Gelex

Cirkulære om hjælp i henhold til bistandsloven til behandling af talelidelser samt sværere tilfælde af ordblindhed og læsesvaghed

OphævetVersion 1978-10-13fra 1978-10-13 til 1991-12-11
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1978/97@1978-10-13/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I medfør af §§ 115-117 i lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social bistand opretholdes statens hidtidige forpligtelse efter forsorgsloven til at sørge for undervisning m.v. af talelidende, i det omfang de har behov for bistand på statens institutter for talelidende. I medfør af § 118 i nævnte lov fastsætter socialministeren retningslinier for behandling af talelidende, der foregår uden for en statsinstitution, når behandlingen sker efter henvisning fra statens taleinstitutter. Det samme gælder sværere tilfælde af ordblindhed og læsesvaghed. Endelig er der i medfør af bestemmelserne ved socialministeriets bekendtgørelse af 7. juni 1978 fastsat regler for underretning af tilfælde af talelidelser samt sværere tilfælde af ordblindhed og læsesvaghed. Bekendtgørelsen er trykt som bilag til dette cirkulære.

Der fastsættes herefter følgende retningslinier for forsorgen vedrørende talelidende m.v.:

A. Underretningssystemet

Underretningspligten påhviler - foruden de sociale udvalg - tillige læger, herunder skolelæger, jordemødre og sundhedsplejersker samt skolepsykologer, ledere af statslige og private skoler, børnehaver, døgninstitutioner for børn og unge og særforsorgsinstitutioner. Underretning skal finde sted uanset pågældendes økonomiske forhold, når lidelsen er eller skønnes at blive til væsentlig ulempe for den pågældende, og der skønnes at være mulighed for bedring af lidelsen gennem behandling.

Det er i bekendtgørelsen bestemt, at pligten til at underrette de sociale udvalg efter bistandsloven betragtes som opfyldt ved underretning til et af statens institutter for talelidende efter bekendtgørelsen. Forsorgen for talelidende vil i de tilfælde, hvor der er mulighed for hjælp efter bistandsloven, drage omsorg for sagens forelæggelse for det sociale udvalg.

Underretning vedrørende personer bosiddende øst for Storebælt sendes til instituttet i København - adresse: Rygårds Alle 45, 2900 Hellerup, tlf.: HE 9701 og underretninger vedrørende personer bosiddende vest for Storebælt til instituttet i Århus - adresse Tjørnevej 6, 8240 Risskov, tlf.: (06) 17 76 11. Underretning kan indgå til taleinstitutternes amtsafdelinger, jfr. bilag A.

B. Hvor skal behandlingen finde sted?

1. Talelidende

1. Almindelige regler

Behandlingen af talelidende kan enten finde sted hos lokale talepædagoger eller på et af statens institutter for talelidende, som afgør, hvorledes behandlingen skal finde sted efter de fornødne undersøgelser af pågældendes lidelse og forhold i øvrigt.

Det tilsigtes, at behandlingen i videst muligt omfang foregår lokalt, således at de talelidende under behandling kan bo i deres hjem. Der vil imidlertid til stadighed være forskellige grupper af talelidelser, der må behandles på statens institutter. Dette gælder således børn og voksne med meget svære sprog- og talelidelser samt de læbe- og ganespaltepatienter, der skal opereres eller behandles med protese. Endvidere andre personer med talelidelser, som må undergives en undersøgelse og eventuel behandling af instituttets forskellige specialister. Hertil kommer talelidende, der trænger til at komme bort fra deres sædvanlige miljø, talelidende med sværere adfærdsforstyrrelser samt endelig talelidende, der bor så fjernt fra talepædagoger, at de ikke kan behandles lokalt.

Personer bosiddende øst for Storebælt vil i almindelighed blive indkaldt til taleinstituttet i København, personer bosiddende vest for Storebælt til taleinstituttet i Århus eller til taleinstitutternes amtsafdelinger.

2. Særlige regler vedrørende sprog- og talelidende børn under skolealderen

Såfremt lidelsen er af en sådan karakter, at barnet kan undergives behandling i en børnehave, med samarbejde med en talepædagog, henviser instituttet om muligt barnet til en sådan.

Med hensyn til læbe-ganespaltepatienter bemærkes, at disse i almindelighed efter indkaldelse fra instituttet i København opereres for læbespalte i 2 måneders-alderen og for ganespalte i 2 års-alderen. De pågældende indkaldes endvidere til løbende kontrol af operationsresultat m.v.

3. Særlige regler vedrørende sprog- og talelidende børn i skolealderen

I undervisningsministeriets cirkulære nr. 188 af 4. august 1961 om specialundervisning af børn med talevanskeligheder er der fastsat nærmere regler for undervisning af børn, der har så store sprog- og talevanskeligheder, at de ikke kan rettes gennem den almindelige danskundervisning.

På grund af den udvikling, der har fundet sted inden for specialundervisningen, må det påregnes, at det vil være muligt at undervise de fleste skolesøgende sprog- og talelidende børn inden for folkeskolens specialundervisning.

Er der grund til at antage, at behandling på et af statens institutter for talelidende er ønskelig, forhandler skolepsykologen med vedkommende institut om barnets videre undervisning herunder om eventuel observation.

II. Ordblinde og læsesvage

Det fremgår af bistandsloven, at der gælder samme regler med hensyn til behandling af sværere tilfælde af læsesvaghed og ordblindhed som med hensyn til behandling af talelidende.

Det bemærkes, at behandling i henhold til bistandsloven kun kan finde sted, for så vidt angår de tilfælde af læsesvaghed og ordblindhed, som ikke tilstrækkeligt effektivt kan behandles gennem folkeskolens specialundervisning og specialundervisning efter fritidsloven. Der henvises i øvrigt til undervisningsministeriets cirkulære af 22. maj 1974 om folkeskolens specialundervisning af læseretarderede elever.

Behandlingen af læsesvage og ordblinde kan efter henvisning fra vedkommende taleinstitut finde sted hos lokale tale- eller ordblindelærere (eventuelt ordblindeinstitutter).

C. Afholdelse af udgifterne ved behandlingen af talelidende, ordblinde og læsesvage

Den undervisning, der foregår efter henvisning fra statens institutter for talelidende og ophold på statens institutter for talelidende og ophold på statens institutter for talelidende, er vederlagsfri.

Indkaldes talelidende m.v. til ambulant behandling på et af statens institutter for talelidende, kan staten uanset pågældendes økonomiske forhold afholde de nødvendige udgifter til de pågældendes befordring til og fra instituttet. Behandlingen på instituttet er vederlgsfri for pågældende.

Henvises de pågældende af et af statens institutter for talelidende til behandling uden for instituttet, afholder staten såvel de direkte udgifter ved de pågældendes behandling som nødvendige befordringsudgifter.

Henvises et barn af et af statens institutter for talelidende til taleundervisning i en børnehave, er behandlingen vederlagsfri. Instituttet kan endvidere afholde udgifterne ved barnets ophold i børnehaven i det tidsrum, barnet er undergivet behandling.

D. Ikrafttrædelse

Cirkulæret, der afløser socialministeriets cirkulære af 30. september 1954 om hjælp i henhold til forsorgsloven til behandling af talelidelser samt sværere tilfælde af ordblindhed og læsesvaghed træder i kraft den 1. juli 1978.

Underskrift 1

Socialministeriet, den 7. juni 1978 EVA GREDAL / T. Tejsen

Bilag.

Bekendtgørelse nr. 249 af 7. juni 1978 om underretningspligt vedrørende talelidelser, sværere tilfælde af ordblindhed og læsesvaghed.

(Udelades her).

Versioner

  1. 1978-10-13 · til 1991-12-11