Cirkulære om visse arbejdsmiljøspørgsmål i forbindelse med anvendelsen af skolers og institutioners lokaler til sløjd og lignende aktiviteter (Til alle amtsråd, kommunalbestyrelser, skolekommissioner, skolenævn, ungdomsskolenævn, fritidsnævn og ledere af kommunale skoler uden for København, til lederne af friskolerne og de private grundskoler, efterskolerne og ungdomskostskolerne, ungdomsskoler og øvelsesskoler samt til lederne af fritidsvirksomhed for børn og unge)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/regulation/mt/1982/1@1982-03-10/da
Indhold
Gennem en række tidligere udsendte cirkulærer og vejledninger har man fra undervisningsministeriets side søgt at imødegå de risici, eleverne kunne komme ud for i forbindelse med sløjdundervisning og lignende aktiviteter uden erhvervsmæssigt sigte. Der henvises til oversigten, der bringes som bilag til dette cirkulære.
I fortsættelse af det i oversigten nævnte cirkulære af 26. oktober 1973 om benyttelse af eldrevne maskiner som led i sløjdundervisning m.v. for børn og unge under 18 år fastsætter undervisningsministeriet i samråd med arbejdstilsynet herved regler, som dels uddyber visse punkter i ovennævnte cirkulære, dels medtager de maskiner, som på grund af deres farlighed er forbeholdt læreren (afsnit A). Endvidere fastsættes nogle retningslinier for anvendelsen af lokaler til sløjd og lignende aktiviteter af hensyn til visse funktioner og stoffer, der indgår i undervisningen (afsnit B).
Samtidig ophæves herved den bestemmelse i punkt 1 i undervisningsministeriets cirkulære af 26. oktober 1973 om benyttelse af eldrevne maskiner som led i sløjdundervisning m.v. for børn og unge under 18 år, der fastsatte, at de omhandlede maskiner skulle godkendes af sløjdinspektionen med hensyn til typer og sikkerhedsforanstaltninger. Det skal i den forbindelse understreges, at det er en betingelse for benyttelse af maskinerne, at de er i overensstemmelse med de af arbejdstilsynet til enhver tid givne regler samt bestemmelserne i dette cirkulære.
A. Retningslinier for benyttelse af maskiner
Skolens/institutionens leder er ansvarlig for, at kun personale, der kan dokumentere fornødent kendskab til maskinernes brug og pasning, har adgang til at benytte maskinerne og til at lade maskiner indgå som led i undervisningen.
Skolens/institutionens leder har det overordnede ansvar for, at maskinerne er i orden i henhold til arbejdstilsynets og undervisningsministeriets anvisninger.
Maskiner med fejl eller mangler må ikke benyttes. Det bør over for eleverne og eventuelt andre brugere af maskinerne indskærpes, at de omgående bør gøre den ansvarlige lærer opmærksom på opståede fejl eller mangler ved maskinerne. Hvis vedkommende lærer ikke selv er i stand til at bringe maskinerne i forskriftsmæssig stand, skal det omgående meddeles skolens/institutionens leder, som må foranledige, at fejlen udbedres af særligt kyndige.
Med hensyn til maskinernes indretning og opstilling henvises, ud over cirkulære af 26. oktober 1973, til arbejdstilsynets publikationer nr. 8/1965 om savværks-, høvleri- og snedkerimaskiner og publikation nr. 12/1977 om maskiner, redskaber og værktøjer. Endvidere henvises til arbejdstilsynets publikation nr. 45/1974 om motordrevne håndrundsave og socialministeriets bekendtgørelse nr. 14 af 26. januar 1961 om sikkerhedsforskrifter for mekanisk drevne slibemaskiner og slibeskiver.
Da arbejdet i skoler og institutioner ikke drejer sig om produktion, kan der i visse tilfælde blive tale om lempelser inden for gældende regler, dog ikke med hensyn til egentlige maskinbeskyttelseskrav. I andre tilfælde vil der være grund til skærpede regler. Der gøres således opmærksom på, at fræsere af enhver art ikke må forefindes. Anskaffes kombinerede træbearbejdningsmaskiner til skoler/institutioner, skal eventuel fræseranordning være afmonteret.
Af anvisningerne i ovennævnte publikationer er der grund til at fremhæve visse med særlig relevans for arbejdet i skoler og institutioner:
Spændingsfaldsudløsning
Alle stationære maskiner med undtagelse af bore- og slibemaskiner skal være forsynet med spændingsfaldsudløsning, som hindrer maskiner, der er gået i stå på grund af spændingsfald eller strømsvigt, i at sætte sig i gang, når det elektriske net bliver fuldt spændingsførende.
Håndmaskiner betragtes som stationære maskiner, hvis de opspændes i bord el. lignende. Det gælder f.eks. håndrundsave.
Aflåsning af maskiner
Transportable maskiner, f. eks. håndrundsave, skal kunne låses inde. Alle stationære maskiner skal kunne aflåses, så kun rette vedkommende har adgang til at benytte dem; maskinerne bør kunne aflåses individuelt, idet de forsynes med en nøgleafbryder, ofte i forbindelse med spændingsfaldsudløsningen. En kollektiv aflåsning af maskinerne vil dog - i de tilfælde, hvor kollektiv aflåsning hidtil er blevet anvendt - fortsat kunne anvendes under forudsætning af, at strømmen fra de maskiner, eleverne har adgang til, og fra de maskiner, der er forbeholdt læreren, føres til hver sin aflåselige hovedafbryder. Det er endvidere en forudsætning, at alle maskiner, også bore- og slibemaskiner, er forsynet med spændingsfaldsudløsning. Endelig bør der ved kollektiv aflåsning installeres et eller flere nødstop i lokalet.
Bremse
Maskiner bør normalt være forsynet med bremse, hvis de ikke går i stå, umiddelbart efter at strømmen er slået fra. For træbearbejdningsmaskiner er der behov for bremse, hvis efterløbstiden overstiger 10 sekunder. Båndsave skal være forsynet med bremse. Der kræves ikke bremse på bænkslibemaskiner, selv om de kan have et meget langt efterløb.
Båndsave
Båndsave skal være forsynede med lukkede klingehjul (f. eks. skiver af presset pladestål) og fuldstændigt afskærmet, bl. a. således, at skærmen er lukket med »loft«. Hjul med eger vil dog kunne tillades under forudsætning af, at de på begge sider er forsynet med beskyttelse for egerne (rund skive af plademateriale, masonit eller lignende fastgjort til egerne, men uden skruer direkte i egerne).
Rundsave
Rundsave skal være forsynet med overdækning, underdækning og spaltekniv, der skal svare til den til enhver tid benyttede klingetype.
Afrettere
Afrettere skal være forsynet med tilfredsstillende udformet og let betjenelig overdækning af kutteren. Der skal også findes dækning over den tilgængelige del af kutteren bag ved landet. Beskyttelser af Suva-typen skal være vel justeret og med alle bevægelige led passende tilspændt.
Træ- og metaldrejebænke
Ud over de almindelige maskinbeskyttelseskrav skal der træffes foranstaltninger, der imødegår faren for, at emnernes periferihastighed overstiger 30 m/sek. Ved drejebænke med trapperemskiver skal der på indersiden af remhuset anbringes et skilt, der angiver omdrejningstal og maksimal emnediameter i relation til et billede af de forskellige remstillinger. Det påhviler læreren at kontrollere remstillingen og dermed omdrejningshastigheden, før maskinen startes.
Trædrejebænke med trinløs variabel hastighed skal være forsynet med en blokeringsanordning, som kun læreren kan indstille til højeste forsvarlige hastighed. Endvidere skal der forefindes en skala, der tydeligt og automatisk angiver omdrejningstal og maksimal emnediameter i relation til gearets indstilling.
Kileremstransmissioner
Kileremstransmissioner skal være afskærmet helt med dæksler, fastgjort ved hængsler, så de ikke kan fjernes helt. Betjeningen skal så vidt muligt ske uden brug af værktøj. Afskærmningen skal være forsynet med en afbryder, så maskinen går i stå, hvis dækslet åbnes. Hvor der forefindes maskiner uden sådan afbryder, skal afskærmningen, indtil afbryder etableres, være forsynet med en iøjenefaldende advarsel, f. eks. »Må ikke åbnes, medens maskinen er i gang«.
Elektrisk håndstiksav må kun benyttes sammen med beskyttelsesbriller.
Afsugning
Hvis man eventuelt ønsker at benytte skivepudsere i forbindelse med trædrejebænke, skal der etableres mekanisk afsugning, og drejebænkens periferihastighed må ikke overstige 30 m/sek.
Transportable pudsemaskiner bør ved fremtidig anskaffelse være forsynet med støvpose.
Det må anses for ønskeligt, at der ved nybygning og ombygning af sløjdlokaler etableres mekanisk afsugning fra rundsav, båndsav, afretter og trædrejebænk.
Afsugningsanlæg bør være så støjsvage som muligt, og de må ikke have forbindelse med andet ventilationssystem.
B. Retningslinier for anvendelsen af lokaler til sløjd og lignende aktiviteter af hensyn til visse stoffer og funktioner, der indgår i undervisningen
Opvarmning og luftfornyelse
Med hensyn til lokalernes opvarmning og luftfornyelse gælder de arbejdsmiljømæssige krav, der generelt stilles til folkeskolens lokaler. Rumtemperaturen bør dog holdes noget lavere end temperaturen i normalklasser; 18 grader vil være en passende arbejdstemperatur. Visse arbejdsområder kræver særlig overvejelse med hensyn til ventilation. Det gælder således rum eller områder, hvor overfladebehandling finder sted, og hvor der loddes og svejses.
Overfladebehandling
Normalt bør kun maling, lak og lim på vandbasis eller produkter af lav fareklasse svarende til kodenumrene 0/1, 1/0 og 1/1 anvendes.
Kodenumrene 2/0 og 2/1 kan dog anvendes til små genstande, når der er sørget for god naturlig ventilation ved at åbne vinduer.
Produkter med højere kodenumre må ikke anvendes i lokalerne, med mindre der er etableret mekanisk udsugning.
Såfremt der etableres mekanikudsugning, skal disse anlæg i princippet være indrettet sådan, at de kan fjerne damp fra opløsningsmidler i umiddelbar nærhed af arbejdsstedet og bort fra den person, der arbejder med førnævnte relativt sundhedsskadelige stoffer. En udsugning 10-15 cm over gulvhøjde er yderligere ofte påkrævet, da dampene fra organiske opløsningsmidler er tungere end atmosfærisk luft. Udsugningsanlæg skal have afkast til det fri.
Uanset ventilationsforholdene gælder det, at påføring ikke må ske ved sprøjtning.
En begrænset brug af materialer indeholdende organiske opløsningsmidler bør benyttes som udgangspunkt i undervisningen i omgang med disse og lignende farlige stoffer.
Lodning og svejsning
I følge undervisningsministeriets cirkulære af 26. oktober 1973 om benyttelse af eldrevne maskiner som led i sløjdundervisning m. v. for børn og unge under 18 år skal der ved brug af el-svejsemaskiner indrettes en forsvarlig udsugning af de skadelige luftarter, der opstår ved svejseprocessen. På grundlag af denne bestemmelse fastsættes følgende nærmere retningslinier for udsugning i forbindelse med el-svejsemaskiner:
Fra lodde- og svejseborde skal der etableres mekanisk udsugning med afkast til det fri på en sådan måde, at loddedamp og svejserøg ikke passerer åndedrætsområdet på de personer, der arbejder ved disse faste lodde- og svejsepladser. Der henvises til arbejdstilsynets meddelelser nr. 6/1974 og nr. 8/1977. CO2-svejsning stiller samme krav til udsugning som lysbuesvejsning med beklædte elektroder.
Transportable røgsugere kan benyttes til fjernelse af svejserøg under forudsætning af, at de har afkast til det fri.
Gas- eller kulesser udstyres med emhætte med mekanisk udsugning.
Opbevaring af brændbare væsker
Det påhviler læreren at sørge for, at reglerne for opbevaring af brændbare væsker i henhold til justitsministeriets bekendtgørelse af 20. august 1971 overholdes. Brugte rensevæsker, lakrester og lignende opsamles i dertil beregnede beholdere med tætsluttede låg. De fjernes og destrueres i henhold til den lokale tekniske forvaltnings retningslinier.
Opbevaring og brug af flaskegas
Der henvises til justitsministeriets bekendtgørelse af 20. august 1971 om flaskegas.
Renholdelse
Lokalerne skal holdes rene og ryddelige. Af sikkerhedsmæssige og pædagogiske grunde bør læreren foranledige, at eleverne holder det ryddeligt på og omkring maskinerne samt fejer spåner m. v. ned fra såvel høvlebænke som maskiner. Spåner og savsmuld kan gøre gulve glatte og farlige at færdes på. Læreren bør derfor sørge for, at eleverne fejer gulvet over efter hvert hold, så hovedparten af spåner m. v. samles i en affaldsbeholder eller lignende et passende sted i lokalet.
Den egentlige renholdelse påhviler rengøringspersonalet efter samme retningslinier, som gælder for øvrige undervisningslokaler.
Undervisningsministeriet,
Direktoratet for folkeskolen, folkeoplysning, seminarier m. v., den 4. januar 1982
NINNA WURTZEN
/Helge Thomsen
Bilag.
Oversigt over gældende bestemmelser pr. 1. november 1981 1) Undervisningsministeriets cirkulære af 26. oktober 1973 om benyttelse af eldrevne maskiner som led i sløjdundervisning m. v. for børn og unge under 18 år. 2) Undervisningsministeriets vejledning af 20. august 1976 om indskærpelse af reglerne for elevers benyttelse af eldrevne maskiner som led i sløjdundervisning m.v. 3) Undervisningsministeriets cirkulære af 15. oktober 1968 om forbud mod brug af gassvejseanlæg som led i undervisningen i folkeskolen m. v. 4) Undervisningsministeriets cirkulære af 23. december 1970 om forbud mod brug af gassvejseanlæg som led i fritidsundervisning, ungdomsklubvirksomhed m. m. 5) Undervisningsministeriets meddelelse af 28. november 1977 vedrørende brug af gassvejseanlæg som led i fritidsundervisning m. v. 6) Undervisningsministeriets vejledning af 30. juni 1975 om anvendelse af glasurer m. v. ved keramikfremstilling på skoler. 7) Undervisningsministeriets vejledning af 28. juni 1976 om anvendelse af emaljer i skolernes sløjdundervisning. 8) Undervisningsministeriets cirkulæreskrivelse af 15. december 1975 om obligatorisk undervisning i benyttelse af eldrevne maskiner i forbindelse med linieuddannelse i træsløjd og metalsløjd ved seminarierne og de to anerkendte sløjdlærerskoler. 9) Undervisningsministeriets cirkulæreskrivelse af 15. september 1978 angående Sundhedsstyrelsens advarsel mod opvarmning af plastmaterialer i forbindelse med plastsløjd. (Sundhedsstyrelsens skrivelse af 17. maj 1978).
10) Justitsministeriets bekendtgørelse af 20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker.
11) Justitsministeriets bekendtgørelse af 20. august 1971 om flaskegas.
12) Socialministeriets bekendtgørelse nr. 14 af 26. januar 1961 som ændret ved bekendtgørelse nr. 215 af 20. juni 1961 om sikkerhedsforskrifter for mekanisk drevne slibemaskiner og slibeskiver.
13) Arbejdstilsynet. Publikation nr. 8, 1965
Savværks-, høvleri- og snedkerimaskiner.
14) Arbejdstilsynet. Publikation nr. 12, 1977
Maskiner, redskaber og værktøjer.
15) Arbejdstilsynet. Publikation nr. 45, 1974
Motordrevne håndrundsave.
16) Arbejdstilsynet. Meddelelse nr. 6/1974 om bekæmpelse af luftforurening i forbindelse med manuel lysbuesvejsning med beklædte elektroder på faste svejsepladser.
17) Arbejdstilsynet. Meddelelse nr. 8/1977 om anvendelse af transportable anlæg med filter til fjernelse af svejserøg.
Endelig gøres opmærksom på arbejdstilsynets blå liste om arbejdsmiljø, der udkommer hvert år.