Cirkulære om udfærdigelse af regulativ for de ved kirker og kirkegårde ansatte. (Til stiftsøvrighederne)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1981/150@1981-11-25/da
Indhold
I henhold til § 32 i lov om folkekirkens lønningsvæsen m.m. fastsættes følgende:
§ 1 . For alle ved kirker og kirkegårde ansatte, der ikke er omfattet af kollektiv overenskomst, skal der af menighedsrådet udfærdiges regulativ. Oprettelse af regulativ kan dog undlades ved midlertidige ansættelsesforhold (konstitution) og for medhjælpere for kirketjenere, gravere og kordegne.
Stk.2 . For ansatte, hvis tjenesteområde omfatter mere end en menighedsrådskreds, udfærdiges regulativet af menighedsrådene i forening og vedtages på et fælles møde.
§ 2 . For såvidt der af ministeriet er godkendt et standardregulativ for en stillingsgruppe, skal regulativer for ansatte under denne stillingsgruppe udfærdiges på standardregulativet. Der må ikke i standardregulativets almindelige stillingsbeskrivelse (afsnit A) foretages overstregninger eller tilføjelser, men fravigelser af den almindelige stillingsbeskrivelse skal ske ved særlig beskrivelse i det dertil beregnede afsnit, (afsnit B).
§ 3 . Forinden regulativet vedtages i menighedsrådet (menighedsrådene), skal udkast til regulativet forhandles med den ansatte. Efter begæring skal udkastet forhandles med vedkommende faglige organisation.
Stk.2 . Endeligt regulativ udfærdiges i 3 eksemplarer, der alle underskrives af menighedsrådet (menighedsrådene ) og den ansatte.
§ 4 .Efter underskrivelsen fremsendes samtlige underskrevne eksemplarer af regulativet til provstiudvalget, der skal påse:
a . at almindelige regler for vedkommende stillingsgruppes tjeneste og arbejdsforpligtelser er opfyldt,
b .at arbejdsbeskrivelsen er i overensstemmelse med den for stillingen godkendte beskæftigelsesgrad,
c .at regulativet er i overensstemmelse med øvrige almindelige bestemmelser for stillingens klassificering.
Stk.2 . Hvis bestemmelser i regulativet ikke opfylder disse krav, tilbagesendes det til menighedsrådet (menighedsrådene) til berigtigelse. enten ved tilføjelse til regulativet eller ved udarbejdelse af nyt regulativ. Sker berigtigelsen ved tilføjelse til regulativet, skal tilføjelsen underskrives på alle eksemplarer af regulativet af såvel menighedsrådet (menighedsrådene) som den ansatte.
Stk.3 . Når provstiudvalgets behandling af regulativet er afsluttet, forsynes samtlige eksemplarer heraf med påtegningen: »Gennemset. Intet at bemærke«. Påtegningen underskrives af provstiudvalget.
§ 5 . For såvidt en arbejdsopgave, der efter standardregulativets almindelige stillingsbeskrivelse henhører til en bestemt stilling, ved bestemmelse i regulativet er udtaget af stillingen og henlagt til en anden stilling. skal regulativerne for begge disse stillinger forelægges kirkeministeriet til godkendelse.
§ 6 . Af de underskrevne eksemplarer af regulativet opbevares et eksemplar af menighedsrådet (menighedsrådene) og et eksemplar af provstiudvalget, medens det tredje eksemplar udleveres til den ansatte.
§ 7 . Ved senere ændring af regulativet følges samme fremgangsmåde som foran anført vedrørende oprettelse af regulativet.
§ 8 . Nærværende cirkulære, der ophæver cirkulære af 15. juli 1975 angående udfærdigelse af regulativer for kirke-og kirkegårdsfunktionærer, træder i kraft straks. Forpligtelsen til at oprette endeligt regulativ for gravere indtræder dog først fra det tidspunkt, da aftalen om løn-og ansættelsesvilkår for stillinger som graver træder i kraft i det enkelte ansættelsesforhold.
Underskrift 1
Kirkeministeriet, den 15.september 1981. Tove Lindbo Larsen /K.Bagger