Gelex

Cirkulære om forskellige forhold vedrørende de almennyttige boligselskabers virksomhed (Om bestyrelsesvederlag, ugiftes samlivsforhold og om genhusning af husstande ved sanering m.v.)

OphævetVersion 1981-04-15fra 1981-04-15 til 1991-04-15
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1981/24@1981-04-15/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I. Vederlag til almennyttige boligselskabers bestyrelser for arbejde med afdelinger i drift

1. I § 5, stk. 5 og 6, i lov om boligbyggeri (lovbekendtgørelse nr. 354 af 30. juli 1980) er fastsat, at størrelsen af vederlag, der tillægges almennyttige boligselskabers bestyrelser for deres arbejde, skal godkendes af boligministeren, og at ministeren kan fastsætte nærmere retningslinjer herom.

For så vidt angår selskabsbestyrelsernes arbejde med afdelinger i drift er sådanne retningslinjer fastsat i pkt. 5 i boligministeriets cirkulære af 24. juni 1975 om organisation og udlejning af almennyttigt byggeri.

Da størrelsen af de vederlag, der i det enkelte tilfælde kan afholdes uden godkendelse af boligstyrelsen ikke - bortset fra en mindre ændring i 1967 - er blevet reguleret siden 1959, er det under hensyn til den økonomiske udvikling fundet rimeligt at forhøje beløbssatserne for disse bestyrelsesvederlag.

Bestyrelseshverv i almennyttige boligselskaber skal fremdeles betragtes som tillidshverv af almennyttig karakter, der ikke kan vederlægges efter erhvervsmæssige synspunkter, og vederlag til bestyrelsens medlemmer bør derfor holdes på et beskedent niveau, ligesom det er en forudsætning for ydelse af sådanne vederlag, at de samlede administrationsudgifter ligger på et rimeligt niveau.

2. Under de forudsætninger, der er nævnt i pkt. 1, kan der herefter med virkning fra den 1. marts 1981 til selskabernes bestyrelser uden særlig godkendelse fra boligstyrelsen i det enkelte tilfælde ydes et vederlag, hvis dette (inkl. godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste) for samtlige bestyrelsesmedlemmer tilsammen ikke overstiger et årligt beløb, svarende til 20 kr. pr. lejemål for de første 100 lejemål i selskabet og 12 kr. for hvert af selskabets øvrige lejemål. Denne højeste grænse for størrelsen af det vederlag, der kan udbetales uden særlig godkendelse, kan efter bestyrelsens bestemmelse reguleres i overensstemmelse med Danmarks Statistiks timelønsindeks for industriens arbejdere med indekset for januar måned 1981 som basis, svarende til de nævnte satser på henholdsvis 20 kr. og 12 kr. pr. lejemål. Regulering kan ske een gang årligt, første gang tidligst den 1. marts 1982. Det forudsættes, at selskabernes bestyrelser ikke træffer en generel beslutning om fremtidig automatisk regulering af vederlaget efter de nævnte retningslinjer, men at bestyrelsen, hvis den ønsker vederlaget reguleret, må træffe beslutning herom efter en konkret vurdering, således at regulering kun foretages, når vederlagets størrelse ikke skønnes rimeligt efter omfanget af det med bestyrelseshvervet forbundne arbejde.

Det påhviler selskabets revisor at påse, at bestyrelsesudgifterne er i overensstemmelse med retningslinjerne herfor, jfr. pkt. 13 d i boligministeriets cirkulære af 24. juni 1975 om de almennyttige boligselskabers økonomi m. v.

Bestyrelsen træffer selv bestemmelse om fordeling af det samlede vederlag til de enkelte medlemmer, og om vederlaget skal udbetales som et fast årligt beløb eller som mødediæter o.l.

Bestyrelsen vil herved bl. a. kunne tilgodese de medlemmer, der som følge af deres varetagelse af bestyrelseshvervet mister arbejdsfortjeneste.

Godtgørelse til udenbys boende bestyrelsesmedlemmer for rejseudgifter m. v. bør ikke overstige de satser, der til enhver tid er fastsat efter statens regler om time- og dagpenge m. v.

3. Hvis der foreligger ganske særlige forhold, der gør arbejdet for bestyrelsen eller enkelte medlemmer af denne særligt byrdefuldt, kan der med boligstyrelsens godkendelse i hvert enkelt tilfælde til en bestyrelse eller til enkelte medlemmer af denne, særlig bestyrelsens formand, ydes et større, men dog under alle omstændigheder beskedent vederlag. Ansøgning herom, bilagt selskabets seneste årsregnskab og budget, må indsendes til boligstyrelsen gennem vedkommende kommunalbestyrelse og udførligt begrundes. Det må særligt oplyses, om bestyrelsens arbejde på grund af særegne omstændigheder måtte være ganske særligt byrdefuldt, eller om der påhviler enkelte bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden, særlige administrative opgaver, som ikke omfattes af en bestyrelses normale virksomhed, f. eks. administrativt arbejde, der sædvanligvis udføres af en forretningsfører.

4. Som anført under pkt. 1 omhandler nærværende cirkulære alene vederlag for selskabs bestyrelsers arbejde med afdelinger i drift. Bestyrelsesudgifter, der vedrører afdelinger under opførelse, kan som hidtil medtages på byggeregnskabet, jfr. bilag 2 i boligministeriets cirkulære af 4. juni 1975 om støtte til almennyttigt nybyggeri m. v. Hvervet som medlem af en afdelingsbestyrelse er fortsat ulønnet.

5. Opmærksomheden henledes på, at der i en årrække har været gældende særlige lovbestemmelser om begrænsning af udbytter, tantieme og vederlag m. v. Det har været forudsat, at disse bestemmelser også omfattede de ovenfor nævnte vederlag.

II. Ugiftes - såkaldte »papirløses« - samlivsforhold

6. I § 12 i lov om boligbyggeri (lovbekendtgørelse nr. 354 af 30. juli 1980) er fastsat, at ledige lejligheder skal stilles til rådighed for boligsøgende, som efter deres økonomiske forhold samt deres husstandsstørrelse og -sammensætning har særligt behov for boliger af den pågældende art, og at boligministeren fastsætter nærmere regler herom. Sådanne regler er fastsat i boligministeriets bekendtgørelse nr. 157 af 24. april 1975 om almennyttig boligvirksomhed. I bekendtgørelsen (§ 15, stk. 3) er blandt andet indsat en bestemmelse om, at personer, der lever sammen uden at være gift, ved tildeling af lejligheder skal sidestilles med ægtepar. Det er i tilslutning hertil i pkt. 11 i boligministeriets cirkulære af 24. juni 1975 om organisation og udlejning af almennyttigt byggeri yderligere præciseret, at denne bestemmelse tager sigte på samlivsforhold af mere varig karakter, at begge personer bør påføres lejekontrakten, og at bestemmelsen også omfatter samlivsforhold mellem personer af samme køn.

7. For at modvirke misbrug og omgåelse af reglerne om tildeling af ledige lejligheder i almennyttigt byggeri - d.v.s. tilfælde hvor det tilsigtes, at kun den ene af parterne (permanent) skal bebo boligen - har mange boligselskaber indført den praksis, at der ved tildeling af en lejlighed til boligsøgende, der lever sammen uden at være gift, i lejekontrakten indføjes en klausul om, at begge parter skal flytte, såfremt den ene flytter. Sådanne klausuler har i nogle tilfælde givet anledning til vanskeligheder, og disse problemer har tidligere været forelagt for boligstyrelsen, der på et tidligt tidspunkt har givet udtryk for, at sådanne kontraktvilkår i givet fald vil kunne kræves efterlevet. Det er dog samtidig udtalt, at der i tilfælde af denne art efter boligstyrelsens opfattelse bør lægges vægt dels på, om den part, der bliver i boligen, selvstændigt kan godkendes til denne, dels på samlivsforholdets varighed.

Spørgsmålet om rækkevidden og fortolkningen af sådanne »flytteklausuler« i lejekontrakter har blandt andet på baggrund af en henvendelse til folketingets ombudsmand - været taget op til fornyet og principiel behandling. Det er herefter styrelsens opfattelse, at sådanne klausuler kun bør kræves efterlevet i det omfang, det må skønnes nødvendigt for at modvirke omgåelse af reglerne om tildeling af ledige lejligheder.

En klausul af den nævnte art bør i hvert fald ikke gøres gældende, når boligtagernes samliv i boligen har haft en vis varighed. En periode på 2 år fra lejemålets begyndelse må i så henseende kunne anses som tilstrækkelig. Man henviser i denne forbindelse til § 16, stk. 2, i den ovenfor nævnte bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed, hvorefter en person, som i mindst 2 år har haft fælles husstand med en nu afdød lejer, under nærmere angivne vilkår kan stille krav om at få overdraget lejligheden. Selv om samlivet ikke har bestået i 2 år, bør en »flytteklausul« dog ikke gøres gældende, når omstændighederne i øvrigt ikke tyder på, at der har været tilsigtet omgåelse af gældende bestemmelser, ligesom der fortsat uanset samlivets varighed - bør lægges vægt på, om den part, der er forblevet i boligen, selvstændigt kan godkendes til denne.

Det må naturligt tilstræbes, at boligsøgende i videst muligt omfang er bekendt med rækkevidden af bestemmelser i lejekontrakten. Boligstyrelsen har derfor den 22. januar 1981 autoriseret nedennævnte tillæg til typeformular B 1977:

»Fraflytter den ene af to boligtagere, som begge er påført kontrakten, men ikke er ægtefæller, lejligheden, har den anden kun ret til at fortsætte lejemålet alene, når

a) boligtagerne i mindst 2 år har haft fælles husstand i lejligheden, eller

b) den pågældende som boligsøgende selvstændigt ville kunne godkendes som boligtager, eller

c) lejemålet ikke er indgået med særligt henblik på ovetagelse af en lejlighed i almennyttigt byggeri i strid med reglerne herom.

Stk. 2. Har en boligtager efter stk. 1 ikke ret til at fortsætte lejemålet, kan selskabet opsige lejemålet med 3 måneders varsel, selv om lejemålet måtte være indgået for en bestemt længere tid eller med længere opsigelsesfrist.«

Det skal påny understreges, at begge parter i i samlivsforholdet - som det allerede er nævnt ovenfor - af bevismæssige grunde bør påføres lejekontrakten.

III. Genhusning af husstande ved

sanering m. v.

8. Boligbyggerilovens § 53 samt boligministeriets ovenfor nævnte bekendtgørelse af 24. april 1975 om almennyttig boligvirksomhed, § 15, stk. 6-9, indeholder nærmere bestemmelser om de almennnyttige boligselskabers medvirken ved genhusning af husstande, der bliver husvilde i forbindelse med gennemførelse af sanering m. v. Efter lovens § 53 samt bekendtgørelsens § 15, stk. 6, kan tilsagn om støtte til en almennyttig boligbebyggelse betinges af, at en del af lejlighederne i det enkelte byggeforetagende anvises til husstande, som bliver husvilde ved nedlæggelse af lejligheder som følge af sanerings- eller kondemneringsvirksomhed eller gennemførelse af gade- og vejanlæg og andre offentlige anlæg.

Efter bekendtgørelsens § 15, stk. 7-9, jfr. bekendtgørelse nr. 175 af 29. april 1977 og bekendtgørelse nr. 142 af 30. marts 1979, skal samtlige afdelinger i almennyttige boligselskaber til stadighed medvirke til genhusning af husstande, der bliver husvilde som følge af saneringsvirksomhed. Genhusningspligten områder, hvor erstatningsboligudvalg eller samarbejdsudvalg er nedsat i henhold til bestemmelserne i §§ 56 og 57 i lov om sanering og i områder, hvor boligministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelsen eller et godkendt saneringsselskab måtte have bestemt dette. I de seneste år har genhusningspligten dog omfattet hver 3. ledige lejlighed i afdelinger i hovedstadsområdet.

9. Ved lov nr. 272 af 16. juni 1980 om ændring af lov om sanering er indført genhusningsforpligtelse for ejere af private udlejningsejendomme. Da denne genhusningsforpligtelse foruden husstande, der bliver husvilde som følge af saneringsvirksomhed, også omfatter husstande, der bliver husvilde som følge af beslutninger i medfør af lov om boligtilsyn, og da pligten her efter lovbestemmelsen omfatter hver 3. ledige lejlighed, har boligstyrelsen ved bekendtgørelse nr. 624 af 29. december 1980 om ændring af bekendtgørelse om almennyttig boligvirksomhed udvidet de almennyttige boligselskabers genhusningsforpligtelse i tilsvarende omfang. De herefter gældende bestemmelser om omfanget af genhusningsforpligtelsen for almennyttige boligafdelinger er aftrykt som bilag til nærværende cirkulære.

10. De almennyttige boligselskabers medvirken til genhusning består herefter i, at selskaberne i de i pkt. 8 nævnte områder skal stille indtil hver 3. ledige lejlighed til rådighed for udsanerede og udkondemnerede husstande, medens der ikke længere skønnes at være behov for særlige bestemmelser om genhusning af husstande, der bliver husvilde som følge af brandsikring. Det er forudsat, at genhusningspligten i det almennyttige byggeri søges opfyldt efter samme retningslinjer som genhusningspligten for private udlejningsejendomme.

Ved opgørelsen af det antal lejligheder, der i almennyttigt boligbyggeri skal stilles til rådighed for genhusning, skal fortsat, jfr. bekendtgørelsens stk. 8, bortses fra lejligheder, der overdrages til boligsøgende, der allerede har bolig i den samme afdeling. Boligstyrelsen forudsætter endvidere - uden at det er fundet nødvendigt at fastsætte konkrete bestemmelser herom - at kommunerne og saneringsselskaberne efter forhandling med boligselskaberne i de enkelte tilfælde om fornødent accepterer, at der tillige bortses fra sådanne lejligheder, der i medfør af bestemmelserne i § 60 i lov om sanering er undtaget fra private udlejeres genhusningsforpligtelse, såsom boliger til ejendomsfunktionærer, boliger, der overdrages ved bytning og boliger, der står i umiddelbar forbindelse med et forretningslokale og udlejes i forbindelse med dette.

Boligsøgendes vedtægtsmæssige rettigheder og eventuelle kommunale anvisningsrettigheder skal derimod fortsat respektere genhusningsforpligtelser.

Underskrift 1

Boligstyrelsen, den 11. februar 1981 AXEL G. POULSEN /H. E. Rasmussen

Bilag

Bestemmelser om genhusning af husstande i almennyttige boligafdelinger

Uddrag af boligministeriets bekendtgørelse nr. 157 af 24. april 1975 om almennyttig boligvirksomhed, jfr. boligstyrelsens bekendtgørelse nr. 624 af 29. december 1980 om ændring af bekendtgørelse om almennytig boligvirksomhed.

Stk. 1. § 15

Stk. 6. Ledige lejligheder, som ved tilsagn om statstøtte er forbeholdt anvendt til husstande, der bliver husvilde som følge af sanering eller beslutninger i medfør af lov om boligtilsyn eller som følge af gennemførelse af gade- og vejanlæg eller andre offentlige anlæg, skal anmeldes til erstatningsboligudvalget i medfør af lov om sanering § 56 eller samarbejdsudvalget efter samme lovs § 57. Det pågældende udvalg foretager anvisning af de ledige lejligheder til husstande, for hvem de ved tilsagnet er forbeholdt eller til husstande, der derved frigør en lejlighed til anvisning efter det angivne formål. I det omfang, det angivne formål ikke herved tilsidesættes, skal udvalget ved lejlighedernes anvisning iagttage reglerne i stk. 1. Såfremt erstatningsboligudvalg eller samarbejdsudvalg ikke er nedsat, varetages de nævnte beføjelser af kommunalbestyelsen.

Stk. 7. Samtlige afdelinger i et selskab skal til stadighed medvirke til genhusning af husstande, der bliver husvilde som følge af saneringsvirksomhed eller beslutninger i medfør af lov om boligtilsyn. Dette gælder, selv om et tilsagn om statsstøtte ikke er gjort betinget som anført i stk. 6, og uanset om et eventuelt vilkår i tilsagnet alene har sigtet på første udlejning efter ibrugtagelsen. Genhusningspligten gælder dog alene i sådanne områder, hvor erstatningsboligudvalg eller samarbejdsudvalg er nedsat, jfr. stk. 6, samt i områder, hvor boligministeren efter indstilling fra enten kommunalbestyrelsen eller et godkendt saneringsselskab måtte bestemme dette. Boligsøgendes eventuelle vedtægtsmæssige rettigheder skal respektere denne pligt.

Stk. 8. I afdelinger, som er omfattet af pligten i stk. 7, skal indtil hver 3. ledige lejlighed i afdelingen stilles til rådighed for genhusning af husstande, der bliver husvilde som følge af saneringsvirksomhed eller beslutninger i medfør af lov om boligtilsyn. Ved opgørelsen heraf ses der dog bort fra lejligheder, der overdrages boligsøgende, der allerede har bolig i samme afdeling. For de lejligheder der er omfattet af genhusningspligten, finder reglerne i stk. 6 og stk. 9 anvendelse.

Stk. 9. En afdelings pligt i henhold til stk. 7-8 betragtes som opfyldt i det omfang, der mellem afdelingen og et godkendt saneringsselskab indgås aftale om, at saneringsselskabet indenfor en vis periode kan disponere over lejligheder til genhusning, der i antal svarer til det i stk. 8 anførte. Sådanne aftaler skal anmeldes til de i stk. 6 nævnte udvalg.

Versioner

  1. 1981-04-15 · til 1991-04-15