Cirkulære om ændringer i ligningsloven
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1978/30@1978-06-24/da
Indhold
Hermed fremsendes eksemplarer af lovbekendtgørelse nr. 63 af 16. februar 1978 om påligningen af indkomst- og formueskat til staten. Lovbekendtgørelsen afløser lovbekendtgørelse nr. 500 af 16. september 1977.
I den nye lovbekendtgørelse er indarbejdet de ændringer af ligningsloven, der er sket ved lov nr. 281 af 8. juni 1977 (skattestyrelsesloven), lov nr. 607 af 14. december 1977 samt ved lov nr. 633 af 21. december 1977 (ændringslove).
Ved de pågældende love er §§ 31, 31A, 32B og 32C ophævet, §§ 8B, 8C og 15I ændret samt som ny § indføjet § 15K, hvorfor der redegøres i det følgende.
1. §§ 31, 31A, 32B og 32C er fra og med indkomståret 1978 ophævet ved skattestyrelsesloven, lov nr. 281 af 8. juni 1977, § 39, stk. 4, nr. 6. Bestemmelserne på området findes nu i det omfang, de er opretholdt, i skattestyrelsesloven.
2. Bestemmelserne i §§ 8B og 8C om forsøgs- og forskningsudgifter samt tilslutningsafgifter er ændret ved lov nr. 607 af 14. december 1977.
Der er herved som omhandlet i den ændrede § 8B givet den skattepligtige frit valg mellem at fradrage udgifter til forsøgsog forskningsvirksomhed på en gang eller afskrive udgifterne over en fem-årig periode. Det samme gælder for tilslutningsafgifter som omhandlet i den ændrede § 8C.
De ændrede regler har virkning for udgifter, der er afholdt i indkomståret 1977 eller senere indkomstår.
For udgifter til efterforskning efter råstoffer er de hidtidige regler opretholdt alene med nogle mindre ændringer af redaktionel karakter.
Der henvises i øvrigt til skattedepartementets cirkulære nr. 162 af 4. juli 1973 bl.a. om bestemmelserne i §§ 8B og 8C, og til statsskattedirektoratets cirkulære nr. 440 af 10. december 1975 om fradrag af tilslutningsafgifter (ligningslovens § 8C).
3. Ved lov nr. 633 af 21. december 1977 er der ved indføjelse af ny § 15K og ændring af § 15I givet regler om fradrag for udgifter til isolering af ejerboliger. Fradrag vil kunne indrømmes første gang ved indkomstopgørelsen for 1978.
Særskilte cirkulærer af hhv. 27. december 1977 og 13. januar 1978 om disse regler er udsendt til kommunerne.
Underskrift 1
Skattedepartementet, den 20. februar 1978. HANS P. GØTRIK. / O. Skau Wogensen.