Cirkulære til overøvrighederne (Om tilsyn med værgemål)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1973/64@1973-05-08/da
Indhold
Ved justitsministeriets bekendtgørelse nr. 139 af 20. marts 1973 er værgebekendtgørelsens § 24 ændret, således at overøvrigheden efter den 1. april 1973 uden skifterettens (i København overformynderiets) samtykke kan tillade, at umyndiges kapital i eller uden for overformynderiet bruges helt eller delvis.
Overøvrigheden bør herefter ikke indhente skifterettens eller overformynderiets udtalelse i sager om kapitalforbrug. Dette gælder også i tilfælde, hvor kapitalen er båndlagt. Heller ikke i andre sager om tilsyn med værgemål, herunder sager om erstatning, køb og salg af fast ejendom, gældsstiftelse, tilladelse til at udøve næring eller anden virksomhed og opsigelse af lejemål, bør der indhentes udtalelse fra skifteretten eller overformynderiet. Kun hvor ganske særlige omstændigheder foreligger, kan det undtagelsesvis være rimeligt at indhente skifterettens udtalelse, f.eks. hvis sagen har tilknytning til et bo, der er under behandling.
Hvis værgemålsregnskabet eller en ny oversigt over den umyndiges konto har betydning for afgørelsen af sagen, kan dette materiale rekvireres fra overformynderiet. Overformynderiets udtalelse bør ikke indhentes. Hvis der er særlige vanskeligheder med forståelsen af værgemålsregnskabet, kan disse i almindelighed ordnes telefonisk.
Såfremt sager om tilsyn med værgemål ikke kan afgøres på grundlag af den modtagne henvendelse, bør overøvrigheden selv søge de nødvendige oplysninger tilvejebragt direkte fra parterne. Sagerne må ikke sendes til politiet med henblik på afhøring til politirapport. Til ansøgninger om tilladelse til forbrug af umyndiges kapital er der udarbejdet en særlig blanket (Statens trykningskontor nr. Ju. 97).
Overøvrighedens afgørelse meddeles direkte til parterne. Skifteretten skal normalt ikke have genpart af afgørelsen.
Justitsministeriets cirkulære nr. 32 af 12. marts 1930 ophæves.
Underskrift 1
JUSTITSMINISTERIET, DEN 30. MARTS 1973. K. Axel Nielsen /M.-L. Andreasen.