Gelex

Cirkulære om reservation af arealer til et hovedtransmissionsnet for naturgas i Danmark (3. Reservationsetape samt tillæg til 1. Reservationsetape) (Til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og Hovedstadsrådet)

GældendeVersion 1981-09-04
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1981/109@1981-09-04/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I. Cirkulærets formål og indhold

Miljøministeriet fastsætter i dette cirkulære, at der skal reserveres arealer, som vil være nødvendige for et hovedtransmissionsnet m. v. for naturgas.

Reservationen har karakter af en friholdelse af de omhandlede arealer, således at der i tiden, indtil naturgasnettet er anlagt, ikke opføres bygninger eller udføres anlæg, der vil være til hinder for nettet.

Baggrunden for arealreservationen er regeringens energipolitiske overvejelser med henblik på en formindskelse af landets store afhængighed af olietilførsler og beslutningen om at tilføre landet naturgas fra boringer i Vesterhavet.

Cirkulæret udstedes i henhold til § 4 og § 9, stk. 2, i lov om lands- og regionplanlægning, jfr. miljøministeriets lovbekendtgørelse nr. 95 af 4. marts 1980, og § 9, stk. 4, i lov om by- og landzoner (miljøministeriets lovbekendtgørelse nr. 300 af 23. juni 1980).

Cirkulærets pkt. II indeholder de forudsætninger vedrørende naturgasledningsnettet, som skal lægges til grund for regionplanlægningen. I pkt. III er følgerne heraf for kommune- og lokalplanlægningen omtalt, og i pkt. IV er der indeholdt nærmere forskrifter for zonemyndighedernes administration af §§ 6-8 i by- og landzoneloven.

II. Forudsætninger for regionplanlægningen

I medfør af § 4 og § 9, stk. 2, i lands- og regionplanloven, fastsættes herved efter forhandling med de berørte ministre og de kommunale organisationer, at regionplanlægningen skal udføres udfra den forudsætning, at der i et bælte på 50 m's bredde for linieføringen Egtved-Ikast og 40 m's bredde for øvrige strækninger og med den på kortbilag, som er udsendt til de berørte kommuner og amtskommuner, angivne linieføring skal reserveres areal til et hovedtransmissionsnet for naturgas. Der reserveres ligeledes arealer til de på de udsendte kortbilag anførte overjordiske anlæg: måler/ regulatorstationer og kompressoranlæg; endvidere reserveres arealer til interesseområde for kavernelager ved Ll. Torup og midlertidige arbejdsarealer ved Limfjorden. Den linieføring og de arealer til overjordiske anlæg, der således er fastlagt, har været forhandlet med de berørte regionale og kommunale myndigheder samt berørte statsmyndigheder.

Samtidig reserveres arealer til de overjordiske anlæg på strækningen fra Frøslev til Egtved, som er en del af den linieføring til et hovedtransmissionsnet for naturgas, der er sikret ved miljøministeriets cirkulære af 28. februar 1978. (1. Reservationsetape).

Regionplanmyndigheden skal herefter i regionplanerne forbeholde de reserverede arealer til det omhandlede ledningsnet m. v., jfr. § 7, stk. 1, litra 2, i lands- og regionplanloven. Det vil sige, at arealerne ikke må planlægges anvendt til bolig- eller erhvervsformål eller til andre foranstaltninger, herunder også rekreative anlæg.

Reservationer af arealer i regionplanerne til fremtidige overordnede trafik- og ledningsanlæg (transportkorridorer) må endvidere planlægges med overvejelser om, i hvilken udstrækning de kan kombineres med de her foretagne reservationer. Det kan i denne forbindelse oplyses, at det er aftalt med energiministeriet, at de nu foretagne arealreservationer til naturgas i den udstrækning, det er foreneligt med dette hovedformål, også vil kunne benyttes til andre trafik- og ledningsanlæg.

Kortbilag 1 er et oversigtskort over de strækninger, som reserveres ved nærværende cirkulære.

På kortbilag 2 er angivet den samlede reservation, som finder sted ved nærværende cirkulære, og som har fundet sted ved miljøministeriets cirkulærer af 28. februar 1978 (1. Reservationsetape), og 2. august 1979 (2. Reservationsetape).

Til de berørte amtsråd og kommunalbestyrelser er der af planstyrelsen udsendt de kort i 1:25.000, som skal danne grundlag for regionplanlægningen og administrationen i øvrigt.

Mere detaljerede kort (1:4.000) vil blive udsendt af planstyrelsen.

I bilag 3 er nævnt de amter og kommuner, som berøres af ovennævnte arealreservation.

III. Kommune- og lokalplanlægningen

1. Kommuneplanlægningen

I medfør af § 2, jfr. § 15, stk. 1, i kommuneplanloven (lov nr. 259 af 8. juni 1979) skal kommunalbestyrelsen, når der foreligger en godkendt regionplan, tilvejebringe en kommuneplan, som ikke må stride mod regionplanlægningen eller mod beslutninger efter lands- og regionplanlovens § 4.

Det påhviler således kommunalbestyrelsen ved udarbejdelsen af kommuneplanen i overensstemmelse med ovennævnte landsplandirektiv at sikre de for hovedtransmissionsnettet m. v. nødvendige arealer i kommuneplanen, jfr. § 3, stk. 2, litra 5 og § 3, stk. 3, litra 2, i kommuneplanloven.

I medfør af § 8, stk. 1, jfr. stk. 3, i kommuneplanloven påhviler det amtsrådet at påse, at kommuneplanforslaget er i overensstemmelse med regionplanlægningen og beslutninger i medfør af lands- og regionplanlovens § 4.

Amtsrådet skal således ved sin administration af kommuneplanlovens § 8 påse, at kommuneplanen er i overensstemmelse med ovennævnte i pkt. II indeholdte landsplandirektiv.

2. § 15-rammerne

I overgangsperioden, indtil kommuneplanen foreligger, kan de arealer, som er forbeholdt naturgasledningsnettet m. v., være omfattet af godkendte midlertidige rammer for lokalplanlægningen, jfr. § 15, stk. 2, i kommuneplanloven.

I disse situationer skal kommunalbestyrelserne i deres lokalplanlægning tage hensyn til arealreservationen, også selv om denne vedrører områder inden for § 15-rammerne.

I de situationer, hvor kommunalbestyrelsen ønsker at udvide eller ændre de godkendte § 15-rammer til at omfatte det nu reserverede areal til ledningsnettet m. v., skal forslaget til ændring af § 15-rammerne lægge arealreservationen til grund.

3. Lokalplanlægningen

En følge af den ved dette cirkulære foretagne arealreservation til hovedtransmissionsnettet m. v. kan blive, at kommunalbestyrelsen nødsages til at nedlægge forbud i medfør af § 17 i kommuneplanloven, hvis den mødes med byggeandragender eller anmeldelser vedrørende det af reservationen omfattede areal, og hvis det pågældende bygge- og anlægsarbejde ikke kan hindres på anden måde.

Også byggeri i landzone, som ikke kræver tilladelse i henhold til by- og landzoneloven, og som kommunen modtager byggeanmeldelse om, jfr. bygningsreglement 1977, 13.9.5, stk. 5, må kommunalbestyrelsen hindre som ovenfor beskrevet.

Det anførte vil således gælde i alle tilfælde, hvor en konkret foranstaltning er umiddelbar lovlig, enten i medfør af en byplanvedtægt/lokalplan, eller i medfør af reglerne i kommuneplanlovens kap. 6 samt zoneloven.

Kommunalbestyrelsen må herefter udarbejde et lokalplanforslag, hvor det reserverede areal udlægges til ledningsanlæg, jfr. kommuneplanlovens § 18, stk. 1, litra 5, og friholdes for bebyggelse m. v. For de overjordiske anlægs vedkommende skal arealer i en lokalplan udlægges til offentligt formål (naturgasforsyningsanlæg), jfr. kommuneplanlovens § 18, stk. 1, litra 2.

I medfør af § 23, stk. 1, litra 5, må kommunalbestyrelsen samtidig med offentliggørelsen af lokalplanforslaget give skriftlig underretning herom til energiministeriet.

Underretningen sendes efter aftale med energiministeriet til »Dansk Olie og Naturgas A/S«, (D.O.N.G. A/S), Agern Alle 24-26, 2970 Hørsholm.

Underretningen skal ledsages af selve lokalplanforslaget, den i kommuneplanlovens § 21, stk. 1, nævnte beskrivelse og af en eventuel mindretalsudtalelse efter § 21, stk. 2, jfr. § 23, stk. 4, i kommuneplanloven.

Kommunalbestyrelsen må være opmærksom på, at udlæg af areal til ledningsanlæg m. v. i en lokalplan i henhold til kommuneplanlovens § 18, stk. 1, litra 5 og 2, kan have til følge, at den pågældende i medfør af kommuneplanlovens § 32 kan kræve arealet overtaget af kommunalbestyrelsen mod erstatning. I denne forbindelse henledes opmærksomheden på, at energiministeriet vil holde kommunerne skadesløse for eventuelle erstatningsbeløb.

I medfør af kommuneplanlovens § 25 påhviler det amtsrådet at påse, at et forslag til lokalplan er i overensstemmelse med region- og kommuneplanlægningen og § 15-rammerne, og herunder også at påse overholdelsen af det ovenfor under pkt. II udstedte landsplandirektiv.

Kommunalbestyrelsen skal i øvrigt i sin planlægningsvirksomhed arbejde udfra den forudsætning, at ovennævnte arealer skal forbeholdes til hovedtransmissionsnettet m. v.

IV. Administrationen af §§ 6-8 i lov om by- og landzoner

I medfør af § 9, stk. 4, i by- og landzoneloven fastsættes herved, at zonemyndigheden ikke i medfør af § 9, stk. 1, må meddele tilladelser, som er i strid med reservationen, jfr. ovenfor under pkt. II.

Vedrørende de foranstaltninger, som ikke kræver tilladelse i medfør af by- og landzoneloven, henvises ligeledes til det ovenfor under pkt. II anførte.

V. Afslutning

Ønsker om ændringer i arealreservationen i forhold til den her fastlagte, som senere måtte fremkomme fra de kommunale og regionale planlægningsmyndigheder, berørte statsmyndigheder eller fra D.O.N.G. A/S, må forelægges planstyrelsen, som så under hensyn til ændringens omfang og konsekvens vil tage stilling til hvilken procedure, der skal følges.

Underskrift 1

Miljøministeriet, den 26. maj 1981 Erik Holst /Christian S. Nissen

Bilag 1

Bilag 2

Bilag 3

Amter og kommuner, som er berørt af arealreservation til hovedtransmissionsnettet for naturgas, etape 3, samt tillæg til 1. etape fra Frøslev til Egtved.

Nordjyllands amt: Ålborg Hals Støvring Nørager

Viborg amt: Viborg Møldrup Ålestrup Tjele Karup

Århus amt: Hinnerup Silkeborg Gjern Hammel Århus

Sønderjyllands amt: Rødding Vojens Nørre Rangstrup Rødekro Tinglev Bov

Ringkøbing amt: Ikast Herning Brande

Vejle amt: Nr. Snede Give Egtved Fredericia Vamdrup

Ribe amt: Vejen Esbjerg

Fyns amt Odense

Versioner

  1. 1981-09-04