Cirkulære om restaurations- og hotelloven. (Til kommunalbestyrelserne, politimestrene og landsbevillingsnævnet)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1978/73@1978-10-06/da
Hermed fremsendes et antal eksemplarer af lov nr. 140 af 29. marts 1978 om ændring af lov om restaurations- og hotelvirksomhed m. v. tilligemed et antal eksemplarer af handelsministeriets lovbekendtgørelse nr. 141 af 30. marts 1978, hvorved restaurations- og hotelloven bekendtgøres med de ændringer, der følger af lov nr. 507 af 29. november 1972 og ovennævnte lov nr. 140 af 29. marts 1978, der træder i kraft den 1. maj 1978.
Den seneste lovændring er gennemført på foranledning af den kritik, der fra forskellig side har været fremsat mod restaurations- og hotelloven siden dens ikrafttræden den 1. april 1970. Særlig er taget til orde for at styrke kommunernes indflydelse på beslutninger om bevillingsmeddelelse samt for at øge mulighederne for herved at tage samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige og dermed sammenhængende hensyn.
I det følgende redegøres for retstilstanden efter den nye lov, idet man har fundet anledning til samtidig at fremhæve, hvorledes bestemmelser, der ikke er ændret, efter handelsministeriets opfattelse rettest bør administreres, når henses til de intentioner på området, som den seneste lovændring er udtryk for.
Ændringer, der alene er af redaktionel karakter, vil ikke blive omtalt.
KOMMUNALBESTYRELSENS KOMPETENCE.
§ 11.
Stk. 1. Af den nye formulering af paragraffens stk. 1, 3. punktum, fremgår, at alkoholbevillinger fortsat gælder for et tidsrum af 8 år, men efter omstændighederne nu kan begrænses og betinges af kommunalbestyrelsen. Efter den gældende lov kunne kommunalbestyrelserne kun foretage en tidsmæssig begrænsning i bevillingen enten til 4 år, d.v.s. halvdelen af den almindelige gyldighedsperiode, eller til vinter- eller sommerhalvår. Alle andre begrænsninger og betingelser skulle meddeles af landsbevillingsnævnet efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsens kompetence på dette område er således udvidet. Det sker tit, at en alkoholbevilling ønskes begrænset til kun at give adgang til servering af øl - bevillingsansøgeren er ikke sjældent selv interesseret i en sådan serveringsbegrænsning - og kommunalbestyrelsen kan nu på egen hånd foretage en sådan begrænsning. Tilsvarende gælder for så vidt angår begrænsning af bevillinger til servering i klubber og foreninger, jfr. nedenfor ad § 14, stk. 3, litra e). Endvidere kan en kommunalbestyrelse selv betinge en bevilling til servering af stærke drikke af f. eks. en samtidig mulighed for servering af madvarer, ligesom fornyelse af bevilling kan betinges af, at restaurationens standard højnes. Ved udøvelsen af kommunalbestyrelsernes adgang til at begrænse og betinge bevillinger bør det nøje påses, at der ikke opstilles begrænsninger eller betingelser, der ikke kan motiveres af de hensyn, loven skal varetage, jfr. ordlyden af lovens § 14, stk. 3. Man gør i denne forbindelse opmærksom på, at selv om der på denne måde er åbnet adgang til i særlige tilfælde at give en bevilling for en kortere periode, er bevillingernes tidsmæssige gyldighed principielt fortsat 8 år, hvorfor der, bl. a. under hensyn til de ofte store udgifter, der er forbundet med virksomhedernes etablering, kun i undtagelsestilfælde bør gøres brud på dette princip. Er der i kommunen nedsat bevillingsnævn, vil dets afslag på en bevilling efter den ændrede formulering af paragraffens 3. stk. kunne indbringes for kommunalbestyrelsen, der derved får det endelige ansvar for et afslag. ANKE TIL LANDSBEVILLINGSNÆVNET.
§ 13.
Stk. 1. Bestemmelsen om indbringelse af den lokale bevillingsmyndigheds afslag på ansøgninger om alkoholbevilling for landsbevillingsnævnet er ændret, og en ny bestemmelse i lovens § 13, stk. 2, begrænser landsbevillingsnævnets kompetence til ved simpelt flertal at ændre det indbragte afslag. Mens et bevillingsnævns afslag på en bevillingsansøgning efter 1970-loven umiddelbart kunne indankes for landsbevillingsnævnet, er det nu, jfr. foran om § 11, stk. 3, bestemt, at afslaget, forinden sagen kan forelægges for landsbevillingsnævnet, skal indbringes for kommunalbestyrelsen, i København den samlede magistrat. Først når denne har fastholdt afslaget, kan dette af bevillingsansøgeren indbringes for landsbevillingsnævnet. Motiveringen for denne ændring er ønsket om at tillægge den lokale bevillingsmyndigheds afgørelse mere vægt, idet bestemmelsen i § 11, stk. 3, må ses i sammenhæng med § 13, stk. 2, hvorefter afgørelse i en bevillingssag, der er truffet af en kommunalbestyrelse med alle de tilstedeværendes stemmer, i København med den samlede magistrats stemmer, kun kan ændres af landsbevillingsnævnet ved en afgørelse, hvorom samtlige nævnsmedlemmer er enige. Den ændrede formulering af paragraffens 3. stk. udelukker ikke, at landsbevillingsnævnet ved sine kendelser, jfr. § 11, stk. 2, begrænser eller betinger bevillingerne eller ophæver eller omgør de af kommunalbestyrelserne fastsatte vilkår. RETNINGSLINIER FOR BEHANDLING AF BEVILLINGS SAGER.
§ 14.
Stk. 1. I det nyindsatte 3. stk. i paragraffen er det udtalt, at samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige og dermed sammenhængende hensyn skal iagttages ved behandlingen af ansøgninger om alkoholbevilling, og at handelsministeren fastsætter retningslinjer for, hvorledes disse hensyn kan tilgodeses ved bevillingsmyndighedernes vurdering af de i de følgende litra a) - e) omhandlede forhold. I henhold til denne bemyndigelse skal kommunalbestyrelserne, respektive bevillingsnævnene og landsbevillingsnævnet, herefter ved behandlingen af ansøgninger om alkoholbevilling, udover at påse at de lovbestemte betingelser er opfyldt, iagttage følgende: a) Ved siden af en vurdering af ansøgerens tidligere vandel, jfr. lovens § 14, stk. 1, nr. 4, skal der foretages en almindelig bedømmelse af ansøgerens nuværende forhold for så vidt muligt at sikre, at ansøgeren vil være egnet til at drive en restaurationsvirksomhed på betryggende måde. Ansøgeren skal således have forretningsmæssig indsigt, hvilket f. eks. kan sandsynliggøres ved oplysninger om tidligere erhvervsvirksomhed, hvorimod et egentlig krav om, at ansøgeren er uddannet inden for restaurations- eller hotelfaget, ikke kan stilles. En uddannelse inden for faget, herunder også deltagelse i et af branchen eller myndighederne etableret kursus, kan dog betragtes som en positiv kvalifikation. b) Af stor betydning er bedømmelsen af ansøgerens økonomiske forhold. Det må således gennem politirapportens oplysninger om ansøgerens personlige forhold og de til sagen i øvrigt knyttede dokumenter godtgøres, at den pågældende restaurationsvirksomhed skal drives for ansøgerens egen regning og risiko, og bevillingsmyndigheden må nøje gennemgå investerings- og finansieringsplanen samt driftsbudgettet for ansøgerens påtænkte virksomhed for derigennem at sikre sig, at der er tilstrækkelig kapital, herunder egenkapital, til at restaurationsvirksomheden kan drives på betryggende måde. Finder bevillingsmyndigheden, at den til vurderingen af de foran nævnte forhold har behov for råd og vejledning af faglig art, vil den kunne rette henvendelse til restaurationsbranchens hovedorganisationer eller den lokale brancheforening. c) Restaurationsvirksomheden må have en sådan indretning og karakter, at den tilfredsstiller de krav, der naturligt må stilles til en virksomhed med servering af stærke drikke. Tendensen i de senere år til etablering af nye serveringssteder i mindre lokaliteter, ofte ledige detailforretninger, må søges imødegået ved en skærpelse af kravet til restaurationers størrelse. Man henleder i øvrigt opmærksomheden på den mulighed, der består for en højnelse af restaurationsmiljøet, ved at bevilling til servering af stærke drikke fremtidig betinges af samtidig mulighed for madservering. Der må lægges vægt på fornøden kommunikation mellem en kommunes forskellige afdelinger, der behandler spørgsmål i forbindelse med etablering af restaurationsvirksomhed, således at det bl. a. sikres, at foreløbig byggetilladelse omfattende restaurationslokaler kun gives i forståelse med den kommunale myndighed, der meddeler alkoholbevillinger. For en sikkerheds skyld bør der i en sådan foreløbig byggetilladelse indsættes et udtrykkeligt forbehold om, at der ikke med denne er taget stilling til, hvorvidt en eventuel ansøgning om tilladelse til servering af stærke drikke vil kunne imødekommes, men at denne skal søges særskilt. Bevillingsmyndigheden må være opmærksom på de krav, der stilles til restaurationsvirksomheders indretning i handelsministeriets bekendtgørelse nr. 483 af 27. september 1974 om restaurations- og hotellokaler m. v. samt i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 369 af 27. juni 1974 om detailforhandling, herunder ved servering m. m., af levnedsmidler, kap. 4, og på den adgang, den lokale tilsynsmyndighed har til at tage spørgsmålet om restaurationslokalernes godkendelse op til fornyet behandling, såfremt virksomhedens karakter i væsentlig grad ændres, hvilket f. eks. vil være tilfældet, når en restauration, der hidtil har været drevet uden servering af stærke drikke, ønsker at opnå en sådan adgang. d) Ved behandlingen af ansøgninger om alkoholbevilling må bevillingsmyndigheden også anlægge byplanmæssige betragtninger, og handelsministeriet vil i denne forbindelse finde det rimeligt, at der for større bymæssige bebyggelser udarbejdes en plan vedrørende placering og fordeling af restaurationer i byens forskellige kvarterer. En sådan plan bør have karakter af en principiel retningslinie, hvorefter f. eks. et vist bycentrum forbeholdes en mere liberal praksis vedrørende meddelelse af alkoholbevillinger. For de omkring bycentret beliggende beboelses- og forretningskvarterer kan retningslinjen gå ud på, at der kun under særlige omstændigheder vil kunne forventes tilladelse til en nyoprettelse af restaurationsvirksomheder med servering af stærke drikke. Endelig vil planen kunne give udtryk for, at der i egentlige beboelseskvarterer, villakvarterer o. lign. kun kan forventes givet alkoholbevilling, når der foreligger særlige centre, supermarkeder o. lign., hvor det vil være naturligt at imødekomme et behov for etablering af servering af stærke drikke. e) Antallet af restaurationer med alkoholbevilling i kommunen eller dele af denne sammenholdt med beboerantallet vil kun kunne motivere afslag på ansøgninger om bevilling til nye restaurationer til servering af stærke drikke, hvis afslaget, begrundet i restaurationstætheden, kan underbygges med betragtninger, der sandsynliggør, at imødekommelse af en konkret ansøgning om alkoholbevilling er betænkelig ud fra ædruelighedsmæssige og dermed sammenhængende sociale og politimæssige hensyn. Disse hensyn vil i særdeleshed kunne motivere afslag på ansøgning om tilladelse til servering af stærke drikke på steder, hvor unge mennesker særlig holder til. Dette vil således være tilfældet, hvis serveringssted ønskes etableret i nærheden af skoler eller andre institutioner, der søges af unge. Ud fra samme hensyn må bevillingsmyndigheden være tilbageholdende med hensyn til at åbne adgang for servering af stærke drikke i klubhuse for idrætsforeninger, i sportshaller og i forsamlingshuse. Fremfor at give generelle alkoholbevillinger til sådanne foreninger m. v., hvori kommunen gennem forpagtningskontrakt eller på anden måde måske er økonomisk interesseret, bør bevillingsmyndigheden i almindelighed begrænse bevillingen til kun at give adgang til servering for den personkreds, der benytter vedkommende klubhus, idrætshal eller forsamlingshus, og kun til udskænkning af øl og bordvin. Eventuelt vil bevillingen kunne begrænses til alene at tage sigte på selskabelige sammenkomster o. lign. FRATAGELSE AF BEVILLINGER.
§ 18.
Stk. 1. Fremgangsmåden i stk. 1 for fratagelse af alkoholbevillinger er ændret. Motiveringen herfor er, at sager om fratagelse af bevillinger kun har været forelagt landsbevillingsnævnet i yderst få tilfælde. Årsagen hertil er formentlig, at den i den hidtidige lovbestemmelse anviste fremgangsmåde har været for kompliceret og proceduren følgelig for langvarig. Da de hensyn af bl. a. ædruelighedsmæssig karakter, der efter den nye lovs § 14, stk. 3, skal iagttages ved meddelelse af alkoholbevillinger, taler for, at det gøres lettere, end tilfældet var efter den hidtidige § 18, stk. 1, at tage bevillingen fra en bevillingshaver, er fremgangsmåden for bevillingsfratagelse blevet forenklet ved lovændringen. Man skal herefter over for politi- og bevillingsmyndighederne indskærpe, at det i den ændrede lovs § 18, stk. 1, hjemlede sanktionsmiddel bør bringes i anvendelse i alle tilfælde, hvor lovens betingelser herfor er til stede. Man skal særligt pege på, at fratagelse af bevilling bør komme på tale, hvor bevillingshaveren har gjort sig skyldig i gentagen overtrædelse af bestemmelsen i lovens § 29, stk. 1, om forbud mod servering af stærke drikke for mindreårige eller berusede. LEJLIGHEDSTILLADELSER.
§ 22.
Stk. 1. Det er af restaurationsbranchen gjort gældende, at der af forsamlingshuse, idrætshaller og tilsvarende lokaliteter påføres lokale restauratører en ubillig konkurrrence. Det er således anført, at der undertiden udvises en vis lemfældighed ved udstedelse af lejlighedstilladelse i henhold til lovens § 22, medens det også hævdes, at forsamlingshuse og lignende i betydeligt omfang anvendes til afholdelse af fester, som burde have udkrævet lejlighedstilladelse eller næringsbrev med tilhørende alkoholbevilling. På denne baggrund henledes politimestrenes opmærksomhed på, at forsamlingshuse og lignende lokaliteter ikke kan drives på erhvervsmæssig basis, jfr. herved også lovens § 1, stk. 2, uden at have de som følge heraf nødvendige adkomster. Samtidig finder man dog anledning til at gentage bemærkningerne i handelsministeriets cirkulære nr. 77 af 6. april 1970, pkt. 13. Lejlighedstilladelser. stk. 3: »Ved særlige lejligheder, der ikke har offentlig karakter, f. eks. fester, møder og lignende for en snæver kreds af personer, der har tilknytning til hinanden på særlig måde, og som normalt - hvis pladsforholdene tillod det - ville blive afholdt i hjemmet, vil der i almindelighed ikke være tale om en virksomhed, der omfattes af denne lovgivning, og servering af spise- og drikkevarer vil derfor i disse tilfælde kunne ske uden særlig tilladelse.« De situationer, der omhandles i de citerede bemærkninger, vil normalt være tilfælde, hvor vareindkøbet sker for regning den, der afholder festen, d.v.s. selskabsværten, og hvor forsamlingshusværten og den af ham antagne medhjælp alene vederlægges for udført arbejde, d.v.s. madlavning, servering, rengøring m. v. Leveres der derimod til en fast kuvertpris, vil der normalt være inkluderet en restauratørfortjeneste, og i sådanne situationer vil erhvervelse af adkomst overensstemmende med reglerne i § 1 og § 11 være nødvendig. Man gør opmærksom på, at det forudsættes, at lejlighedstilladelser som hidtil kun meddeles efter et vist samarbejde mellem politiet og de lokale kommunale myndigheder. Det forhold, at den før 1. april 1970 bestående hjemmel for kommunalbestyrelsen til at fastsætte almindeligt begrænsende regler for meddelse af lejlighedstilladelse - en hjemmel, der sjældent blev benyttet - blev ophævet ved restaurationsloven af 1970, har ikke gjort et sådant samarbejde unødvendigt. NATTILLADELSER.
§ 28.
Stk. 1. Ifølge denne § skal restaurationer og andre serveringssteder, hvortil der er offentlig adgang, være lukket i tiden fra kl. 24 til kl. 5, men politiet kan tillade, at et af kommunalbestyrelsen fastsat antal restaurationer har åbent også i dette tidsrum, dog længst til et af kommunalbestyrelsen fastsat tidspunkt. Der findes opgørelser for de enkelte politikredse, der viser store variationer med hensyn til nattilladelsernes omfang. I enkelte politikredse har kun 15-20 0/0 af restaurationerne tilladelse til forlænget åbningstid, medens i andre politikredse op til 70 0/0 af restaurationerne har nattilladelse. På denne baggrund finder man anledning til at pege på, at en liberal praksis med hensyn til meddelelse af nattilladelser kan være betænkelig vurderet ud fra ædrueligheds-, miljø- og samfundsmæssige synspunkter. Man gør iøvrigt opmærksom på, at tilladelser af denne art vil kunne begrænses til bestemte ugedage eller til at gælde for kortere tidsrum med mulighed for fornyelse. Tilladelserne er personlige, og ved afhændelse af en restauration vil det følgelig være nødvendigt at tage op til overvejelse, om tilladelse til forlænget åbningstid også bør meddeles den nye ejer. Man gør sluttelig opmærksom på, at politiets tilbagetagelse af en nattilladelse efter handelsministeriets erfaring undertiden anvendes som en straffesanktion overfor vedkommende bevillingshaver. En sådan fremgangsmåde er naturligvis fuldt berettiget i situationer, hvor fratagelsen støtter sig på misbrug, der har relation til nattilladelsens udnyttelse. Man finder dog grund til at fremhæve, at der i enkelte tilfælde har været forelagt handelsministeriet sager af denne art, hvor misbrugene vel har været særdeles grove, men samtidig af mere generel art, således at spørgsmålet om fratagelse af bevillingen snarere burde være kommet på tale. Handelsministeriets cirkulære nr. 45 af 4. marts 1974 om de synspunkter, der bør lægges til grund ved vurdering af, om alkoholbevilling bør gives, ophæves. HANDELSMINISTERIET DEN 26. APRIL 1978. Ivar Nørgaard /K. E. Eriksen