Cirkulære om tvangsbøder i henhold til skattekontrollovens § 9.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1973/108@1973-06-30/da
Indhold
(Til kommunalbestyrelserne, politidirektøren og politimestrene).
Man skal herved meddele, at i henhold til finansministeriets bekendtgørelse nr.515 af 30.november 1972 er den i skattekontrollovens § 9, jfr. finansministeriets lovbekendtgørelse nr. 37 af 9. februar 1972, omhandlede beføjelse til ved pålæg af daglige bøder at fremtvinge indtægtsoplysninger m.v. i henhold til lovens § 7, stk. 1-4, tillagt kommunalbestyrelserne.
De almindelige regler om kommunalbestyrelsens ret til delegation gælder også for disse beføjelser.
Om den praktiske gennemførelse af disse bestemmelser skal man give følgende vejledende regler:
Tvangsbødernes størrelse bør normalt fastsættes til mindst 50 kr. for hver dag, der hengår efter udløbet af den frist, der er fastsat for indgivelse af de pågældende oplysninger, men således at der tages forbehold om eventuel senere forhøjelse af tvangsbøderne. Der vil efter tilfældets beskaffenhed også kunne pålægges kollektive enheder (aktieselskaber, foreninger og lign.) som sådanne tvangsbøder.
Meddelelse om de pålagte tvangsbøder skal sendes til den pågældende, således at det tilsikres, at den kommer ham i hænde f.eks. ved anbefalet brev.
Undlader den oplysningspligtige fortsat at indgive det begærede materiale bør tvangsbøderne i almindelighed forhøjes for fremtiden efter et skøn, navnlig under hensyn til den oplysningspligtiges økonomiske forhold og længden af det tidsrum,fristen er overskredet. Tvangsbøderne bør dog normalt højst fastsættes til 500 kr. pr. dag. Forhøjelse af bøderne skal meddeles den oplysningspligtige på samme måde, som foran beskrevet.
Tvangsbøderne kan inddrives ved udpantning, der foretages af pantefogden, jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 111 af 27. februar 1973. Ved udpantningens foretagelse skal pantefogden gøre den oplysningspligtige bekendt med, at man agter at opkræve et angivet yderligere antal tvangsbøder, såfremt oplysningerne ikke straks indleveres til kommunen.
Om afregningen af tvangsbøder, der betales til kommunerne, gælder følgende:
Tvangsbøderne tilfalder statskassen. Kommunen foretager senest den 10. i måneden indberetning til kildeskattedirektoratet om det samlede bødebeløb, der er indbetalt i den forløbne måned. Beløbet vil derefter indgå i kildeskattedirektoratets månedlige afregningsmellemværende med kommunen.
Såfremt udpantning måtte vise sig helt eller delvis forgæves, kan ikke betalte tvangsbøder kræves afsonet i overensstemmelse med § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 277 af 30. juni 1965.
Hvorvidt afsoning skal begæres, må afgøres af kommunalbestyrelsen eller lederen af den administration, hvorunder disse spørgsmål hører.
Anmodning om afsoning af ikke betalte tvangsbøder sendes til politimesteren i den politikreds, hvor den oplysningspligtige har bopæl, i København til politidirektøren.
Kommunen fremsender begæring til politiet i 2 eksemplarer og sender samtidig genpart til justitsministeriets kasseinspektion ved politimesterembederne og til 1. revisionsdepartement, 4. kontor.
I almindelighed bør tvangsbøderne inddrives med et stadigt stigende antal, således at der f.eks. først inddrives bøder for 10 dage, derefter for 20 dage, 40 dage og så fremdeles, og således at yderligere bøder ikke overgives til inddrivelse, førend de tidligere beordrede bøder er indgået eller afgivet til politimæssig behandling.
Når oplysningerne er indkommet, skal der omgående sendes underretning til pantefogden. Såfremt afsoning er begæret, gives endvidere omgående telefonisk underretning til politiet, der følges op af en skriftlig tilbagekaldelse fra politiet. Underretning om tilbagekaldelsen til kasseinspektionen og revisionsdepartementet er ufornøden.
Når de omhandlede oplysninger er afleveret til kommunen, bortfalder pålagte, men ikke betalte tvangsbøder, men der vil eventuelt kunne rejses straffesag for overtrædelse af skattekontrollovens § 14, stk. 2.
Opmærksomheden henledes på, at ligningsrådet kan ændre kommunalbestyrelsernes afgørelser, jfr. § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen af 30. november 1972.
Underskrift 1
Skattedepartementet, den 15. maj 1973. Hans P. Gøtrik. /Karen N. Dahl.
Bilag.
Standardkoncepter til brug ved ekspedition af tvangsbødesager: ............ kommune. J. nr. Da De/selskabet m.v.trods opfordring ikke har indsendt de i skattekontrollovens § 7, stk......, nævnte oplysninger om de af Dem/selskabet m.v. i året 19.. udbetalte lønninger/ydelser .. og tilbageholdt A-skat vedrørende Deres virksomhed (der er ophørt pr. ....) skal man anmode Dem/Dem i Deres egenskab af .......... om snarest og senest 8 dage fra nærværende skrivelses dato at indsende de nævnte oplysninger til ............. Det tilføjes, at man, for det tilfælde, at de pågældende oplysninger ikke er modtaget inden nævnte frist, herved pålægger Dem/Dem i Deres egenskab af ........ en bøde på ... kr. for hver dag fristen overskrides, jfr. § 9, stk. 1, i skattekontrolloven (lovbekendtgørelse nr. 37 af 9. februar 1972) og finansministeriets bekendtgørelse nr. 515 af 30. november 1972. Man forbeholder sig senere at ændre tvangsbødernes størrelse. Opmærksomheden henledes på, at den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader at meddele oplysninger af den nævnte art, kan straffes med bøde i henhold til skattekontrollovens § 14, stk. 2. ............kommune. J. nr. Den tilskrev man Dem således: " .................................................................." Da oplysningerne endnu ikke er modtaget, afkræver man Dem herved 10 tvangsbøder a ... kr. for dagene ........incl. ialt .... kr., der vil være at indbetale til ........ senest den ............ ved anvendelse af vedlagte indbetalingsbilag. Såfremt beløbet ikke indbetales som anført, vil det blive søgt inddrevet ved udpantning. Opmærksomheden henledes på, at såfremt udpantning måtte vise sig helt eller delvis forgæves, kan det resterende beløb forlanges afsonet i overensstemmelse med § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov, jfr. lovbekendtgørelse nr. 277 af 30. juni 1965. Man skal gøre Dem bekendt med, at man, såfremt de nævnte oplysninger ikke straks indleveres til .................... agter at opkræve yderligere 20 tvangsbøder a ... kr. for dagene ............ incl. ialt kr. Det bemærkes endelig, at de pålagte tvangsbøder bortfalder, såfremt oplysningerne indsendes inden den .......... ............ kommune. J. nr. Den .......... tilskrev man ............. således: " ................................................................... ..................................................................... ...................." Da kommunen endnu ikke har modtaget de omhandlede oplysninger,og da de pålagte tvangsbøder forgæves er søgt inddrevet ved udpantning hos den pågældende, skal man anmode hr. politi .... om at afkræve den pågældende 10 tvangsbøder a .... kr. for dagene ......... incl., ialt ............ kr.
I mangel af bødernes betaling bedes den pågældende hensat til afsoning af tvangsbøderne i overensstemmelse med § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov.
Det opkrævede beløb vil være at føre til indtægt i embedets bøderegnskab.
Nærværende skrivelse bedes derefter tilbagesendt hertil med oplysning om, hvad der er passeret i sagen.