Gelex

Cirkulære om udvidet brug af deltidsbeskæftigelse (* 1) (Til samtlige ministerier m.v.)

OphævetVersion 1978-06-24fra 1978-06-24 til 2003-12-12
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1978/88@1978-06-24/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I finansministeriets cirkulæreskrivelse af 2l. januar 1977 vedrørende deltidsbeskæftigelse af ansatte i staten, folkeskolen og folkekirken blev der fastsat retningslinier for deltidsbeskæftigelse med henblik på at øge mulighederne inden for de givne aftalemæssige rammer. Det blev således fremhævet, at anmodninger fra ansatte om tjenestetidsnedsættelse med tilsvarende lønreduktion bør imødekommes, medmindre vægtige hensyn taler derimod. Det blev samtidig fastsat, at ansættelsesmyndigheden ved opslag af ledige stillinger skal anføre, hvis stillingerne kan besættes på deltid.

Forslag om oprettelse af stillinger til deltidsbeskæftigelse indsendes i henhold til cirkulæreskrivelsen til finansministeriet. Det bemærkes, at sådanne forslag, der ikke indebærer en aktivitetsudvidelse og derfor heller ikke merudgifter, efter en senere fastlagt ordning ikke skal forelægges finansudvalget, idet udvalget alene orienteres efterfølgende hvert kvartal om tilgangen i antallet af stillinger.

I de af regeringen i august-september 1977 førte forhandlinger med en række politiske partier, bl.a. om beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, var medtaget et forslag om at forstærke bestræbelserne for at øge antallet af beskæftigede ved brug af deltidsansættelse.

Det må derfor tillægges vægt, at myndighederne inden for cirkulæreskrivelsens retningslinier medvirker til, at deltidsbeskæftigelse kan etableres på lige fod med fuldtidsbeskæftigelse med det formål at opnå den bedst mulige udnyttelse af bestående ressourcer.

Såfremt ændret tilrettelæggelse af arbejdsopgaverne eller tilpasning af arbejdstidens placering må anses som nødvendige forudsætninger for, at ønsker om deltidsbeskæftigelse kan realiseres, forventes det, at myndighederne i videst muligt omfang bidrager til løsning heraf.

Endvidere instrueres myndighederne herved om at foretage en gennemgang af den samlede godkendte personaleramme med henblik på at konstatere eventuelle uudnyttede stillinger eller dele heraf, således at disse sammen med stillinger, som delvis frigøres ved myndighedens ændrede tilrettelæggelse og tilpasning som ovenfor nævnt, såfremt der er arbejdsmæssig begrundelse herfor, anvendes til nye beskæftigelser inden for de givne bevillingsmæssige rammer og i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der gælder for ændrede personalemæssige dispositioner, jfr. budgetvejledning 1975, pkt. 76.

Samtidig pålægges det de ansættende myndigheder ved opslag af ledige stillinger at angive, at besættelse af stillingen kan ske på deltid. Kun hvis konkrete særlige grunde forhindrer deltidsansættelse, kan nævnte angivelse i opslaget undlades.

Hensigten med dette cirkulære er at understrege, at der såvel for allerede ansatte som for nyansatte tilstræbes fuld ligestilling mellem deltidsbeskæftigelse og fuldtidsbeskæftigelse, medmindre konkret påviste hindringer stiller sig i vejen.

Vedrørende den nærmere gennemførelse skal det i overensstemmelse med henstillinger fra hovedorganisationerne tilrådes, at de enkelte styrelser i samarbejde med de lokale personalerepræsentanter og om fornødent tillige de respektive forhandlingsberettigede organisationer tilrettelægger ordningerne og foretager sådanne ændringer af bestående praksis, som er påkrævet for, at hensigten kan virkeliggøres.

Underskrift 1

Finansministeriet, den 25. maj 1978 P. M. V. K. J. Christensen /Mari-Jane Skovgaardé

Versioner

  1. 1978-06-24 · til 2003-12-12