Cirkulære om fordeling af ejendomsværdien for ejendomme med skov
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1981/114@1981-10-01/da
Indhold
Ved lov nr. 266 af 27. maj 1981 om ændring af ligningsloven og om ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme er der med virkning fra og med indkomståret 1981 gennemført bestemmelser, hvorefter vurderingsrådene i forbindelse med vurderingen af ejendomme med mindst 25 ha skov, som ejes af andre end stat og kommune, skal foretage fordeling af ejendomsværdien på den del af ejendommen, der benyttes til skov, og på den øvrige del af ejendommen. Bestemmelsen er indsat som et nyt stk. 7 i § 33. Fordelingerne skal første gang foretages i forbindelse med 17. alm. vurdering. Loven er optaget som bilag til dette cirkulære.
Lovændringen indeholder tillige bestemmelse om, at vurderingsrådet for ejendomme, som ved den seneste vurdering forud for 1. januar 1981 omfatter mindst 50 ha skov, skal foretage en tilsvarende fordeling. Denne fordeling skal alene anvendes ved opgørelsen af den skattepligtige formue for indkomståret 1980, og bestemmelsen indebærer ikke ændring af vurderingsloven. Disse fordelinger benævnes i det følgende "fordelinger i overgangsperioden".
Lovændringen medfører, at statsskattedirektoratets cirkulære af 2. marts 1981 vedrørende vurderingen af skove og plantager ændres for så vidt angår afsnittet om sagkyndig medhjælp m.v., jfr. cirkulærets pkt. 4. De af ministeren for skatter og afgifter beskikkede skovsagkyndige medhjælpere skal herefter medvirke ved vurderingen af skovbrug på 25 ha eller derover, hvad enten skoven skal vurderes selvstændigt eller sammen med anden ejendom.
I
Almindelige retningslinier for fordelinger i henhold til § 33, stk. 7
En ejendom anses at falde ind under § 33, stk. 7, såfremt den omfatter mindst 25 ha skov og ejes af andre end stat og kommune.
Hvor skovarealet for disse ejendomme kun udgør en del af den faste ejendom, og hvor der til et skovareal knytter sig andre værdier end de egentlige skovmæssige, skal vurderingsrådet i forbindelse med vurderingen foretage en fordeling af ejendomsværdien på den del af ejendommen, der benyttes til skov, og på den øvrige del af ejendommen.
Ved fordelingen henregnes følgende til den skovmæssigt benyttede del af en ejendom:
1) Det bevoksede areal samt hertil naturligt knyttede ubevoksede arealer, f. eks. tjenestejord, brandlinier, eng, hede, klit, mose, planteskole, privat vej, sø og vandløb.
2) Merværdi, som knytter sig til de under 1) nævnte arealer
3) Merjagt, som knytter sig til de under 1) nævnte arealer
4) Pyntegrønt og anden biproduktion, som direkte er afledet af skovdriften.
5) Bygninger, der indgår i skovdriften: a) ejerbolig b) driftsbygninger, herunder eventuelt savværk o.l. c) funktionærboliger d) skovarbejderboliger
6) Jorden under de i punkt 5 nævnte bygninger, således landbrugsarealet til skovfogedsteder o.l.
Uden for den skovmæssigt benyttede del af en ejendom falder tjenestesteder og arbejderboliger, som varigt er udlejet til andre end skovens personale, aftægtsboliger samt bygninger, der er indrettet til andre formål end skovdrift f.eks. traktørsted, museum, udstillingslokale o.l.
Uden for den skovmæssigt benyttede del af en ejendom falder endvidere campingpladser samt arealer, der er inddraget til erhvervsmæssig udvinding af forekomster i jorden f.eks. grus-, kridt-, ler-, brunkuls-, tørvemose- og mergellejer m.v.
Den anførte afgrænsning kan ikke betragtes som udtømmende. Tvivlsspørgsmål forelægges statsskattedirektoratet.
II
"Fordelinger i overgangsperioden"
Ved "fordelinger i overgangsperioden" (ejendomme med mindst 50 ha skov) skal den under I anførte afgrænsning mellem den skovmæssigt benyttede del af en ejendom og den øvrige ejendom ligeledes finde anvendelse.
III
Den praktiske fremgangsmåde ved skovfordelinger i henhold til § 33, stk. 7
Fordelinger i henhold til § 33, stk. 7, foretages af vurderingsrådet i forbindelse med ansættelsen af de pågældende ejendomme ved 17. alm. vurdering pr. 1. april 1981.
Ved vurderingen skal vurderingsrådet følge de anvisninger, der er fastsat i statsskattedirektoratets cirkulære af 2. marts 1981 vedrørende vurderingen af skove og plantager ved 17 alm. vurdering. Reglerne for anvendelse af sagkyndig medhjælp er som ovenfor nævnt ændret, således at disse altid skal benyttes ved vurderingen af skovbrug på 25 ha eller derover, eller hvor ejeren i øvrigt begærer det.
Med hensyn til den praktiske fremgangsmåde ved vurderingen henvises til cirkulæret af 2. marts 1981, pkt. 4, idet man særligt vedrørende fordelingerne i henhold til § 33, stk. 7, skal anføre, at den sagkyndige medhjælper samtidig med afgivelsen af sit forslag til ansættelse af skoven skal anføre, om denne i sin helhed eller kun delvis benyttes skovmæssigt efter de under pkt. I anførte retningslinier. Benyttes skoven ikke skovmæssigt i sin helhed, anføres værdien af den del af skoven, der benyttes skovmæssigt.
Af hensyn til den rettidige gennemførelse af 17. alm. vurdering skal vurderingsrådet aflevere vurderingsresultatet for ovennævnte skovejendomme til vurderingssekretariaterne senest den 31. juli 1981.
IV
Den praktiske fremgangsmåde ved "skovfordelinger i overgangsperioden"
Vurderingssekretariaterne udsøger de ejendomme, som ved den seneste vurdering forud for 1. januar 1981 omfattede mindst 50 ha skov.
Basiskortet for den senest foretagne vurdering inden 1. januar 1981 samt skovskemaet for de pågældende ejendomme tilstilles herefter vurderingsrådet, der foretager en fordeling af ejendomsværdien på den del af ejendommen, der benyttes skovmæssigt og på den øvrige del af ejendommen. Hvis det pågældende materiale undtagelsesvis ikke indeholder fornødent grundlag for fordelingen, forelægges spørgsmålet den skovsagkyndige til udtalelse.
Denne fordeling er ikke at anse som en ny selvstændig ansættelse, men alene som fordeling af den allerede foretagne ansættelse. Vurderingsrådet skal således ikke underkaste ejendommens ansættelse en fornyet prøvelse, men alene udskille den del af den ved vurderingen ansatte ejendomsværdi, der kan henføres til den skovmæssigt benyttede del af ejendommen.
Hvis rådet i forbindelse med gennemgangen af ejendomme, for hvilke fordeling skal foretages, bliver opmærksom på egentlige væsentlige fejl i ejendomsværdiansættelsen, henvises rådet til på sædvanlig måde at gennemføre en berigtigelse.
Arbejdet med disse fordelinger afsluttes senest 1. september 1981.
Når fordelingerne er foretaget, afleveres basiskortene til vurderingssekretariatet, der herefter manuelt udskriver meddelelse til ejer om skovfordelingen. Meddelelsen udskrives til den, der pr. 31. december 1980 ejede den pågældende ejendom.
Statsskattedirektoratet udfærdiger en særlig ejermeddelelse til brug ved disse skovfordelinger. Ejermeddelelsen, der udfærdiges med kopi til ligningsmyndighederne, påregnes udsendt i august måned.
Meddelelserne til ejerne vil indeholde oplysning om ejendommens identifikation, den ved den senest foretagne vurdering inden 1. januar 1981 ansatte ejendomsværdi samt skovbrugets andel af den samlede ejendomsværdi. Ejermeddelelsen vil tillige indeholde oplysning om, til hvem klage over skovfordelingen kan indgives samt om klagefristen, der er 4 uger efter modtagelsen af meddelelsen.
Statsskattedirektoratet, 10. juli 1981
ARNE BERNTH PEDERSEN
/ E. Stæhr-Larsen