Gelex

Cirkulære om udelukkelse fra værnepligtstjeneste som følge af straf m. v.

OphævetVersion 1981-04-15fra 1981-04-15 til 2009-06-10
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1981/25@1981-04-15/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

1. INDLEDNING

I henhold til § 4 i værnepligtsloven (lov nr. 213 af 30. maj 1980) kan den, der for forsætlig lovovertrædelse ved dansk eller fremmed domstol er idømt ubetinget straf af fængsel i mindst 5 måneder eller forvaring efter straffelovens § 70, af sessionen udelukkes fra værnepligtstjeneste, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for, at han vil give anledning til disciplinære vanskeligheder eller besværliggørelse af tjenesten.

2. REJSNING AF UDELUKKELSESSAG

2.1 GRUNDLAG

Der rejses udelukkelsessag, når en værnepligtig, for hvem værnepligtstjeneste kan blive aktuel, ved een dom er straffet med mindst 5 måneders ubetinget fængsel for en forsætlig lovovertrædelse.

Dom for overtrædelse af § 6, stk. 1, i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde, jfr. lovbekendtgørelse nr. 427 af 30. september 1980, samt dom for overtrædelse af § 42, stk. 1, i lov om civilforsvaret, jfr. lovbekendtgørelse nr. 468 af 20. september 1976, medfører dog ikke rejsning af udelukkelsessag, såfremt den pågældende ikke senere kan indkaldes, jfr. § 7, stk. 2, i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde og civilforsvarslovens § 43, stk. 2.

Der rejses endvidere udelukkelsessag, når en person er idømt forvaring efter straffelovens § 70.

Straffen på mindst 5 måneders ubetinget fængsel skal være fastsat ved een dom. Det er uden betydning for spørgsmålet om rejsning af udelukkelsessag, at straffen på mindst 5 måneders ubetinget fængsel i medfør af straffelovens § 61 er fastsat som en fællesstraf, f. eks. med tidligere betinget straf.

Der rejses udelukkelsessag, uanset om der i strafudmålingen er indgået uagtsomme lovovertrædelser.

Udelukkelsessag rejses endvidere, når en udenlandsk dom efter værnepligtsstyrelsens skøn svarer til en dansk ubetinget dom til fængsel i 5 måneder eller derover for en forsætlig lovovertrædelse eller til forvaring.

2.2 FREMGANGSMÅDE

Udelukkelsessag rejses for sessionen af værnepligtsstyrelsen. For værnepligtige mellem 17 og 32 år rejses udelukkelsessag på grundlag af indberetninger til værnepligtsstyrelsen fra kriminalregistret, jfr. § 19 i justitsministeriets cirkulære nr. 147 af 30. august 1978 om det centrale kriminalregister.

For øvrige værnepligtige rejses udelukkelsessag på grundlag af indberetninger fra de personelforvaltende myndigheder.

Forelæggelse for sessionen bør udskydes, indtil strafudståelsen er tilendebragt, således at kriminalforsorgen på grundlag af de iagttagelser om den pågældendes karakteregenskaber m. v., som er gjort under strafudståelsen, kan afgive fyldestgørende erklæring til brug for afgørelsen. Dog kan forelæggelse for sessionen ske, inden strafudståelsen er tilendebragt, såfremt hensynet til den værnepligtiges resocialisering afgørende taler herfor.

Så vidt muligt senest 8 dage før sessionen skal træffe afgørelse i sagen, underrettes den værnepligtige om tidspunktet for sagens behandling. Såfremt den værnepligtige er afskåret fra personligt at møde for sessionen, skal der gives ham adgang til at lade sig repræsentere af en fuldmægtig. Medmindre det på grund af lovovertrædelsens karakter i forbindelse med den af kriminalforsorgen afgivne erklæring må anses for utvivlsomt, at udelukkelse skal ske, bør straffesagens akter fremskaffes.

3. SESSIONENS BEHANDLING AF UDELUKKELSESSAGER

Ved sessionens afgørelse af, om det udviste strafbare forhold begrunder en nærliggende fare for, at den værnepligtige vil give anledning til disciplinære vanskeligheder eller besværliggørelse af tjenesten, bør følgende tages i betragtning:

- forholdets art og grovhed,

- den værnepligtiges personlighed,

- udtalelser fra kriminalforsorgen m. fl. om den værnepligtige og

- hvor længe den værnepligtige har været kriminalitetsfri.

Såfremt der i strafudmålingen indgår uagtsomme lovovertrædelser, bør dette medføre en mildere bedømmelse. Ved afgørelsen af, om den værnepligtige skal udelukkes fra tjeneste, bør resocialiseringshensyn tages i betragtning.

Sessionen bør have opmærksomheden henledt på, om den værnepligtige på grundlag af de i sagen foreliggende oplysninger skal erklæres uegnet til værnepligtstjeneste.

Følgende lovovertrædelser bør på grund af deres relation til værnepligtsforholdet medføre udelukkelse:

- overtrædelse af kapitel 8 (forbrydelse mod forsvarsmagtens kampdygtighed) i den militære straffelov (lov nr. 216 af 26. april 1973) og

- overtrædelse af borgerlig straffelovs § 191 (visse overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer).

Dom til forvaring efter straffelovens § 70 bør i almindelighed medføre udelukkelse.

Udelukkelse bør derimod kun undtagelsesvis bestemmes ved overtrædelse af den militære straffelovs § 23, idet den værnepligtige ellers ville opnå det, hans overtrædelse tilsigtede. Det samme gælder ved overtrædelse af borgerlig straffelovs § 127 og værnepligtslovens §§ 34 og 35.

4. UNDERRETNING OM SESSIONENS AFGØRELSE

Værnepligtige, der ved sessionens afgørelse udelukkes fra værnepligtstjeneste, skal inden 3 dage efter afgørelsen af værnepligtsstyrelsen underrettes om udelukkelsen, hvortil anvendes den som bilag 1 viste blanket, der sendes som anbefalet brev. Når fristen for anke til værnepligtsnævnet er udløbet, jfr. nedenfor under pkt. 5, uden at anke er iværksat, sendes til den pågældende et bevis for værnepligtens bortfald. Beviset, der er vist som bilag 2, må intet indeholde om grunden til værnepligtens bortfald.

I tilfælde, hvor sessionen har truffet afgørelse om, at en værnepligtig, mod hvem der er rejst udelukkelsessag, ikke skal udelukkes fra værnepligtstjeneste, gives der ham på tilsvarende måde og indenfor samme frist underretning herom ved anvendelse af den som bilag 3 viste blanket.

5. ANKE- OG GENOPTAGELSESREGLER

I medfør af værnepligtslovens § 9, stk. 2, kan sessionens afgørelse i henhold til § 4 inden 4 uger fra det tidspunkt, da afgørelsen er meddelt den værnepligtige, indbringes for værnepligtsnævnet, hvis afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, jfr. værnepligtslovens § 12. Den, der i henhold til § 4 udelukkes fra værnepligtstjeneste, kan dog, når der er gået 1 år siden sidste afgørelse, kræve, at sagen genoptages.

6. STATISTIK

Værnepligtsstyrelsen udarbejder hvert år en opgørelse over udelukkelsessager. Opgørelsen, der indsendes til indenrigsministeriet og forsvarsministeriet ved udgangen af hvert kalenderår, skal indeholde oplysning om antallet af rejste udelukkelsessager, sagernes udfald og straffenes størrelse. Endvidere indsendes oplysning om, efter hvilke straffebestemmelser de personer, mod hvem der rejses udelukkelsessag, er dømt, samt om, i hvilket omfang sessionerne har erklæret værnepligtige, mod hvem der er rejst udelukkelsessag, uegnede til værnepligtstjeneste.

7. IKRAFTTRÆDEN

Cirkulæret træder i kraft den 1. februar 1981. Samtidig ophæves indenrigs- og boligministeriets cirkulære af 8. februar 1955.

Underskrift 1

INDENRIGSMINISTERIET, DEN 12. FEBRUAR 1981 P. M. V. HELGE ODEL /Heide-Jørgensen ---------------------------------

BILAG 1

Værnepligtsstyrelsen J. nr.:.............. Pers.nr.:............ Dato:................ (bedes anført ved henvendelser) A N B E F A L E T Sessionen har den bestemt, at De i henhold til værnepligtslovens § 4 skal udelukkes fra værnepligtstjeneste som følge af den straf, De er blevet idømt ved dom af Hvis De ønsker sessionens afgørelse ændret, kan De inden 4 uger fra modtagelsen af dette brev klage til værnepligtsnævnet. Værnepligtsnævnets adresse er: Værnepligtsnævnet, Postbox 76, 2630 Tåstrup.

---------------------------

BILAG 2

Værnepligtsstyrelsen BEVIS FOR VÆRNEPLIGTENS BORTFALD Værnepligten for...................................... Personnummer: født i ...................................................... er i henhold til værnepligtsloven bortfaldet. Værnepligtsstyrelsen, den / 19 ---------------------------

BILAG 3 Værnepligtsstyrelsen J. nr.:................ Pers. nr.:............. Dato:.................. (bedes anført ved henvendelser) A N B E F A L E T Sessionen har den bestemt, at De uanset den straf, som De er blevet idømt ved dom af , ikke skal udelukkes fra værnepligtstjeneste i medfør af værnepligtslovens § 4. Hvis De ønsker sessionens afgørelse ændret, kan De INDEN 4 UGER fra modtagelsen af dette brev klage til værnepligtsnævnet. Værnepligtsnævnets adresse er: Værnepligtsnævnet, Postbox 76, 2630 Tåstrup.

Versioner

  1. 1981-04-15 · til 2009-06-10