Gelex

Cirkulære om de indsattes adgang til tandbehandling og tandeftersyn. (* 1).

OphævetVersion 1978-10-27fra 1978-10-27 til 2003-10-28
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1978/141@1978-10-27/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.

I henhold til § 9, stk. 5, i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 423 af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf fastsættes følgende regler om de indsattes adgang til tandbehandling og tandeftersyn.

§ 1.

Stk. 1. De indsatte har adgang til akut tandbehandling, supplerende tandbehandling og tandeftersyn.

Stk. 2. Ved akut tandbehandling forstås behandling som følge af infektiøse tilstande i tænder og mundhule, blødninger efter kirurgiske indgreb, smertetilstand eller traumatiske tandskader eller skader på protese, der kræver øjeblikkelig behandling. Akut tandbehandling omfatter endvidere tandbehandling, som institutionens læge ved henvisning til tandlægen finder påkrævet som led i behandling af ikke-odontologiske sygdomstilstande.

Stk. 3. Ved supplerende tandbehandling forstås behandling, der efter tandlægens skøn er påkrævet uden at være omfattet af stk. 2.

§ 2.

Stk. 1. Indsatte, der har behov for akut tandlægebehandling, skal snarest muligt have adgang til undersøgelse og behandling. For indsatte i arresthusene skal der foreligge henvisning fra arresthuslægen, medmindre det er åbenbart, at akut tandbehandling er påkrævet.

Stk. 2. Udgiften afholdes af institutionen i det omfang, udgiften ikke afholdes af den offentlige sygesikring.

§ 3.

Stk. 1. Indsatte i kriminalforsorgens anstalter tilbydes supplerende tandbehandling.

Stk. 2. Indsatte i arresthusene tilbydes supplerende tandbehandling, såfremt det anbefales af arresthuslægen og særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.

Stk. 3. I det omfang, udgiften ikke afholdes af den offentlige sygesikring, afholdes udgiften af den indsatte, dog højst 1/6 af den samlede udgift. Den resterende del af udgiften afholdes af institutionen.

Stk. 4. Merudgifter til proteser i ekstraudførelse samt udgifter til guldindlæg, guldkroner, stifttænder og jacketkroner afholdes af den indsatte.

Stk. 5. Udgifter til helproteser og lignende kan afholdes af institutionen, såfremt omstændighederne i det enkelte tilfælde taler derfor.

§ 4.

Stk. 1. Udgiften til lokalbedøvelse efter tandlægens skøn afholdes af institutionen i det omfang, udgiften ikke afholdes af den offentlige sygesikring.

§ 5.

Stk. 1. Indsatte i kriminalforsorgens anstalter, for hvem opholdstiden må påregnes at blive på 3 måneder eller derover, tilbydes tandeftersyn første gang umiddelbart efter indsættelsen og derefter med et halvt års mellemrum. Har den indsatte gennemgået tandeftersyn inden for det sidste halve år, udsættes tilbuddet om det første tandeftersyn dog i almindelighed, indtil der er forløbet et halvt år efter sidste eftersyn.

Stk. 2. Indsatte i Københavns fængsler tilbydes tandeftersyn efter 3 måneders ophold og derefter med et halvt års mellemrum.

Stk. 3. Indsatte i arresthusene tilbydes tandeftersyn efter reglen i stk. 2, såfremt det anbefales af arresthuslægen, og særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor.

Stk. 4. Udgiften afholdes af institutionen i det omfang, udgiften ikke afholdes af den offentlige sygesikring.

§ 6.

Stk. 1. Tandbehandling og tandeftersyn foretages af institutionens tandlæge eller af en privat praktiserende tandlæge efter institutionens nærmere bestemmelse.

§ 7.

Stk. 1. Om tandbehandling og tandeftersyn af indsatte i kriminalforsorgens anstalter foretages notat i tandlægejournalen.

§ 8.

Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 1. oktober 1978.

Stk. 2. Samtidig ophæves: Direktoratets cirkulærskrivelse af 10. maj 1946 angående tandbehandling af de i arresthusene hensiddende fanger. Justitsministeriets cirkulærskrivelse af 6. august 1958 angående tandbehandling af indsatte i statsfængsel og særfængsel. Justitsministeriets cirkulærskrivelse af 1. april 1970 om tandeftersyn. JUSTITSMINISTERIET, DIREKTORATET FOR KRIMINALFORSORGEN, DEN 23. AUGUST 1978. H. H. BRYDENSHOLT /J. Waagensen (Til kriminalforsorgens anstalter og arresthusene).

Versioner

  1. 1978-10-27 · til 2003-10-28