Cirkulære om opsætning af vejnavneskilte
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1981/54@1981-05-18/da
Indhold
Nærværende cirkulære er udfærdiget af ministeriet for offentlige arbejder i medfør af lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 585 af 20. november 1975), § 6, og lov om private fællesveje (lovbekendtgørelse nr. 587 af 20. november 1975), § 24, stk. 3.
Formålet med bestemmelserne er at give vejmyndighederne retningslinier for, hvorledes de kan sikre, at vejnavneskiltningen har et sådant omfang, at trafikanterne har mulighed for at orientere sig om navnene på krydsende veje og om navnet på den vej, de færdes ad.
Bestemmelserne finder anvendelse på offentlige veje i byer og bymæssig bebyggede områder samt for private fællesveje omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III, jfr. lovens § 13. Bestemmelserne om skiltningens omfang m.v. er vejledende.
I. Skiltningens omfang og synlighed
A. Omfang.
Vejnavneskilte opsættes i vejkryds, herunder vejforgreninger og vejindmundinger.
Skilte opsættes normalt i alle indmundende veje.
Når en vej med ubetydelig trafik udmunder i eller skærer en mere betydende vej, kan opsætning af vejnavneskilte dog undlades på den mere betydende vej, medmindre denne skifter navn eller ændrer retning det pågældende sted.
Af hensyn til en rimelig orientering af trafikanterne på den mere betydelige vej bør det dog påses, at den indbyrdes afstand mellem vejnavneskilte på en sådan vej ikke bliver for stor.
På mindre, særligt blinde veje, kan skiltningen begrænses eller undlades i det omfang, vejmyndighederne skønner, at dette er foreneligt med hensynet til en rimelig orientering af trafikanterne. På lukkede vejsystemer med et navn kan skiltningen således begrænses til opsætning af vejnavneskilt ved indkørslen til vejsystemet.
B. Antal og synlighed.
Vejnavneskilte anbringes således, at der i hver indmunding opsættes enten et dobbeltsidet eller to enkeltsidede vejnavneskilte.
Skiltene opsættes således, at de er synlige for trafikanterne fra begge retninger på den krydsende vej. II. Reglernes gennemførelse
Opsætning af vejnavneskilte i det angivne omfang bør primært gennemføres i forbindelse med anlæg af nye veje.
Endvidere bør reglerne bringes til anvendelse i forbindelse med udskiftning af den eksisterende skiltning på grund af skader, almindelig vedligeholdelse og lignende.
Herudover kan vejnavneskiltningen bringes i overensstemmelse med reglerne på det tidspunkt, vejmyndighederne finder det hensigtsmæssigt. III. Reglernes administration
Opsætning og vedligeholdelse af vejnavneskilte forestås af vedkommende kommunalbestyrelse, for hovedlandeveje og landeveje dog efter forhandling med vedkommende vejbestyrelse. IV. Finansiering af vejnavneskilte
A. Offentlige veje.
Udgifterne ved opsætning og vedligeholdelse af vejnavneskilte afholdes af den pågældende vejbestyrelse.
Ved kryds mellem veje under forskellige vejbestyrelser afholdes udgifterne til vejnavneskilte således af vejbestyrelsen for den vej, skiltningen vedrører. Udgiften til standere, der bærer flere vejnavneskilte, fordeles mellem vejbestyrelserne med ensartede beløb pr. navneskilt.
B. Private fællesveje.
Såfremt kommunalbestyrelsen kræver skiltningen gennemført, afholdes udgifterne af kommunalbestyrelsen, medmindre opsætningen af skiltene sker i forbindelse med anlægs-, istandsættelses- og vedligeholdelsesarbejder. I så fald kan udgifterne pålignes grundejerne i forbindelse med de øvrige vejudgifter.
Såfremt skiltningen gennemføres efter anmodning fra grundejerne, afholdes udgifterne af disse. Også i dette tilfælde vil udgifterne kunne fordeles mellem samtlige grundejere, såfremt skiltene opsættes i forbindelse med et anlægs-, vedligeholdelses- eller istandsættelsesarbejde, som ovenfor anført. I øvrigt må udgifterne afholdes af de grundejere, der ønsker skiltningen gennemført.
Underskrift 1
Ministeriet for offentlige arbejder, den 31. marts 1981 J. Risgaard Knudsen /Leif Larsen