Cirkulære om pris og tid på bygge- og anlægsarbejder (Fast pris cirkulæret)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1981/191@1982-01-15/da
§ 1.
Stk. 1. Dette cirkulære gælder for statslige bygge- og anlægsarbejder og dertil knyttede leverancer. I leveranceforhold er entreprenøren at forstå som sælgeren og entreprisen at forstå som leverancen.
Stk. 2. I det omfang, det er foreneligt med den pågældende lovgivning, gælder cirkulæret også for andre bygge- og anlægsarbejder, når der til arbejdet ydes statsstøtte eller statslig udgiftsrefusion, når arbejdet i øvrigt helt eller delvis finansieres over de årlige bevillingslove, eller når vedkommende styrelse træffer bestemmelse herom.
Stk. 3. Er et arbejde omfattet af cirkulæret, gælder dettes bestemmelser også for de dele af arbejdet, som udføres af forsyningsværker, telefonselskaber og statslige og kommunale myndigheder, forudsat at betalingen helt eller delvis optages på byggeregnskabet.
§ 2.
Stk. 1. Arbejdet skal udføres til fast pris eller regulerbar pris efter reglerne i dette cirkulære. Når særlige grunde foreligger, kan arbejdet dog udføres i regning.
Stk. 2. Ved fast pris forstås en pris, der ikke ændres fra entreprisens overdragelse til eventuelt aftalt prisregulering træder i kraft. Forbehold, der kan få indflydelse på en fast pris, må ikke anerkendes.
Stk. 3. Ved regulerbar pris forstås en pris, der skal ændres, hvis aftalte betingelser er opfyldt. Reguleringsbetingelserne skal fremgå af entrepriseaftalen. For byggearbejder skal prisregulering ske som angivet i byggestyrelsens anvisning af 21. september 1981 om indeksregulering af byggearbejder (bilag 1).
§ 3.
Stk. 1. Fast og regulerbar pris skal aftales som bestemt i stk. 2-4. Tidsrummene i stk. 2-4 beregnes fra tilbudsdagen.
Stk. 2. Prisen skal være fast for den del af arbejdet, der udføres inden 6 måneder.
Stk. 3. For den del af arbejdet, der udføres mellem 6 og 12 måneder, bestemmer bygherren i udbudsmaterialet, i hvilket tidsrum prisen skal være fast, henholdsvis regulerbar.
Stk. 4. For den del af arbejdet, der udføres efter 12 måneder, skal prisen være regulerbar. For arbejde, der udføres i en kortere periode efter 12 måneder, kan bygherren i ganske særlige tilfælde bestemme i udbudsmaterialet, at det skal udføres til fast pris.
§ 4.
Stk. 1. Arbejdet skal udføres til fast tid. Ved fast tid forstås, at tidsfrister for arbejdet, herunder datoer for påbegyndelse og afslutning, indgår i entrepriseaftalen.
Stk. 2. Forbehold om forlængelse af tidsfrister må ikke anerkendes. Entrepriseaftalerne skal indeholde sanktionsbestemmelser for det tilfælde, at entreprenørerne ikke overholder tidsfristerne. Oplysning herom skal indgå i udbudsmaterialet.
§ 5.
Stk. 1. Pris og tid omfatter samtlige de ydelser, der er beskrevet i udbuddet, herunder også sådanne grundmodnings-, funderings- og piloteringsydelser, som kræves indeholdt i tilbuddet.
Stk. 2. Ydelser, hvis omfang og nødvendighed først kan bestemmes under arbejdets udførelse, kan afregnes efter enhedspriser. Sådanne enhedspriser skal være faste i samme tidsrum, som i øvrigt gælder for den pågældende entrepriseaftale. I det tidsrum, hvor entreprisen måtte være regulerbar, skal regulering foretages på samme måde som for den aftalte entreprisesum.
Stk. 3. Tilbud på alternativ udførelse skal indeholde eventuelle udgifter til omprojektering, for så vidt denne skal foretages af tilbudgiveren.
§ 6.
Stk. 1. Udbudsmaterialet skal være entydigt og således udformet, at der er klarhed over ydelsernes omfang og indhold. Udbydes byggearbejder på grundlag af bygherrens hovedprojekt, må udbudsmaterialet indeholde en fuldstændig beskrivelse af de ydelser, der skal gives tilbud på. For byggearbejders vedkommende henvises til, at projekterne mindst skal opfylde kravene om arbejdsgrundlag som angivet i bilag 2.
Stk. 2. Udbud skal ske efter »Almindelige betingelser for arbejder og leverancer« (AB). Disse må kun fraviges, når særlige forhold i de enkelte tilfælde kan begrunde det. Bestemmelser om fravigelser skal tydeligt og udtrykkeligt angive, på hvilke punkter fravigelse skal ske. Der henvises til boligministeriets cirkulæreskrivelse af 3. maj 1978 om AB (bilag 3).
Stk. 3. Tidsfrister i udbudsmaterialet skal give entreprenøren en rimelig tid til at udarbejde tilbud, til den nødvendige planlægning forud for arbejdets igangsætning og til selve udførelsen.
§ 7.
Stk. 1. Aftales der ganske undtagelsesvis ændringer under arbejdets udførelse, som medfører ændret ydelse, kan der ske tilsvarende regulering af pris og tid.
Stk. 2. Ændringer i merværdiafgiften omfattes ikke af kravet om fast pris.
Stk. 3. Ud over den faste pris kan der ydes entreprenøren godtgørelse for dokumenterede udgifter, når disse a) har været en uomgængelig følge af sådanne standsninger og forsinkelser af arbejdet, der skyldes offentlige pålæg, krig eller usædvanlige naturbegivenheder o. lign., eller b) er forårsaget af sådanne statslige pålæg, som har særlig indgribende virkninger for bygge- og anlægsvirksomhed, som medfører en væsentlig merudgift ved arbejdets udførelse, og som ikke med rimelighed kunne tages i betragtning ved tilbuddets afgivelse. Bestemmelsen omfatter ikke udgiftsforøgelser, der skyldes ændrede valutakurser eller lovmæssige løsninger af arbejdsmarkedets overenskomstforhold.
§ 8.
Stk. 1. Ud over den faste pris kan der ydes entreprenøren godtgørelse for ekstraordinære prisstigninger på et materiale, som indgår i arbejdet, eller på brændstof, der direkte benyttes til arbejdet, medmindre disse prisstigninger godtgøres i henhold til § 7. Prisstigningen skal være indtrådt efter tilbudsdagen, og inden aftalt prisregulering er trådt i kraft.
Stk. 2. Priser og prisstigninger, der indgår som grundlag for godtgørelse, skal være generelt forekommende. De skal fremgå af officielt prismateriale eller i mangel heraf kunne dokumenteres på anden måde.
Stk. 3. Godtgørelsen omfatter den prisstigning, der overstiger 10 pct. af prisen på tilbudsdagen. Til denne procentsats lægges 0,5 for hver hele måned, der er forløbet mellem tilbudsdagen og indkøbstidspunktet. Prisstigning, der indtræder efter det tidspunkt, hvor materialet eller brændstoffet efter aftale eller sædvane skal indkøbes, kan ikke medregnes.
Stk. 4. Det er desuden en betingelse for at kunne opnå godtgørelse, at summen af de beregnede godtgørelsesbeløb udgør mindst 0,5 pct. af entreprisesummen.
Stk. 5. Er en entreprenør i henhold til sin aftale med en underentreprenør forpligtet til at yde godtgørelse til denne efter stk. 1-4, kan tilsvarende godtgørelse ydes entreprenøren af bygherren uanset reglen i stk. 4.
§ 9.
Stk. 1. Udgifter i forbindelse med gennemførelsen af de overenskomstmæssige vinterforanstaltninger, bortset fra snerydning, skal være indeholdt i tilbuddet.
Stk. 2. Det kan aftales, at udgifterne til andre vejrligsforanstaltninger skal betales særskilt af bygherren, jfr. byggestyrelsens bekendtgørelse af 11. november 1981 om byggeri i vinterperioden. (* 1)
§ 10.
Stk. 1. Restaurerings-, reparations- og ombygningsarbejder eller dele af sådanne arbejder omfattes af dette cirkulæres bestemmelser om fast pris og fast tid, hvis deres omfang, kvalitet og tidsforløb efter bygherrens skøn uden stor vanskelighed kan fastlægges på forhånd.
§ 11.
Stk. 1. Efter forelæggelse for fastprisudvalget under byggestyrelsen kan vedkommende styrelse undtage et arbejde fra cirkulærets bestemmelser om fast pris eller tid, hvis kravet herom må anses for at være åbenbart uhensigtsmæssigt.
Stk. 2. Fastprisudvalget kan tillige over for de enkelte styrelser udtale sig om mulige tvivlsspørgsmål.
§ 12.
Stk. 1. Dette cirkulære, der erstatter boligministeriets cirkulære af 1. august 1978 om fast pris og tid på bygge- og anlægsarbejder, finder anvendelse på arbejder, som udbydes efter 15. december 1981.
§ 13.
Stk. 1. For de statslige arbejders vedkommende påhviler det den byggende styrelse at påse arbejdets gennemførelse i overensstemmelse med cirkulæret.
Stk. 2. For så vidt angår de i øvrigt af cirkulæret omfattede bygge- og anlægsarbejder, påhviler det vedkommende styrelse at påse, at cirkulærets bestemmelser overholdes, og i fornødent omfang at udfærdige nærmere gennemførelsesbestemmelser.
Underskrift 1
Byggestyrelsen, den 11. november 1981 MARIUS KJELDSEN /Flemming Lethan