Gelex

Cirkulære om klinikker for fysioterapi, på hvilke der ydes behandling med tilskud fra den offentlige sygesikring

OphævetVersion 1982-09-21fra 1982-09-21 til 2006-12-12
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1982/130@1982-09-21/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

I § 9, stk. 1, i lov nr. 311 af 9. juni 1971 om offentlig sygesikring, jfr. lovbekendtgørelse nr. 94 af 9. marts 1976, som ændret senest ved lov nr. 272 af 10. juni 1981 bestemmes, med virkning fra 1. januar 1982, at tilskud fra den offentlige sygesikring til behandling hos fysioterapeut på klinik kun kan ydes, hvis klinikken er godkendt af amtsrådet, i Københavns og Frederiksberg kommuner af kommunalbestyrelsen. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler for klinikkens indretning.

I medfør af denne bestemmelse har sundhedsstyrelsen fastsat regler i bekendtgørelse nr. 580 af 14. december 1981.

Forud for den seneste lovændring var godkendelsesbeføjelsen henlagt til sundhedsstyrelsen - og før 1. april 1973 til Direktoratet for Sygekassevæsenet - og det var kun klinikker, på hvilke der ydedes diatermi- eller badebehandling, der skulle godkendes. Denne regel havde givet anledning til tvivl om, hvilke hensyn man kunne lægge vægt på ved godkendelsen. Lovændringen er i overensstemmelse med en henstilling fra folketingets ombudsmand, der fandt behov for en klarere regel.

Ved bedømmelsen af klinikker, der søgtes godkendt, støttede sundhedsstyrelsen sig til nogle regler, der oprindeligt var udarbejdet til brug ved godkendelse af klinikker med henblik på tilskud fra sygekasserne. Disse regler kunne ikke betragtes som bindende, men var alene et udtryk for sundhedsstyrelsens praksis. Med udsendelsen af sundhedsstyrelsens nævnte bekendtgørelse er der skabt egentlige, bindende regler for klinikkernes indretning.

Kravene i de nye regler betegner ikke nogen skærpelse i forhold til de krav, der hidtil har været stillet ved godkendelse af klinikker. Det niveau, der fastlægges af reglerne i deres helhed, er efter sundhedsstyrelsens opfattelse således, at dispensationsreglen i bekendtgørelsens § 2 kun undtagelsesvis bør anvendes. Den vil ikke kunne anvendes med hensyn til kælderlokaler, idet bestemmelsen i § 1, nr. 5 tilsigter en udtømmende angivelse af, i hvilke tilfælde kælderlokaler kan godkendes. Den bør heller ikke anvendes med hensyn til kravene om rumfanget af de enkelte kliniklokaler og om loftshøjden. Denne skal være mindst 2,50 m, hvilket må anses nødvendigt under hensyn til, at moderne fysioterapi omfatter øvelsesterapi med anvendelse af redskaber såsom bolde, køller og lignende. Man kan også i denne forbindelse pege på, at i de klinikker, hvor arbejdstilsynets regler finder anvendelse, dvs. hvor der er ansat personale, kræves en loftshøjde på 2,50 m.

Med hensyn til kravet i bekendtgørelsens § 1, nr. 11 til gulvbelægningen bemærkes, at anvendelse af tæpper ikke bør godkendes, idet der i tæpper forekommer uønsket ophobning af mikroorganismer.

OM FREMGANGSMÅDEN I SAGER OM GODKENDELSE

Det vil være hensigtsmæssigt, at det som hidtil kræves, at ansøgninger om godkendelse skal indeholde oplysninger om, hvilke behandlinger der skal ydes på klinikken tillige med oplysning om de enkelte lokalers areal, rumfang og loftshøjde samt deres påtænkte anvendelse. Endvidere bør der vedlægges en fuldstændigt målsat tegning med angivelse af fast inventar og ligeledes forsynet med oplysninger om rummenes anvendelse. Denne tegning vil danne grundlaget for godkendelsen således, at hvis der foretages væsentlige ændringer i klinikken, må denne godkendes påny med de foretagne ændringer. Yderligere bør der foreligge attestation for, at klinikkens vand-, afløbs- og elinstallationer er i orden.

Sagens akter tilsendes vedkommende embedslægeinstitution, der efter besigtigelse af lokalerne afgiver en udtalelse, eventuelt med forslag om vilkår med hensyn til ændringer af forholdene vedrørende f.eks. de sanitære installationer, ventilation, belysning, gulvbelægning m.v. eller vilkår om anvendelse af de enkelte rum. Det vil være praktisk ved godkendelsen at angive, hvor mange personer der maksimalt må opholde sig samtidigt i behandlingslokalerne, jfr. bekendtgørelsens § 1, nr. 3, hvorefter hvert enkelt behandlingslokales rumfang skal udgøre mindst 15 m3 pr. tilstedeværende person incl. personalet.

SPECIELLE REGLER AF BETYDNING FOR FYSIOTERAPEUTISKE KLINIKKER

Udover de foran omtalte regler i sundhedsstyrelsens bekendtgørelse af 14. december 1981 findes en række andre regler, der er af betydning i forbindelse med etablering og drift af klinikker for fysioterapi. En del af disse regler finder anvendelse på erhvervsmæssig virksomhed i almindelighed og skal derfor ikke omtales nærmere her. Det er især bestemmelser i bygnings- og brandlovgivningen samt regler i lovgivningen om kommuneplanlægning, der kan være afgørende for, om der må drives erhverv på det pågældende sted. Det tilrådes derfor, at den, der ønsker at etablere en klinik, henvender sig til den kommunale forvaltning og får oplysning om disse regler og om eventuelt krævede godkendelser.

I det følgende omtales regler af speciel betydning for de fysioterapeutiske klinikker, idet bemærkes, at opregningen ikke tilsigter at være udtømmende.

1. ARBEJDSTILSYNETS REGLER

Såfremt der på klinikken beskæftiges ansat personale gælder en række regler i henhold til lov nr. 681 af 23. december 1975 med senere ændringer om arbejdsmiljø. Med hjemmel i denne er der fastsat regler, der indeholder krav vedrørende lokalerne på arbejdsstedet, og hvis overholdelse påses af arbejdstilsynet. Disse krav er i nogle henseender mere vidtgående end de krav, der er fastsat i sundhedsstyrelsens bekendtgørelse af 14. december 1981. De vedrører f.eks. adgangsveje og udgangsforhold, belysning, omklædningsrum, personaletoilet, spiserum m.v. Såfremt der på klinikken skal være ansat personale, bør planer for klinikken forelægges den lokale arbejdstilsynskreds med henblik på godkendelse.

2. REGLER VEDRØRENDE ELEKTRISK APPARATUR

I stærkstrømsreglementet er det bestemt, at elektromedicinske apparater og apparater til anvendelse ved undersøgelse og behandling af personer skal være godkendt (D-mærkede), med mindre de anvendes på et sygehus eller en offentlig klinik. De her omhandlede klinikker kan i henhold til elektricitetsrådets afgørelse ikke betragtes som offentlige klinikker, selv om der ydes støtte fra den offentlige sygesikring til behandlingen. Ejeren/ brugeren af klinikken har altså ansvaret for, at der kun anvendes D-mærket apparatur og har herudover også ansvar for, at apparaturet til stadighed holdes i orden således, at det ikke frembyder risiko ved brugen.

3. OVERGANGSREGLER

Om godkendelse af de pr. 31. december 1981 eksisterende klinikker har socialministeriet fastsat regler i bekendtgørelse nr. 581 af 16. december 1981 om tilskud efter sygesikringsloven til fysioterapeutisk behandling. Heri bestemmes, at klinikker, der før 1. april 1973 er godkendt af Direktoratet for Sygekassevæsenet eller i perioden 1. april 1973 til 31. december 1981 af sundhedsstyrelsen, bevarer deres godkendelse.

Som foran nævnt var det indtil den seneste lovændring kun klinikker, på hvilke der ydedes diatermi- eller badebehandling, der skulle godkendes. Der eksisterer en række klinikker, som ikke er godkendte, idet de ikke yder disse behandlinger. Om disse klinikker gælder, at de i følge socialministeriets nævnte bekendtgørelse kan fortsætte driften uden godkendelse i hidtidigt omfang med tilskud til behandling på klinikken indtil ejer- eller brugerskifte, dog længst til 1. januar 1987, hvorefter de skal godkendes. Kravet om godkendelse senest pr. 1. januar 1987 er dog ikke absolut, idet godkendelse fortsat kan afvente ejer- eller brugerskifte, medmindre amtsrådet/ kommunalbestyrelsen finder, at klinikkens indretning afviger væsentligt fra de af sundhedsstyrelsen fastsatte regler.

Underskrift 1

SUNDHEDSSTYRELSEN, DEN 14. JULI 1982 SØREN K. SØRENSEN /Bent Olsen

Versioner

  1. 1982-09-21 · til 2006-12-12