Cirkulære om retningslinier for opkrævning efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, og § 68 af ikke indeholdt A-skat (*1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1981/3@1981-04-10/da
Indhold
I. Opkrævning hos den indeholdelsespligtige efter kildeskattelovens § 69, stk. 1 Kildeskattelovens § 69, stk. 1, lyder således: "Den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, eller som indeholder denne med for lavt beløb, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved iagttagelse af bestemmelserne i denne lov". Når indeholdelse af A-skat ikke er sket som foreskrevet, og kravet gøres gældende mod den indeholdelsespligtige, skal skatten beregnes af det indkomstbeløb, der er udbetalt eller godskrevet uden skattetræk. Kravet opgøres som den A-skat, der skulle være indeholdt efter de sædvanlige regler på grundlag af indkomstmodtagerens skattekortoplysninger på udbetalingstidspunktet, eller, hvor skattekortoplysninger ikke foreligger, med 50% i henhold til kildeskattelovens § 48, stk. 7. Tilsvaret indsættes i det centrale register over indeholdelsespligtige - konteringsdelen (CIR-K) ved indsendelse af arbejdsgiverkontrolmyndighedens (AMY) redegørelse (blanket A 149) til statsskattedirektoratet med tilsvarsregulering for de måneder, hvori indeholdelse skulle være sket. Det opgjorte beløb opkræves særskilt af arbejdsgiverkommunen ved skriftligt begrundet påkrav over for den indeholdelsespligtige. A-skatten skal så vidt muligt specificeres på indkomstmodtagere og på indkomstperioder. 1. Krav vedrørende det løbende år Krav om betaling af den ikke indeholdte skat vedrørende det løbende år skal i almindelighed fremsættes over for den indeholdelsespligtige, medmindre det kan konstateres, at indkomstmodtageren har betalt B-skat af den pågældende indkomst. 2. Krav opgjort efter at den indeholdelsespligtige har indsendt oplysningssedler, men inden den ordinære slutopgørelse (1. oktober i slutligningsåret) Såfremt der ikke er indsendt oplysningsseddel (blanket S 74) om den opgjorte A-indkomst, udskriver arbejdsgiverkommunen af hensyn til den kommunale ligningsmyndighed straks en sådan, udvisende A-indkomsten. Den beregnede ikke indbetalte A-skat må derimod ikke anføres på oplysningssedlen. Supplerende oplysningsseddel udvisende A-skatten udskrives, når den indeholdelsespligtige har indbetalt det opgjorte tilsvarsbeløb. 3. Krav opgjort efter den ordinære slutopgørelse Arbejdsgiverkommunen skal, før krav fremsættes over for den indeholdelsespligtige, for hver indkomstmodtager undersøge, - om den opgjorte A-indkomst er medtaget ved indkomstmodtagerens skatteansættelse for det pågældende indkomstår, og - om der ifølge indkomstmodtagerens slutopgørelse forekommer restskat til særskilt opkrævning, og om denne er betalt. Er A-indkomsten ikke medregnet ved skatteansættelsen, eller forekommer der restskat til særskilt opkrævning, kan den ikke indeholdte A-skat umiddelbart opkræves hos den indeholdelsespligtige. Oplysningssedler udskrives som anført under pkt. 2. Det tilsvarsbeløb, der opkræves hos den indeholdelsespligtige, må ikke overstige indkomstmodtagerens ikke betalte restskat for det pågældende indkomstår. Når den ikke indeholdte A-skat er indbetalt af den indeholdelsespligtige, skal arbejdsgiverkommunen af hensyn til restskatteopkrævningen orientere indkomstmodtagerens bopælskommune om indbetalingen.
II. Opkrævning hos indkomstmodtageren efter kildeskattelovens § 68 Kildeskattelovens § 68 lyder således: "Er der i A-indkomst, som erhverves af en her i landet skattepligtig person, ikke sket indeholdelse af A-skat, eller er indeholdelse sket med for lavt beløb, skal erhververen straks indbetale det manglende beløb til det offentlige". Den ikke indeholdte A-skat opkræves så vidt muligt som forskudsskat, og opgørelsen af A-skattetilsvaret til brug ved opkrævning efter § 68 skal foretages efter samme regler som foran anført om opkrævning efter § 69, stk. 1. Det beløb, der opkræves i henhold til § 68, skal ikke indsættes som "AMY-tilsvar" i CIR-K. Indberetning af § 68-sager skal ske (blanket A 125) til statsskattedirektoratet inden den 20. august i slutligningsåret. Efter dette tidspunkt vil en manglende A-skat blive reguleret over indkomstmodtagerens slutopgørelse og eventuelt opkrævet som restskat. Såfremt den indeholdelsespligtige ikke anses at have udvist forsømmelighed eller ikke anses for betalingsdygtig, bør kravet alene rettes mod indkomstmodtageren.
III. Generelle bemærkninger - Der må ikke samtidig med opkrævning efter § 68 hos indkomstmodtageren foretages opkrævning efter § 69, stk. 1, af tilsvarsbeløbet hos den indeholdelsespligtige. Opgiver statsskattedirektoratet en opkrævning i henhold til § 68 som følge af uerholdelighed eller af andre grunde, vil arbejdsgiverkommunen af statsskattedirektoratet blive underrettet med henblik på eventuel opkrævning hos den indeholdelsespligtige efter § 68, stk. 1. - Når den manglende A-skat opkræves hos indkomstmodtageren selv om kravet kunne rettes mod den indeholdelsespligtige vil den indeholdelsespligtige, i forbindelse med udsendelse af § 68-opkrævningen, af statsskattedirektoratet blive underrettet om, at han hæfter efter § 69, stk. 1, men at den manglende A-skat efter omstændighederne først søges opkrævet hos indkomstmodtageren. - Opmærksomheden henledes på, at udbetaling af A-indkomst uden skattetræk kan være en overtrædelse af kildeskattelovens straffebestemmelser, jf. SD-cirkulære 1980-45. - Eventuel klage over kommunens afgørelse forelægges statsskattedirektoratet, kontoret for tvangsinddrivelse og straffesager m.v.
Underskrift 1
Statsskattedirektoratet, den 6. januar 1981. Hans Westerberg Per Hessel