Gelex

Cirkulære om politiets virksomhed i forbindelse med tvangsindlæggelse af sindssyge.

GældendeVersion 1978-10-27
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1978/146@1978-10-27/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
  2. Underskrift 1

Efter forhandling med indenrigsministeriet, socialministeriet, Københavns og Frederiksberg kommuner samt Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark bestemmer justitsministeriet i tilslutning til ministeriets cirkulære nr. 133 af 28. juni 1938 følgende om politiets virksomhed i forbindelse med tvangsindlæggelser i medfør af loven om sindssyge personers hospitalsophold:

§ 1.

Stk. 1. Når det påhviler politiet at tilkalde læge med henblik på undersøgelse af en formodet sindssyg, skal der så vidt muligt rettes henvendelse til den alment praktiserende læge, som patienten sædvanligvis benytter, dennes stedfortræder eller lægevagten i området. Embedslægen kan tilkaldes, hvis det ikke er muligt at komme i forbindelse med en af de nævnte læger inden for en rimelig tid, eller det af andre grunde undtagelsesvis skønnes at være mest hensigtsmæssigt.

§ 2.

Stk. 1. Befordring af patienten skal ske på den efter forholdene billigste, forsvarlige måde. Hvis det skønnes at være mest hensigtsmæssigt, kan politiets biler benyttes.

§ 3.

Stk. 1. Regninger på udgifter, der er afholdt i forbindelse med undersøgelsen og den eventuelle tvangsindlæggelse af patienten, skal sendes til det sociale udvalg i patientens opholdskommune.

Stk. 2. En praktiserende læges honorar for bistand til patienter, der er omfattet af sygesikringens gruppe 1, afregner lægen dog direkte med den offentlige sygesikring efter reglerne i loven herom. Ved bistand til patienter, der er omfattet af gruppe 2, afregner lægen den offentlige sygesikrings tilskud direkte med sygesikringen og sender derpå regningen med fradrag af tilskuddet til det sociale udvalg i opholdskommunen.

Stk. 3. Politiets udgifter i forbindelse med udbetaling af time- og dagpenge til polititjenestemænd og kørsel med politiets køretøjer skal ikke søges refunderet.

§ 4.

Stk. 1. Kan det ikke umiddelbart oplyses, hvilken kommune der er patientens opholdskommune, eller har han ingen opholdskommune her i landet, skal regninger sendes til den politikreds, der har ydet bistand ved tvangsindlæggelsen. Politiet søger herefter, i det omfang det er praktisk muligt, at få regningerne refunderet hos f. eks. den offentlige sygesikring, det sociale udvalg i patientens opholdskommune, sygehusvæsenet, patienten selv eller hans private sygeforsikring.

§ 5.

Stk. 1. Det sociale udvalg i patientens opholdskommune godtgør udgifter til befordring af patienten til alment praktiserende læge eller speciallæge i de særlige tilfælde, hvor reglerne i loven om offentlig sygesikring giver hjemmel til det.

Stk. 2. Udvalget undersøger endvidere, om udgifter i forbindelse med befordring af patienten til sygehus kan refunderes efter reglerne i loven om sygehusvæsenet, samt om patienten har midler til selv at afholde de resterende udgifter, herunder om han har tegnet en privat sygeforsikring. I givet fald anmoder det sociale udvalg sygehusvæsenet, patienten selv eller sygeforsikringen om at betale.

Stk. 3. Dækkes udgifterne i forbindelse med tvangsindlæggelsen ikke fuldstændigt, yder det sociale udvalg hjælp i det omfang, dette kan ske efter reglerne i loven om social bistand.

§ 6.

Stk. 1. Hvis udgifterne ifølge de regninger, der er indsendt til det sociale udvalg i patientens opholdskommune, ikke bliver dækket fuldt ud, fremsender udvalget regningerne og en opgørelse over de beløb, der ikke er betalt, til den politikreds, der har ydet bistand ved tvangsindlæggelsen.

Stk. 2. Politiet afholder de udgifter i forbindelse med undersøgelsen og den eventuelle tvangsindlæggelse, som det ikke er lykkedes at få godtgjort andetsteds. Udgifterne afholdes på konto § 18.2.31.12. Forskellige udgifter.

§ 7.

Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 1. oktober 1978.

Stk. 2. Samtidig ophæves justitsministeriets cirkulære nr. 130 af 4. juli 1964.

Underskrift 1

Justitsministeriet, den 29. august 1978. Erling Jensen / Lundbæk Andersen (Til politiet og kommunalbestyrelserne).

Versioner

  1. 1978-10-27