1 og 2 opregnede; endvidere udstykninger, hvor formålets realisering eventuelt vil være i strid med bestemmelserne i § 46, stk. 1, nr. 1 og 2. Efter ministeriets opfattelse er det ikke hensigten med bestemmelsen at hindre ønskelige landbrugsmæssige strukturomlægninger. Er udstykning begrundet i sådanne forhold, vil dette derfor efter ministeriets opfattelse normalt være dispensationsmotiverende, jfr. 1969-cirkulæret s. 14, hvorefter ministeriet uanset, at bestemmelsen i lov 1961(* 1) § 25 om den fri opførelse af de for landbrugs-, skovbrugs- ellerfiskerierhvervet nødvendige bygninger ikke er opretholdt i 1969-loven »forudsætter at der dispenseres i fornødent omfang til de for disse erhverv nødvendige eller hensigtsmæssige anlæg«.

Bestemmelsen får betydning for alle udstykninger, der ikke er approberet af landbrugsministeriet før 1. september 1972, jfr. ændringslovens ikrafttrædelsesbestemmelse i § 2, således at også sager, der eventuelt på et tidligere tidspunkt har været forelagt fredningsnævnet til udtalelse efter bestemmelserne i landbrugsministeriets cirkulære nr. 255 af 12. december 1969 om kontrol med overholdelse af visse lovbestemmelser ved udstykning o. lign., skal forelægges fredningsnævnet efter den nye regel.

§ 46, stk.

Stk. 1. 1 nr. 3 medfører ikke ændringer for så vidt angår behandlingen af sager om udstykning i de i § 47 nævnte zoner og i beskyttelseszonerne omkring visse søer og langs visse offentlige vandløb, jfr. § 47 a, se punkt 15, C.

15. A. Den hidtidige bestemmelse i § 47, stk. 1, nr. 2 om byggelinier ved visse søer og offentlige vandløb er ophævet og erstattet af en ny bestemmelse, § 47 a, der indeholder følgende ændringer:

1. Den hidtidige bebyggelseskontrolzone langs åer og søer har fået nogenlunde samme indhold som beskyttelseszonen langs strande og omkring jordfaste fortidsminder, idet der i 150-m zonen ikke uden fredningsnævnets tilladelse må placeres bygninger, skure, campingvogne o.lign., opstilles master, foretages beplantninger og ændringer i terrænet eller henlægges affald.

§ 47 a, stk.

Stk. 1. 2 angiver en række undtagelser fra hovedreglen i § 47 a, stk. 1. Herudover gælder de begrænsninger, der findes i § 47, stk. 2, nr. 1-3 og stk. 4-6, jfr. 47 a, stk. 3.

2. Den hidtidige bundbredde for de offentlige vandløb er nedsat fra 4 m til 2 m og samtidig er det blevet udtrykkelig bestemt, at det er bundbredden efter vandløbsregulativet, der er afgørende.

B. Hvor der til et anlæg kræves godkendelse i henhold til § 43 - f.eks. af et dambrug - eller en i medfør af § 42 udstedt bekendtgørelse, bør fredningsnævnet i almindelighed ikke afgøre sagen efter § 47 eller efter § 47 a, forinden afgørelse er truffet i medfør af § 43 eller efter vedkommende bekendtgørelse, jfr. cirkulæreskrivelse nr. 107 af 9. juni 1971 om behandling af sager om dispensation fra naturfredningslovens beskyttelses- og byggelinier.

C. Fredningsnævnets behandling af sager om udstykning i beskyttelseszonerne omkring visse søer og langs visse offentlige vandløb bør ske på samme måde som hidtil, dog således at fredningsnævnet ved forelæggelsen af udstykninger i disse zoner må tage i betragtning ikke blot som hidtil alene eventuel planlagt bebyggelse, men også de i § 47 a, stk. 1 i øvrigt nævnte foranstaltninger, herunder f.eks. placering af campingvogne, master, etablering af beplantning m.v.

ad kap. IX: Friluftsreklamer.

16. § 57, stk. 5 i 1969-loven om, at vejmyndighederne med tilslutning af vedkommende fredningsnævn kan tillade opsætning af skilte, der alene henviser til en næringsdrifts eller virksomheds beliggenhed er ophævet, da vejmyndighederne med hensyn til sådanne henvisningsskilte følger bestemte regler, der gør det unødvendigt, at fredningsnævnene deltager i administrationen på dette område.

ad kap. XIII: Straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

17. Efter § 2 i ændringsloven træder denne i kraft den 1. september 1972, dog således at de hidtil gældende regler finder anvendelse på fredningssager, der er rejst inden 1. september 1972.

Om den principielle betydning af denne regel henvises til bemærkningerne ad kap. XIII, s. 21 f. i 1969-cirkulæret.

For så vidt angår fredningssager bemærkes, at dette udtryk i overensstemmelse med overgangsreglen i 1969-loven § 69, stk. 1 må forstås som sager, der er rejst i henhold til kap. III i den tidligere naturfredningslov (lov nr. 140 af 7. maj 1937) eller i henhold til kap. III i 1969-loven.

De verserende fredningssager er herefter omfattet af følgende naturfredningslove:

1. Sager der er rejst inden 1. oktober 1969: Lov nr. 140 af 7. maj 1937.

2. Sager, der er rejst i tiden inden 1. oktober 1969 til den 31. august 1972: Lov nr. 314 af 18. juni 1969 om naturfredning.

3. Sager, der er rejst efter den 1. september 1972: Lov nr. 314 af 18. juni 1969 om naturfredning som ændret ved lov nr. 284 af 7. juni 1972, jfr. lovbekendtgørelse nr. 445 af 1. oktober1972.

(* 1)Jfr. cirkulære nr. 245 af 22. november 1969, Ministerialtidende A 1969, side 723, stk. 1. (U.a.)

Underskrift 1

Ministeriet for kulturelle anliggender, den 1. oktober 1972. Niels Matthiasen. /Viggo Nielsen.

Versioner

1. 1972-11-29 · til 1992-09-11