Gelex

Cirkulære om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp

OphævetVersion 1983-01-25fra 1983-01-25 til 1996-01-31
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1982/193@1983-01-25/da

Indhold
  1. Indledning
  2. Underskrift 1
  3. Underskrift 2

Indenrigsministeriet har udsendt en ny bekendtgørelse af 29. november 1982 om retten til befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse med sygehusbehandling m.v. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1983. Der er sket følgende ændringer:

- Minimumsgrænsen for refusion af befordringsudgifter er forhøjet fra 25 kr. til 60 KR. Forhøjelsen gælder dog ikke for patienter, der modtager pension efter de sociale pensionslove, eller hvis ægtefælle modtager hustrutillæg efter disse love.

- Den afstand til behandlingsstedet, der berettiger til fribefordring, er forhøjet fra 30 km til 50 KM.

Desuden er det nu udtrykkeligt fastslået i bekendtgørelsen, at nordiske statsborgere efter sygehusbehandling har ret til at få dækket visse merudgifter ved hjemtransport til bopælslandet, jfr. herved den nye nordiske tryghedskonvention, der trådte i kraft 1. januar 1982, samt sikringsstyrelsens cirkulære nr. 208 af 23. december 1981.

Endelig er der foretaget nogle redaktionelle ændringer, herunder en omformulering af bestemmelsen i bekendtgørelsens § 6, således at det klart fremgår, at børns (og andre patienters) ledsagere har ret til befordringsgodtgørelse, når barnet (eller patienten) er omfattet af fribefordringsreglerne og ville have fået befordringsgodtgørelse, hvis befordringsudgiften havde oversteget minimumsgrænsen.

Samtidig med dette cirkulæres udsendelse bortfalder indenrigsministeriets cirkulære nr. 113 af 10. juli 1980.

I det følgende redegøres der for indholdet af befordringsreglerne således: A) HVILKE PERSONER er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse m.v. og i hvilke tilfælde, B) HVILKE INSTITUTIONER M.V. er omfattet af befordringsreglerne, C) HVILKEN SYGEHUSKOMMUNE skal yde befordringen eller befordringsgodtgørelsen og D) ADMINISTRATIONEN af befordringsreglerne.

A. HVILKE PERSONER ER BERETTIGET TIL BEFORDRING ELLER BEFORDRINGSGODTGØRELSE M.V. OG I HVILKE TILFÆLDE

Personer, der har ret til vederlagsfri behandling, jfr. indenrigsministeriets bekendtgørelse af 16. november 1982 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse i de nedenfor under pkt. 1-3 opregnede tilfælde.

»Behandling« dækker al den virksomhed, der foregår inden for sygehusvæsenet som sådant. (Fribefordringsreglerne finder som hidtil ikke anvendelse, hvor en patient behandles i vedkommende læges private konsultation, der er beliggende på sygehuset).

Befordring eller befordringsgodtgørelse dækker transport mellem bopælen og behandlingsstedet, eller - i tilfælde af akut opstået sygdom - transport mellem det midlertidige opholdssted og behandlingsstedet. Personer med bopæl i udlandet har ikke ret til fribefordring tilbage til bopælslandet. Dog gælder der særlige regler for nordiske statsborgere.

Ved afgørelsen af, om en patient opfylder betingelserne for fribefordring - og i bekræftende fald ved valget af befordringsmiddel - må patientens hen- og hjemtransport til og fra behandlingen bedømmes hver for sig. Dog beregnes hen- og hjemtransporten under et for så vidt angår minimumsgrænsen for refusion af befordringsudgifter, jfr. nedenfor pkt. 3.

1. RET TIL BEFORDRING

ENHVER PERSON har ret til befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj, hvis den pågældendes tilstand nødvendiggør sådan befordring, jfr. bekendtgørelsens § 2.

2. RET TIL BEFORDRING ELLER BEFORDRINGSGODTGØRELSE

a. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, eller personer, HVIS ÆGTEFÆLLE MODTAGER HUSTRUTILLÆG efter disse love, jfr. bekendtgørelsens § 3, nr. 1.

b. Personer, der er AMBULANTE EFTERBEHANDLINGSPATIENTER, DELDØGNSPATIENTER eller MIDLERTIDIGT HJEMSENDT, dog kun såfremt deres tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler som bus, tog eller færge, jfr. bekendtgørelsens § 3, nr. 2-4.

Disse persongrupper har således efter denne regel KUN ret til befordring eller befordringsgodtgørelse (f.eks. ved benyttelse af egen bil eller hyrevogn), hvis de PÅ GRUND AF DERES FYSISKE ELLER PSYKISKE TILSTAND er afskåret fra at benytte de nævnte offentlige transportmidler. En patient, der KAN benytte offentligt transportmiddel, har således IKKE ret til fribefordring. Hvis en transport med egen bil eller hyrevogn alene er nødvendiggjort af en MANGLENDE ADGANG TIL OFFENTLIGE TRANSPORTMIDLER - og ikke (tillige) af patientens tilstand - er der således heller ikke ret til fribefordring.

Særligt om AMBULANTE EFTERBEHANDLINGSPATIENTER skal bemærkes, at fribefordring kun ydes, hvis patienten I FORBINDELSE MED UDSKRIVNINGEN indkaldes til den ambulante efterbehandling. Der stilles derimod ikke krav om, at den ambulante efterbehandling skal finde sted på samme institution, hvor patienten tidligere var indlagt. Yderligere bemærkes, at der til anden form for ambulant behandling end efterbehandling i forbindelse med udskrivning kun ydes fribefordring, hvis dette følger af andre regler i bekendtgørelsen, f.eks. 50 km-reglen, jfr. nedenfor pkt. c.

Gruppen DELDØGNSPATIENTER omfatter såvel dag- som natpatienter.

For så vidt angår de MIDLERTIDIGT HJEMSENDTE PATIENTER bemærkes, at hjemsendelsen skal ske efter institutionens bestemmelse og således være et led i behandlingen eller arbejdet på vedkommende institution. Hvis den midlertidige hjemsendelse finder sted alene efter patientens ønske, kan den ikke betragtes som et led i behandlingen og falder dermed uden for befordringsreglerne, således at også fribefordring efter 50 km-reglen er udelukket, jfr. nedenfor.

c. Personer, der har MERE END 50 KM TIL ELLER FRA BEHANDLINGSSTEDET, jfr. bekendtgørelsens § 4.

Retten til fribefordring i henhold til denne bestemmelse tilkommer ENHVER PATIENT, der kan godtgøre, at rejsen frem eller tilbage overstiger 50 km, jfr. dog ovenfor om de efter egen anmodning midlertidigt hjemsendte patienter.

Sygehuskommunerne vil i øvrigt som hidtil kunne administrere ordningen således, at der ydes befordring til alle personer, der har bopæl eller ophold i et område, f.eks. en by, kommune, postdistrikt eller sogn, fra hvis midte der er ca. 50 km til det sted, hvor vedkommende behandlingsinstitution er beliggende.

3. SÆRLIGT OM BEFORDRINGSGODTGØRELSE

Befordringsgodtgørelse udbetales kun, når patientens udgift med det billigste, forsvarlige befordringsmiddel til og fra behandlingsstedet OVERSTIGER 60 KR., dog 25 KR. for så vidt angår de ovenfor i pkt. 2.a. nævnte patienter, jfr. bekendtgørelsens § 8.

Ved BENYTTELSE AF EGET BEFORDRINGSMIDDEL kan patienten kun få befordringsgodtgørelse, hvis benyttelsen er sket i overensstemmelse med eventuelle af sygehuskommunen fastlagte retningslinier, jfr. nedenfor afsnit D. Det bemærkes herved, at det normalt må være en forudsætning for ydelse af godtgørelse for benyttelse af eget befordringsmiddel, at det ikke har været muligt for patienten at benytte offentlige transportmidler, således at den pågældende ELLERS ville have været henvist til at benytte hyrevogn.

Godtgørelsen for benyttelse af eget befordringsmiddel beregnes efter laveste sats i finansministeriets til enhver tid gældende cirkulære om godtgørelse for benyttelse af eget befordringsmiddel på tjenesterejser. Endvidere gælder det ligeledes her, at der kun udbetales godtgørelse, hvis det samlede kørselsgodtgørelsesbeløb til og fra behandlingsstedet overstiger 60 kr. (eller 25 kr. for de i pkt. 2.a. nævnte patienter).

4. PATIENTERS RET TIL TIME- OG DAGPENGE SAMT OVERNATNING

KUN AMBULANTE PATIENTER, der har krav på befordring eller befordringsgodtgørelse, har ret til time- og dagpenge, og retten er begrænset til tilfælde, hvor overnatning uden for hjemmet er nødvendig. I så fald skal der tillige ydes overnatning eller overnatningsgodtgørelse (hoteldispositionsbeløb), jfr. bekendtgørelsens § 5.

Time- og dagpenge samt hoteldispositionsbeløb ydes efter laveste sats i finansministeriets til enhver tid gældende cirkulære om time- og dagpenge m.v.

5. PATIENTENS LEDSAGER

a. BEFORDRING ELLER BEFORDRINGSGODTGØRELSE

En patients ledsager har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, hvis patienten er omfattet af bekendtgørelsens §§ 2-4, og ledsagelsen har været nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.

Der er som hovedregel kun ret til fribefordring for så vidt angår selve rejseledsagelsen, dvs. rejsen i følge med patienten. Kun i tilfælde, hvor rejsen har nødvendiggjort et fravær fra hjemmet på mere end 12 timer, ydes fribefordring til ledsagerens ud- eller hjemrejse uden følgeskab af patienten, jfr. bekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Minimumsgrænsen på 60 kr. for refusion af befordringsudgifter til og fra behandlingsstedet gælder ligeledes for ledsageren, jfr. bekendtgørelsens § 8.

B. TIME- OG DAGPENGE SAMT OVERNATNING

Ledsageren skal kun have time- og dagpenge i tilfælde af nødvendiggjort overnatning uden for hjemmet. Der skal i denne situation tillige ydes ledsageren overnatning eller overnatningsgodtgørelse (hoteldispositionsbeløb), jfr. bekendtgørelsens § 6, stk. 2.

6. SÆRLIGT OM NORDISKE STATSBORGERES HJEMTRANSPORT

Personer, der er bosat og socialt sikret i et andet nordisk land, har i tilfælde af sygdom under midlertidigt ophold her i landet ret til at få dækket de merudgifter ved hjemrejsen til bopælslandet, som skyldes, at den pågældende som følge af sygdommen må benytte en dyrere rejseform, jfr. bekendtgørelsens § 7. Bestemmelsen svarer til art. 14, stk. 4, i nordisk konvention om social tryghed, jfr. sikringsstyrelsens cirkulære nr. 208 af 23. december 1981, hvori konventionens danske tekst er optrykt som bilag.

B. HVILKE INSTITUTIONER M.V. ER OMFATTET AF BEFORDRINGSREGLERNE

1. INSTITUTIONER M.V. I DANMARK

A. Befordring ydes til sygehusbehandling på AMTSKOMMUNALE INSTITUTIONER samt STATENS SYGEHUSE og PRIVATE INSTITUTIONER, der som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver benyttes af vedkommende amtskommune, jfr. § 3 i sygehusloven. Der stilles som hidtil ikke krav om, at institutionerne geografisk skal være beliggende i vedkommende amtskommune.

Befordring til ophold på private kur- og rekonvalescenthjem her i landet er således også omfattet af befordringsreglerne, jfr. § 2 i indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 536 af 16. oktober 1975 om amtskommunernes benyttelse af private kur- og rekonvalescenthjem her i landet og i udlandet.

B. Omfattet af befordringsreglerne er også de i svangerskabshygiejneloven omhandlede helbredsundersøgelser hos læger og jordemødre.

C. I medfør af sygehuslovens § 6, stk. 3, har indenrigsministeren endvidere i skrivelse af 10. juli 1980 henført nogle institutioner (afdelinger) uden for sygehusvæsenet til reglerne om befordring. Den nævnte skrivelse er optaget som bilag til nærværende cirkulære.

Rimelige begrænsninger i befordringsretten i disse tilfælde kan ske gennem fastlæggelse af visitationsregler eller krav om forudgående godkendelse, jfr. herved nedenfor afsnit D.

2. INSTITUTIONER M.V. I UDLANDET

A. Amtskommunerne har pligt til at afholde udgifter til befordring af en patient (og eventuel ledsager) til og fra behandling i udlandet med det efter omstændighederne billigste, forsvarlige transportmiddel, når PATIENTEN ER BLEVET HENVIST TIL BEHANDLING I UDLANDET, jfr. indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 98 af 13. marts 1978 om adgang til højt specialiseret sygebehandling i udlandet.

B. I medfør af indenrigsministeriets cirkulære nr. 195 af 16. oktober 1975 om amtskommunernes benyttelse af private kur- og rekonvalescenthjem her i landet og i udlandet er det overladt til de enkelte amtsråd at beslutte, i hvilket omfang de vil benytte sådanne institutioner i udlandet, samt i hvilket omfang de vil yde befordring dertil. Det er dog forudsat, at amtsrådene fastsætter generelle bestemmelser herom.

C. Der er ikke i øvrigt efter sygehuslovgivningen ret til befordring i forbindelse med sygehusbehandling i udlandet.

C. HVILKEN SYGEHUSKOMMUNE SKAL YDE BEFORDRINGEN ELLER BEFORDRINGSGODTGØRELSEN

Efter sygehuslovens § 8 er det amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg kommuner (her benævnt »amtskommunerne«), der har til opgave at sørge for, at der stilles befordring til rådighed, eller at der ydes befordringsgodtgørelse.

Der skal ydes befordring eller befordringsgodtgørelse til de ovenfor i afsnit A nævnte befordringsberettigede personer til og fra de i afsnit B nævnte institutioner m.v. Der skal tillige ydes befordring til PATIENTER, DER OVERFØRES DIREKTE MELLEM SYGEHUSVÆSENETS INSTITUTIONER, herunder de institutioner (afdelinger) der er nævnt i bilaget til nærværende cirkulære. Når der ikke i bekendtgørelsen om befordring og befordringsgodtgørelse er optaget en bestemmelse herom, skyldes det, at befordringen i disse situationer sker som led i en fortsat sygehusbehandling. Der opstår imidlertid også her spørgsmål om, hvilken amtskommune der skal yde befordringen, jfr. sygehuslovens § 8 samt nedenfor.

Som hovedregel har den amtskommune, der har pligt til at yde vederlagsfri behandling til patienten, tillige pligt til at yde befordringen eller befordringsgodtgørelsen.

1. BOPÆLSAMTSKOMMUNEN

Den amtskommune, hvori patienten har bopæl, skal yde fribefordring mellem bopælen og vedkommende sygehus. Ved akut opstået behov for sygehusbehandling andetsteds i bopælsamtskommunen har patienten dog ret til fribefordring fra det pågældende sted til vedkommende sygehus.

Såfremt betingelserne for fribefordring fra behandlingsstedet til bopælen er opfyldt, men patienten i stedet tager til et midlertidigt opholdssted, f.eks. for at få pleje hos slægtninge, kan der efter omstændighederne ydes befordring eller befordringsgodtgørelse med et beløb svarende til udgiften ved befordring tilbage til bopælen.

Bopælsamtskommunen skal yde fribefordring ikke blot til og fra vedkommende sygehus m.v. i amtskommunen, men også når patienten skal befordres til og fra behandling på et sygehus eller en anden institution uden for bopælsamtskommunen, hvor patienten skal behandles for bopælsamtskommunens regning. Bopælsamtskommunen skal tillige yde fribefordring til og fra behandlingen på de institutioner (afdelinger), der er nævnt i bilaget til nærværende cirkulære, jfr. dog nedenfor om opholdsamtskommunens forpligtelser.

Når patienten ved bopælsamtskommunens foranstaltning har været overført til et »fremmed« sygehus m.v., og patienten udskrives fra dette, skal bopælsamtskommunen yde hjemtransport, såfremt betingelserne for ret til befordring i øvrigt er opfyldt.

2. OPHOLDSAMTSKOMMUNEN

En amtskommunes befordringsforpligtelse omfatter endvidere personer, der midlertidigt opholder sig i amtskommunen, og som i medfør af sygehuslovgivningen har ret til vederlagsfri behandling her i landet ved akut opstået behov for behandling. Befordringsforpligtelsen er i disse tilfælde den samme som den, der påhviler bopælsamtskommunen, jfr. ovenfor pkt. 1, men således, at det midlertidige opholdssted som hovedregel træder i stedet for patientens bopæl.

Såfremt betingelserne for fribefordring fra behandlingsstedet til det midlertidige opholdssted er opfyldt, men patienten i stedet tager til sin bopæl, kan der dog efter omstændighederne ydes befordring eller befordringsgodtgørelse med et beløb svarende til udgiften ved befordring tilbage til det midlertidige opholdssted.

Den midlertidige opholdsamtskommune har også befordringsforpligtelsen, hvor det skønnes nødvendigt af hensyn til behandlingen at overføre patienten til et andet sygehus m.v. eller til en af de i bilaget nævnte institutioner (afdelinger). Herfra gælder dog følgende undtagelse:

Såfremt patienten overføres til indlæggelse på et sygehus m.v., herunder en af de i bilaget nævnte institutioner, i den amtskommune, hvori han har bopæl, påhviler befordringsforpligtelsen bopælsamtskommunen. Dette gælder ikke blot i tilfælde, hvor overførelsen finder sted fra det sygehus i opholdsstedets amtskommune, hvor patienten oprindeligt blev modtaget, men også når overførelsen finder sted fra et andet sygehus, hvortil patienten senere måtte være blevet overført for opholdsamtskommunens regning.

Bopælsamtskommunen skal dog ikke i disse overflytningssituationer dække eventuelle lønudgifter til ledsagende læge- og sygeplejepersonale. Sådanne lønudgifter m.v. er ikke omfattet af befordringsreglerne, men må dækkes af opholdsamtskommunen som et led i dens behandlingsforpligtelse.

D. ADMINISTRATIONEN AF BEFORDRINGSREGLERNE

Bortset fra de tilfælde, hvor patientens tilstand kræver transport med ambulance eller særligt sygekøretøj, tilkommer det amtskommunerne at træffe bestemmelse om, hvorvidt fribefordringen skal ydes ved befordring eller befordringsgodtgørelse. Befordringen skal dog i alle tilfælde ske med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel.

Amtskommunerne kan i forbindelse med administrationen af befordringsreglerne tilrettelægge særlige befordringsordninger og herunder fastlægge regler om den fremgangsmåde, der skal følges af de berettigede personer ved benyttelsen af adgangen til befordring eller befordringsgodtgørelse. Amtskommunerne kan tillige fastlægge retningslinier for, i hvilke tilfælde patienter kan få befordringsgodtgørelse ved benyttelse af eget befordringsmiddel, jfr. ovenfor afsnit A, pkt. 3.

Hvis amtskommunerne tilrettelægger særlige befordringsordninger eller fastlægger nærmere regler om adgangen til udbetaling af befordringsgodtgørelse, skal patienterne gøres bekendt med, hvordan de skal forholde sig, når de ønsker befordring eller befordringsgodtgørelse. Har en amtskommune som nævnt i afsnit B, pkt. 1.c., truffet bestemmelse om, at der kun ydes fribefordring til de i bilaget nævnte institutioner, når henvisningen forud er godkendt af amtskommunen, må de praktiserende læger i amtskommunen orienteres herom.

Det følger af sygehuslovens § 9, at det er sygehusudvalget i vedkommende amtskommune, der skal varetage administrationen af befordringsopgaverne, herunder tilrettelæggelsen af befordringsordninger og udbetalingen af befordringsgodtgørelse.

Det er i svangerskabshygiejnelovens § 1, stk. 4, fastsat, at reglerne i sygehusloven om befordring eller befordringsgodtgørelse og om klageadgang efter indenrigsministerens nærmere bestemmelse finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med ydelser efter svangerskabshygiejneloven.

Da tilrettelæggelsen og administrationen af befordringsreglerne mest hensigtsmæssigt varetages af et og samme udvalg, er det i bekendtgørelsen om befordring og befordringsgodtgørelse generelt fastsat, at befordringsopgaverne henhører under SYGEHUSUDVALGET. Dette gælder således også i amtskommuner, hvor det i medfør af § 6, stk. 1, i svangerskabshygiejneloven måtte være bestemt, at den umiddelbare forvaltning af de i loven omhandlede opgaver varetages af social- og sundhedsudvalget.

Underskrift 1

INDENRIGSMINISTERIET, DEN 29. NOVEMBER 1982 BRITTA SCHALL HOLBERG /Johs. Qwist

BILAG

2. s.kt. 1979/5100-31

INDENRIGSMINISTERIET

Underskrift 2

København, den 10. juli 1980 Det er i indenrigsministeriets cirkulære af d.d. om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp fastsat, at fribefordring ydes til sygehusbehandling på amtskommunale institutioner samt statens sygehuse og private institutioner, der som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver benyttes af vedkommende amtskommune. I medfør af § 6, stk. 3, i sygehusloven henføres tillige nedennævnte institutioner (afdelinger) til reglerne om befordring og befordringsgodtgørelse: Det af Landsforeningen mod Børnelammelse (Polio) drevne ambulatorium for så vidt angår fysiurgisk efterbehandling, hvortil staten yder tilskud, Kæbekirurgisk afdeling og afdelingerne for bidfunktionslære og ortodonti ved Århus Tandlægehøjskole og institut for tand-, mund- og kæbekirurgi, institut for bidfunktionslære, institut for ortodonti, afdelingen for elektromyografi og kæbeprotetisk afdeling ved Københavns Tandlægehøjskole, Øjenklinikken for specialoptik på Instituttet for Blinde og Svagtsynede i København (* 1), Øjenpatologisk Institut ved Københavns Universitet, Institut for Human Genetik ved Århus Universitet og John F. Kennedy Instituttet for så vidt angår undersøgelse eller rådgivning i forbindelse med prænatal genetisk diagnostik, samt andre institutter, når disse foretager sådanne undersøgelser m.v. efter aftale med de her nævnte institutter eller Rigshospitalet. HENNING RASMUSSEN /Emil le Maire Til samtlige amtsråd, Københavns magistrat og Frederiksberg kommunalbestyrelse

Versioner

  1. 1983-01-25 · til 1996-01-31