Gelex

Cirkulære om ændring af forskellige skattelove (Skattemæssig ligestilling af ægtefæller)

OphævetVersion 1982-10-15fra 1982-10-15 til 1989-03-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1982/138@1982-10-15/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Ved lov nr. 227 af 26. maj 1982 om ændring af forskellige skattelove (skattemæssig ligestilling af ægtefæller) er der gennemført en række ændringer af reglerne om beskatning af ægtefæller.

I hovedtræk går nyordningen ud på følgende:

Hver ægtefælle skal selvangive og beskattes af sin indkomst. Endvidere bliver hver ægtefælle skattepligtig af sin formue. Der er dog ikke tale om en fuldstændig særbeskatning, idet der ved beregningen af skatten tages hensyn til den anden ægtefælles formueindkomst og formue. Til brug ved afgørelsen af, om en formueindkomst eller en formueudgift skal beskattes eller fradrages hos manden eller hustruen, forudsætter loven, at ægtefællernes aktiver og gæld skal fordeles imellem dem. Som nærmere omtalt i cirkulærets afsnit I, punkt 2 og 4, har denne fordeling alene betydning for, hvor stor en del af ægteparrets skat, der pålignes den enkelte ægtefælle. Fordelingen er derimod uden betydning for ægtefællernes samlede skat.

Endvidere er der sket ændringer af reglerne om fradrag for gaver til almenvelgørende eller i øvrigt almennyttige institutioner.

Endelig er der sket ændringer med hensyn til reglerne om fradrag for ydelser til bl.a. livsforsikring, syge- og ulykkesforsikring, indskud på børneopsparingskonti og selvpensioneringskonti.

Disse ændringer har nødvendiggjort ændringer af såvel lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (kildeskatteloven), som lov om særlig indkomstskat m.v., lov om investeringsfonds, lov om nedslag i skatteansættelsen for renteindtægter m.v., lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten (ligningsloven), lov om beskatningen af pensionsordninger m.v., lov om udskrivning af indkomst- og formueskatten til staten samt lov om beskatningen af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v.

De nye regler har virkning fra og med indkomståret 1983.

I. Lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (Kildeskat)

1. Opgørelsen af den skattepligtige indkomst

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst foretages en opdeling i henholdsvis formueindkomst og i arbejdsindkomst. I lovens § 26 er givet en opregning heraf.

Formueindkomsten omfatter navnlig rente- og udbytteindtægter, skattegodtgørelse samt renteudgifter m.v., der ikke vedrører ægtefællernes erhvervsvirksomhed, udlejningsejendom eller bortforpagtet ejendom eller virksomhed.

Endvidere medregnes til formueindkomsten overskud eller underskud af en- eller tofamilieshuse, fritidshuse, ejerlejligheder, grunde og lignende.

Overført underskud efter ligningslovens § 15 og overført negativ særlig indkomst efter § 9, stk. 3, i lov om særlig indkomstskat m.v. medregnes ligeledes til formueindkomsten.

Endelig medregnes til formueindkomsten negativ arbejdsindkomst, fradrag efter etableringskontoloven og investeringsfondsloven og henlæggelsesbeløb, der skal indtægtsføres efter etableringskontolovens §§ 9-11 og investeringsfondslovens §§ 9-11. Om fradrag for gaver efter ligningslovens § 8A henvises til pkt. V, og om negativ arbejdsindkomst henvises til pkt. I.3.

Til arbejdsindkomsten medregnes blandt andet løn, pension og anden indtægt, der henregnes til A-indkomst, samt over- eller underskud af selvstændig virksomhed.

Endvidere medregnes til arbejdsindkomsten udgift til forsikring eller pensionsordning m.v. med fuld eller begrænset fradragsret efter pensionsbeskatningsloven. Herunder henhører blandt andet indskud på børneopsparingskonti og selvpensioneringskonti. Også underholdsbidrag og løbende ydelser medregnes til arbejdsindkomsten.

Har den ene ægtefælle renteudgifter, der er mindre end 3.000 kr., har ægtefællerne valgfrihed med hensyn til, hvem der medtager disse udgifter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Hvis den anden ægtefælle medtager renteudgifterne er det samtidig en forudsætning, at den pågældende ved opgørelsen af den skattepligtige formue medtager den gæld, der er knyttet til udgifterne, jfr. lovens § 26, stk. 8.

Forudsætningen for, at de særlige regler om opdeling af den skattepligtige indkomst i formueindkomst og arbejdsindkomst finder anvendelse, er, at ægtefællerne er samlevende i hele indkomståret, og at dette omfatter en periode af et helt år.

Det er i § 4, stk. 3 og 4, fastsat i overensstemmelse med de hidtidige regler, at samlivet i skattemæssig henseende bortfalder på tidspunktet for separation eller skilsmisse, medens det ved faktisk samlivsophævelse først anses for ophørt ved udgangen af indkomståret.

Reglerne om ægtefællers selvangivelsespligt og adgangen til at blive gjort bekendt med den anden ægtefælles selvangivelse er efter ændringerne samlet i kildeskattelovens § 80. De særlige regler i ligningslovens § 29 om adgangen for hustruen til at påtegne mandens selvangivelse er ophævet.

2. Fordelingen af formuegoder mellem ægtefæller

Formueindkomst medregnes ved indkomstopgørelsen hos den af ægtefællerne, der efter ægteskabslovgivningen har rådighed over aktivet, eller - hvis der er tale om fradragsberettigede udgifter hæfter for betalingen. Kan det ikke afgøres, hvem et indkomsteller formueskattepligtigt beløb vedrører, medregner hver ægtefælle halvdelen.

Størrelsen af skatten for den enkelte ægtefælle afhænger af, hvorledes f.eks. renteindtægter og renteudgifter fordeles mellem dem ved indkomstopgørelsen. Ægtefællernes samlede skat vil imidlertid ikke blive påvirket af den foretagne fordeling, jfr. punkt 4.

I praksis må fordelingen mellem ægtefællerne i vidt omfang afhænge af ægtefællernes opfattelse af, hvordan formuegoderne og gælden fordeler sig mellem dem, og der skal i almindelighed ikke foretages en nærmere granskning af den fordeling, som ægtefællerne har valgt.

3. Overførsel af skattemæssigt underskud

Hvis en ægtefælles arbejdsindkomst er negativ, f.eks. på grund af et underskud vedrørende en erhvervsvirksomhed, fradrages underskuddet i den pågældendes formueindkomst, jfr. kildeskattelovens § 26, stk. 2, litra f).

Hvis en ægtefælles skattepligtige indkomst udviser underskud, og ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udgang, skal underskuddet i størst muligt omfang fradrages i den anden ægtefælles formueindkomst, jfr. kildeskattelovens § 26, stk. 2, litra d). På tilsvarende måde fradrages negativ særlig indkomst, der overføres til fradrag i skattepligtig almindelig indkomst, i formueindkomsten, jfr. § 26, stk. 2, litra e).

Der er foretaget en begrænsning i adgangen til at overføre underskud til ægtefællen, når der foreligger indtægt fra udlandet. Efter kildeskattelovens § 26, stk. 6, sidste punktum, afskæres de lønmodtagere, der får lempelse efter ligningslovens § 33A for skatten af deres udenlandske indkomst, fra at kunne bortse fra denne lønindkomst ved opgørelsen af det underskud, der kan overføres til ægtefællen i medfør af bestemmelserne i § 26, stk. 6.

4. Skatteberegningen

De ændrede regler om beskatning af ægtefæller fører ikke til en fuldstændig særbeskatning, idet der ved skatteberegningen tages hensyn til den anden ægtefælles formue samt formueindkomst.

For den ægtefælle, der har den største arbejdsindkomst (ægtefælle I), skal skatten beregnes på sædvanlig måde af den samlede skattepligtige indkomst, dvs. af summen af denne ægtefælles arbejdsindkomst og formueindkomst.

For ægtefællen med den laveste arbejdsindkomst (ægtefælle II), beregnes skatten af arbejdsindkomsten på sædvanlig måde, medens skatten af formueindkomsten beregnes efter særlige regler. Formueindkomsten lægges her til den anden ægtefælles (ægtefælle I's) skattepligtige indkomst, og der beregnes et skattebeløb af den således regulerede indkomst. Hvis ægtefællen (ægtefælle II) har en negativ formueindkomst, fradrages underskuddet i den skattepligtige indkomst hos den anden ægtefælle (ægtefælle I), og der beregnes på tilsvarende måde et skattebeløb af den således regulerede indkomst.

Forskellen mellem den skat, der uden anvendelse af personfradrag beregnes af den regulerede indkomst, og den skat, der uden anvendelse af personfradrag beregnes af den skattepligtige indkomst hos ægtefælle I, udgør skatten af formueindkomsten.

Er formueindkomsten negativ, bliver der tale om en nedsættelse af den skat, der er beregnet af arbejdsindkomsten. Skatten af arbejdsindkomsten og skatten af formueindkomsten udgør den samlede indkomstskat, der nedsættes med skatteværdien af personfradraget.

Overstiger den positive eller negative formueindkomst hos ægtefællen med den mindste arbejdsindkomst ikke 1.000 kr., beregnes skatten uden hensyn til den anden ægtefælles formueindkomst. Denne regel får navnlig praktisk betydning for en ægtefælle, hvis arbejdsindkomst er mindre end den anden ægtefælles, og som udelukkende har formueindtægter eller -udgifter i form af renter fra lønkonti m.v.

De ændrede beregningsregler for indkomstskatten til staten skal også gælde for den kommunale og amtskommunale indkomstskat, folkepensionsbidrag og dagpenge.

Formueskatten beregnes på grundlag af ægtefællernes samlede formue. Den således beregnede formueskat fordeles forholdsmæssigt mellem ægtefællerne efter størrelsen af deres formuer. Hvis den ene ægtefælles formue er negativ, svarer den anden ægtefælle hele formueskatten.

De særlige regler for beregning af ægtefællers indkomst- og formueskat skal kun anvendes, når ægtefællerne er samlevende i hele indkomståret, og dette omfatter en periode af et helt år.

Til illustration af den særlige beregningsregel i kildeskattelovens § 35A kan anføres nedenstående eksempler, hvor der ved skatteberegningen er anvendt udskrivningsreglerne i en gennemsnitskommune i 1982 med en samlet kommunal udskrivningsprocent på 25,6.

Eksempel 1

Mand Hustru ------------------------ kr. ----------------------------------------------------------------- Løn 200.000 50.000 Renteindtægt 50.000 500 Renteudgift 10.000 4.500 -----------------------------------------------------------------

Da manden har den største arbejdsindkomst (lønindtægten), skal der for ham beregnes skat af hans samlede skattepligtige indkomst, dvs. skat af 240.000 kr. = 135.805 kr.

Hustruens skat af arbejdsindkomsten (lønindtægten) beregnes for sig, dvs. skat af 50.000 kr. = 22.250 kr.

Skattenedsættelsen vedrørende hustruens negative formueindkomst (renteindtægt - renteudgift) beregnes ved at fratrække det negative beløb i mandens skattepligtige afrundede indkomst. Der beregnes skat af den således regulerede indkomst uden anvendelse af personfradrag, og differencen mellem den skat, der uden anvendelse af personfradrag kan beregnes af mandens skattepligtige indkomst, og denne skat, udgør hustruens skattenedsættelse.

Dvs.

skat af 240.000 kr. = 135.805 kr. skat af 236.000 kr. = 133.017 kr. ------------- difference = 2.788 kr. Hustruens skat udgør skat af 50.000 kr. = 22.250 kr. - den beregnede difference = 2.788 kr. --------------------------------------------------------------- I alt 19.462 kr. --------------------------------------------------------------- De beregnede skattebeløb nedsættes herefter med skatteværdien af personfradraget. Denne udgør 7.743 kr. Mandens samlede skat udgør herefter 135.805 kr. - 7.743 kr. = 128.062 kr., og hustruens samlede skat 19.462 kr. - 7.743 kr. = 11.719 kr. Ægtefællernes samlede skat udgør 139.781 kr. Eksempel 2 Mand Hustru ---------------------- kr. ----------------------------------------------------------------- Løn 50.000 200.000 Overskud af fast ejendom 8.000 Renteindtægt 2.000 500 Renteudgift 50.000 4.500 -----------------------------------------------------------------

Da hustruen har den største arbejdsindkomst (lønindtægten) skal der for hende beregnes skat af hendes samlede skattepligtige indkomst, dvs. skat af 196.000 kr. = 105.137 kr.

Mandens skat af arbejdsindkomsten (lønindtægten) beregnes for sig, dvs. skat af 50.000 kr. = 22.250 kr.

Skattenedsættelsen vedrørende mandens negative formueindkomst (overskud af fast ejendom + renteindtægt - renteudgift) beregnes således:

skat af 196.000 kr. = 105.137 kr. skat af 156.000 kr. = 78.132 kr. ------------ difference = 27.005 kr.

Mandens samlede skat udgør således skat af 50.000 kr. = 22.250 kr. - differencen = 27.005 kr., i alt - 4.755 kr. Da mandens samlede indkomstskat er negativ, fragår beløbet i den anden ægtefælles indkomstskat, jfr. kildeskattelovens § 35A, stk. 6. Ligeledes overføres skatteværdien af hans personfradrag til ægtefællen.

Hustruens skat bliver herefter skat af 196.000 kr. = 105.137 kr. fratrukket 4.755 kr., i alt 100.382 kr. Dette beløb skal reduceres med skatteværdien af 2 personfradrag, således at hustruens samlede skat bliver 100.382 kr. - 2 x 7.743 kr. = 84.896 kr., hvilket ligeledes udgør ægtefællernes samlede skat.

Eksempel 3

Mand Hustru ----------------- kr. ---------------------------------------------------------- Løn 40.000 70.000 Underskud af fast ejendom 10.000 Renteudgifter 90.000 ----------------------------------------------------------

I dette eksempel har manden en negativ formueindkomst, der overstiger hustruens skattepligtige indkomst. Det overskydende beløb skal ved skatteberegningen fradrages i mandens egen arbejdsindkomst, jfr. kildeskattelovens § 35A, stk. 4.

Hustruen, der har den største arbejdsindkomst, skal have beregnet skat af sin samlede skattepligtige indkomst, dvs. skat af 70.000 kr. = 31.150 kr.

Da mandens negative formueindkomst overstiger hustruens skattepligtige indkomst med 30.000 kr., nedsættes mandens arbejdsindkomst med 30.000 kr. til 10.000 kr. Skatten af indkomsten på 10.000 kr. udgør 4.450 kr.

Skattenedsættelsen vedrørende den del af mandens skattepligtige indkomst, der kan rummes i hustruens skattepligtige indkomst, beregnes således:

skat af 70.000 kr. = 31.150 kr. skat af 0 kr. = 0 kr. ----------- difference 31.150 kr.

Mandens samlede skat udgør således skat af 10.000 kr. = 4.450 kr. - skattenedsættelsen vedrørende den negative formueindtægt på 70.000 kr. = 31.150 kr., i alt - 26.700 kr.

Da mandens samlede indkomstskat er negativ, fragår beløbet i den anden ægtefælles indkomstskat, jfr. kildeskattelovens § 35A, stk. 6.

Hustruens skat bliver herefter skat af 70.000 kr. = 31.150 kr. fratrukket 26.700 kr., i alt 4.450 kr. Da skatteværdien af mandens og hustruens personfradrag = 2 x 7.743 kr. = 15.486 kr. overstiger hustruens skat, bliver hendes skat 0 kr.

Ægteparrets samlede skat bliver således 0 kr.

5. Beskatning i dødsfaldsåret

Reglerne om beskatning i dødsfaldsåret har som hidtil forskelligt indhold afhængig af, om man skal anvende reglerne i § 13 i kildeskatteloven om længstlevendes beskatning i hele dødsfaldsåret af ægtefællernes indkomst, eller om man skal anvende reglerne i § 14 om beskatning ved skifte i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet.

6. Længstlevendes ansættelse efter § 13

Længstlevende beskattes af begge ægtefællers indkomst i det indkomstår, hvori dødsfaldet finder sted, og som hidtil deles indkomsten op i to ansættelser. Afgrænsningen mellem de to ansættelser er dog ændret i forhold til tidligere. Den ene medtager afdødes indkomst fra indkomstårets begyndelse indtil dødsfaldet, mens den anden medtager længstlevendes indkomst i hele indkomståret.

Dette gælder, hvadenten det er manden eller hustruen, der er afgået ved døden.

Ligesom tidligere anvendes de særlige regler i kildeskattelovens § 37A om overførsel af virksomhedsoverskud til en medhjælpende ægtefælle ikke på de to ansættelser.

Opdelingen i arbejdsindkomst og formueindkomst foretages ikke, og den særlige skatteberegningsregel, der er gennemført i kildeskattelovens § 35A, anvendes ikke på de to ansættelser.

Cirkulære nr. 44 af 15. marts 1972 om beskatning ved hensidden i uskiftet bo gælder i princippet fortsat. Hvis afdødes indkomst stammer fra en selvstændig erhvervsvirksomhed, som videreføres af længstlevende efter dødsfaldet, kan det således ikke kræves, at der foretages en egentlig regnskabsmæssig opgørelse af indtægten fordelt på tiden før og efter dødsfaldet, idet der i så fald sædvanligvis måtte udarbejdes en skattemæssig statusopgørelse på tidspunktet for dødsfaldet. Det må i almindelighed være tilstrækkeligt, at der udarbejdes sædvanlig regnskabsmæssig opgørelse af indtægten af den selvstændige erhvervsvirksomhed for hele året, og at den således opgjorte indtægt fordeles forholdsmæssigt på tiden før og efter dødsfaldet.

7. Anvendelse af reglerne i kildeskattelovens § 14 om skifte i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet

Afdødes skattepligt ophører som hidtil ved dødsfaldet. Hvis der sker en ansættelse af indkomsten, omfatter denne afdødes indkomst for indkomståret indtil dødsfaldet. Længstlevende er indkomstskattepligtig i hele indkomståret og beskattes af sin indkomst. De to ægtefællers indkomster afgrænses overfor hinanden efter de almindelige regler, der gælder for ægtefæller, omfattet af nyordningen. Dog anvendes reglerne om overførsel af en del af et virksomhedsoverskud til en medhjælpende ægtefælle ikke. Hele overskuddet beskattes hos den ægtefælle, der drev virksomheden. Underskud kan som hidtil heller ikke overføres mellem de to ansættelser.

Opdelingen i arbejdsindkomst og formueindkomst og de særlige skatteberegningsregler i kildeskattelovens § 35A anvendes ikke i dødsfaldsåret.

8. Medhjælpende ægtefælle

Med den ændrede formulering af kildeskattelovens § 37A er der givet ægtefællerne større frihed til at vælge, hvilket beløb der skal overføres til den medhjælpende ægtefælle. Der kan således overføres et beløb, der er mindre end 50 pct. af virksomhedens overskud. Det overførte beløb er arbejdsindkomst for den medhjælpende ægtefælle og fragår i den anden ægtefælles arbejdsindkomst.

Der er samtidig indføjet en bestemmelse om, at der ikke må være et åbenbart misforhold mellem det overførte beløb og den medhjælpende ægtefælles arbejdsindsats i virksomheden. Der kan herved tages hensyn til såvel arbejdets tidsmæssige udstrækning som til karakteren af det udførte arbejde.

Endvidere er beløbsgrænsen for overførsel forhøjet til 84.000 kr., der reguleres efter udskrivningslovens § 4. Reguleret på denne måde udgør det maksimale indkomstbeløb, der tillades overført til den anden ægtefælle, 100.300 kr. for 1983.

Efter ændringerne påhviler formueskattepligten vedrørende ægtefællernes erhvervsvirksomhed den ægtefælle, der i overvejende grad har drevet virksomheden.

9. Personfradraget

Efter de hidtidige regler kan en ægtefælles uudnyttede personfradrag overføres til nedsættelse af den anden ægtefælles skatter, når ægtefællerne er samlevende i skattemæssig henseende. Der er ikke med de gennemførte ændringer sket begrænsninger i disse regler.

Der er i kildeskattelovens § 37C, stk. 1, 4. og 5. pkt., optaget en bestemmelse om, at nedsættelse af personfradraget i forbindelse med udbetaling af kontanthjælp efter bistandslovens kap. 9 og 10 fremtidig skal ske hos den ægtefælle, der har den højeste skattepligtige indkomst. Ydelser efter bistandslovens § 42 (revalidering, uddannelse og etablering) henføres dog ved nedsættelsen af personfradraget i forbindelse med skatteberegningen til den ægtefælle, de er ydet til.

10. Henstand med en del af formueskatten

Efter kildeskattelovens § 89A kan pensionister i et vist omfang opnå henstand med betalingen af den del af formueskatten, der vedrører ejerboligen. Reglerne herom finder fremtidig anvendelse, hvadenten det er manden eller hustruen, der opfylder betingelserne for henstand.

II. Lov om særlig indkomstskat m.v.

Lov om særlig indkomstskat er ligeledes ændret, således at ægtefæller hver beskattes af deres særlige indkomst.

Ægtefællernes indkomster afgrænses overfor hinanden efter de samme principper, som gælder for den almindelige indkomst. Ved afståelse af formuegoder lægges således vægt på, hvem der efter ægteskabslovgivningen havde rådighed over formuegoderne. Dog skal avancebeskatningen af et formuegode, der hører til en virksomhed, ske hos den ægtefælle, der har drevet virksomheden, selvom det eventuelt er den anden ægtefælle, der efter de ægteskabsretlige regler er rådig over formuegodet. Hvis ægtefællerne har drevet en virksomhed i fællesskab, beskattes fortjeneste og tab vedrørende formuegoder, der vedrører denne, hos den af ægtefællerne, der i overvejende grad har drevet virksomheden.

Efter § 9 i lov om særlig indkomstskat har hver ægtefælle et fradrag på 6.000 kr. ved opgørelsen af sin særlige indkomst.

Bestemmelserne om beregningen af den særlige indkomstskat ændres ikke med de nye regler.

III. Lov om investeringsfonds

Der er foretaget en redaktionel ændring, der ikke vil blive omtalt nærmere her.

IV. Lov om nedslag i skatteansættelsen for renteindtægter m.v.

Begge ægtefæller kan som hidtil få nedslag i skatteansættelsen for renteindtægter m.v.

De indtægter, der berettiger til nedslag, omfatter såvel pensionsydelser som renteindtægter. Ved skatteberegningen anses nedslaget fortrinsvis for foretaget i renteindtægten og dermed i formueindkomsten. Hvis nedslaget er større end renteindtægten, anses den overskydende del af nedslaget for foretaget i arbejdsindkomsten.

V. Lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten (ligningsloven)

Efter ligningslovens § 8A kan gaver til almenvelgørende eller i øvrigt almennyttige institutioner, der er godkendt efter bestemmelsens stk. 2, trækkes fra i den skattepligtige indkomst.

Loven ændrer undergrænsen for gavefradraget. Hidtil har den skattepligtige kunnet fratrække det beløb, hvormed årets gaver oversteg 100 kr. Denne grænse er ændret til 300 kr. Kravet om, at årets gaver til den enkelte forening skal udgøre mindst 50 kr., og reglen om, at gavefradraget ikke må overstige 1000 kr., gælder stadig. Det maksimale fradrag opnås således først, når de gaver, der kan tages i betragtning, udgør 1.300 kr.

Som et led i ligestillingen af ægtefæller er det endvidere bestemt, at hver ægtefælle kan fradrage sine gaver. De beløbsmæssige begrænsninger i § 8A gælder for hver ægtefælles gaver.

Fradraget henføres til ægtefællens formueindkomst.

VI. Lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.

Fradragsretten efter pensionsbeskatningslovens § 50, stk. 2, for udgifter til livsforsikring, syge- og ulykkesforsikring, indskud på børneopsparings- og selvpensioneringskonti m.v. nedsættes fra 3.000 kr. til 2.000 kr., og det samlede 3.000 kr.'s fradrag for ægtefæller ændres til et 2.000 kr.'s fradrag for hver ægtefælle. Herefter har hver ægtefælle ret til at fradrage indtil 2.000 kr. for udgifter til forsikringer m.v., som den pågældende har oprettet.

Efter den nye bestemmelse i pensionsbeskatningslovens § 50, stk. 2, 3. pkt., vil en ægtefælle i visse tilfælde kunne overføre et overskydende fradragsbeløb til den anden ægtefælle. Hvis ægtefællerne har levet sammen i hele indkomståret, og den ene ægtefælle har fradragsberettigede præmier eller bidrag, der overstiger 2.000 kr., medens den anden ægtefælle ikke har forsikringsudgifter m.v. eller disse er mindre end 2.000 kr., kan den første ægtefælles ikke udnyttede fradragsbeløb overføres til den anden ægtefælle og fradrages af denne i det omfang, der er plads inden for 2.000 kr.'s grænsen. Har for eksempel manden forsikringsudgifter, der udgør 2.700 kr., medens hustruens forsikringsudgifter udgør 1.500 kr., udgør mandens fradrag 2.000 kr. Desuden kan 500 kr. af hans udgifter overføres til hustruen. Hvis hustruen i det nævnte eksempel ikke har nogen indkomst, således at forsikringsfradragene medfører, at hendes skattepligtige indkomst udviser underskud, kan det fra manden overførte beløb på 500 kr. og de af hustruen afholdte forsikringsudgifter på 1.500 kr. herefter fradrages i mandens skattepligtige indkomst, jfr. § 26, stk. 6, i den ændrede affattelse af kildeskatteloven.

VII. Lov om udskrivning af indkomst- og formueskatten til staten m.v.

I udskrivningslovens § 3 er indsat et stk. 2, hvori fastsættes, at i tilfælde, hvor skatten beregnes efter kildeskattelovens § 35A for den ægtefælle, der har den mindste arbejdsindkomst, skal der forud for skatteberegningen foretages en nedrunding såvel af arbejdsindkomsten som af den regulerede indkomst, hvoraf skatten af formueindkomst skal beregnes, til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100. Den kommunale og amtskommunale indkomstskat m.v. beregnes ligeledes af de nedrundede beløb.

Derudover er skatteloftsreglen i udskrivningslovens § 5 blevet tilpasset de nye skatteberegningsregler for ægtefæller.

I det nye stk. 2 i § 5 er det således fastsat, at den nedsættelse af formueskatten og indkomstskatten til staten, som skal ske efter § 5, stk. 1, såfremt de samlede skatter (undtagen kirkelige afgifter) tilsammen overstiger 78 pct. af den skattepligtige indkomst, for samlevende ægtefæller, hvor skatten beregnes efter kildeskattelovens § 39, stk. 2-6, i stedet skal beregnes på grundlag af den regulerede indkomst, der omfatter arbejdsindkomsten hos den ægtefælle, der har den højeste arbejdsindkomst, med tillæg af begge ægtefællers formueindkomst.

For at få nedsat indkomst- og formueskatten skal de indkomstskatter, der beregnes af den regulerede indkomst (undtagen kirkelige afgifter), med tillæg af ægtefællernes samlede formueskat således beløbsmæssigt overstige 78 pct. af den regulerede indkomst. Hvis dette er tilfældet, nedsættes, ligesom efter reglerne i § 5, stk. 1, først formueskatten med indtil 60 pct. og dernæst indkomstskatten til staten, indtil de samlede skattebeløb (om muligt) er nedbragt til skatteloftet på de 78 pct. af den regulerede indkomst. De beregnede nedsættelser i formueskatten og i indkomstskatten fordeles mellem ægtefællerne efter størrelsen af deres formuer.

I det følgende er vist et eksempel på virkningen af den nye skatteloftsregel:

Eksempel:

Et ægtepar har i et givet indkomstår følgende indkomst- og formueforhold: manden har en arbejdsindkomst på 100.000 kr. og en formueindkomst på 40.000 kr., mens hustruen har en arbejdsindkomst på 250.000 kr. Ægteparrets samlede formue udgør 15 mill. kr., hvoraf 10 mill. kr. tilhører manden og resten, 5 mill. kr., tilhører hustruen.

Lægger man udskrivningsreglerne for 1982 til grund for beregningerne, samt forudsætter, at ægteparret bor i en kommune med en udskrivningsprocent svarende til den gennemsnitlige udskrivningsprocent for 1982, kan parrets indkomst- og formueskat for det givne indkomstår beregnes til følgende beløb (der bortses dog fra kirkelige afgifter, idet disse ikke indgår i selve skatteloftsberegningen):

Mand Hustru ------------------- kr. ----------------------------------------------------------- Arbejdsindkomst 100.000 250.000 Formueindkomst 40.000 ------------------- Skattepligtig indkomst 140.000 250.000 Indkomstskat heraf 64.427 133.404 Heraf statsindkomstskat 28.382 65.020 ------------------------------------------------------------- Formueskatten skal efter kildeskattelovens § 39, stk. 1, beregnes på grundlag af ægteparrets samlede formue - 15 mill. kr. - og skal herefter fordeles forholdsmæssigt mellem dem efter størrelsen af deres formue: Mand Hustru ------------------ kr. ---------------------------------------------------------- Skattepligtig formue 10.000.000 5.000.000 Formueskat (fordelt) 204.116 102.058 Den samlede skat før nedslag udgør herefter: Indkomstskat 64.427 133.404 Formueskat 204.116 102.058 ---------------------------------------------------------- Samlet skat 268.543 235.462 ---------------------------------------------------------- For samlevende ægtefæller skal skatteloftsgrænsen i udskrivningslovens § 5 som nævnt beregnes på grundlag af den regulerede indkomst og skatterne heraf samt begge ægtefællers samlede formueskat: kr. Reguleret indkomst (250.000 kr. + 40.000 kr.) 290.000 Indkomstskat heraf 161.004 Heraf statsindkomstskat 80.860 Ægtefællernes samlede formueskat 306.174 Indkomstskat + formueskat udgør 467.178 - 78 pct. af den regulerede indkomst 226.200 ------- Forskelsbeløb, der berettiger til nedsættelse 240.978 Efter § 5 skal nedsættelsen først ske i formueskatten med indtil 60 pct. af denne 183.704 ------- Statsindkomstskatten nedsættes herefter med det overskydende beløb 57.274 -------

Efter § 5, stk. 2, skal nedsættelsen i formueskatten og indkomstskatten ligesom selve formueskatten fordeles mellem ægtefællerne efter forholdet mellem deres skattepligtige formue, som i eksemplet udgør henholdsvis 10 mill. kr. og 5 mill. kr. (dvs. 2:1). Bliver den ene ægtefælles indkomstskat til staten negativ, fragår det negative beløb i den anden ægtefælles indkomstskat til staten:

Formueskatten udgør herefter:

Mand Hustru ------------------- kr. ----------------------------------------------------------- Formueskat 204.116 102.058 Nedsættelse efter § 5 (fordelt 2:1) -122.469 -61.235 ------------------- Formueskat efter nedsættelse 81.647 40.823 ------------------- Indkomstskatten til staten udgør herefter: Mand Hustru ------------------- kr. ----------------------------------------------------------- Statsindkomstskat 28.382 65.020 Nedsættelse efter § 5 (fordelt 2:1) -38.183 -19.091 ------------------- - 9.801 -45.929 Overført til/fra ægtefælle 9.801 9.801 ------------------- Statsindkomstskat efter nedsættelse 0 36.128 -------------------

VIII. Lov om beskatningen af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v.

Efter de tidligere regler om beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v., jfr. lov nr. 295 af 10. juni 1981, skulle fortjeneste eller tab for så vidt angår sambeskattede ægtefæller medregnes i mandens indkomst, henholdsvis fradrages i denne, i det omfang fortjenesten eller tabet indgik i den skattepligtige almindelige eller særlige indkomst.

Efter ændringen af § 2, stk. 2, og § 4, stk. 4, i aktieavancebeskatningsloven skal hustruen beskattes af fortjeneste ved afståelse af sine aktier, hvadenten fortjenesten indgår i almindelig eller særlig indkomst, ligesom tab indgår i hendes almindelige eller særlige indkomst i det i loven fastsatte omfang.

Der kan endvidere ske overførsel af tab mellem ægtefællerne, når den pågældende ikke selv kan udnytte tabet i det pågældende indkomstår. Overførselsadgangen gælder også i hvert af de fem efterfølgende indkomstår.

Ved anvendelse af hovedaktionærreglen i aktieavancebeskatningslovens § 4 vil hver ægtefælle skattefrit kunne afstå 1 pct. af den samlede aktiekapital inden for et indkomstår.

Hvis en af de samlevende ægtefæller har opnået fradrag efter 125.000 kr.'s-reglen, medregnes dette ved beregningen af 125.000 kr.'s-fradraget for den anden ægtefælle, jfr. aktieavancebeskatningslovens § 7, stk. 4 og 5.

Om reglerne i øvrigt henvises til cirkulære af 26. september 1981 om lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v.

De ændrede regler finder anvendelse på aktieafståelser, der sker i indkomståret 1983 eller senere.

Hvis samlevende ægtefæller ved udgangen af indkomståret 1982 har aktier i samme selskab, må der til brug ved senere opgørelser af fortjenester eller tab ske en fordeling af aktiebeholdningen imellem dem.

For almindelige aktier, hvor fortjeneste eller tab opgøres efter den såkaldte aktie-for-aktiemetode, jfr. aktieavancebeskatningslovens § 5, er det den enkelte akties anskaffelsestidspunkt og anskaffelsessum, der lægges til grund ved afgørelsen af, om der skal ske beskatning efter 3-årsreglen og i bekræftende fald for opgørelsen af fortjenesten eller tabet.

For hovedaktionærer opgøres fortjeneste eller tab efter en gennemsnitsmetode. I disse tilfælde fordeles den samlede anskaffelsessum eller den beregnede restanskaffelsessum mellem ægtefællerne efter pålydende værdi den 1. januar 1983 af hver ægtefælles aktiebeholdning.

En efterlevende ægtefælle, der har hensiddet i uskiftet bo, der er taget under skiftebehandling, kan efter § 12 i aktieavancebeskatningsloven overføre et uudnyttet tab ved salg af hovedaktionæraktier til boet. Efter de tidligere regler gjaldt overførselsadgangen kun tab, der opstod inden for de sidste fem indkomstår inden skiftet. Reglerne er imidlertid nu udvidet, således at tab, der stammer fra salg af hovedaktionæraktier, efter at skiftebegæringen er imødekommet, kan overføres både fra bo til ægtefælle og fra ægtefælle til bo. Reglerne om overførsel af tab, der er konstateret inden skiftet, finder i øvrigt tilsvarende anvendelse på overførsel af tab, der er konstateret under skiftet. Der kan herom nærmere henvises til cirkulære af 26. september 1981 om lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v., pkt. 39.

Underskrift 1

Skattedepartementet, den 5. august 1982 JENS ROSMAN / Per Hessel

Versioner

  1. 1982-10-15 · til 1989-03-08