Gelex

Cirkulæreskrivelse om anvendelse af åremålsansættelse (* 1) (* 2) Til samtlige ministerier m.v.

OphævetVersion 1973-09-08fra 1973-09-08 til 1994-09-05
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1973/170@1973-09-08/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I lønnings- og pensionsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 110 af 18. juni 1971 om lov om kongelig udnævnelse og åremålsansættelse anføres under punkt 4 som vejledning med hensyn til anvendelsesområdet for åremålsansættelse en række stillingsgrupper, der frembyder eksempler på stillinger, for hvilke det i overensstemmelse med de synspunkter, der er lagt til grund for lovgivningen om åremålsansættelse, vil være naturligt at overveje anvendelse af denne ansættelsesform.

I tilslutning hertil skal man meddele, at spørgsmålet om de nærmere retningslinier for anvendelse af åremålsansættelse har været gjort til genstand for principiel drøftelse i lønningsrådet på grundlag af en række konkrete forslag om adgang til ansættelse på åremål i tjenestemandsstillinger. Endvidere har spørgsmålet som led i disse overvejelser været genstand for forhandlinger mellem økonomi- og budgetministeriet og tjenestemændenes centralorganisationer.

I overensstemmelse med en af lønningsrådet afgivet udtalelse skal man anmode ministerierne om at påse, at spørgsmål om etablering af nye åremålsstillinger behandles således, at de nedenfor anførte kriterier lægges til grund ved stillingtagen til, om åremålsansættelse bør søges etableret, og således at det iagttages, om der i den givne situation er klart grundlag for at drage analogi til de stillinger, der er nævnt i det følgende som typeeksempler på stillinger, for hvilke der er truffet bestemmelse om besættelse på åremål.

Kriterier for anvendelse af åremålsansættelse

I. Tidsbegrænset ansættelse

Denne kategori omfatter stillinger, for hvilke det gælder, at arbejdsopgaven eller udpegningen til hvervet er tidsbegrænset, og hvor tidsbegrænsningen er klar og af væsentlig betydning i relation til opgaven eller den udpegede person.

Som typeeksempler på tjenestemandsstillinger, der er godkendt til besættelse på åremål af hensyn til varetagelse af tidsbegrænsede opgaver, kan nævnes 3 stillinger som kontorchef og konsulent i monopoltilsynet, der er oprettet i forbindelse med en gennemført tidsbegrænset skærpelse af lovgivningen om priser og avancer.

Bestemmelse om adgang til besættelse på åremål med henblik på ansættelse af personer, der i en afgrænset periode udpeges til at varetage bestemte hverv, er bl.a. truffet for så vidt angår 8 stillinger som rektor ved universiteter og højere læreanstalter samt 3 stillinger som lektor ved Danmarks højskole for legemsøvelser.

II. Ansættelse i stillinger, om hvilke det kan forudses, at forventede ændringer i opgaver, organisation og struktur mod en vis sandsynlighed vil ændre den pågældende stillings indhold.

Som eksempler på godkendte åremålsstillinger af denne type kan nævnes stillingerne som direktør for orlogsværftet, direktør for apotekervæsenet, departementschefi ministeriet for forureningsbekæmpelse og chef for miljøstyrelsen.

III. Ansættelse i stillinger, der stiller særlige krav til fornyelse i forskningsmæssig, kunstnerisk, merkantil, teknisk eller anden kreativ henseende, og for hvilke kravene til fornyelse har en selvstændig, konkret begrundet betydning.

Følgende stillinger, der er godkendt til besættelse på åremål, kan tjene som typeeksempler på åremålsansættelsesformens anvendelse efter det her nævnte kriterium: 3 stillinger som direktør ved edb-centre i tilknytning til universiteter m.v., 2 stillinger som professor i billedkunstneriske fag ved kunstakademiet, 1 stilling som kommitteret i indkøbsspørgsmål under administrationsdepartementet, 1 stilling som overingeniør ved sikringstjenesten og 1 stilling som trafikinspektør i trafikplanlægningstjenesten under DSB.

IV. Ansættelse i visse stillinger i Grønland, der besættes med ikke-hjemmehørende tjenestemænd, og om hvilke det gælder, at ændringer i opgavefordelingen mellem staten og de grønlandske kommuner samt hensynet til udskiftning med mellemrum af udsendte tjenestemænd danner selvstændig begrundelse for åremålsansættelse i Grønland.

De tjenestemandsstillinger i Grønland, om hvilke det er bestemt, at besættelse kan ske på åremål, omfatter bl.a. stillingerne som landshøvding, som politimester og som inspektør under arbejdstilsynet.

Endvidere skal man i overensstemmelse med lønningsrådets udtalelse henstille, at ministerierne ved behandling af spørgsmål om anvendelse af åremålsansættelse lægger vægt på, at denne ansættelsesform fortrinsvis benyttes ved ansættelse af ansøgere, hvis genbeskæftigelse ikke giver anledning til problemer, samt at opslag af åremålsstillinger foretages alternativt med henblik på, at stillingen kan besættes varigt eller på åremål afhængigt af, hvilken ansøger der udpeges.

Angående opslag af stillinger til besættelse på åremål henvises i øvrigt til bestemmelserne under § 9, stk. 2, og § 12, stk. 3, i økonomi- og budgetministeriets bekendtgørelse af 2. juli 1973 om opslag af tjenestemandsstillinger i staten.

Underskrift 1

Økonomi- og budgetministeriet, den 16. juli 1973 Per Hækkerup / P. C. Matson

Versioner

  1. 1973-09-08 · til 1994-09-05