Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1981/148@1981-10-15/da

Indhold

1. Indledning
2. Underskrift 1

1. Lovhjemlen

Lov nr. 123 af 1. april 1980 om ekspropriation til byudvikling er trådt i kraft den 22. april 1980.

Et forslag til loven blev vedtaget af folketinget ved 3. behandling den 25. maj 1977, men det blev ikke indstillet til stadfæstelse, da 73 medlemmer af folketinget under henvisning til bestemmelsen i grundlovens § 73, stk. 2, krævede, at lovforslaget først blev indstillet til stadfæstelse, efter at nyvalg til folketinget havde fundet sted, og forslaget påny var vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.

Et uændret lovforslag blev fremsat i folketingssamlingen 1979-80, og dette lovforslag er vedtaget af folketinget ved 3. behandling den 14. marts 1980 og stadfæstet den 1. april 1980.

Dette cirkulære om ekspropriationsloven til byudvikling er baseret på bemærkningerne til de to lovforslag og behandlingen af dem i folketinget.

2. Ekspropriationslovens formål og anvendelsesområde

2.1. Ekspropriationsloven til byformål må ses i sammenhæng med kommunens hidtidige adgang til at foretage ekspropriation til virkeliggørelse af en planlægning. Ved kommuneplanlovens § 34, stk. 1, er ekspropriation begrænset til tilfælde, hvor planlægningen er fastlagt i en lokalplan eller en byplanvedtægt. Kommuneplanlovens § 34, stk. 1, repræsenterer imidlertid kun en fortsættelse af den tidligere ekspropriationshjemmel i byplanlovens § 12 og byggelovens § 56, stk. 1. Ekspropriationsbestemmelsen i kommuneplanlovens § 34 er omtalt i miljøministeriets cirkulære nr. 39 af 11. februar 1977 (opsamlingscirkulæret) pkt. 10.

En planlægning kan også gennemføres uden ekspropriation. Efter kommuneplanlovens § 40, stk. 4, kan en kommunalbestyrelse således modsætte sig en udstykning inden for byzoner, hvis udstykningen vil komme i strid med en forsvarlig og hensigtsmæssig byudvikling på det pågældende tidspunkt. Det er dermed muligt for kommunen uden ekspropriation at sikre, at der ikke finder en byudvikling sted i strid med den planlagte tidsfølge for investeringer i bygge- og bymodning.

Modstykket til denne bestemmelse - at kommunerne kan sikre, at en byudvikling sker i overensstemmelse med en sådan tidsfølgeplanlægning - findes i den nye lov (nr. 123 af 1. april 1980) om ekspropriation til byudvikling. Den giver en kommune mulighed for ved ekspropriation at erhverve jord til byudvikling på et så tidligt tidspunkt, at arealernes faktiske overgang til byformål i overensstemmelse med kommunens tidsfølgeplanlægning kan sikres. Desuden kan kommunen ved ekspropriation efter 1980-loven opnå, at gennemførelsen af planlægningen kan være ubundet af såvel ejerforholdet som af tilvejebringelsen af konkrete og aktuelle planer knyttet til bestemte byggeforetagender. Ekspropriationsadgangen efter 1980-loven er knyttet til en endeligt vedtaget eller godkendt kommuneplan eller til godkendte midlertidige rammer for indholdet af lokalplaner.

Miljøministeren blev under folketingets behandling af lovforslaget spurgt om, hvorvidt intentionerne i forslaget om en ekspropriationslov til byudvikling ikke lige så godt kunne tilgodeses ved en ændring af ekspropriationsreglerne i kommuneplanlovens § 34. Miljøministeren svarede folketingsudvalget således:

»En ændring af kommuneplanlovens § 34 til tillige at skabe ekspropriationshjemmel til byudvikling i stedet for vedtagelsen af nærværende lovforslag (om ekspropriation til byudvikling) ville være uhensigtsmæssig, idet formålet med og anvendelsesområdet for bestemmelserne (i henholdsvis kommuneplanloven og i lovforslaget om ekspropriation til byudvikling) er af væsensforskellig karakter.

Ekspropriation efter § 34 sker til virkeliggørelse af den detaljerede planlægning i en lokalplan/ byplanvedtægt, og bestemmelsen forudsætter, at den konkrete anvendelse af det pågældende areal er umiddelbart forestående.

Ekspropriation efter lovforslaget sker derimod til sikring af gennemførelsen af en byudvikling, dvs. inden den detaljerede planlægning er gennemført. Ekspropriation efter § 34 kan omfatte både eksisterende og fremtidige byområder, hvorimod lovforslaget vedrører ekspropriation af større ubebyggede arealer med kun en enkelt eller ganske få beboelser, dvs. typisk landzonearealer.«

Svaret er optaget som bilag til folketingets miljø- og planlægningsudvalgs betænkning af 29. februar 1980.

Fra landbrugsministeriets side har man i forbindelse med gennemførelsen af loven om ekspropriation til byudvikling peget på, at kommunerne fremover har mulighed for ved ekspropriation at erhverve jord til byudvikling på et så tidligt tidspunkt, at arealernes overgang til byformål i overensstemmelse med kommunens tidsfølgeplanlægning kan være sikret. En konsekvens heraf må efter landbrugsministeriets opfattelse være, at kommunerne tager spørgsmålet om afhændelse af arealer, som kommunerne tidligere har erhvervet med henblik på byudvikling, men som alligevel ikke inden for en rimelig tid kan ventes inddraget til dette formål, op til overvejelse.

Det foreslås, at kommuner, der ejer arealer, der er erhvervet med henblik på mageskifte med arealer, der umiddelbart vil kunne anvendes til byudvikling, men som ikke selv vil kunne anvendes til dette formål, eller arealer, der ikke inden for regionplanens tidshorisont kan påregnes anvendt til byudvikling, tager kontakt med landbrugsministeriet med henblik på afklaring af de problemer, der i relation til jordlovgivningen vil kunne være forbundet med genafhændelsen, herunder spørgsmålet om evt. tilbageførsel til landzone.

Landbrugsministeriet vil tage spørgsmålet op til nærmere forhandling med Kommunernes Landsforening.

2.2. Betingelserne for, at der kan eksproprieres efter loven af 1980, er, at det er af væsentlig betydning for kommunen at råde over ejendommen for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen eller (indtil den foreligger) de midlertidige § 15-rammer.

Beskrivelsen af ekspropriationsformålet i loven af 1980, som gennemførelsen af en byudvikling skyldes, jfr. bemærkningerne til det i 1976-77 fremsatte lovforslag, at det som regel ikke vil være muligt for kommunalbestyrelsen på det tidlige tidspunkt, hvor en ekspropriation efter loven skal kunne foretages, at udtale sig sikkert om, til hvilket konkret byformål det pågældende areal kan anvendes. Det er derfor uden betydning for en vurdering af den konkrete ekspropriations lovlighed eller hensigtsmæssighed, om arealet til sin tid skal anvendes til boligbebyggelse, til forsyningscentre for boligbebyggelsen, til industribyggeri eller anden erhvervsbebyggelse eller til andet byformål, herunder et offentligt formål i forbindelse med områdets overgang til bymæssig anvendelse.

Loven af 1980 vedrører som nævnt under 2.1. Typisk ekspropriation af større ubebyggede arealer, dvs. normalt landzonearealer.

Loven finder ikke anvendelse på arealer, der allerede er bymæssigt bebygget. Miljøministeren har den 19. februar 1980 besvaret et spørgsmål fra folketingets miljø- og planlægningsudvalg om, hvorvidt loven kunne anvendes inden for eksisterende ældre industrikvarterer, således:

»Lovforslaget omfatter ikke arealer, der allerede er bymæssigt bebygget, og det vedrører således ikke de i spørgsmålet beskrevne områder.«

Uden for lovens anvendelsesområde falder endvidere ekspropriation til rekreative arealer. Begrebet »rekreative arealer« er ikke anvendt i loven, men under behandlingen af det i 1975-76 fremsatte forslag anmodede folketingets udvalg om fysisk planlægning om en præcision af dette udtryk. I svaret af 12. marts 1976 anføres, at rekreative områder ikke er et entydigt begreb, men at det set i relation til lov nr. 230 af 7. juni 1972 om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål må fortolkes i overensstemmelse med denne lovs § 1. Det følger umiddelbart af ordlyden af bestemmelsen, at formålet med at erhverve de pågældende arealer er at fremme »befolkningens rekreative interesser, herunder ved bevarelse af landskaber, tilvejebringelse af arealer til sommerhusbebyggelse, feriecentre, campingpladser, kolonihaver og almene rekreative formål.«

Hjemmel til ekspropriation til rekreative formål må søges dels i lov om naturfredning (lovbekendtgørelse nr. 435 af 1. september 1978), kap. III, dels i lov om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål (nr. 230 af 7. juni 1972), kap. III. Der kan endvidere eksproprieres til rekreative formål på grundlag af en lokalplan, jfr. kommuneplanlovens § 34.

Loven af 1980 kræver, at det skal være af væsentlig betydning at råde over den pågældende ejendom for at sikre gennemførelsen af den pågældende byudvikling.

I et svar af 12. februar 1976 til folketingets udvalg om fysisk planlægning har miljøministeren udtalt, at der ved afgørelsen af, om denne betingelse er opfyldt, må lægges vægt på en række konkrete omstændigheder. Som eksempler nævnes størrelsen af det areal, der ønskes eksproprieret, om arealet har en strategisk eller mere inferiør beliggenhed i forhold til byudviklingens gennemførelse, hvor nært eller fjernt forestående byudviklingens gennemførelse er, og hvor nøje den fysiske planlægning er koordineret med kommunens økonomiske planlægning.

Under behandlingen af lovforslaget i 1979-80 blev der af folketingets miljø- og planlægningsudvalg stillet spørgsmål om, hvorvidt den omstændighed, at en kommunalbestyrelse har vedtaget en lokalplan med henblik på f.eks. boligudstykning, automatisk ville indicere, at loven om ekspropriation til byudvikling skulle tages i anvendelse, såfremt en grundejer ikke ønskede at sælge. I ministerens svar af 19. februar 1980 udtales:

»Hvis der foreligger en detaljeret lokalplan eller byplanvedtægt, vil der kunne eksproprieres efter bestemmelsen i kommuneplanlovens § 34, når ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for virkeliggørelsen af lokalplanen eller byplanvedtægten. Bestemmelsen fortolkes således, at den ikke indeholder en almindelig adgang til ekspropriation til fremskaffelse af byggegrunde.

Men der vil f.eks. kunne eksproprieres til gennemførelse af en bebyggelsesplan.

Ekspropriation efter lovforslaget er betinget af, at det er af væsentlig betydning at råde over ejendommen for at sikre gennemførelsen af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen eller de midlertidige rammer for indholdet af lokalplaner. Eksistensen af en lokalplan eller byplanvedtægt vil ikke automatisk indebære, at betingelserne efter lovforslaget er opfyldt. Der må foretages en selvstændig vurdering heraf på grundlag af kommunens tidsfølgeplanlægning.«

Kommunens tidsfølgeplanlægning betyder i denne sammenhæng det samme som i kommuneplanlovens § 40, stk. 4, der giver kommunalbestyrelsen mulighed for at modsætte sig en udstykning, som efter »kommunalbestyrelsens tidsfølgeplanlægning, jfr. §§ 3 og 5, . . . ville komme i strid med en forsvarlig og hensigtsmæssig byudvikling på det pågældende tidspunkt.« I kommuneplanlovens § 3, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 10, er der begge steder tale om en rækkefølgeangivelse for udbygningen af kommunen, medens § 5, nr. 4, for så vidt angår kommunens økonomiske planlægning henviser til »den planlagte tidsfølge for investeringer i bygge- og bymodning.« Ordet »tidsfølge« skal imidlertid også i denne bestemmelse forstås som »rækkefølge«, hvorimod der ikke sigtes til præcise tidsangivelser.

Det er en betingelse for ekspropriation, at kommunalbestyrelsen kan godtgøre, at det er af væsentlig betydning at råde over de arealer, der ønskes erhvervet. Det kan ske ved oplysninger om rækkefølgeangivelserne i kommuneplanen eller § 15-rammerne og den forudsatte rækkefølge for gennemførelsen af bygge- og bymodningsarbejder.

3. Hvem kan ekspropriere, og hvilke rettigheder kan eksproprieres?

Det er alene kommunalbestyrelsen, der ifølge ekspropriationslovens § 1 kan ekspropriere.

Ved ekspropriationen bortfalder ifølge lovens § 2 alle rettigheder over det eksproprierede. Denne bestemmelse svarer til § 34, stk. 2, i kommuneplanloven og § 44 i lov om offentlige veje og vedrører kun privatretlige rettigheder. Offentligretlige bånd på det eksproprierede areal som f.eks. byggeliniebestemmelser efter naturfredningslovens kap. VI og VII, fredskovspligt, landbrugspligt m.v. bortfalder ikke ved ekspropriationen og kan ikke selvstændigt eksproprieres. Disse bånd kan således - når det bliver aktuelt - kun ophæves efter de sædvanlige regler. Med hensyn til spørgsmålet om ophævelse af landbrugspligten henvises til landbrugsministeriets cirkulære af 4. december 1980 pkt. 6.2. og 6.3.3.

Man gør opmærksom på, at landbrugsministeriet vil kunne fastsætte betingelser for ophævelse af landbrugspligten, jfr. pkt. 6.4.1. og 6.4.2. i det nævnte cirkulære. Dette spørgsmål vil blive nærmere behandlet i et kommende cirkulære fra landbrugsministeriet.

4. Ekspropriationens gennemførelse

Lovens § 3 om ekspropriationsproceduren henviser ligesom kommuneplanlovens § 34, stk. 3, til reglerne i lov om offentlige veje § 45 og §§ 47-49.

Bestemmelserne i lovens § 5 om taksationsmyndighederne og deres kompetence svarer til bestemmelserne i kommuneplanlovens § 35.

5. Klage

I henhold til ekspropriationslovens § 4, stk. 1, jfr. miljøministeriets bekendtgørelse nr. 343 af 21. juli 1980 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til planstyrelsen i § 7 kan kommunalbestyrelsens ekspropriationsbeslutning påklages til planstyrelsen.

Lovens klageregler svarer til bestemmelsen i kommuneplanlovens § 34, stk. 4. En ekspropriationsbeslutning kan således påklages til fuldstændig prøvelse, dvs. prøvelse af såvel egentlige retsspørgsmål som spørgsmål om det hensigtsmæssige eller rimelige i den pågældende ekspropriation. Klagefristen er 4 uger fra beslutningens meddelelse, og en rettidig klage har opsættende virkning, medmindre planstyrelsen bestemmer andet.

6. Beskatning af erstatningssummer

Efter ændring af lov om særlig indkomstskat m.v. ved lov nr. 245 af 8. juni 1979 skal erstatningssummer i anledning af ekspropriation ikke medregnes ved opgørelsen af særlig indkomst. Det samme gælder fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen.

Det betyder, at en grundejer, der afstår sin ejendom til kommunen, vil være fritaget for beskatning af særlig indkomst, hvis overdragelsen sker ved egentlig ekspropriation eller ved aftale i tilfælde, hvor ejendommen inden for kort tid kunne være eksproprieret af kommunen.

Fritagelsen for beskatning gælder dog ikke i de tilfælde, hvor der skal svares almindelig indkomstskat, fordi den afståede ejendom er erhverver som led i næring eller i spekulationshensigt.

Fritagelsen for beskatning gælder heller ikke i de tilfælde, hvor der i stedet for særlig indkomtskat skal svares afståelsesafgift, dvs. i de tilfælde, hvor en ejendom eksproprieres eller købes af kommunen, efter at den er inddraget i byzone.

7. Oplysning om anvendelse af de nye bestemmelser til planstyrelsen

Det henstilles, at kommunerne indtil videre underretter planstyrelsen om anvendelsen af lovens bestemmelser.

Oplysningerne har udelukkende til formål at give ministeriet en oversigt over, hvorledes loven virker. Der vil ikke på grundlag af oplysningerne blive foretaget nogen vurdering af, om ekspropriationsbetingelserne har været opfyldt.

Underretningen kan gives ved en kort meddelelse til planstyrelsen om, hvilke ejendomme (matrikelnumre) kommunen har erhvervet enten ved en ekspropriation i henhold til lov om ekspropriation til byudvikling eller ved en aftale, hvori der er henvist til denne lov.

Underskrift 1

Miljøministeriet, den 14. september 1981 Erik Holst / Ole Plougmann

Versioner

1. 1981-10-15 · til 1992-12-07