Gelex

Cirkulære om helbredskontrol med personer beskæftiget ved fjerkræslagterier og -konservesfabrikker

OphævetVersion 1973-10-13fra 1973-10-13 til 1989-06-13
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1973/196@1973-10-13/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

(Til samtlige fjerkræslagterier og -konservesfabrikker autoriseret til eksport til EF-medlemslande).

Ved hoslagt at fremsende eksemplarer af formular til helbredsattest, jfr. § 2 i den på bagsiden af formularen aftrykte bekendtgørelse nr. 397 af 29. juni 1973 om helbredskontrol med personer beskæftiget ved fjerkræslagterier og -konservesfabrikker, henleder man opmærksomheden på følgende:

A. Alle personer, der på virksomheder autoriseret til eksport til EF-medlemslande er beskæftiget med erhvervsmæssig udvinding, bearbejdelse eller forarbejdning af fjerkrækød og fjerkrækødprodukter eller transport af disse levnedsmidler i uemballeret stand, skal underkastes helbredskontrol for nærmere i bekendtgørelsens § 3 angivne sygdomme. Kun personer, for hvilke der foreligger tilfredsstillende helbredsattest, må beskæftiges med det heromhandlede arbejde.

Pligten til at lade sig underkaste helbredskontrol og dermed til at præstere tilfredsstillende helbredsattest omfatter også de kontrollerende dyrlæger og tilsynsassistenter, men ikke de i bekendtgørelsens § 1, stk. 2, omhandlede personer.

Det bemærkes, at helbredskontrollen ikke omfatter personale på virksomheder, der kun er autoriseret til at slagte fjerkræ eller tilvirke konserves eller andre levnedsmidler af fjerkræ til salg på hjemmemarkedet eller til tredjelande.

B. Alle personer, der antages til at udføre arbejde som anført under A, skal inden 14 efter ansættelsen ved henvendelse til deres sædvanlige læge foranledige, at der til virksomheden afleveres en helbredsattest på en formular som vedlagte. Yderligere eksemplarer af formularen kan rekvireres af virksomheden fra veterinærdirektoratet. Virksomheden skal udfylde afsnit A. og pålægge den, der skal undersøges, at udfylde afsnit B. inden besøg hos lægen.

C. Personale, der allerede er ansat ved bekendtgørelsens ikrafttræden, skal ligeledes underkastes helbredskontrol. Med henblik på at sikre en praktisk afvikling af det tidligere ansatte personales helbredsundersøgelser vil virksomhederne modtage nærmere meddelelse fra veterinærdirektoratet om tilrettelæggelsen heraf.

D. Udgifterne til helbredsundersøgelser samt til embedslægernes medvirken, jfr. bekendtgørelsens § 4, skal afholdes af de autoriserede virksomheder, men det bemærkes, at landbrugsministeriet i henhold til § 1, stk. 1, i lov nr. 346 af 6. december 1961 om statens overtagelse af visse udgifter ved offentlig kontrol i forbindelse med udførsel af landbrugsprodukter vil lade afgiften afholde helt eller delvis af statskassen i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler for statens overtagelse af kontroludgifter.

Honoraret for helbredsundersøgelser er pr. undersøgelse fastsat til 11 kr. + tillæg efter de for statens honorarer gældende regler, for tiden 62 pct. + 292,4 pct. Totalbeløbet forhøjes eller nedsættes til nærmeste halve eller hele kronebeløb. Man skal henstille til virksomhederne, at de samtidig med udleveringen af attestformularen udleverer den pågældende en til vedkommende læge udstedt, krydset check på honorarbeløbet, hvis ikke anden betalingsform aftales med lægen. Eventuelt bør tillige særlig kvittering afgives.

Honoraret til embedslægen er fastsat til 3 kr. + tillæg efter de for statens honorarer gældende regler, for tiden 62 pct. + 292,4 pct., pr. ansat.

E. Som det fremgår af bekendtgørelsens § 2, vil de af vedkommende læge udfærdigede attester blive fremsendt til virksomheden gennem embedslægen, hvorefter virksomheden skal opbevare attesterne i et særligt arkiv. Opmærksomheden henledes på, at en ansat inden for et halvt år efter at vedkommende har forladt virksomheden har krav på, at attesten overføres til et nyt arbejdssted, der er autoriseret som anført under A. Forinden attesten kan indgå i det nye arbejdssteds arkiv, skal attesten forelægges embedslægen til påtegning.

F. Helbredskontrollen omfatter bl.a. bakteriologiske undersøgelser for de tarmbakterier, der kan fremkalde de i bekendtgørelsens § 3 omhandlede mave- og tarmsygdomme. De nævnte undersøgelser skal foretages af statens seruminstitut, og der skal derfor for hver person, der underkastes helbredskontrol, til instituttet indsendes en prøve af den pågældendes afføring. Prøven skal indsendes i særlige prøveglas, der emballeres i seruminstituttets standardemballage for fæcesprøver og vedlægges den ledsagende formular i udfyldt stand. Indsendelse skal foretages af undersøgte selv, medmindre virksomheden påtager sig indsendelsen. Såvel prøveglas med dertil hørende formular som standardemballage vil blive udleveret af den læge, der foretager den kliniske undersøgelse.

G. Virksomhederne har ansvaret for, at kun personer, der har tilfredsstillende helbredsattest, beskæftiges ved de under A., stk. 1, nævnte arbejder, og det er virksomhedernes pligt i medfør af bekendtgørelsens § 5 at foranledige lægeundersøgelse foretaget i de tilfælde, hvor der er rimelig grund til at formode, at en ved sådant arbejde beskæftiget person lider eller har lidt af en af de i bekendtgørelsens § 3 nævnte sygdomme.

Underskrift 1

Landbrugsministeriet, den 21. august 1973. P.M.V. Vald. Hornslet. /J. Madelung.

Versioner

  1. 1973-10-13 · til 1989-06-13