Gelex

Cirkulære om ændring af ligningsloven (beskatning af lønindkomst erhvervet i udlandet)

OphævetVersion 1982-12-20fra 1982-12-20 til 1996-01-26
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1982/177@1982-12-20/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1

Ved lov nr. 245 af 9. juni 1982 om ændring af ligningsloven er der gennemført væsentlige ændringer af reglerne i ligningslovens § 33A om beskatning af lønindkomst erhvervet i udlandet.

Endvidere er der i bekendtgørelse nr. 533. af 2. september 1982 om beskatning af lønindkomst erhvervet i udlandet givet regler om henstand med skattebetalingen i tilfælde, der er omfattet af ligningslovens § 33A. Den ændrede bestemmelse i ligningsloven samt bekendtgørelsen er optrykt som bilag til dette cirkulære.

Cirkulæret og bekendtgørelsen afløser henholdsvis cirkulære nr. 93 af 29. april 1976 samt bekendtgørelse nr. 42 af 5. februar 1976.

1. Fritagelsesreglen i § 33A omfatter alle, der er fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, og lovreglen medfører ingen ændringer i de gældende regler om subjektiv skattepligt. Indkomst, der er omfattet af fritagelsesreglen, skal på sædvanlig måde medtages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

2. Fritagelsesreglen gælder for lønindkomst ved personligt arbejde i tjenesteforhold under ophold uden for riget, det vil sige uden for Danmark, Færøerne og Grønland. Ved lønindkomst forstås den kontante løn incl. tantieme, gratiale og godskrivning på konto m.v. med tillæg af eventuelle i anledning af udlandsarbejdet modtagne løntillæg og den i forbindelse med udlandsarbejdet optjente feriegodtgørelse, i det omfang denne efter almindelige regler medregnes i den skattepligtige indkomst i indkomståret. Lønindkomsten omfatter herudover værdien af skattepligtige naturalydelser i forbindelse med udførelsen af det pågældende arbejde i udlandet, som f.eks. fri kørsel, bolig, telefon, beklædning m.v.

Det er uden betydning, om lønnen udbetales af en dansk eller af en udenlandsk arbejdsgiver.

Som anført er det en betingelse for skattefritagelsen, at lønindkomsten er erhvervet under ophold uden for riget. Hvis der således erhverves lønindtægt for arbejde udført i Danmark, anses udlandsopholdet for afbrudt, og reglen i § 33A vil ikke kunne påberåbes, selv om arbejdet i Danmark har været af kortvarig karakter. Tilsvarende gælder, såfremt der under ophold i Danmark oppebæres arbejdsløshedsunderstøttelse.

Såfremt der under opholdet i Danmark oppebæres løn under sygdom (herunder sygedagpenge) eller løn i forbindelse med deltagelse i et kursus, der har direkte forbindelse med det arbejde, der udføres i udlandet, vil udlandsopholdet imidlertid ikke kunne anses for afbrudt. Den godtgørelse, der erhverves i forbindelse med sygdom eller kursusdeltagelse, kan dog ikke anses som lønindkomst, erhvervet ved ophold uden for riget, og den berettiger derfor ikke til nedslag efter § 33A.

3. Lønindkomsten skal være erhvervet i forbindelse med ophold uden for Danmark, Færøerne og Grønland i mindst 6 måneder. 6 måneders-perioden kan påbegyndes på et hvilket som helst tidspunkt inden for et indkomstår. Opholdets varighed skal kunne dokumenteres ved f.eks. arbejdskontrakt, folkeregisteroplysninger eller på anden efter ligningsmyndighedernes skøn betryggende måde. Ophold i flere lande, der kun afbrydes af ferie eller lignende af en sammenlagt varighed på højst 42 dage i Danmark, gælder som en samlet opholdsperiode. Fritagelse tilkommer lønmodtagere, der er antaget til eller udstationeret til beskæftigelse i udlandet. Lønmodtagere, der er beskæftiget ved et arbejdssted inden for riget og i medfør af denne ansættelse foretager rejser i udlandet, f.eks. handels- og forretningsrejsende, tilsynsførende, eksportchauffører og lignende, er ikke omfattet af § 33A.

4. Opholdsperioden uden for riget kan afbrydes af ferie eller lignende af en sammenlagt varighed på højst 42 dage, uden at retten til nedslag fortabes.

Ordene "ferie eller lignende" indbefatter ethvert ophold inden for riget, uanset årsagen til dette. Et ufrivilligt ophold inden for riget, udover 42 dage inden for et halvt år, f.eks. nødvendiggjort af sygdom, bevirker således, at retten til at påberåbe sig nedslagsreglen fortabes.

Det tidsrum på 42 dage inden for 6 måneder, i hvilket ophold inden for riget kan ske uden fortabelse af retten til skattefritagelse, svarer til 7 dage om måneden. Et udlandsophold, der strækker sig udover 6 måneder, medfører, at den tilladte opholdsperiode i Danmark forlænges. Eksempelvis vil et udlandsophold på 11 måneder berettige til ferie eller lignende i Danmark af en varighed af 77 dage.

Ferie eller lignende, afholdt i Danmark som afslutning på et udlandsophold, vil ikke kunne medregnes til 6 måneders-perioden.

5. Den udenlandske lønindtægt indgår i den samlede indkomst på normal vis, og den skattepligtige indkomst opgøres efter de i øvrigt gældende regler. Nedslaget udgør den del af den samlede skat, der herefter falder på den udenlandske indkomst. Beregningsmetoden er den samme som ved den såkaldte "ny eksemption"-metode. Ved nedslagsberegningen henføres de ligningsmæssige fradrag, der har direkte tilknytning til erhvervelsen af den udenlandske indkomst, til denne.

For lønindkomst, der er omfattet af § 33A, stk. 1, kan der ikke gives credit-nedslag efter ligningslovens § 33. Hvis der skal gives nedslag for andre indkomstarter samtidig med nedslag efter § 33A, stk. 1, foretages beregningerne med udgangspunkt i den skattepligtige indkomst og den dertil svarende danske skat.

Såfremt lønindkomsten er omfattet af en dobbeltbeskatningsaftale, vil reglen i § 33A, stk. 1, og lempelsesreglerne ifølge dobbeltbeskatningsaftalen ikke kunne anvendes samtidig på denne lønindkomst. I disse tilfælde finder alene reglen i § 33A anvendelse.

6. Ligningslovens § 33A, stk. 1, gælder ikke for lønindkomst ved tjeneste uden for riget for den danske stat eller anden dansk offentlig myndighed. Denne undtagelsesregel omfatter således en videre kreds end den kreds af udsendte personer, der er omfattet af kildeskattelovens § 1, nr. 5.

7. Nedslagsreglen gælder heller ikke for lønindkomst ved tjeneste om bord på skibe - herunder skibe, der ligger ved land under bygning, reparation eller midlertidig oplægning - eller luftfartøjer. Dette gælder, hvad enten skibene eller luftfartøjerne er indregistrerede i Danmark eller i udlandet.

I modsætning til den tidligere bestemmelse kan nedslagsreglen således ikke finde anvendelse på lønindkomst ved tjeneste om bord på skibe, der er registreret i udlandet eller om bord på luftfartøjer, uanset hvor disse er registreret.

8. Endelig gælder nedslagsreglen ikke for lønindkomst ved tjeneste om bord på fartøjer og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af kulbrinteforekomster, det vil sige forekomster af olie, gas eller kondensat.

Undtagelsesreglen gælder såvel skibe og luftfartøjer, der anvendes ved supply-virksomhed, som bugserbåde, hotelfartøjer og andre fartøjer og installationer, herunder borerigge, som anvendes i lignende øjemed i forbindelse med sådan virksomhed.

Undtagelsesbestemmelsen omfatter ikke installationer på land.

9. Nedslagsreglen gælder ikke, i det omfang en dobbeltbeskatningsaftale har tillagt Danmark beskatningsretten til den pågældende lønindkomst. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor et udlandsophold påbegyndes eller afsluttes med en opholdsperiode, der er kortere end 183 dage inden for et kalenderår eller ved anvendelsen af den såkaldte "professor-regel", som findes i en række dobbeltbeskatningsaftaler. Reglen i § 33A, stk. 3, har ingen betydning for beregningen af tidsfristen i § 33A, stk. 1.

Eksempel:

En skatteyder udrejser den 1. september 1982 til et land, med hvilket Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale, der indeholder den sædvanlige 183 dages-regel. Hjemrejse finder sted den 1. august 1983. Under opholdet erhverver den pågældende lønindkomst, der udbetales af en dansk arbejdsgiver, der ikke har fast driftssted i det andet land. Opholdet uden for riget har strakt sig over mere end 6 måneder, således at nedslagsreglen i § 33A, stk. 1, for så vidt kan finde anvendelse. Danmark har imidlertid ifølge 183 dages-reglen beskatningsretten til den lønindkomst, der erhverves i perioden 1. september - 31. december 1982 (under 183 dage inden for et kalenderår), medens det andet land har beskatningsretten til lønindkomsten for den øvrige periode (mere end 183 dage inden for et kalenderår). Efter § 33A kan der herefter ikke gives nedslag vedrørende den lønindkomst, der er erhvervet i 1982, medens nedslagsreglen finder anvendelse på den lønindkomst, der er erhvervet i 1983.

10. Ved bekendtgørelse nr. 533 af 2. september 1982 om beskatning af lønindkomst erhvervet i udlandet, er der tilvejebragt hjemmel til at indrømme henstand med skattebetalingen i de tilfælde, hvor nedslagsreglen finder anvendelse. Det er en betingelse for at indrømme henstand, at det - f.eks. på grundlag af bestemmelserne i en arbejdskontrakt - må anses for godtgjort, at et ophold uden for riget vil strække sig over mindst 6 måneder. Henstandsreglen skal i øvrigt praktiseres efter samme principper som hidtil.

Henstand meddeles af den kommune, der er berettiget til at ændre forskudsregistreringen. Kommunens afgørelse kan - bortset fra Københavns og Frederiksberg kommuner - indbringes for vedkommende amtsskatteinspektorat. Skattedepartementet har den endelige administrative afgørelse i sager om henstand efter bekendtgørelsen.

11. Loven har virkning fra den 13. juni 1982.

Af hensyn til de lønmodtagere, som har påbegyndt et arbejde i udlandet før denne lovs ikrafttræden i tillid til, at lempelsesreglerne i den tidligere § 33A fandt anvendelse, er der i lovens § 3, stk. 2, fastsat den overgangsregel, at de tidligere regler fortsat kan finde anvendelse for de pågældendes løbende kontraktsperiode, dog højst for en periode af 12 måneder fra og med den 13. juni 1982.

Underskrift 1

Skattedepartementet, den 27. september 1982 Jens Rosman / J. Sneum

Versioner

  1. 1982-12-20 · til 1996-01-26