Cirkulære om behandling af sager om løsladelse på prøve m.v. (* 1)
Karakter B
afledt af udgiverens opmærkning. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1982/109@1982-09-16/da
I.
Kompetence.
§ 1.
Stk. 1. Institutionens leder bestemmer, om indsatte, der udstår straf af fængsel i under 5 år, skal løslades på prøve i henhold til § 38, stk. 1, i borgerlig straffelov.
Stk. 2. Institutionens leder bestemmer, om udenlandske indsatte, der efter udståelse af fængselsstraf skal udvises, skal løslades på prøve i henhold til straffelovens § 38, stk. 2, når 7/12, dog mindst 2 måneder af straffetiden er udstået.
Stk. 3. Institutionens leder bestemmer, om indsatte, der udstår straf af fængsel for overtrædelse af § 35 i civilforsvarsloven af 27. maj 1981, § 6 i lov om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde, jf. lovbekendtgørelse nr. 473 af 20. september 1976 og § 23, stk. 1, 2. punktum, i den militære straffelov af 26. april 1973, skal løslades på prøve i henhold til straffelovens § 38, stk. 2, når halvdelen, dog mindst 2 måneder af straffetiden er udstået.
§ 2.
Stk. 1. Spørgsmålet om løsladelse på prøve skal dog forelægges for justitsministeriet, hvis 1) den indsatte skal have ophold i et andet nordisk land, og der foreligger spørgsmål om at overføre tilsynet med den pågældende til dette lands myndigheder. 2) der verserer straffesag mod den pågældende, medmindre det forventes, at sagen vil blive afsluttet uden anvendelse af ubetinget frihedsstraf eller anden frihedsberøvende retsfølge. 3) der er uenighed mellem institutionens leder og vedkommende afdeling af kriminalforsorgen om vilkårsfastsættelsen, jf. § 5, stk. 1 og 2. 4) der er uenighed mellem institutionens leder og anklagemyndigheden, jf. § 5, stk. 3. 5) der er uenighed mellem institutionens leder og vedkommende sociale udvalg om vilkårsfastsættelsen, jf. § 5, stk. 5. 6) den indsatte i henhold til een dom udstår straf af fængsel i 70-80 dage.
Stk.2. Spørgsmålet om løsladelse på prøve forelægges uden for de i § 1 nævnte tilfælde for justitsministeriet efter reglerne i afsnit III.
§ 3.
Stk. 1. Institutionens leder kan ophæve vilkår om tilsyn eller andre vilkår, der er fastsat for en af institutionen bestemt prøveløsladelse.
Stk. 2. Er der uenighed mellem institutionens leder og vedkommende afdeling af kriminalforsorgen, skal sagen forelægges for justitsministeriet. Genpart af institutionens indstilling sendes til afdelingen. II. Ekspeditionen af sager, hvor afgørelsen træffes af institutionens leder.
§ 4.
Stk. 1. Institutionens afgørelse om løsladelse på prøve træffes så vidt muligt 4 uger inden prøveløsladelsesdatoen.
§ 5.
Stk. 1. Finder institutionen, at der bør fastsættes vilkår om tilsyn og eventuelt andre vilkår, indhentes en udtalelse, der så vidt muligt skal afgives skriftligt, om tilsynets muligheder og om vilkårsfastsættelsen fra den afdeling af kriminalforsorgen, der må antages at skulle føre tilsyn med den pågældende i tilfælde af prøveløsladelse. Udtalelsen afgives på en særlig blanket (D.f.k. 3).
Stk. 2. Har den indsatte tidligere været undergivet tilsyn, indhentes tilsvarende udtalelse som nævnt i stk. 1. For så vidt angår indsatte, der udstår fængsel i under 5 måneder, indhentes udtalelse dog kun, såfremt omstændighederne i det enkelte tilfælde taler derfor.
Stk. 3. Er der tvivl om, hvorvidt den indsatte vil frembyde fare for andre menneskers liv eller helbred, indhentes der i almindelighed en udtalelse fra retslægerådet. Til brug ved sagens forelæggelse skal der tilvejebringes en psykiatrisk erklæring om den indsatte. Sagen forelægges derefter anklagemyndigheden til udtalelse.
Stk. 4. Udtalelse fra anklagemyndigheden indhentes endvidere, hvis det antages, at anklagemyndigheden kan fremkomme med særlige oplysninger, som er af betydning for afgørelsen.
Stk. 5. Såfremt en indsat, der udstår straf for sædelighedsforbrydelser mod mindreårige, efter løsladelsen forventes at tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig mindreårige børn, skal der indhentes en udtalelse om vilkårsfastsættelsen fra det sociale udvalg.
§ 6.
Stk. 1. Før institutionens leder træffer bestemmelse om prøveløsladelsesspørgsmålet, skal den indsatte orienteres om de indstillinger, der vil blive lagt til grund for afgørelsen, og have lejlighed til at udtale sig.
§ 7.
Stk. 1. Såfremt der fra anklagemyndigheden gives meddelelse om en verserende straffesag mod en indsat, underretter institutionen snarest muligt vedkommende politimyndighed om tidspunktet for den pågældendes eventuelle prøveløsladelse.
Stk. 2. Såfremt straffesagen ikke kan forventes afsluttet inden prøveløsladelsesdatoen, indhenter institutionen så vidt muligt skriftligt oplysninger fra anklagemyndigheden om straffesagens art og omfang og tidspunktet for straffesagens forventede afslutning.
§ 8.
Stk. 1. Ved bestemmelse om løsladelse på prøve benyttes et formularsæt (D.f.k. 99).
Stk. 2. Om afgørelsen skal institutionen underrette 1) vedkommende politimester (politidirektøren i København), i militære straffesager vedkommende auditør, 2) rigspolitichefen, tilsynet med udlændinge, hvis den indsatte ikke er dansk statsborger, 3) det centrale kriminalregister, 4) de myndigheder, der har afgivet udtalelse i sagen, 5) den afdeling af kriminalforsorgen, i hvis område den pågældende tager ophold ved løsladelsen. 6) centralregistret for kriminalforsorgens tilsynsvirksomhed for så vidt der er fastsat vilkår om tilsyn.
Stk. 3. Ved underretning af de i stk. 2 nævnte myndigheder benyttes formularsættet. Ved underretning af det centrale kriminalregister benyttes dog blanket D.f.k. 18.
§ 9.
Stk. 1. Træffer institutionens leder bestemmelse om, at den indsatte ikke skal løslades på prøve, skal den pågældende samtidig gøres bekendt med, at afgørelsen kan forlanges forelagt for justitsministeriet. Såfremt den indsatte tilkendegiver, at han ønsker sagen forelagt for justitsministeriet, skal institutionen snarest muligt og inden 10 dage sende sagen til justitsministeriet. Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor der på anden måde er indgivet klage over afgørelsen.
Stk. 2. Institutionen bør i det enkelte tilfælde overveje, om der på et senere tidspunkt er grundlag for prøveløsladelse.
§ 10.
Stk. 1. Ved bestemmelsen om afslag benyttes et formularsæt (D.f.k.115).
Stk. 2. Institutionen underretter den afdeling af kriminalforsorgen, der har afgivet udtalelse i sagen, samt eventuelle andre hørte myndigheder om afgørelsen (formularsæt D.f.k. 115).
§ 11.
Stk. 1. Senest en uge efter hvert kvartals udløb afgives indberetning til justitsministeriet om de i kvartalet trufne afgørelser (formularsæt D.f.k. 99/115).
§ 12.
Stk. 1. Såfremt en ansøgning om ophævelse af vilkår ikke imødekommes, skal den pågældende gøres bekendt med, at afgørelsen kan påklages til justitsministeriet. III. Ekspedition af sager, der skal forelægges for justitsministeriet.
§ 13.
Stk. 1. Indstilling til justitsministeriet i sager om løsladelse på prøve skal indeholde en redegørelse for den indsattes forhold med oplysning om de drøftelser, der har fundet sted i institutionen. Til brug herfor indhentes en udtalelse som nævnt i § 5, stk. 1 og 2. Indstillingen skal indeholde forslag til vilkårsfastsættelse, uanset om institutionen anser prøveløsladelse for utilrådelig.
Stk. 2. Med anstaltens indstilling, der så vidt muligt afgives 6 uger inden prøveløsladelsesdatoen, skal følge stamrulleudskrift, domsudskrifter, udtalelse fra vedkommende afdeling af kriminalforsorgen, genpart af eventuelle mental- og personundersøgelseserklæringer og af eventuelle tidligere tilsynserklæringer og andre bilag, som i øvrigt kan bidrage til sagens belysning. Indstilling kan afgives på et særligt skema (D.f.k. 13).
Stk. 3. Med arresthusets indstilling, der så vidt muligt afgives 6 uger inden prøveløsladelsesdatoen, skal følge sagens akter, udtalelse fra vedkommende afdeling af kriminalforsorgen og andre bilag, som i øvrigt kan bidrage til sagens belysning. Indstilling kan afgives på et særligt skema (Arrv. 14).
Stk. 4. Såfremt sagen forelægges for justitsministeriet i henhold til § 2, stk. 1,nr. 3, sendes genpart af indstillingen til vedkommende afdeling af kriminalforsorgen.
Stk. 5. Reglen i § 6 finder tilsvarende anvendelse.
§ 14.
Stk. 1. Indsatte, der selv rejser spørgsmål om løsladelse på prøve i henhold til straffelovens § 38, stk. 2, skal vejledes om de gældende regler og praksis. Den pågældende opfordres samtidig til at aflevere en eventuel ansøgning til institutionen.
Stk. 2. Når ansøgningen er modtaget i institutionen, skal der afgives indstilling til justitsministeriet med en redegørelse for den indsattes forhold og for de drøftelser, der har fundet sted i institutionen. Såfremt institutionen finder, at der er grundlag for løsladelse på prøve, indhentes en udtalelse som nævnt i § 5, stk. 1 og 2.
Stk. 3. Er ansøgning om løsladelse begrundet med vanskeligheder i den indsattes hjem, skal institutionen foranledige besøg aflagt i hjemmet, medmindre forholdene på forhånd er institutionen bekendt eller de forhold, den indsatte anfører til støtte for ansøgningen, efter praksis ikke kan medføre, at ansøgningen imødekommes.
Stk. 4. De i § 13, stk. 2 og 3, nævnte bilag vedlægges indstillingen.
Stk. 5. Reglen i § 6 finder tilsvarende anvendelse. IV. Fællesregler.
§ 15.
Stk. 1. Bestemmelse om løsladelse på prøve skal snarest muligt forkyndes for den indsatte. Institutionen giver samtidig den indsatte udførlig vejledning om afgørelsens betydning, herunder om forståelsen af de fastsatte vilkår og om virkningen af vilkårsovertrædelser, jf. straffelovens § 40. Den indsatte skal ved underskrift på prøveløsladelsesresolutionen bekræfte, at resolutionen er forkyndt, og at der er givet ham vejledning om forståelse af vilkårene.
Stk. 2. Efter anmodning skal der til den indsatte udleveres en genpart af løsladelsesresolutionen.
§ 16.
Stk. 1. Såfremt forudsætningerne for prøveløsladelse opfyldes under udgang, kan løsladelse efter institutionens bestemmelse iværksættes af tilsynsmyndigheden, eller hvis den indsatte under udgangen har haft ophold i arresthus, af arrestinspektøren. Institutionen skal sikre sig omgående besked fra den løsladende myndighed om løsladelsesdatoen.
§ 17.
Stk. 1. De i cirkulæret nævnte formularsæt m.v. rekvireres i statsfængslet i Nyborg.
§ 18.
Stk. 1. Sager, der efter reglerne i dette cirkulære skal forelægges justitsministeriet, sendes til justitsministeriet, direktoratet for kriminalforsorgen, Klareboderne 1, 1115 København K. V. Ikrafttræden.
§ 19.
Stk. 1. Cirkulæret gælder for sager, hvor prøveløsladelsesdatoen indtræder den 1. juli 1982 eller senere.
Stk. 2. Justitsministeriets cirkulære nr. 112 af 25. juni 1975 om behandling af sager om løsladelse på prøve m.v. ophæves.
Underskrift 1
Justitsministeriet, den 16. juni 1982 P.M.V. F. Hellborn /E. Steiner Til kriminalforsorgens anstalter og arrestinspektørerne.