Cirkulære om midlertidigt fradrag for visse erhvervsmæssige investeringer
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1981/47@1981-05-18/da
Indhold
Eksemplarer af lov nr. 60 af 18. februar 1981 om midlertidigt fradrag for visse erhvervsmæssige investeringer er tidligere udsendt.
Eksemplarer af ministeriet for skatter og afgifters bekendtgørelse af 20. marts 1981 om kontroloplysninger i henhold til lov om midlertidigt fradrag for visse erhvervsmæssige investeringer fremsendes hermed.
Med hensyn til praktisering af lovens bestemmelser skal man meddele følgende:
1. Lovens § 1, stk. 1, 1. pkt., giver ret til et skattemæssigt fradrag for skatteydere, der anskaffer maskiner, inventar og lignende driftsmidler, som afskrives under et efter afskrivningslovens afsnit I.
Visse arter af driftsmidler er dog undtaget fra ordningen. Det samme gælder visse virksomheder og personer uanset arten af det driftsmiddel, der anskaffes.
Bestemmelsen i § 1, stk. 2, afgrænser den kreds af driftsmidler, der er omfattet af ordningen, fra de driftsmidler, der falder udenfor.
Ifølge lovens § 1, stk. 2, 1. pkt., kan fradrag ikke foretages ved anskaffelse af biler, der er indregistreret som nævnt i afskrivningslovens § 6A.
De køretøjer, for hvilke der efter bestemmelserne i loven om fradrag for visse erhvervsmæssige investeringer herefter ikke kan foretages fradrag, er biler, som af ejeren udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, men som er indregistreret
a) til privat personbefordring,
b) til udlejning uden fører,
c) som skolevogne,
d) som last- eller varemotorkøretøjer, der er berigtiget med halv omsætningsafgift efter de indtil den 1. november 1977 gældende afgiftsbestemmelser, hvilket også gælder, selvom bilen har skiftet ejer efter nævnte dato.
De nævnte biler er undtaget fra investeringsfradragsordningen, hvad
enten anskaffelsessummen er over eller under 65.000 kr.
Ifølge lovens § 1, stk. 2, 2. pkt., kan fradrag heller ikke foretages
ved anskaffelse af småaktiver med en anskaffelsessum på 1.800 kr. og
derunder samt driftsmidler, hvis levetid ikke antages at overstige 3
år, og som fradrages fuldt ud i den skattepligtige indkomst for
anskaffelsesåret, jfr. § 3 i lovbekendtgørelse nr. 564 af 8. november
1978 om skattemæssige afskrivninger m.v.
Hvis den skattepligtige vælger at aktivere disse anskaffelser og
afskrive dem under et med de øvrige driftsmidler, jfr.
afskrivningslovens § 3, stk. 3, vil han opnå ret til
investeringsfradrag.
Lovens § 1, stk. 3, opregner en række virksomheder og personer, som
ikke omfattes af ordningen. Det drejer sig om følgende arter af
virksomhed:
1) Banker, sparekasser, andelskasser, vekselerere, bankierer,
finansierings- og investeringsvirksomheder.
2) Forsikringsselskaber.
3) Bureauer (bl.a. vagtbureauer, rejsebureauer, ægteskabsbureauer).
4) Advokater, arkitekter, byplanlæggere, rådgivende ingeniører,
landinspektører, revisorer og regnskabskonsulenter, ejendomshandlere,
mæglere, ejendomsadministrationsvirksomheder og reklamevirksomheder.
5) Læger, tandlæger, kliniske tandteknikere, kiropraktorer,
terapeuter og dyrlæger.
6) Herre- og damefrisører og skønhedssaloner.
7) Forlystelser, herunder teaterforestillinger og
biografforestillinger.
Opregningen (negativlisten) indeholder en udtømmende angivelse af de
virksomheder og personer, som ikke kan opnå fradrag i henhold til
loven.
Ved udformningen af negativlisten har man villet opregne en række
virksomheder, som typisk udfører tjenesteydelser, der ikke har en
produktionsmæssig karakter. Det skyldes, at det har været hensigten,
at investeringsfradraget først og fremmest skal komme
fremstillingsvirksomhed til gode. Detail- og engroshandel er dog også
omfattet af ordningen. Ved anvendelsen af negativlisten kan det
derfor i tvivlstilfælde have betydning, om der er tale om en
fremstillingsvirksomhed.
For så vidt angår de under 3) nævnte bureauer er det forudsat, at
disse typisk falder uden for
begrebet fremstillingsvirksomhed, og dette har man søgt at fremhæve
ved de citerede eksempler. Skulle det forekomme, at en egentlig
produktionsvirksomhed blot fører betegnelsen bureau i sit navn, uden
at have lignende karakter som de i bestemmelsen angivne bureauer, er
den således ikke tænkt omfattet af negativlisten.
Såfremt en skattepligtig både driver erhvervsmæssig virksomhed, der
berettiger til fradrag efter stk. 1, og en virksomhed, der efter stk.
3 ikke berettiger til fradrag, berettiger alene anskaffelser, der
overvejende skal benyttes i den førstnævnte virksomhed, til fradrag.
Såfremt en erhvervsmæssig virksomhed efter sin karakter kan henføres
såvel til stk. 1 som til stk. 3, og det ikke ved regnskabsforholdene
eller på anden måde godtgøres, i hvilken del af virksomheden
driftsmidlet skal anvendes, afhænger det af virksomhedens overvejende
karakter, hvorvidt anskaffelsen til denne berettiger til fradrag
eller ikke.
2. Det er efter lovens § 1, stk. 1, en betingelse for retten til
investeringsfradrag, at anskaffelsen af de under punkt 1 nævnte
aktiver har fundet sted i perioden fra den 1. januar 1981 til den 31.
december 1983. I de tilfælde, hvor den skattepligtige anvender et
forskudt indkomstår, er det efter § 5 tillige en forudsætning, at
anskaffelsen har fundet sted i indkomståret 1981 eller et senere
indkomstår.
3. I lovens § 1, stk. 5, er der optaget en bestemmelse, hvorefter
indkøbsforeninger samt produktions- og salgsforeninger kan opnå
investeringsfradrag som et særligt fradrag i den skattepligtige
indkomst, der er opgjort efter selskabsskattelovens §§ 14 og 15.
Dette har sammenhæng med, at de nævnte foreninger opgør den
skattepligtige indkomst som en procentdel af foreningsformuen.
4. Ifølge lovens § 2, stk. 1, udgør investeringsfradraget 5 pct. af
nettoinvesteringen i det pågældende indkomstår i driftsmidler, der er
omfattet af ordningen. Nettoinvesteringen er det beløb, hvormed
anskaffelsessummen for driftsmidler, der er anskaffet i indkomståret,
overstiger salgssummen for de driftsmidler, der er solgt i samme
indkomstår. Ved opgørelsen af nettoinvesteringen skal der bortses fra
anskaffelses- og salgssummen for aktiver, der ikke er omfattet af
ordningen.
Med anskaffelsessummen må sidestilles nettoudgifter for den
anskaffende ved en byttehandel, ligesom med salgssum må sidestilles
nettooverskud for modtageren i bytteforholdet, svarende til det beløb
det afgivne er mere værd end det modtagne.
Efter lovens § 2, stk. 2, skal anskaffelsessummer og salgssummer
opgøres efter reglerne i lov om skattemæssige afskrivninger. Udgifter
til forbedring sidestilles med anskaffelsessummer. Med salgssummer
sidestilles ekspropriationserstatninger samt forsikrings- eller
erstatningssummer for skadelidte driftsmidler, der udgår af driften
på grund af skaden.
Efter lovens § 2, stk. 2, 4. pkt., skal afskrivningslovens regler om,
hvornår et driftsmiddel anses for anskaffet, også anvendes i
forbindelse med reglerne om det midlertidige investeringsfradrag. Det
betyder, at et driftsmiddel betragtes som anskaffet, når levering har
fundet sted, jfr. afskrivningslovens § 7. Det er en forudsætning for
investeringsfradraget, at driftsmidlet skal indgå i virksomhedens
drift.
Ifølge lovens § 2, stk. 3, 1. pkt., ydes der ikke investeringsfradrag
ved erhvervelse ved arv, arveforskud eller gave. Det samme gælder
efter § 2, stk. 3, 2. pkt., ved overdragelser mellem en person og et
selskab eller mellem selskaber indbyrdes, hvis den ene af parterne i
overdragelsen har en bestemmende indflydelse på den anden parts
handlemåde på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale
eller fælles ledelse. Der tænkes herved navnlig på overdragelser i
form af omdannelse af en virksomhed fra personligt eje til selskab
eller fra en selskabsform til en anden, samt på overdragelse af
driftsmidler fra et selskab til et andet selskab under samme koncern
eller fra hovedaktionæren til selskabet. Såfremt leverandøren af et
driftsmiddel er i økonomisk fællesskab med køberen, men overdragelsen
er udtryk for et normalt salg, vil der alligevel kunne ydes fradrag,
idet lovens § 2, stk. 4, undtager overdragelser, der er sket som led
i overdragerens almindelige erhvervsmæssige virksomhed, fra
begrænsningen i § 2, stk. 3, 2. pkt.
5. Efter lovens § 3 berører investeringsfradraget ikke størrelsen af
de afskrivninger, der kan foretages efter lov om skattemæssige
afskrivninger m.v. Investeringsfradraget berører heller ikke reglerne
i afskrivningslovens §§ 4 og 5 om tab på solgte og beskadigede
driftsmidler og om negative afskrivningssaldi. Skatteyderen har
således krav på investeringsfradrag, selv om hans
afskrivningssaldo er negativ.
Fradraget berører heller ikke opgørelsen af fortjeneste og tab efter
lov om særlig indkomstskat m.v. eller efter § 5, stk. 1, litra a, i
statsskatteloven nr. 149 af 10. april 1922.
Har den skattepligtige anvendt investeringsfondshenlæggelser eller
etableringskontoindskud til forlods afskrivning på anskaffelsessummen
for maskiner, inventar og lignende driftsmidler, medfører det ikke
nedsættelse af den anskaffelsessum, hvoraf investeringsfradraget
beregnes.
6. Investeringsfradraget kan ikke beskæres eller annulleres efter
ligningslovens § 28. Fradraget vil derimod på linie med andre fradrag
ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst begrænse den
skattepligtiges muligheder for at afskrive, nedskrive og henlægge til
investeringsfonds i tilfælde, hvor privatforbruget overstiger
indkomsten.
Underskrift 1
Ministeriet for skatter og afgifter, den 20. marts 1981 JENS ROSMAN / Jens Drejer