Cirkulæreskrivelse vedrørende den kommunale styrelsesvedtægt. Vedrørende civilforsvar og brandvæsen. (Til samtlige kommunalbestyrelser)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1981/145@1981-11-25/da
Indhold
I den nye normalstyrelsesvedtægt for kommuner, udsendt med indenrigsministeriets cirkulære nr. 62 af 27. april 1981, er civilforsvar og brandvæsen foreslået placeret i udvalget for teknik og miljø, jfr. normalstyrelsesvedtægtens § 13, stk. 2. I note 3 er anført, at civilforsvaret kun skal optages i styrelsesvedtægten i kommuner uden civilforsvarskommission eller beredskabskommission. Tilsvarende skal brandvæsen, jfr. note 4, kun optages i styrelsesvedtægten i kommuner uden brandkommission eller beredskabskommission.
Indenrigsministeriet er ved behandlingen af de styrelsesvedtægter, der i øjeblikket forelægges ministeriet til stadfæstelse i medfør af den kommunale styrelseslovs § 2, blevet opmærksom på, at der hersker usikkerhed med hensyn til den styrelsesvedtægtsmæssige behandling af civilforsvar og brandvæsen.
I denne anledning skal man meddele:
1. I de kommuner, hvor der findes en civilforsvarskommission, eller hvor to eller flere kommunalbestyrelser opretter en fælles civilforsvarskommission som led i en samordning af deres civilforsvar i henhold til § 23 eller § 24 i civilforsvarsloven (lov nr. 253 af 27. maj 1981), skal der IKKE optages en bestemmelse om civilforsvar i styrelsesvedtægten.
2. I kommuner uden civilforsvarskommission skal civilforsvaret henlægges til et af de stående udvalg, typisk udvalget for teknik og miljø. Der vil ikke kunne forventes stadfæstelse af en bestemmelse, hvorefter civilforsvaret henlægges til økonomiudvalget, eller stadfæstelse af en styrelsesvedtægt, der ikke placerer civilforsvaret i et af de stående udvalg.
3. Indenrigsministeriet vil for så vidt angår brandvæsen følge tilsvarende retningslinier som nævnt under 1 og 2 for kommuner henholdsvis med og uden brandkommission.
4. I kommuner med beredskabskommission skal hverken civilforsvaret eller brandvæsen optages i styrelsesvedtægten.
5. Iøvrigt bemærkes, at kommissioner, herunder de ovenfor nævnte, ikke skal nævnes i styrelsesvedtægten - bortset fra ligningskommissioner, hvis medlemstal skal fastsættes i vedtægten. Reglerne om kommissioner og nævn m.v. fremgår af speciallovgivningen og bør derfor ikke gentages i vedtægten. Hvis det ønskes, kan der eventuelt i et bilag til vedtægten gives en oversigt over de kommissioner m.v., som kommunalbestyrelsen har nedsat. Dette bilag er ikke genstand for indenrigsministeriets stadfæstelse.
Man skal henstille til kommunalbestyrelser at være opmærksom på ovenstående ved udarbejdelse af nye styrelsesvedtægter eller ændringer af de eksisterende vedtægter.
Underskrift 1
Indenrigsministeriet, den 3. september 1981. P.M.V. E.B. Johan Erichsen