Gelex

Cirkulære om ligningsrådets og statsskattedirektoratets ligningsplan for indkomståret 1981 (*1)

OphævetVersion 1982-01-15fra 1982-01-15 til 1996-11-25
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1981/194@1982-01-15/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Efter skattestyrelseslovens § 14, stk. 1, påhviler det statsskattedirektoratet at varetage tilsynet med, at ligningen sker på behørig og ensartet måde over hele landet. Endvidere skal statsskattedirektoratet og ligningsrådet udarbejde en årlig plan for ligningens foretagelse og tilsynet hermed.

Kommunerne og ligningskommissionerne skal i henhold til forretningsorden for ligningskommissionerne udarbejde en plan for ligningen i den enkelte kommune. Denne plan skal udarbejdes under behørig hensyntagen til ligningsrådets og statsskattedirektoratets retningslinjer.

Ligningsrådet har besluttet, at ligningsarbejdet for indkomståret 1981 skal tilrettelægges og afvikles efter følgende retningslinjer:

1.

Kommunernes ligningsplaner for 1981

1.1.

Ligningsplanen skal indeholde ligningskommissionens beslutninger om delegation efter § 11 i bekendtgørelse af forretningsorden for ligningskommissioner.

1.2.

Ligningsplanen skal indeholde en bestemmelse om planens ajourføring eller optagelse til revision, f.eks. pr. 1. november 1982.

1.3.

Ligningsplanen skal indeholde en oversigt over de udsøgningskriterier, ligningskommissionen har valgt. "Oversigt over udsøgningskriterier for 1981" kan optages som bilag til ligningsplanen.

1.4.

Ligningsplanen bør indeholde oplysning om de personaleressourcer, der vil være til rådighed for ligningsarbejdet frem til den 31. marts 1983. Det vil endvidere være hensigtsmæssigt i ligningsplanen at opstille forslag til fordeling af disse ressourcer i hovedarbejdsopgaver, f.eks. ligning af

- almindelige lønmodtagere

- "tunge" lønmodtagere og repræsentanter

- lettere regnskaber

- almindelige regnskaber

- landbrugsregnskaber

- selskaber m.v.

- dødsboer

Det bør fremgå af ligningsplanen, om kommunen deltager i indberetningen af regnskabsoplysninger på virksomhedsskemaer til statens ligningssystem for erhvervsdrivende (SLS-E-systemet), jf. 2.4.1.

Endvidere må kommunerne være indforstået med at skulle afsætte ressourcer til gennemførelse af de særlige kontrolforanstaltninger, der er nævnt nedenfor under 2.3.2. og 2.5.6.

2.

Ligningens foretagelse for indkomståret 1981

2.1.

Ligningen for skatteydere med ukomplicerede skattemæssige forhold

Ligningsarbejdet skal tilrettelægges og afvikles, så det tilstræbes, at alle skatteydere med ukomplicerede skattemæssige forhold (almindelige lønmodtagere og pensionister m.v.) er færdigbehandlet, inden første slutopgørelse udsendes.

2.2.

Skatteydere der har anvendt erklæringen på selvangivelserne S 13 eller S 14

2.2.1.

Skatteydere, der har underskrevet erklæring, modtager normalt først ved slutopgørelsen oplysning om de A-indkomster og renteindtægter, der er lagt til grund for skatteberegningen. Disse skatteydere har efter § 10 i bekendtgørelse nr. 532 af 29. oktober 1981 vedrørende slutligning for 1981 adgang til senest 4 uger efter modtagelsen af slutopgørelsen at klage til ligningskommissionen.

2.2.2.

Skatteydere, der har underskrevet erklæringen og samtidig har udfyldt enkelte punkter på selvangivelsens side 3 og 4, anses for at have selvangivet både A-indkomst og renteindtægter ifølge indberetningerne og de særlige oplysninger, der er anført på side 3 og 4. Selvangivelsen anses for behørig.

Foreligger der særlige forhold, der gør, at det ikke klart fremgår, hvorledes indkomstansættelsen skal foretages, fordi skatteyderen har misforstået erklæringsordningen, retter skattevæsenet henvendelse til skatteyderen, jf. bekendtgørelse nr. 473 af 29. oktober 1980 om en særlig erklæring i stedet for selvangivelsen. Der beregnes ikke tillæg efter skattekontrolloven i disse tilfælde.

2.2.3.

Selvangivelserne for skatteyderne, der nøjes med at underskrive erklæringen, gennemgår de samme kontroller m.v. i udsøgningssystemet og kontrolbilagssystemet som de øvrige selvangivelser. Særlige kontroloplysninger og udsøgningsblanketter vedrørende skatteydere, der har anvendt erklæringen, udskrives efter samme regler, som gælder for de øvrige skatteydere.

2.3.

Anvendelse af udsøgningssystem og kontrolbilagssystem

Disse edb-systemer er opbygget med henblik på i størst muligt omfang at gøre lønmodtagerligningen maskinel og, hvor det ikke er muligt, at danne grundlag for en systematisk udvælgelse af de selvangivelser, der skal kontrolleres nærmere.

2.3.1.

Udsøgningssystemet

Udsøgningssystemet er opbygget og fungerer på samme måde som hidtil med sorteringsgrupper og kriterier, der fastlægges af den enkelte kommune. Kommunerne har således mulighed for at udsøge selvangivelser til nærmere ligningsmæssig kontrol efter en lang række kriterier.

Systemet bygger på en maskinel registrering og sammenligning af forskellige skatteregistres indhold.

I samtlige kommuner udsøges automatisk for følgende forhold:

- A-indkomstdifferencer

- B-indkomstdifferencer

- Renteindkomstdifferencer

- Ejendomssalg

- Fejl ved beregning af ejendomsoverskud eller -underskud

- Skatteyderen eller dennes ægtefælle er død i 1981

- Fejl i mandtalskoder.

Herudover kan den enkelte kommune - i det omfang der vil være ressourcer til rådighed herfor - selv fastsætte yderligere kriterier.

Deltagelse i 3. udsøgningskørsel er obligatorisk for at sikre, at udsøgningen også omfatter tilfælde, hvor oplysningssedlerne er indgået med forsinkelse. Dette har endvidere betydning for skatteydere, der har underskrevet erklæringen på selvangivelsen.

2.3.2.

Kontrolbilagssystem og blanketterne R 75 og R 75 S

Som led i lignings- og kontrolarbejdet opsamles en række oplysninger i kontrolbilagssystemet, der danner grundlag for udskrivning af oplysninger vedrørende skattepligtige personers indkomst- og formueforhold på blanket R 75 og vedrørende aktie- og anpartsselskaber m.v. på blanket R 75 S.

På R 75 og R 75 S udskrives renteoplysninger fra pengeinstitutter og realkreditinstiturioner m.fl.

I midten af marts 1982 udskrives kontrolbilaget - R 75 - med samtlige kontroloplysninger for alle personer med ligningsartkode (erhvervsdrivende og "tungere" lønmodtagere m.v.), således at regnskabsligningen kan påbegyndes. I begyndelsen af april 1982 - samtidig med udsøgningsblanketten - udskrives R 75 for øvrige personer.

I tiden juli - december 1982 udskrives på særskilt blanket oplysninger om renter af private pantebreve, som er indberettet til statsskattedirektoratet som led i den stikprøvevise kontrol af pantebrevsrenter.

I august 1982 udskrives på særskilt blanket oplysninger om visse byggeudgifter til brug ved kontrolarbejdet, jf. lov nr. 224 af 8. juni 1979 om kontrol med visse byggearbejder m.v.

Kontrolbilaget for selskaber m.v. udskrives første gang i april 1982.

Systemernes nærmere indhold fremgår af de pågældende afsnit i statsskattedirektoratets "Vejledning om slutopgørelsen m.v. for 1981" samt "Vejledning om selskabsskat m.v.", som vil blive udsendt til kommunerne.

2.4.

Statens ligningssystem for erhvervsdrivende (SLS-E-systemet)

2.4.1.

Ligningssystemet for erhvervsdrivende er en videreførelse af det edb-system, som med virkning for indkomståret 1978 blev indført til støtte for sagsstyringen og -fordelingen.

For indkomståret 1981 udvides systemet væsentligt.

Stamoplysningerne udvides med oplysninger fra toldvæsenets VIRK-register, herunder VIRKNR.

Med henblik på for senere indkomstår at etablere et egentligt udsøgningssystem for erhvervsdrivendes selvangivelser og regnskaber påbegyndes for indkomståret 1981 indberetning til SLS-E-systemet af regnskabsloplysninger for et statistisk udsnit af de erhvervsdrivende. På grundlag heraf beregnes nøgletal og foretages branchesammenligninger. Oplysningerne udskrives til brug ved ligningen for de virksomheder, der er indberettet regnskabsoplysninger for.

Indberetningen af regnskabsoplysninger foretages via amtsskatteinspektoraterne på virksomhedsskemaer, der udskrives fra statsskattedirektoratet. Skemaerne udfyldes efter nærmere aftale mellem den enkelte kommune og amtsskatteinspektoratet. For kommuner, der ikke ser sig i stand til at udføre arbejdet, foretages indberetningerne af amtsskatteinspektoratet. Kommunen stiller lokaler til rådighed for arbejdet.

Der er adgang for ligningsmyndighederne til at foretage supplerende indberetninger, f.eks. for selvangivelser der udtages til nærmere kontrol.

Systemet vil gøre det muligt at indvinde erfaringer for, hvilke nøgletal og tilsvarende sammenhænge af regnskabstal der for den enkelte erhvervsvirksomhed og for branchen kan benyttes i ligningsog kontrolarbejde. Der vil senere kunne gennemføres sammenligninger år for år.

Det forventes, at der, efterhånden som SLS-E-systemet udvikles og indarbejdes, kan frigøres personaleressourcer til styrkelse af kontrolindsatsen.

2.4.2.

For indkomståret 1981 indeholder systemet herefter følgende:

(1) Et mandtal over skattepligtige erhvervsdrivende personer og selskaber m.fl., som udsendes til kommuner og amtsskatteinspektorater i marts 1982.

(2) En SLS-E udskrift for hver enkelt skattepligtig, der er optages på mandtallet.

(3) Virksomhedsskemaer til brug ved indberetning af regnskabsoplysninger for det antal virksomheder, der som minimum skal indgå i branchesammenligningen.

(4) En liste over erhvervsdrivende opdelt efter branche.

(5) For de kommuner, der for indkomståret 1980 har indberettet årstal for udsøgning af erhvervsdrivendes selvangivelser til kontrol, udskrives en liste over de skatteydere, der er planlagt kontrolleret for indkomståret 1981.

SLS-E-systemet - herunder resultatmateriale for de særligt indberettede virksomheder - vil blve nærmere beskrevet i en vejledning fra statsskattedirektoratet.

2.4.3.

Andre Aktiviteter herunder indberetninger m.v.

Indberetningen til statens ligningssystem for erhvervsdrivende er obligatorisk. Der foretages en kvalificeret gennemgang af samtlige selvangivelser og regnskaber med henblik på tilrettelæggelsen af det videre ligningsarbejde. Efterhånden som ligningsarbejdet afvikles, indberettes omfanget af den udførte kontrol angivet som partiel kontrol eller total kontrol.

Endvidere indberettes efter direktoratets nærmere anvisninger resultatet af kontrollen af virksomheder, for hvilke der er indberettet regnskabsoplysninger som beløbsmæssige ændringer af enkelte regnskabsposter.

For kommuner, der har etableret eller agter at etablere ordninger, hvorefter erhvervsdrivende over en årrække udtages til kontrol, er der mulighed for at indberette det årstal, i hvilket en erhvervsdrivendes selvangivelse er planlagt udtaget til nærmere kontrol.

Den igangværende registrering af hovedaktionærforhold m.v., interessentskaber, partrederier, kommanditselskaber og andre flerejede selskaber videreføres og udbygges. For virksomheder med flere ejere skabes reference mellem disse, og der udpeges en kommune, som skal kontrollere virksomhedsregnskabet.

Der bør i fornødent omfang udarbejdes oversigter til belysning af koncerners opbygning og struktur.

Indberettede og registrerede data indgår i grundlaget for udarbejdelse af statistikker, der udsendes til kommunerne og amtsskatteinspektoraterne, bl.a. til brug ved planlægningen og tilsynet med ligningen.

2.5.

Øvrige retningslinier for ligningsarbejdet

2.5.1.

Ligningsvejledning 1981

I slutningen af marts 1982 udsender statsskattedirektoratet ligningsvejledningen for personer til skattemyndighederne. Vejledningen er ajourført og rettet på grundlag af lovændringer, domsafgørelser og landsskatteretskendelser m.v.

2.5.2.

Vejledning vedrørende ligningen af selskaber og foreninger m.v.

Til brug ved selskabsligningen vil der omkring 1. april 1982 blive udsendt ligningsvejledning vedrørende selskaber m.v.

2.5.3.

Cirkulære om forhøjelse af skatteansættelser, hvori indgår skønsmæssig vurdering af privatforbrugsgoder (skønscirkulæret)

Ved statsskattedirektoratets cirkulære nr. 487 af 3. november 1976 er det bestemt, at forhøjelser af en skønsmæssig værdiansættelse af enkeltposter, der vedrører privatforbruget, ikke kan ske, med mindre forhøjelsen er væsentlig, og at en sådan ændring ikke kan foretages efter udsendelse af første slutopgørelse.

Med henblik på en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af ligningsarbejdet er det ved SD-cirkulære 1979-17 bestemt, at der for bogførings- og regnskabspligtige kan foretages forhøjelser af skønsposter efter udsendelse af første slutopgørelse, såfremt selvangivelsen er udtaget til partiel eller total kontrol, og der på forhånd er givet meddelelse herom. Reglerne omtales nærmere i ligningsvejledingen.

2.5.4.

Revisionsmeddelelser

Statsskattedirektoratet har i 1981 udsendt revisionsmeddelelser til støtte for det daglige lignings- og revisionsarbejde. Statsskattedirektoratet opfordrer til, at der fortsat indberettes emner for nye revisionsmeddelelser.

2.5.5.

Udtagelse og indberetning af bødesager

For at sikre en ensartet udtagelse af sager, hvor det må antages, at der foreligger overtrædelse af skattekontrollovens § 13 eller straffelovens § 289, er det ved skrivelse af 27. december 1977 pålagt kommunerne at udtage og indberette sager, hvori overtrædelse skønnes at foreligge, til amtskatteinspektoraterne.

2.5.6.

Særlige kontrolaktioner

2.5.6.1.

Statsskattedirektoratet fortsætter drøftelserne - bl.a. i kontroludvalget - med repræsentanter for lignings- og afgiftsmyndighederne m.fl. om intensivering af kontrolindsatsen.

2.5.6.2.

Statsskattedirektoratet og ligningsrådet finder det væsentligt at øge kontrollens effektivitet og forebyggende virkning. Ligningskontrollen bør i større omfang ske i form af revision ude i virksomhederne - eventuelt ved kombinerede arbejdsgiver og ligningskontrolbesøg. Som et led i udarbejdelsen af de kommunale ligningsplaner må det derfor nærmere overvejes i hvilket omfang, der kan gennemføres revisioner på stedet.

Ved planlægningen af revisioner i virksomhederne kan inddrages offentlige myndigheder og institutioner, betydende foreninger og fonde, særligt med henblik på indhentning af kontroloplysninger om disses omsætning med erhvervsdrivende, udbetalinger af løn, honorarer og vederlag m.v.

2.5.6.3.

Det allerede iværksatte kontrolarbejde med afdækning af transaktioner med skattelylande videreføres i 1982.

2.5.6.4.

Et påbegyndt udredningsarbejde med henblik på en udbygget kontrol af anbringender om hel eller delvis opgivelse af skattepligt her til landet videreføres i 1982. På baggrund af indvundne erfaringer må ligningsmyndighederne nøjere efterprøve, om skattepligten helt eller delvis er ophørt ved påstået udrejse. Direktoratet vil informere nærmere om lovgivning og praksis på området.

2.5.6.5.

Statsskattedirektoratet har i 1981 udbygget samarbejde med udenlandske skattemyndigheder og har indhentet kontroloplysninger om såvel erhvervsdrivendes samhandel med udlandet som om skattepligtsspørgsmål. De foreliggende oplysninger fordeles til brug for ligningsarbejdet.

2.5.6.6.

Der er i 1981 påbegyndt undersøgelser af konti af væsentlig størrelse i banker, sparekasser m.v., som ikke er forsynet med tilstrækkelig identifikation til at indgå i rentekontrolsystemet.

2.5.6.7.

Ved ligning af en hovedaktionær eller -anpartshaver, hvor denne og selskabet er hjemmehørende i forskellige kommuner, bør der optages kontakt med ligningsmyndigheden i selskabskommunen med henblik på en samordning af ligningskontrollen. Statsskattedirektoratet vil bistå hermed.

2.5.6.8.

Ved ligningen af koncerner med selskaber i udlandet er der konstateret transaktioner med disse selskaber, hvorved skattesvarelse her til landet formindskes. Transaktionerne foregår ved under- eller overfakturering af leverede varer og tjenesteydelser m.v. Statsskattedirektoratet vil meddele nærmere om emner for undersøgelser og om muligheder for at regulere prisfastsættelser.

2.5.6.9.

Det er også i 1981 konstateret, at varer til privat brug i betydeligt omfang "omfaktureres" til udgifter, som sædvanligvis godkendes fradraget ved indkomstopgørelsen, f.eks. til varekøb og omkostningsvarer. Ligningsmyndighederne opfordres til under virksomhedsbesøg at være opmærksomme på forretningsgange, varesortiment, korrespondance m.v., som kan afsløre tilfælde af "omfakturering".

2.5.6.10.

Det er ved lokale undersøgelser konstateret, at indehavere af visse typer af forretninger aflægger urigtige selvangivelser og regnskaber, idet såvel varesalg som varekøb opføres med for lave beløb ("krympning"). Der bør derfor som led i prøvelsen af regnskabers sandsynlighed, foretages overslag over en virksomheds omsætning på baggrund af indhentet dokumentation for varekøb, udbetalte lønninger m.v.

2.5.6.11.

Statsskattedirektoratet agter i 1982 at intensivere indsamlingen af lokalt indhentede erfaringer om skatteunddragelser. De vil blive videregivet, dels ved møder med lokalforvaltningen, dels ved revisionsmeddelelser.

2.5.6.12.

Ved planlægningen af påtænkte lokale kontrolaktioner skal disse indberettes til statsskattedirektoratet. Der vil herved kunne ske en koordination af lokale kontrolaktioner, ligesom man vil kunne udnytte erfaringer fra tidligere aktioner af tilsvarende art.

2.5.7.

Samordning af arbejdsgiverkontrol og ligningskontrol

Arbejdsgiverkontrolbesøg efter kildeskattelovens § 86 og ligningskontrolbesøg efter skattekontrollovens § 6 kan udføres samtidig og af samme personale, såfremt betingelserne for disse besøg samtidig foreligger.

Det er statsskattedirektoratets opfattelse, at kontrollen kan effektiviseres ved at gøre brug af sådanne kombinerede besøg på stedet, ligesom det i en række tilfælde vil være hensigtsmæssigt - såvel for de erhvervsdrivende som for skattemyndighederne - at samordne kontrollen.

3.

Lignings- og årsagskodestatistik

Der vil til kommunerne og amtsskatteinspektoraterne blive udsendt en ligningsstatistik pr. 15. oktober 1982 og pr. 31. marts 1983. Der vil blive foretaget optællinger af såvel forhøjelser som nedsættelser, opdelt som berigtigelser, førstegangsansættelser og klager til henholdsvis ligningskommission og skatteråd, inden for de sædvanlige skatteyderkategorier. Antallet af godkendte selvangivelser vil fremgå af statistikken.

Der vil endvidere blive udskrevet en ligningsstatistik for selskaber m.v.

Årsagskodestatistikken udskrives pr. 15. oktober 1982 og pr. 31. marts 1983 sammen med ligningsstatistikken.

Til brug for statsskattedirektoratet skal kommunerne indsende en oversigt over klagesager efter skattestyrelseslovens § 3, stk. 3, og § 4 vedrørende indkomståret 1980. Oversigten skal indsendes til amtsskatteinspektoratet snarest efter den 1. april 1982.

4.

Tilsyn med ligningen

4.1.

Ligningsrådet og statsskattedirektoratets tilsyn efter skattestyrelseslovens § 11 med ligningskommissionernes arbejde varetages uden for Københavns og Frederiksberg kommuner af amtsskatteinspektoraterne, jf. lovens § 19, stk. 1. Amtsskatteinspektoraterne indberetter pr. 1. juli 1983 til statsskattedirektoratet og ligningsrådet resultater af og erfaringer fra tilsynsvirksomheden for indkomståret 1981.

4.2.

Amtsskatteinspektoraterne kan, jf. SD-cirkulære 1979-11 af 30. marts 1979, bemyndige en ligningskommission til at ændre en ansættelse for tidligere indkomstår.

4.3.

Amtsskatteinspektoraterne er ved SD-cirkulære 1979-11 af 30. marts 1979 bemyndiget til at udtage selvangivelser efter lovens § 14, stk. 2, til gennemgang og forelæggelse for amtsligningsrådet. Amtsskatteinspektoraterne er ved samme cirkulære bemyndiget til på direktoratets vegne at deltage i ligningskommissionernes møder og forhandlinger efter lovens § 14, stk. 2.

4.4.

Ligningsplanen indsendes til amtsskatteinspektoratet snarest efter, at ligningskommissionen har vedtaget den. Ændringer i planen indsendes på tilsvarende måde.

Underskrift 1

Statsskattedirektoratet, den 27. november 1981 Hans Westerberg Jørgen Sandgren

Versioner

  1. 1982-01-15 · til 1996-11-25