Cirkulære om ændring af ligningsdirektoratets cirkulære af 9. januar 1967 om vurdering m.v. af ejerlejligheder.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1973/73@1973-05-08/da
Indhold
Efter at den hidtidige praksis for ansættelse af grundværdien for ejerlejligheder, der er oprettet i henhold til lov nr. 199 af 8. juni 1966 om ejerlejligheder, ved højesterets domme af 12. januar 1973 er blevet underkendt, meddeles herved følgende anvisninger, der er godkendt af ligningsrådet, til afløsning af punkt 3 b i ligningsdirektoratets cirkulære nr. 4 af 9. januar 1967 om vurdering m.v. af ejerlejligheder:
3 b. Grundværdien for den enkelte ejerlejlighed ansættes således:
For den ejendom, der er opdelt i ejerlejligheder - "ejerlejlighedsmoderejendommen" - fastsættes på grundlag af ejendommens grundareal ifølge matriklen en grundværdi efter samme regler som for andre ejendomme i det pågældende kvarter, jfr. vurderingslovens §§ 13 og 16. Denne grundværdi anføres i bemærkningsrubrikken i henholdsvis vurderingsskema og vurderingsfortegnelse for ejerlejlighedsmoderejendommen, der er markeret med benyttelseskode 20.
Den således fastsatte grundværdi fordeles derefter på ejerlejlighederne i ejendommen.
Vurderingsrådet vil i almindelighed kunne fordele den for moderejendommen fastsatte grundværdi forholdsmæssigt på alle ejerlejlighederne i ejendommen efter fordelingstallene i henhold til ejerlejlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt. Der skal i så fald ved fordelingen ikke tages hensyn til andre forhold end fordelingstallet, således ejheller til benyttelsen af ejerlejligheden.
For ejerlejligheder, for hvilke fordelingstal ikke er fastsat, anses ejerlejlighederne i henhold til ejerlejlighedslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., for ligestillede. Grundværdien fordeles i så fald ligeligt på samtlige ejerlejligheder.
Hvor disse regler undtagelsesvis må anses for uanvendelige som grundlag for fordeling af den for hele ejendommen fastsatte grundværdi, fordi en sådan fordeling vil føre til åbenbart urimelige resultater, må vurderingsrådet foretage fordeling af den fastsatte grundværdi med støtte i andre forhold. Heraf må særligt nævnes størrelsen af ejerlejlighedens areal, beliggenhed i ejendommen og benyttelse. Hvor der ved grundværdiens fordeling er taget vejledning i andre forhold end fordelingstallet, anføres dette i bemærkningsrubrikken på vurderingsskemaets bagside.
Underskrift 1
Statens ligningsdirektorat, den 28. februar 1973. Thorkild Hove. /A. Bernth Pedersen.