Cirkulære om skolevejledere i folkeskolen (Til alle amtsråd, kommunalbestyrelser, skolekommissioner, fælleslærerråd, skolenævn, lærerråd og skoleledere uden for København)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1976/87@1976-08-11/da
Indhold
Med henblik på løsningen af de opgaver vedrørende uddannelses- og erhvervsorientering, rådgivning og vejledning m.v., som påhviler skolerne efter den nye folkeskolelovs § 6, § 9, § 11 og § 33 er der med Danmarks Lærerforening truffet aftale om en timereduktionsordning for lærere, der virker som skolevejledere ved de enkelte skoler. Der henvises herom til det samtidig udsendte cirkulære om ændring af tjenestetidsaftalen for folkeskolens tjenestemænd.
Det er herved forudsat, at der ved hver skole, der omfatter 7. eller højere klassetrin, udpeges een eller eventuelt to lærere til at varetage hvervet som skolevejleder (rådgivningslærer) ved skolen. Ordningen gennemføres fra den 1. august 1976.
For skoler, der omfatter 7., men ikke højere klassetrin, afgør kommunalbestyrelsen efter indstilling fra skolekommissionen, om skolevejlederopgaverne skal varetages af en lærer ved den pågældende skole eller af skolevejlederen (skolevejlederne) ved den eller de skole(r), som eleverne overflyttes til efter 7. klassetrin.
Hvervet som skolevejleder indgår i den almindelige fordeling af arbejdet mellem lærerne, der skal godkendes af skolenævnet,jfr. skolestyrelseslovens § 27, stk. 5. Det forudsættes, at skolevejledere enten har gennemgået kursus i skolevejledning ved Danmarks Lærerhøjskole eller Statens pædagogiske forsøgs center eller har forpligtet sig til at gennemgå de kurser, der måtte blive tilbudt dem. Med henblik herpå bør kommunalbestyrelsen orienteres om, hvilke lærere der udpeges til hvervet som skolevejleder.
De opgaver, skolevejlederne skal varetage, er følgende:
a) at bistå klasselærere og andre lærere ved tilrettelæggelsen af undervisningen i uddannelses- og erhvervsorientering , herunder navnlig ved fremskaffelse af egnet materiale, samt i begrænset omfang at medvirke ved undervisningens gennemførelse;
b) at bistå ved tilrettelæggelsen og eventuelt gennemførelsen af undervisning i valgfaget arbejdskendskab, for så vidt skolevejlederen ikke selv varetager denne undervisning;
c) at forestå planlægningen af elevernes besøg og praktikophold i virksomheder og institutioner og andre arrangementer i tilknytning til den under a) og b) nævnte undervisning samt at formidle elevernes deltagelse i kursus i andre skoleformer;
d) at bistå ved tilrettelæggelsen og i begrænset omfang ved gennemførelsen af den almindelige forældreorientering om skolernes undervisningstilbud;
e) at bistå ved den individuelle rådgivning og vejledning om valg af fag og kurser og om fortsat skolegang og uddannelse, når der fremsættes ønske herom; og
f) at medvirke ved formidling af erhvervsmæssig uddannelse eller beskæftigelse, når der søges om tilladelse for en elev til at opfylde undervisningspligten på denne måde.
Det forudsættes herved, at det påhviler klasselærerne at varetage den almindelige forældreorientering, jfr. d), og den individuelle rådgivning og vejledning, Jfr. e), og at de administrative opgaver i forbindelse med skolens tilbud om fag og kurser, holddannelse m.v. varetages af skolens ledelse i samarbejde med de enkelte lærere, herunder skolevejlederen.
Skolevejlederne udfører deres arbejde under ansvar over for skolens leder og varetager efter nærmere aftale med denne skolens kontakt med skolevæsenets konsulent for uddannelses- og erhvervsorientering, den offentlige erhvervsvejledning m.fl. Det forudsættes endvidere, at skolevejlederne, for så vidt angår de under e) og f) nævnte opgaver, kan indgå i et uformelt samarbejde med den skolepsykologiske rådgivning og de til denne knyttede kuratorer og socialrådgivere, når det drejer sig om elever, der har behov for særlig hensyntagen eller støtte.
Underskrift 1
Undervisningsministeriet, den 8. april 1976. Ritt Bjerregaard /Henrik Helsted