Gelex

Cirkulære om arbejdstid og arbejdspenge for indsatte, der beskæftiges ved kriminalforsorgens foranstaltning. (* 1)

OphævetVersion 1978-11-20fra 1978-11-20 til 1996-07-01
Karakter B

afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1978/162@1978-11-20/da

Indhold
  1. Indledning
    1. § 1.
    2. § 2.
    3. § 3.
    4. § 4.
    5. § 5.
    6. § 6.
    7. § 7.
    8. § 8.
    9. § 9.
    10. § 10.
    11. § 11.
    12. § 12.
    13. § 13.
  2. Underskrift 1

I henhold til § 15, stk. 1, i justitsministeriets bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf og § 13 i justitsministeriets bekendtgørelse af 12. september 1978 om ophold i varetægtsfængsel fastsættes følgende regler om arbejdstid og arbejdspenge for indsatte, der beskæftiges ved kriminalforsorgens foranstaltning:

§ 1.

Stk. 1. Arbejdstiden henlægges normalt til ugens 5 første dage.

Stk. 2. Der er normalt frihed for beskæftigelse på søgnehelligdage og om eftermiddagen 1. maj, grundlovsdag og juleaftensdag.

§ 2.

Stk. 1. For beskæftigelse ydes normal timeløn, medmindre akkord anvendes.

Stk. 2. Udvises der ikke passende flid, ydes nedsat timeløn.

Stk. 3. Satserne for akkordarbejde fastsættes således, at der ved normal arbejdsindsats kan opnås en fortjeneste, der svarer til normal timeløn for arbejde af samme art.

§ 3.

Stk. 1. Timelønnen og de i dette cirkulære nævnte tillæg m.v. dyrtidsreguleres efter særlige regler.

§ 4.

Stk. 1. For særligt kvalificeret arbejde kan der ydes et kvalifikationstillæg til timelønnen.

§ 5.

Stk. 1. For nødvendigt arbejde, der udføres mellem kl. 22 og kl. 6 og på lørdage, søn- og helligdage samt halve fridage, ydes et ulempetillæg pr. time.

§ 6.

Stk. 1. For nødvendigt arbejde ud over den daglige arbejdstid, som er fastsat for hvert arbejdsområde, ydes et overarbejdstillæg, der fastsættes som et procenttillæg til arbejdspengene.

§ 7.

Stk. 1. For hver søgnehelligdag, der falder på normale arbejdsdage, jf. § 1, ydes et søgnehelligdagstillæg. På halve fridage ydes halvdelen af beløbet.

Stk. 2. Tillægget ydes ikke, såfremt den pågældende er frakendt retten til arbejdspenge.

§ 8.

Stk. 1. Ved midlertidigt fravær fra beskæftigelse efter institutionens bestemmelse eller af andre særlige grunde ydes godtgørelse svarende til normal timeløn. Ved fravær fra akkordlønnet arbejde ydes kun godtgørelse, såfremt fraværet er 1 time og derover.

Stk. 2. Til varetægtsarrestanter ydes dog ikke godtgørelse ved fravær som følge af fremstilling i retten, afhøring hos politiet eller lignende.

§ 9.

Stk. 1. Til personer, der udstår fængsel, ydes et løsladelsesbeløb for hver opholdsdag i tiden fra datoen for anbringelse i fuldbyrdelsesanstalt i henhold til rpl. § 777 eller datoen for fuldbyrdelsesordre (bestemmelse om genindsættelse) til og med løsladelsesdagen.

Stk. 2. Har vedkommende været varetægtsfængslet umiddelbart forud for overførslen til fuldbyrdelsesanstalt eller datoen for fuldbyrdelsesordre, medregnes tillige opholdsdage i varetægtsfængsel (arresthus) fra det tidspunkt, hvor der er forløbet 3 måneder fra varetægtsfængslingen.

§ 10.

Stk. 1. Til personer, der udstår fængsel, ydes ved indsættelsen i kriminalforsorgens anstalter (bortset fra Københavns fængsler) forskudsvis et beløb til køb af nydelsesmidler m.v. Tilsvarende gælder for personer, der skal udstå fængsel i arresthus (Københavns fængsler).

Stk. 2. Til andre personer kan der ved indsættelsen forskudsvis ydes et mindre beløb til køb af nydelsesmidler m.v.

§ 11.

Stk. 1. Arbejdspenge udbetales ugevis bagud. Uden den indsattes samtykke kan der ikke tilbageholdes mere end 50 procent af arbejdspengene til betaling af forskudsbeløb i henhold til § 10, stk. 2, og af erstatning eller bøder, der er pålagt af institutionen.

§ 12.

Stk. 1. Løsladelsesbeløbet opgøres og udbetales i forbindelse med løsladelsen. I beløbet fradrages forskudsbeløb i henhold til § 10, stk. 1, og eventuelle ikke betalte erstatningsbeløb eller bøder, der er pålagt af institutionen.

Stk. 2. Ved opgørelsen i henhold til § 9, stk. 1, medregnes ikke opholdsdage, der ligger forud for den 2. juli 1973.

Stk. 3. Ved opgørelsen i henhold til § 9, stk. 2, medregnes ikke opholdsdage, der ligger forud for den 1. oktober 1978.

§ 13.

Stk. 1. Cirkulæret træder i kraft den 1. oktober 1978.

Stk. 2. Samtidig ophæves: Direktoratets cirkulære nr. 142 af 26. juni 1973 om arbejstid og arbejdspenge for indsatte, der beskæftiges ved kriminalforsorgens foranstaltning. Direktoratets cirkulære af 26. juni 1973 om arbejdspenge og dagpenge til varetægtsfængslede.

Underskrift 1

Direktoratet for kriminalforsorgen, den 13. september 1978. H. H. Brydensholt /J. Waagensen (Til kriminalforsorgens anstalter og arresthusene).

Versioner

  1. 1978-11-20 · til 1996-07-01