Gelex

Cirkulære om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme (Til samtlige amtsråd og kommunalbestyrelser)

GældendeVersion 1981-10-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1981/134@1981-10-21/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Ved den som bilag til nærværende cirkulære optrykte lov nr. 282 af 10. juni 1981 er der foretaget nogle ændringer i loven om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, jfr. lovbekendtgørelse nr. 388 af 28. august 1979.

1. Ved en tilføjelse til ejendomsskattelovens § 7 er det bestemt, AT FREDEDE BYGNINGER, HVORPÅ DER ER TINGLYST EN SÆRLIG BEVARINGSDEKLARATION i henhold til lovgivningen om bygningsfredning, er fritaget for kommunal grundskyld for så vidt angår den bebyggede grund, gårdsplads og have. Såfremt der på en ejendom findes bygninger såvel med som uden bevaringsdeklaration, omfatter fritagelsen alene grunden under den bygning, bevaringsdeklarationen omfatter, samt denne bygnings gårdsplads og have. Vurderingsmyndighederne foretager den fornødne fordeling af grundværdien såvel i dette tilfælde som i andre tilfælde, hvor kun en del af ejendommen kan fritages.

Fritagelsen, der omfatter såvel kommunal som amtskommunal grundskyld, har virkning fra og med skatteåret 1982. Da ejendomme, der er fritaget for grundskyld, i medfør af ejendomsskattelovens § 20 i tilsvarende omfang er fritaget for ejendomsskyld, er den hidtidige bestemmelse i lovens § 21, stk. 1, der hjemlede indenrigsministeren adgang til at fritage de omhandlede ejendomme for ejendomsskyld, samtidig ophævet.

2. Som en ny § 8 A i ejendomsskatteloven er indført bestemmelser om, at visse ejendomme i en overgangsperiode skal beskattes med en lavere grundskyldpromille end den i øvrigt gældende. Lempelsen omfatter al TÆT-LAV BEBYGGELSE tilhørende almennyttige boligselskaber, dvs. at parcel-, række-, kæde- og klyngehuse falder ind under reglen. Også parcel- og rækkehusejendomme m. v., som tilhører andelsboligforeninger, skal beskattes med den nedsatte promille, uanset om de er omfattet af § 2 i loven om boligbyggeri.

Lempelsen er begrænset til skatteårene 1982, 1983 og 1984 og indebærer, at de pågældende ejendomme i de nævnte skatteår skal svare kommunal og amtskommunal grundskyld med henholdsvis 55, 70 og 85 procent af den promille, hvormed grundskyld pålignes de øvrige ejendomme i kommunen.

Efter statsskattedirektoratets instruktion træffer vurderingsrådet den nærmere afgørelse af, hvilke ejendomme der skal anses for omfattet af lempelsesreglen, og foretager de fornødne fordelinger af grundværdierne i tilfælde, hvor ejendomme, der tilhører almennyttige boligselskaber eller andelsboligforeninger, kun delvis er bebygget med tæt-lavt byggeri.

Den under punkt 3 omhandlede begrænsning af stigningen af grundskyldbeløbet finder ikke anvendelse på ejendomme, der er omfattet af § 8 A.

3. Ved en ny § 8 B i ejendomsskatteloven er det fastsat, at grundskyldbeløbet for visse ejendomme i skatteårene 1982-85 HØJST KAN STIGE MED VISSE NÆRMERE ANGIVNE BELØB FRA ÅR TIL ÅR.

De nærmere betingelser for, at begrænsningen skal finde anvendelse, er følgende:

1) Ejendommen skal på tidspunktet for den vurdering, der lægges til grund ved skatteberegningen, UDELUKKENDE ANVENDES TIL BEBOELSE og fortsat anvendes hertil. Også sommerhusbeboelser, ejerlejligheder og udlejningsejendomme er omfattet af begrænsningen. Det samme gælder statslige og kommunale ejendomme, der ikke er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ejendomsskattelovens § 7b).

2) EJENDOMMENS SAMLEDE VURDEREDE GRUNDAREAL INCLUSIVE DET EJENDOMMEN TILKNYTTEDE VEJAREAL MÅ IKKE OVERSTIGE 800 M2. For ejerlejligheders vedkommende er det den del af moderejendommens samlede vurderede areal, der ifølge ejendomsvurderingen kan henføres til den enkelte ejerlejlighed, der er afgørende.

3) STIGNINGEN I SKATTEBELØBET FRA ÅR TIL ÅR SKAL ANDRAGE MERE END 1 KR. PR. M2 OG SAMTIDIG OVERSTIGE 400 KR., idet den kommunale og den amtskommunale grundskyld opgøres hver for sig.

I KØBENHAVNS OG FREDERIKSBERG KOMMUNER SKAL STIGNINGEN ANDRAGE MERE END 2 KR. PR. M2 OG SAMTIDIG OVERSTIGE 800 KR.

Det er det ENDELIGT PÅLIGNEDE SKATTEBELØB fra året før, der skal sammenlignes med og ikke et tidligere pålignet beløb, der ændres som følge af en ændring af vurderingen.

4) ÆNDRINGER AF EN EJENDOMS TILSTAND, f. eks. arealændringer, ELLER ÆNDRINGER I EJENDOMMENS ANVENDELSE fra 1. april året før skatteåret til udløbet af skatteåret medfører ikke ændringer i lempelsen af grundskylden for det pågældende skatteår.

5) EJENDOMMEN MÅ IKKE VÆRE OMFATTET AF § 8A.

Eksempel

En ejendom beliggende uden for Københavns og Frederiksberg kommuner med et grundareal på 275 m2 har en stigning i det beregnede grundskyldbeløb på 1.000 kr., altså 725 kr. udover en stigning på 1 kr. pr. m2. Da ejeren selv skal bære en stigning på 400 kr., nedsættes det beregnede beløb med 600 kr.

Samme ejendom har haft en stigning i den amtskommunale grundskyld på 950 kr. På tilsvarende måde nedsættes beløbet her med 950 kr. - 400 kr. = 550 kr.

4. Endelig er det ved en tilføjelse til ejendomsskattelovens § 23 A fastsat, at DÆKNINGSAFGIFT af de i denne bestemmelse omhandlede forretningsejendomme m.v. alene skal svares af den del af den afgiftspligtige forskelsværdi, der overstiger 50.000 kr. Også denne ændring har virkning fra og med skatteåret 1982.

Underskrift 1

INDENRIGSMINISTERIET, DEN 10. AUGUST 1981 Henning Rasmussen /Johs. Pedersen

Bilag

Lov nr. 282 af 10. juni 1981 om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme

(Ejendomsskattelempelse for fredede ejendomme og forretningsejendomme samt for parcel- og rækkehusejendomme m. v., der tilhører almennyttige boligselskaber og andelsboligforeninger)

(Udelades her)

Versioner

  1. 1981-10-21